Hjertekostskema
Hjertekostskema danner rammerne for målrettet diætbehandling med inddragelse af patientens egne ønsker og behov, så patienten kan yde egenomsorg. Scoren på spørgsmål om henholdsvis fedt, fisk. frugt og grønt skal indgå i hjerterehabiliteringsdatabasen. Oprindeligt er skemaet udviklet som en del af PRO Hjerterehabilitering.
KCCQ-12 (Kansas City Cardiomyopathy Questionnaire)
Spørgeskemaet er bygget ind i Sundhedsplatformen i forbindelse med Fremtidens Ambulatorium (Kardiologi). Skemaet kan anvendes til systematisk vurdering og monitorering af helbredstilstand, symptomer, funktionsniveau og livskvalitet hos patienter med hjertesygdom, herunder aortastenose.
PRO Hjerterehabilitering
PRO Hjerterehabilitering er et nationalt PRO-skema, som er udviklet i regi af Sundhedsdatastyrelsen til national udbredelse. PRO Hjerterehabilitering består af 3 skemaer (baseline samt til første- og afsluttende samtale). Målgruppen for skemaet er patienter over 18 år med iskæmisk hjertesygdom. Skemaet indeholder blandt andet områder indenfor generelt helbred, trivsel, symptomer og samliv.
PRO Hjertesvigt
PRO Hjertesvigt er et nationalt PRO-skema, som ligeledes er udviklet i regi af Sundhedsdatastyrelsen. Spørgsmålene omfatter symptomer, fysisk funktion, medicin, livsstil og sociale forhold. Målgruppen er voksne patienter (over 18 år) diagnosticeret med hjertesvigt, som led i opfølgning og planlægning af behandlingsforløb.
PRO Lungeemboli
PRO Lungeemboli indgår som led i et systematisk opfølgningsforløb, hvilket anvendes til patienter, der rammes af lungeemboli. PRO-skemaets hovedformål er at vurdere, om patienten er i risiko for et dårligt udfald af forløbet samt at afdække specifikke behov for ekstra opfølgning og/eller viderehenvisning til andre klinikere i forbindelse med 3 måneders kontrolbesøget på hospitalet.