Gå til hovedindhold

​​

Medicinske gasser - destruktion og reduktion

​Medicinske gasser bruges fx på føde- og operationsgangene. Vi arbejder på at mindske vores forbrug ved at undgå spild og på at destruere gasserne efter brug, så de ikke udledes til atmosfæren.

Hvad  

​Årligt udleder Region Hovedstaden ca. 6300 tons CO2e fra medicinske gasser, fx lattergas og anæstesigasser.  

Da mange af gasserne er andre typer drivhusgasser end CO2, bliver de omregnet til CO2e, dvs. CO2-ækvivalenter. Et kilo lattergas svarer for eksempel til ca. 273 kilo CO2.

Regionens hospitaler har både direkte og indirekte udledninger. De direkte udledninger står for godt halvdelen af regionens aftryk og skyldes den gas, der bliver brugt i behandlingen af vores patienter, og som ledes videre ud til fri luft fra hospitalerne. Det drejer sig typisk om lattergas og haloflurangas, der bruges til smertelindring og bedøvelse. De indirekte udledninger skyldes produktion og indkøb af medicinsk gas og står for den anden halvdel af klimaaftrykket. Her er der tale om fx ilt til patienter og kvælstof.

Hvorfor  

Medicinske gasser er blandt de meget potente drivhusgasser, der kan belaste klimaet op til 2.740 gange så meget som den samme mængde CO2 gør – afhængig af typen. For eksempel vil en fire-timers fødsel, hvor der bruges lattergas, have cirka samme CO2-aftryk som at køre 1.000 kilometer i bil.  

Mange af de medicinske gasser, der bruges, udledes direkte til luften fra vores hospitaler f.eks. fra kirurgiske- og fødselsafdelinger. Derfor er det et oplagt sted for os at sætte ind.  

Vi har også en klar opgave i at reducere eller ændre vores forbrug: mange iltflasker fra hospitalerne bliver sendt mere eller mindre fyldte tilbage til leverandøren, fordi det ikke er brugervenligt at afgøre, hvornår flaskerne er næsten tomme. Derfor tager personalet i mange tilfælde det sikre valg at skifter flaskerne ofte for ikke at løbe tør. I 2023 drejede det sig om 7000 flasker, hvilket efterlod potentiale for bedre (op-)brug på afdelingerne og nedsættelse af indkøb.   

Hvordan  ​

Vi nedbringer vores klimaaftryk fra lattergas med nedrydningsanlæg i nuværende og kommende hospitaler – især ved fødegangene, hvor ca. 75-80 procent af den direkte udledning fra lattergas kommer fra. På Hvidovre Hospital nedbryder et anlæg ved fødselsafdelingen årligt lattergas svarende til ca. 450 tons CO2. Vi er desuden i gang med yderligere tre nedbrydningsanlæg i 2025-27​: Herlev Hospital Kvinde-barn Center, Mary Elisabeths Hospital og Nyt Nordsjællands Hospital.  

I forhold til reduktion af forbrug samarbejder vi med leverandøren om mere brugervenlig monitorering af flaskerne, og vi vejleder vores afdelingspersonale i bedre brug. Desuden undersøger vi grønne initiativer igennem udbudsprocesserne for medicinske gasser.  

Indsatsens forankring   

Indsatsen er forankret i enheden for Klima og Miljø i Center for Ejendomme.  

Kontaktperson

Emil Suhr Kristoffersen, Chefkonsulent og cand.scient., Enhed for Klima og Miljø , ​Center for Ejendomme. Skriv til Emil Suhr Kristoffersen​

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden