I december 2023 vedtog Danske Regioner ”En fællesregional strategi for Grønne Hospitaler”.
For at implementere strategien arbejder de fem regioner og Amgros blandt andet som lead-region på hver deres områder. Der er udpeget 10 lead-områder, som du kan læse mere om i regionernes strategi.
Ved at dele arbejdet kan regionerne prioritere opgaven med at nedsætte CO2-udledningen og udvikle indsatser på de enkelte områder. Samtidig får vi mulighed for at dele viden med de andre regioner, og implementere deres CO2-besparende løsninger. Filosofien er, at alle ikke skal opfinde den dybe tallerken, men at fælles gode kræfter giver hurtigere og brugbare resultater.
Rollen som Lead-region
Som Lead-region er man ansvarlig for at afdække eksisterende løsninger og viden fra alle regioner og relevante interessenter, som fx industrien, patientforeninger og forskningsmiljøer. Lead-regionen er primusmotor for at udvikle og teste løsninger med henblik på, at de senere kan udbredes til alle regioner og ansvarlig for at udvikle en guide eller lignende til, hvordan øvrige regioner kan implementere de udviklede løsninger. Der er med andre ord et stort fokus på kontinuerlig videndeling med de andre regioner.