Skiftet fra medicinbægre i plastik til papir gik ikke nødvendigvis snorlige eller med raketfart. Men med grundigt forarbejde og inddragelse af kollegerne har forandringen slået rod på Hjerteafdelingen på Amager og Hvidovre Hospital.
Den Grønne Håndbog fik en central rolle, da Marta Natalia Karlsens helt naturlige og livslange interesse for grøn omstilling fik en plads i hendes arbejdsliv også.
"Jeg har altid været optaget af det grønne. Jeg er grøn i hjertet. Når jeg ser overforbrug, tænker jeg, at her kan vi spare," siger Marta, som også er grøn ambassadør.
Den Grønne Håndbog inspirerede
Marta Natalia Karlsen havde fået opbakning fra ledelsen til at lave forskellige grønne indsatser, og Den Grønne Håndbog var en helt naturlig støtte til at komme i gang.
Valget faldt på udskiftning af plastikmedicinbægre til dem af papir. Også fordi der ikke var en forandring i arbejdsgangen.
"Jeg kiggede i Den Grønne Håndbog, og jeg ville finde en håndgribelig indsats. Tænkte, at så kunne vi nemmere få det til at ske."
Var det mærkeligt?
Marta Natalia Karlsen allierede sig med varebestilling. Og hun informerede kollegerne på afdelingen. Det blev aftalt, at de skulle prøve de nye bægre til medicinen i ca. 4 mdr.
"Der var blandede meninger. Var det patientsikkert? Var det mærkeligt? Nogle syntes det var det fedeste. I sidste ende brugte jeg et spørgeskema til at få kollegernes holdninger, og jeg ville sikre mig, at de kunne leve med omstillingen."
Det var det nemmeste
Marta Natalia Karlsen oplevede, at det nemmeste omkring forandringen var logistikken.
"Jeg skulle bare planlægge det. Jeg havde ledelsesopbakningen, og så kørte det. Vi testede de nye medicinbægre. Papirbægrene var anderledes, og vi snakkede om det i personalegruppen."
For nogle var skiftet nemmere at arbejde med end for andre, selvom Marta Nathalia Karlsen ikke oplevede decideret modstand mod forandringen.
"Når dem, der har sværere ved forandringen ser andre, der bruger de nye medicinbægre, så var det nemmere at skifte over. Men man skal også indrømme, når ting ikke er optimale," lyder hendes råd.
I dag har alle vænnet sig til de nye medicinbægre. Det var jo ikke en ny arbejdsgang, som Marta siger.
De grønne tiltag breder sig nu på afdelingen. Hun bruger fx nudging – små puf i hverdagen som gør det nemmere at bruge grønne løsninger. Hun lægger "de sorte" valg nederst og bagest i skabet, og de grønne løsninger lige for. De små puf virker.
Martas bedste råd til dig, der vil have en grønnere afdeling – og hvad du skal være opmærksom på:
Gode råd:
- Start med lavthængende frugter
- Kig i Den Grønne Håndbog - brug andres erfaringer
- Gør det der er nemmest
- Hav hygiejne er inde over
- Hav din ledelse med, så der er opbakning.
- Kast sig ud i det – lad være med at overtænke
- Find allierede
Foruden opgøret med medicinbægrene har afdelingen også arbejdet med:
- Vi har udskiftet sugemåtter.