Min afdeling har fået bevilget et apparatur – hvad skal jeg gøre for at få det anskaffet?
Når der foreligger en endelig udmøntning af midler, foretages alle apparaturindkøb via CIMT og CØK Indkøb, så regionen overholder regler og love for offentligt indkøb og får mest apparatur for pengene. Hospitalerne og virksomhederne inddrages i processen efter behov. Ansøgerne skal altså ikke tage kontakt til leverandørerne for at bestille apparaturet. Eventuelle anskaffelser udenom de forudsatte procedurer og forretningsgange kan medføre frafald af bevilling.
Det kan ikke påregnes, at alle anskaffelser sættes i gang samtidig og umiddelbart efter den endelige udmøntning, idet der skal foretages forskellige afklaringer forud for anskaffelserne. CIMT igangsætter anskaffelserne hurtigst muligt, men da der er mange anskaffelser, må virksomhederne påregne en vis ventetid.
En bevilling gives som øremærkede midler til det pågældende apparatur og ikke som et bevillingsbeløb. Dette medfører, at eventuelle overskydende beløb ved indkøb af apparatur som udgangspunkt falder tilbage i den regionale medicotekniske pulje bl.a. for at finansiere et merforbrug på andre indkøb.
Idet bevillingen som nævnt gives som øremærkede midler til det pågældende apparatur og formål, er det således vigtigt, at hospitalet/virksomheden kontakter apparaturudvalget på michala.moerup.01@ regionh.dk, hvis der opstår et ønske om at foretage ændringer til ansøgningen.
Hospitalerne og virksomhederne vil i 4. økonomirapport (november/december) få tilført budget til afdrag på leasingaftaler for det apparatur, der er blevet anskaffet og sat i administration hos KommuneLeasing inden 1. december det pågældende år. Der tilføres budget til betaling af leasingydelser i det pågældende år og fire år frem, idet der er tale om en 5-årig afdragsperiode.
Såfremt der er spørgsmål til anskaffelserne, kan der rettes henvendelse til CIMT på apparaturanskaffelse.imt@regionh.dk.