Hvad er BRT?
BRT er busser som
- kører i eget tracé/bane i midten eller langs vejen (den sidder altså ikke fast i trængsel og er egnet til førerløs kørsel)
- er ekstra lange og har høj kapacitet med mange afgange døgnet rundt (transporterer mange mennesker og reducerer ventetid)
- har stationslignende stoppesteder med bl.a. belysning, trafikinformation, indtjekning og niveaufri adgang til bussen (hurtig ind- og udstigning samt egnet til barnevogne og kørestole)
- har prioritet i lyskryds (stopper kun ved stoppested - forkorter rejsetiden)
- kører på grønne drivmidler (bidrager til den grønne omstilling)
BRT som en løsning på trængsel
Stigende befolkningstal er med til at øge trængslen på vejene. Den øgede trængsel resulterer i, at de regionale busser sidder fast i trafikken, og gør det mindre attraktivt for passagererne at benytte sig af. For at gøre de regionale busser mere attraktive for passagererne, kan BRT være et skridt i denne retning. BRT nedbringer rejsetiden gennem kørsel i egne busbaner, og de stationslignende stoppesteder øger komfort og sikkerhed for passagerne.
BRT-projekter
150S
Den regionale buslinje 150S har allerede fået BRT-lignende forhold på en delstrækning ved Rigshospitalet i København kaldet "den kvikke vej".
200S og 400S
Regionen arbejder på fremtidens BRT-projekter sammen med kommunerne og Movia på linjerne 200S og 400S.
I samarbejde med Vejdirektoratet er udarbejdet en forberedende analyse for BRT 200S og en MKV (MiljøKonsekvensVurdering) af BRT 400S.
Læs den forberedende analyse for BRT 200S på Vejdirektoratets hjemmeside.
Læs miljøkonsekvensvurderingen(MKV) af BRT 400S på Vejdirektoratets hjemmeside.
Staten har i forbindelse med aftalen om infrastruktur (IP35) afsat midler til en delvis finansiering af de to BRT-strækninger samt til de to gennemførte undersøgelser.
Klimavenlig transport og byudvikling
BRT-bussernes grønne drivmidler nedbringer CO2-udledningen og reducerer støj. Egne vejbaner for BRT-busser giver hurtigere rejsetid og reducerer risikoen for at sidde fast i trafikken. Dette skal være med til at gøre det mere attraktivt for flere at vælge kollektiv trafik fremfor bilen. BRT er et vigtigt redskab til at nedbringe CO2-udledning og understøtte det nationale klimamål.
BRT-løsninger er ikke nye set på verdensplan. Flere steder i verden er BRT blevet implementeret, hvilket har været med til at drive byudvikling - og det vil BRT også kunne gøre i Danmark.
Udviklingen af BRT sker i samarbejde med Movia, hvilket du kan læse mere om på Movias hjemmeside.