Der er brug for uddannelse om MR-sikkerhed
Manglen på en samlet uddannelse og systematisk udveksling af viden omhandlende MR-sikkerhed ved MR-skanninger fører til unødige aflysninger af patientscanninger og registreringer af UTH’er. Derfor er der brug for uddannelse og en bedre udveksling af viden.
Så klart er budskabet fra radiograf Flemming Therkildsen, der gennem mere end to årtier har arbejdet intenst med MR-modaliteten, hvoraf de sidste fire år er foregået på Hvidovre Hospital.
Derfor har han, i tæt samarbejde med MR-kolleger fra Region Hovedstadens MR-afdelinger, taget initiativ til at udvikle, både et "MR Basiskursus", samt et kursus for den erfarne MR-kollega, som skal klædes på til at varetage mere komplicerede sikkerheds- og risikovurderinger og som også får ansvaret for sikkerhedsundervisningen i egen afdeling samt matriklens øvrige samarbejdspartnere, som bl.a. består af portører, anæstesi, rengøring og teknisk personale mm. Sidstnævnte kursus hedder MRSO, som læner sig op ad den amerikanske titel; Magnetic Resonance Safety Officer.
Sådan virker en MR-skanner
Til udviklingen af sidstnævnte projekt, blev Flemming Therkildsen opfordret til at sende en ansøgning til Uddannelsesfagligt Råd og modtog 330.000 kroner til udvikling af et pilotstudie, der foregår i samarbejde med Region H's MR sikkerhedsgruppe.
Flemming Therkildsen, der også er ekstern lektor på Københavns Professionshøjskole i radiografuddannelsen, forklarer:
"Der mangler simpelthen en central og systematisk opsamling af viden og uddannelse. Lige nu er viden om MR-sikkerhed lokalt forankret på de enkelte hospitaler, og hver MR-afdeling har deres egen måde at håndtere udfordringerne på. Det betyder at vi hver eneste dag aflyser patienter, der muligvis godt kunne scannes, fordi den tilgængelige viden ikke er bredt ud i form af fx en samlet uddannelse. Yderligere vil et samarbejde på tværs af hospitalerne - regionalt som nationalt - medføre en herlig vidensdeling. En erfaring vi allerede i stor stil har gjort os i Region Hovedstadens MR-sikkerhedsgruppe."
Hvad er en MR-skanning?
MR-skanninger bruges både til indlagte patienter og patienter i ambulant behandling.
En stor del af de behandlingskrævende sygdomme, som MR-skanninger kan bruges til, er neurologiske såsom sklerose og hjernetumorer. MR-skanninger bruges dog også til ortopædiske behandlinger såsom som sportsskader og diskusprolapser, såvel som akutte mavesmerter.
MR-skanninger er gode, fordi de via billeder giver en stor mængde information til behandlerne, der kan bruges i diagnosticering og videre behandling.
Som i udgangspunktet er de helt ufarlige for mennesker, men et MR-sikkerhedstjek er vigtigt bl.a. i forhold til implantater.
Behov for fælles retningslinjer
I øjeblikket er det typisk den administrerende overlæge på den billediagnostiske afdeling, der har ansvaret for at MR-uddanne personalet. Men det er for tilfældigt og forskelligt, hvilket vidensniveau de uddannelsesansvarlige har, mener Flemming Therkildsen:
"Vi har brug for fælles retningslinjer og et minimum af uddannelseskrav til dem, der arbejder med MR. Jeg ser også gerne at det bliver et tilbagevendende krav i løbet af et typisk klinisk karriereforløb," siger han og fortsætter:
"Kurset skal bl.a. give MR-personalet den matematiske og fysiske forståelse for og afvikling af MR ift. forskellige implantat-procedurer. De skal kende MR-skannerens tekniske specifikationer og skal kunne projicere den viden over på behandlingen af en patient med f.eks. en pacemaker. Herunder at vurdere sikkerhedsspørgsmål i forhold til implantat-producentens anvisninger, skannerens feltstyrke, hvor og hvordan patient og implantat eksponeres med de forskellige energier fra skannerens elektromagnetiske felter."
Sidste stop inden skanning
MR-radiografen er sidste led inden en patient kommer i skanneren. Det er altså dem, der så at sige opfanger de patienter, der af den ene eller anden grund ikke må blive MR-scannet. Men her er en udfordring at de indsendte MR-kontrolskemaer fra den henvisende læge kan være mangelfuldt udfyldt. Endnu en god grund til at udvikle et MR-sikkerhedskursus, hvis det står til Flemming Therkildsen:
"Potentialet er at vi ikke står med fatale ulykker, fordi den nødvendige viden om implantater ikke er der og at vi samtidig ikke ødelægger indopereret livsvigtig elektronik," forklarer han og siger afslutningsvis:
"Vi er dog inde i et rigtig godt regionalt samarbejde, og jeg er meget fortrøstningsfuld for at kunne lykkes med at udvikle kurset, og her er bevillingen fra Uddannelsesfagligt Råd en rigtig god start"