Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Kapacitetsfastsættelsen i Region Hovedstaden 

Kapaciteten på gymnasiale uddannelser fastlægges i samarbejde mellem Styrelsen for Undervisning og Kvalitet  og regionerne. Institutionerne inddrages i kapacitetsfastlæggelsen. Den foreløbige kapacitet udmeldes senest 1. januar, og den endelige senest 1. maj.

Generel inform​​ation om kapacitet ​​

Kapacitetsfastsættelsen på de gymnasiale uddannelser (stx, hhx, htx, hf og pre-IB) sker i et samarbejde mellem Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) og regionerne.  

Den endelige kapacitet 

Som følge af søgningen til stx, hhx, htx, hf og pre-IB pr. 1. marts 2026 har Region Hovedstaden justeret de foreløbige kapaciteter.


​​Endelig kapacitet 2026/2027.pdf (åbner i ny fane)

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har godkendt, at følgende afdelinger får en kapacitet, der er mindre end 84 elevpladser samlet for de gymnasiale uddannelser: 

• HF & VUC København Syd, Amager (64 hf-pladser)
• HF & VUC København Syd, Hvidovre (64 hf-pladser)
• HF & VUC Nordsjælland, Helsingør (64 hf-pladser)
• U/NORD Frederikssund Tekniske Gymnasium (28 htx-pladser)
• Vestegnen HF & VUC, Albertslund (32 hf-pladser)

Den foreløbeige kapacitet 

Regionsrådet har ansvaret for at fastlægge den foreløbige kapacitet for hver institution/ afdeling. Den foreløbige kapacitet må ikke overstige den ramme, som Børne- og Undervisningsministeriet har fastsat for hver uddannelse på regionalt niveau. Hvis den foreløbige kapacitet er mindre end 84 pladser (samlet for de gymnasiale uddannelser), skal regionsrådet afgive indstilling til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, som beslutter den endelige kapacitet for disse små afdelinger.

Regionsrådet besluttede den 16. december 2025 denne foreløbige kapacitet for skoleåret 2026/27.

Foreløbig kapac​itet 2026/2027 (åbner i ny fane)

​Regionsrådet har besluttet, at nogle institutioner/afdelinger bør få en kapacitet, der er mindre end 84 elevpladser samlet for de gymnasiale uddannelser. Regionsrådet har derfor indstillet kapaciteten på følgende afdelinger til godkendelse hos Styrelsen for Undervisning og Kvalitet: 

• HF & VUC København Syd, Amager (64 hf-pladser)
• HF & VUC København Syd, Hvidovre (64 hf-pladser)
• HF & VUC Nordsjælland, Helsingør (64 hf-pladser)
• U/NORD Frederikssund Tekniske Gymnasium (28 htx-pladser)
• Vestegnen HF & VUC, Albertslund (32 hf-pladser)

Regionsrådets drøftelse kan følges via dette link (sag nummer 13)


De private gymnasier fastsætter selv deres kapacitet, og Region Hovedstaden har derfor ingen opgaver i fastlæggelsen. De private gymnasier, der deltager i gymnasiesamarbejderne, kan vælge at dele deres kapacitet med Region Hovedstaden, som en del af samarbejdet. ​​

Nogle private gymnasier har oplyst deres kapacitet til Region Hovedstaden: ​

Private gymnasiers kapacitet 2026 (åbner i ny fane)


​STUK fastsætter den kapacitetsmæssige ramme for hver uddannelse i hver region, mens regionerne er ansvarlige for fastsættelsen af kapaciteter for hvert gymnasiale udbud på en institution eller afdeling, hvis institutionen har flere afdelinger.  

Regionerne fastsætter kapaciteten for to år ad gangen, men justerer dem årligt ud fra ændringerne i den regionale ramme og søgetallet. 

Regionerne udmelder den foreløbige kapacitet senest den 1. januar og den endelige kapacitet senest den 1. maj. 


​Den foreløbige kapacitet svarer til det forventede antal ansøgere til det kommende skoleår .  Regionsrådet beslutter, hvor mange elevpladser, der skal være på den enkelte institution eller afdeling, hvis institutionen har afdelinger.  

Den enkelte institution er ikke garanteret at få tildelte det antal ansøgere, som den foreløbige kapacitet fastsættes til, da dette afhænger af søgningen og ansøgernes prioriteter. Dog afgiver institutionerne oplysninger om blandt andet det ønskede antal pladser og bygningskapacitet, inden regionsrådet beslutter den foreløbige kapacitet. 

Oversigten over den foreløbige kapacitet bliver udgivet her på siden.

Regionsrådet skal lægge en række hensyn til grund for den foreløbige kapacitet. 
Der er tre hovedhensyn for kapacitetsfastsættelsen: 

  • Hensynet til ansøgerens frie valg. 
  • Hensynet til en stram kapacitetsstyring. 
  • Hensynet til, at kapaciteten fastsættes med blik for at det samlede antal ansøgere i et geografisk område sammenholdt med antallet af afdelinger i området. 

Derudover indeholder Kapacitetsbekendtgørelsens § 7 en række supplerende hensyn, herunder institutionernes mulighed for hensigtsmæssig klassedannelse og bygningsmæssig ramme, en stabil planlægningshorisont for institutionerne, markante stigninger eller fald i antallet af ansøgere til en institution, markant overansøgning eller underansøgning, tilstrækkelig kapacitet på VUC, kostafdelinger, overkapacitet på hhx og htx, begrænsning af antallet af ufordelte ansøgere samt lokale forhold.  Disse hensyn indgår også i regionsrådets beslutning om foreløbig kapacitet. 

Indstilling om lave​​re kap​acitet end minimumskapaciteten 

Regionen skal senest 1. januar afgive en indstilling til STUK, hvis regionsrådet fastsætter en kapacitet på mindre end 84 elevpladser på en eller flere institutioner eller afdelinger, hvis institutionen har flere afdelinger. Hvis STUK afslår indstillingen, skal regionen inden for en uge fastsætte en ny foreløbig kapacitet og orientere de berørte institutioner. 

Hvis de faktiske søgetal medfører behov for en ny eller justeret indstilling, skal regionen senest 15. marts meddele dette til STUK. Hvis STUK helt eller delvist giver afslag på regionens indstilling, skal regionen senest en uge efter orientere de berørte institutioner.  ​


Den endelige kapacitet svarer til den foreløbige kapacitet, dog justeret efter årets faktisk ansøgertal.  

Den endelig kapacitet er bindende for institutionen, men regionen kan i særlige tilfælde hæve kapaciteten med en eller flere pladser, for at gøre plads til ufordelte ansøgere, eftertilmeldere mv.  

Oversigten over den endelige kapacitet udgives her på siden.

Regionernes mulighed for at hæve kapaciteten midlertidigt 

Eft​er offentliggørelsen af den endelig kapacitet kan regionen hæve kapaciteten med en eller flere midlertidige elevpladser, hvis:  

  • en ansøger får medhold i sin klage og derfor skal have plads på institutionen. 
  • der skal være plads til en af institutionens elever, der skal gå første år om (omgængere).
  • ​der skal være plads til en ansøger, som ikke kan få plads på en anden institution inden for 45 minutters transporttid fra ansøgerens bopæl (ufordelte ansøgere). 
  • der skal være plads til ansøgere, der ikke er blevet fordelt af den centale fordelingsmekanisme (eftertilmeldere). 
  • der skal være plads til udvekslingsstudenter, som skal gå på skolen midlertidigt. 
Hvis regionen hæver kapaciteten midlertidigt, og der efterfølgende sker et frafald, er det forsat den endelige kapacitet, der er bindende for institutionen.  


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden