Dele af din hospitalsjournal ligger på Min Sundhedsplatform og sundhed.dk
Du har to muligheder for at få adgang til dele af din hospitalsjournal:
Her kan du fx se:
- udvalgte journalnotater fra dine undersøgelser og behandlinger (som ambulant eller indlagt patient eller ved besøg på akutmodtagelsen)
- besøgssammendrag fra dine undersøgelser og behandlinger (som ambulant eller indlagt patient eller ved besøg på akutmodtagelsen
- prøvesvar
- udskrivningsbrev (også kaldet epikrise).
Journalnotater fra hospital
Journalnotater er en kombination af forskellige oplysninger fra din hospitalsjournal Notaterne giver dig overblik over din behandling, så du kan følge med i dit forløb. Fx hvad lægen har noteret om din indlæggelse, et akut eller ambulant besøg, hvorfor du har henvendt dig, hvad dit besøg resulterede i, og om der er aftaler om opfølgning.
Journalnotater er mest henvendt til fagfolk. Derfor er de ofte skrevet i et lægefagligt sprog og kan være lidt svære at forstå. Der kan også være notater fra fx en sygeplejerske, fysioterapeut eller diætist.
Journalnotater indeholder ikke alt, hvad der bliver skrevet i din hospitalsjournal. Fx kan du ikke se sygeplejeobservationer eller lægefaglige vurderinger, der bruges til personalets egen information eller baggrundsviden. Hvis du vil have adgang til disse informationer og dermed hele din hospitalsjournal, kræver det, at du søger om aktindsigt.
Du kan se journalnotaterne, når de er journalført og godkendt i din hospitalsjournal, hvilket kan vare op til to døgn.
Journalnotater fra privathospital og praktiserende speciallæge
På sundhed.dk har du også mulighed for at se journalnotater fra privathospitaler. Det er dog ikke alle privathospitaler, der leverer journaloplysninger. Det er derfor ikke sikkert, du kan se oplysninger fra din behandling her.
Praktiserende speciallæger leverer også journaldata i form af udskrivningsbreve (epikriser), diagnoser og snart også journalnotater. Her gælder det også, at det ikke er alle praktiserende speciallæger, der leverer data. Det er derfor heller ikke sikkert, at du kan se oplysninger fra din aktuelle behandling her.
Prøvesvar
Du kan se blodprøvesvar og beskrivelser af EKG, røntgen, skanninger, kikkertundersøgelser, vævsprøver m.m. Færdige prøvesvar sendes samtidigt til Minsundhedsplatform.dk, sundhed.dk og den læge eller afdeling, der har bestilt prøven. Det betyder, at du kan få adgang til prøvesvar, som din læge endnu ikke har haft mulighed for at gennemgå eller kontakte dig om.
Et blodprøvesvar er normalt klar i løbet af 1-3 dage. Hvis et blodprøvesvar kræver behandling, ændringer af din nuværende medicindosis eller nye undersøgelser, vil du blive kontaktet.
Vær opmærksom på, at du kun finder prøvesvar fra nogle privathospitaler.
Besøgssammendrag
Efter en indlæggelse, besøg i akutmodtagelse eller ambulatorium kan du se et besøgssammendrag i Min Sundhedsplatform. Her kan du se, hvorfor du har henvendt dig, hvad indlæggelsen eller besøget resulterede i samt eventuelle ordinationer, instruktioner og opfølgning.
Udskrivningsbrevet (epikrise)
Inden du bliver udskrevet, skal du altid have en samtale med lægen, hvor I blandt andet skal gennemgå dit udskrivelsesbrev (epikrise). Heri står, hvad du er blevet undersøgt og behandlet for, og hvad den fortsatte behandlings- og opfølgningsplan er. Hospitalet sender dit udskrivelsesbrev til din egen læge.
Hvorfor står der CAVE?
Cave (latinsk ord der betyder vogt dig eller undgå) er et medicinsk fagudtryk for lægemidler, fødevarer eller andet, som du kan være allergisk overfor. Det bliver altid tydeligt registreret i din journal, hvis du har en allergi, som andre behandlere skal være opmærksomme på. Hvis du har en allergi, der ikke fremgår af dine sundhedsdata, skal du informere dine behandlere om det, så det kan føres ind i din journal.