Fordele og ulemper ved brystkræftscreening

En rutineundersøgelse for kræft i brystet har både fordele og ulemper. Nedenfor kan du læse om det – og på den baggrund kan du veje fordele og ulemper op mod hinanden.

Brystkræft er en alvorlig sygdom. Jo tidligere brystkræft opdages, desto bedre er muligheden for helbredelse. Screeningen kan opdage brystkræft i et tidligt stadie, og inden det har spredt sig. Tilbuddet bliver givet på baggrund af videnskabelige undersøgelser, der viser, at screeninger kan redde liv.

Der er både fordele og ulemper ved screening for brystkræft, og det er kun dig selv, der kan vurdere, hvorvidt tilbuddet er noget for dig. Her kan du læse om fordele og ulemper ved en screeningsundersøgelse:

Fordele

  • Bedre overlevelse: Hvis du bliver undersøgt regelmæssigt, er der større sandsynlighed for, at en brystkræft opdages i tide. Hvis kræftsygdommen opdages tidligt, er der større chancer for at overleve.

  • Bedre behandlingstilbud: Hvis et tilfælde af brystkræft opdages og behandles i et tidligt stadium, vil der være bedre mulighed for at kunne tilbyde en brystbevarende operation. Samtidig kan man oftere undgå medicinsk efterbehandling ved behandling af tidlige stadier.

Ulemper

  • Overdiagnostik: Nogle af de forstadier til kræft, som man finder ved screeninger, vil muligvis aldrig have udviklet sig til kræft og nogle af kræftknuder, der findes ved screening, ville ikke uden screening blive diagnosticeret i kvindens levetid. Overdiagnostik kan føre til overbehandling.
  • Falsk tryghed: Ikke alle kræftknuder kan opdages på et røntgenbillede. Søg altid læge, hvis du selv finder en knude i brystet eller mærker andre symptomer fra brystet i form af for eksempel ændret udseende af dit bryst eller brystvorte, forandringer i huden, væske fra brystvorten eller hævede lymfeknuder i armhulen. Også selv om du for nylig har været til en brystkræftscreening.

  • Falsk alarm: Hvis røntgenbillederne viser forandringer, som lægerne vurderer, kan være tegn på kræft, bliver du indkaldt til en ny undersøgelse. I nogle tilfælde viser det sig, at forandringerne er godartede, og at det altså var falsk alarm.

  • Ubehag ved undersøgelsen: Ved undersøgelsen bliver brystet klemt mellem to plader, hvilket en del kvinder oplever som ubehageligt, især hvis brystet i forvejen er ømt eller spændt.

  • Uro mens man venter: Selve undersøgelsen og venten på svar kan medføre frygt og uro. Det er forskelligt fra kvinde til kvinde, hvor meget uroen fylder.

  • Risikoen ved røntgenstråling: Ved undersøgelsen får brystet en lille dosis røntgenbestråling. Røntgenbestråling indebærer en minimal, teoretisk risiko for at udvikle kræft. Det er dog aldrig påvist, at den lille dosis røntgenbestråling, der benyttes til en mammografi, har medført en kræftudvikling.
Redaktør