Sådan foregår screeningen

​Her kan du læse om hvordan livmoderhalskræftscreeningen foregår.

Invitation til screening

Når du skal til screening for livmoderhalskræft, vil du få tilsendt en invitation med almindeligt brev. Brevet informerer om, at du selv skal kontakte din praktiserende læge for at booke en tid til at få screeningsundersøgelsen. Du kan også kontakte din læge, hvis du ønsker at ændre eller aflyse din tid eller, at en anden læge skal foretage undersøgelsen, eksempelvis en kvinde.

  • Hvis du har menstruation på undersøgelsestidspunktet:
    Du må ikke have menstruation, når du skal have lavet undersøgelsen hos lægen. Hvis du kender din cyklus bedes du med din praktiserende læge planlægge screeningsundersøgelsen på en dag, hvor du ikke har menstruation. Hvis du har fået din menstruation op til eller på dagen for din screeningsundersøgelse bedes du kontakte din læge for en ny tid. Du bedes notere dig tidspunktet for sidste menstruations første dag. Kendskab til dato for sidste menstruation kan have indflydelse på bedømmelsen af celleprøven.

  • Hvis du er gravid:
    Hvis du er gravid, skal undersøgelsen udsættes til otte uger efter fødslen. For at undgå rykkerbreve, kan du midlertidigt framelde dig på www.framelding.dk ved at bruge Tast Selv-koden, der står på dit brev. Du kan også ringe til vores screeningssekretariat på telefon: 38 62 21 34.

  • Hvis det er din første underlivsundersøgelse:
    En underlivsundersøgelse hedder også en gynækologisk undersøgelse, og er noget, lægen hyppigt foretager. Du ligger på ryggen, og lægen føler efter og undersøger din skede. Nogle kvinder føler det grænseoverskridende at skulle undersøges på den måde. Du kan dog selv gøre noget for at mindske ubehaget, bl.a. ved at sørg for at tisse inden undersøgelsen og tage en lang bluse på, så du ikke føler dig nøgen. Hvis det er din første undersøgelse og du er nervøs for undersøgelsen, så tal med din læge om dette.

Sådan foregår undersøgelsen 

Prøven bliver taget ved en underlivsundersøgelse hos din praktiserende læge. Lægen foretager en gynækologisk undersøgelse og tager en celleprøve fra livmoderhalsen, det vil sige et celleskrab fra livmoderhalsens overflade (slimhinde). Dette kaldes også en Smear-test. Det gør ikke ondt, men nogle kvinder oplever det lidt ubehageligt. Det er bedst hvis man slapper af undervejs, så man ikke spænder i musklerne. De fleste kan godt mærke at prøven bliver taget, men det er de færreste, der syntes, at det gør ondt. Det er normalt, at du kan opleve lidt pletblødning efter undersøgelsen.

Efter undersøgelsen

Den praktiserende læge sender prøven til analyse på et laboratorium. Laboratoriet analyserer herefter prøven i et mikroskop for at se om dine celler er forandret. Prøvesvaret på screeningen sendes derefter til den læge, der har taget prøven.

Svar på undersøgelsen

De fleste prøver besvares i løbet af 7 hverdage. Aftal med din læge, hvordan du får svaret. Dine svar er også tilgængelige i din sundhedsjournal på sundhed.dk. Cirka 90 % af alle celleprøver indeholder normale celler.

I nogle tilfælde kan det ske, at du indkaldes til ny screeningsundersøgelse hos din læge 3 måneder efter, hvis prøven ikke kan analyseres. Man kan ikke analysere prøven, hvis der f.eks. er for få celler i prøven eller der er menstruationsblod i prøven.

Hvis undersøgelsen viser celleforandringer, får du tilbud om yderligere undersøgelse for mulige forstadier til livmoderhalskræft.

Redaktør