Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

6. og 7. semester sygeplejestuderende

Klinisk træning med fokus på anlæggelse og vurdering af perifert venekateter (PVK), håndtering af intravenøs medicin, vurdering og behandling af anafylaksi samt håndtering af centralt venekateter (CVK).  

Kursusbeskrivelse

Denne undervisningsrække henvender sig til sygeplejestuderende som gerne vil træne kliniske færdigheder inden for PVK-anlæggelse, i.v. medicinhåndtering, anafylaksi og CVK-pleje. 

Dagen består af simulationsbaseret undervisning, hvor du træner udøvelse af sygepleje igennem tre workshops:

  • Anlæggelse og vurdering af PVK samt håndtering af intravenøs væske
  • Intravenøs medicinering i det komplekse patientforløb samt vurdering og behandling af bivirkninger til antibiotika
  • Håndtering af centralt venekateter (CVK) samt opsætning af intravenøs antibiotika

I alle workshops vil patientsikkerhed være gennemgående og lægemiddelregning vil være inkluderet i workshops, hvor det er en naturlig del af sygeplejen. Du møder den samme patient forskellige steder i patientforløbet.

Din kliniske vejleder eller kliniske underviser kan hjælpe dig med, hvilken dag du skal tilmelde dig, så dagen passer bedst muligt ind i dit klinikophold. Tilmelding sker efter "først til mølle" princippet.

Sted

Enhed for Klinisk Træning, Amager Hospital, Italiensvej 1, 2300 Københavns S
Opgang 5, stuen tv. ​​

Forberedelse til dagen

Det kliniske træningsforløb for 6. og 7. semester har fokus på PVK og håndtering af i.v.-væske med afsæt i semesterbeskrivelsen og Logbog i Medicinhåndtering. 

Find Logbog i Medicinhåndtering på KURH (Klinisk Undervisning Region Hovedstaden)

Vi vil bede dig forberede følgende, inden du møder til klinisk træning:

  • Gennemfør e-learning kursus om anlæggelse af PVK:

Anlæggelse af PVK for elever og studerende i Region Hovedstaden

  • Orienter dig i vejledningerne:

VIP-vejledning: Væskeplan, væskeregnskab og væskedøgn - dokumentation i Sundhedsplatformen for indlagte

VIP-vejledning: Anafylaksi hos voksne og børn (NBV)

VIP-vejledning: Centrale venekatetre (CVK) inkl. akutte dialysekatetre - ikke tunnelerede børn og voksne - anlæggelse, observation, pleje og seponering

VIP-vejledning: Clinical Early Warning Score (C-EWS) - Systematisk observation og risikovurdering af indlagte patienter (samt tilhørende handlingsalgoritme)

Følgende vejledninger vedrørende anlæggelse af PVK skal anvendes som reference. Du kan orientere dig i enten den ene eller begge. I undervisningen anvendes dog primært VIP-retningslinjen for anlæggelse af PVK.

VIP-vejledning: Perifert venekateter (PVK), anlæggelse og håndtering af

VAR-vejledning: Perifert venekateter (PVK): Anlæggelse (kræver login, du kan bruge din studerende login)

Mødetid kl. 08.30-15.00

Du får udleveret en t-shirt og bukser som uniform, når du møder i afdelingen. Du er velkommen til at supplere med din egen uniform. Vi har ikke mulighed for at udlevere termojakker, så medbring gerne en trøje eller termojakke selv. ​

Mad og drikke

Der bliver serveret kaffe/te/vand i løbet af dagen. Til frokost er der mulighed for at købe mad i hospitalets kantine. I de små pauser kan du benytte automatcaféen i opgang 3. Der er også et køleskab, hvor du kan have din medbragte mad.

Hvis du bliver forhindret i at møde eller har spørgsmål til træningsdagen, er du velkommen til at kontakte os. 

Find kontaktoplysninger på siden Kontakt 

Da træningen er en del af din kliniktid, skal du ved sygdom huske at melde det til dit kliniksted. Der udstedes kursusbevis når du deltager hele dagen.

Mange hilsner

EKT-teamet

Rikke, Cecilie, Cecilie og Anne

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden