Læringsmål
- at møde en patient med sygdom på en empatisk og nærværende måde
- at sætte rammen for en samtale
- observation og indsamling af relevante data om patientens fysiske tilstand og mestring
Forberedelse
Smertevurdering og smertedokumentation, generelle principper for
VIP-vejledning: Clinical Early Warning Score (C-EWS) - Systematisk observation og risikovurdering af indlagte patienter samt tilhørende handlingsalgoritme
VIP-vejledning: Trykskader/tryksår - risikovurdering og sårklassifikation - voksne fra 18 år
- VAR Healthcare - Tidlig opsporing af kliniske tegn på forværring af sundhedstilstanden
Tidsplan og ramme for dagen
Undervisere og figuranter møder kl. 08.00-15.00 og de studerende møder kl. 08.30-15.00.
Kl. 08.00-08.30 bliver du som underviser kort introduceret til dit workshoprum af EKT-teamet og du laver aftaler omkring dagens samarbejde (Pre-roling) med figuranten.
Tidsramme pr. workshop: 2 timer 40 min. inklusive pause på 10 min.
Deltagere: Max 12 studerende pr. hold
Undervisere: 1 underviser pr. hold
Figurant: 1 figurant pr. hold
Alle workshops evalueres i slutningen af den sidste workshop via en QR-kode, der er tilgængelig i lokalet.
Samarbejde med figurant
Pre-roling:
I scenarietræningen samarbejder du tæt med figuranten, der spiller rollen som den patient eller borger, som scenariet omhandler. EKT har et netværk af erfarne figuranter, hvor de fleste er tidligere sundhedsprofessionelle. Figuranterne er en stor hjælp når vi skal gennemføre scenarierne, da de responderer på og kan tilpasse sig de studerendes handlinger. Det er dit ansvar at aftale med figuranten, hvad der skal lægges vægt på for at opnå læringsmålene. Fx hvilke symptomer eller hvilken sindsstemning, der skal være fremtrædende, hvilket udstyr og tøj, der skal bruges etc. Det kalder vi også at "pre-role".
Der er afsat tid til, at du og figuranten mødes om morgenen og afstemmer, hvordan I i fællesskab vil afvikle scenarietræningen. I kan naturligvis justere i løbet af dagen i forhold til de konkrete studerende. Figurantens rolle er beskrevet i drejebogen.
Det er vigtigt, at du aftaler med figuranten, hvor tæt de studerende må komme på rent fysisk og de studerende skal briefes til dette. Figuranterne kan have meget forskellige grænser. I EKT passer vi på vores figuranter og har derfor følgende regler: 1) Tøjet må kun tages af/åbnes ind til figurantens eget tøj, 2) Der må ikke foretages invasive procedurer på figuranten.
Før debriefingen går i gang, er det vigtigt at du får observationer/overvejelser fra figuranten, som du kan inddrage i debriefingen. Figuranten indgår altid i debriefingen, men bliver i rollen som patient/borger. Som underviser inddrager du patientens/borgerens perspektiver, når det er relevant.
Vi har gode erfaringer med, at gensidig feedback mellem underviser og figurant i løbet af dagen kan bidrage til kompetenceudvikling.