I Norden bliver der født færre børn end tidligere, og flere oplever problemer med at få børn. I dag rammer infertilitet (ufrivillig barnløshed) omkring 15–20 % af alle par, der prøver at få børn. Det gør infertilitet til en af de mest udbredte kroniske sygdomme blandt mennesker mellem 20 og 45 år – og til en vigtig udfordring for både de enkelte par og samfundet.
I juni 2023 modtog ReproUnion 6,7 millioner euro til at styrke forskning, forebyggelse og behandling af infertilitet. Pengene bruges til at udvikle en fælles dansk-svensk platform, hvor forskere, læger og virksomheder samarbejder om at skabe ny viden og bedre behandlinger. ReproUnion bygger på mere end 10 års erfaring med samarbejde på tværs af Danmark og Sverige.
En unik samling af viden og prøver
En vigtig del af ReproUnion er en stor samling af biologiske prøver og oplysninger fra mere end 2.000 par i Danmark og Sverige, som har haft svært ved at få børn. Samlingen kaldes RUBIC (ReproUnion Infertility
Cohort and Biobank) .
Prøverne og oplysningerne giver forskere mulighed for at undersøge:
- hvorfor nogle mennesker har nedsat fertilitet
- hvordan infertilitet hænger sammen med andre sygdomme
- hvordan behandling kan forbedres.
Denne viden kan være med til at gøre behandling mere målrettet og effektiv i fremtiden.
Bedre forebyggelse og behandling gennem samarbejde
ReproUnion arbejder for at gøre data, prøver og forskningsviden tilgængelige for forskere, sundhedsvæsenet og virksomheder – under sikre og kontrollerede forhold. Målet er at skabe nye løsninger, som kan hjælpe mennesker med infertilitet.
Samtidig kan forskningen føre til nye opfindelser, virksomheder og samarbejder, som gavner både patienter og samfund.
Et fælles dansk-svensk projekt
Det samlede budget for ReproUnion Innovationsplatform (2023–2026) er 6,7 mio. euro og projektet er delvist finansieret af EU Interreg Øresund–Kattegat–Skagerrak. Projektets partnere er Region Skåne, Region Hovedstaden, Lunds Universitet, Malmö Universitet, Københavns Universitet, LU Holding, Ferring Pharmaceuticals og Medicon Valley Alliance.
Læs mere om projektet på reprounion.eu
Læs mere om infertilitetsbiobanken på RUBIC.nu