Møder om livet med en hjertesygdom
På disse møder er du sammen med andre hjertepatienter. Her vil der være mulighed for at udveksle erfaringer og oplevelser med andre, der er i samme situation som dig. Hvor meget du har lyst til at dele med de andre, er helt op til dig selv. Pårørende er velkomne på alle disse møder.
Undervisning, hvor der typisk deltager mellem 6-10 hjertepatienter
- Undervisning med sygeplejerske og fysioterapeut 1 gang à 1 ½ time.
- Undervisning med sygeplejerske og præst 1 gang à 2 timer.
Møderne foregår over 2 gange og har et nogenlunde fast indhold. Der vil løbende være mulighed for at stille spørgsmål og dele erfaringer med de andre patienter.
På det første møde med en sygeplejerske og en fysioterapeut, tages der udgangspunkt i åreforkalkningssygdom, medicin, fysiske symptomer, motion, forholdsregler ved rejser samt dine og andre patienters spørgsmål.
På det andet møde deltager en sygeplejerske og en hospitalspræst. Her snakker I om de tanker og bekymringer, der kan være i forbindelse med at have fået en hjertesygdom. Fx er det helt normalt at opleve mere angst og bekymring efter at have fået en hjertesygdom. I får mulighed for at få talt jeres reaktioner og bekymringer igennem, samtidig med at I får støtte til at håndtere disse følelser.
Undervisning for patienter med hjertesvigt
- Undervisning med sygeplejerske 2 timer den sidste torsdag i måneden fra kl. 13.00-15.00
- Der undervises ud fra patienternes og de pårørendes ønsker og behov for viden
I undervisningen er der mulighed for at få viden om: hjertets anatomi og funktion, hvad er nedsat hjertepumpekraft, årsager til nedsat hjertepumpekraft, symptomer, fysiske og psykiske reaktioner, selvobservationer til forebyggelse af forværring, medicinsk behandling til nedsat hjertepumpekraft, rejse - og forsikringsregler samt andre relevante emner.
ICD Forum for patienter
- Et forum, hvor der er mulighed for at dele erfaringer, oplevelser og udfordringer fra hverdagen med andre patienter, der har en ICD-pacemaker samt pårørende.
- Møderne varetages af en sygeplejerske, som kan inddrage andre faggrupper såsom fysioterapeut, læge eller præst.
- I alt 4 møder med 2-4 ugers mellemrum på hverdage mellem kl. 13.30-15.30.
Møderne tager udgangspunkt i dig og dine pårørendes udfordringer, bekymringer samt ønsker for viden i forhold til at have fået en ICD-enhed, samtidig med at der er mulighed for at tale med andre patienter og pårørende i samme situation.
Mulige emner, der tales om på møderne: Hvordan er det at leve med en ICD-enhed? Hvad gør jeg, hvis jeg får stød? Hvordan er det at få stød? Følelse af afmagt når livet kan være svært. Kørselsforbud og meget andet.
Møder om hjertevenlig kost
- Møde med diætist og sygeplejerske foregår over 2 gange à 1 ½ time.
- Mulighed for individuel samtale med diætist aftales med sygeplejerske.
Der er mulighed for at deltage i møder med andre hjertepatienter om hjertevenlig og kolesterolfattig kost. På mødet får du viden om, hvad en sund og varierende kost indeholder, samtidig med at du får inspiration til, hvordan du kan håndtere madindkøb, portionsstørrelse, mellemmåltider og meget andet.
På mødet vil I ligeledes lære, at kolesterol er et fedtstof, der er vigtig for kroppen, men også hvad det betyder, når kolesteroltallet bliver for højt. Er kolesteroltallet forhøjet, vil I få indsigt i, hvordan sund kost og fysisk aktivitet kan være med til at forbedre kolesteroltallet og dermed beskytte mod yderligere åreforkalkning.
Mødet retter sig til alle patienter uanset vægt. Det handler om at spise hjertevenligt; både hvis man skal tabe sig, tage på eller vedligeholde vægten.
Individuelle samtaler med en sygeplejerske
- Individuelle samtaler med en sygeplejerske planlægges efter behov.
Det er muligt at få samtaler med din kontaktsygeplejerske, hvor du kan få svar på dine spørgsmål og få talt om dine eventuelle udfordringer med at have fået en hjertesygdom.
Sygeplejersken kan tale med dig om fysiske symptomer og psykiske reaktioner og dermed give dig den støtte, du har brug for. Hvis du ønsker hjælp og opbakning til livsstilsændringer, kan sygeplejersken ligeledes støtte og vejlede dig.
Rygestop er nødvendigt
- Rygestopkursus findes i din kommune. Sygeplejersken kan hjælpe med henvisning hertil.
Rygningens skadelige stoffer påvirker hjertet, kredsløbet samt øvrige organer, og forskning viser, at bare én cigaret om dagen fordobler risikoen for hjertekarsygdom. Hvis du ønsker at stoppe med at ryge, kan sygeplejerskerne i Hjertemedicinsk Ambulatorium hjælpe dig med at blive henvist til en rygestopinstruktør i din kommune.