Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Generationsforureninger

Generationsforureninger er jordforureninger, der er særligt omfattende, komplekse og dyre at håndtere. ​4 af landets 10 generationsforureninger ligger i Region Hovedstaden. Regionen er i gang med at undersøge forureningerne nærmere for at kunne håndtere risikoen.​

Håndtering af ge​​nerationsforureninger

Generationsforureninger er særligt omfattende, komplekse og dyre jordforureninger at håndtere. De koster hver for sig mere end 50 millioner kroner at rense op. Forureningerne vil udgøre et problem i mange generationer frem, hvis der ikke bliver gjort noget ved dem. 
 
Regionerne har udarbejdet en plan for håndtering af de 10 generationsforureninger og anslår, at det vil koste i alt 2,7 milliarder kroner at rense forureningerne op. Det er så mange penge, at indsatsen ikke kan rummes inden for regionernes nuværende økonomi. Med finansloven for 2021 afsatte regeringen og støttepartierne 630 millioner kroner til den 1. fase af regionernes plan for oprensning. 

I 1. fase har Region Hovedstaden fået penge til nærmere undersøgelse af risikoen fra de 4 generationsforureninger og til midlertidige tiltag på Collstropgrunden.

De 4 generationsf​​orureninger i Region Hovedstaden

Årsag til ​​forureningen

I den sydlige del af Gribskov lå træimprægneringsvirksomheden Collstrop fra 1936 til 1976. Virksomheden brugte tungmetaller til at imprægnere telefonpæle og elmaster, og det har ført til, at jorden i dag er forurenet med arsen, krom og kobber på et 6 hektar stort skovområde.

Collstropgrunden er hegnet ind, så børn og voksne ikke kan komme i kontakt med den forurenede jord.

På den nærliggende naturlegeplads ’Eghjorten’ er der ikke fundet forurening. Forureningen udgør heller ikke en risiko for drikkevandet i området.

Forureningen kan spre​​de sig

Undersøgelser har vist, at der findes omkring 105 tons arsen, og cirka 50 tons krom og 60 tons kobber i jorden på Collstropgrunden. 

Forureningen på Collstropgrunden kan sprede sig væk fra grunden til et nærliggende naturområde syd for Esrum Sø. 

Spredning af forureningen skal i første omgang bremses med en midlertidig løsning, mens forberedelserne til en mere permanent løsning gennemføres. Både den midlertidige og permanente løsning kræver nærmere undersøgelser. Derfor har Region Hovedstaden fra 2021-2023 gennemført omfattende undersøgelser på og omkring Collstropgrunden.

Undersøgelse af forur​​eningen

Undersøgelsen omkring Collstropgrunden er gennemført i perioden 2021-2022 og har haft til formål at forstå hvordan og i hvilket omfang forureningen spredes fra grunden. Der er bl.a. etableret nye undersøgelsesboringer, udtaget vandprøver og undersøgt sedimenterne i de nærliggende grøfter. 

Undersøgelsen på selve Collstropgrunden er udført i perioden 2022-2023. Formålet har været at bestemme hvor stor en mængde forureningen, der findes på grunden og at fastlægge forureningens beliggenhed. 

Undersøgelsen på grunden er den mest omfattende hidtil og har inkluderet ca. 400 boringer, hvorfra flere end 4.000 prøver af jorden er undersøgt for indhold af forurening. 

Resultaterne fra undersøgelserne skal regionen bruge til at finde den bedst egnede løsning til at forhindre spredning af forureningen – både på kort og på lang sigt. 

Undersøgelserne er udført af COWI og Dansk Miljø Rådgivning (DMR) for Region Hovedstaden.

Håndtering af f​​orureningen

Undersøgelserne udenfor Collstropgrunden har vist, at der foregår en mindre spredning af arsen i dag med regnvand på terræn og via grøfter. 

Den midlertidige afværgeløsning skal forhindre den nuværende spredning af arsen til det nærliggende naturområde syd for Esrum Sø. Dette sikres bl.a. ved at oprense sediment i de grøfter, som ligger tættest på naturområdet, mellem Collstropgrunden og Hillerødvejen.
 
Regionen undersøger også muligheden for at lave en barriereløsning på Collstropgrunden, der skal forhindre, at arsen bevæger sig ud fra grunden i forbindelse med kraftige regnskyl.

Den permanente løsning er at standse spredningen af forureningen ved at fastholde (binde) forureningen i jorden på Collstropgrunden kombineret med en bortgravning af de værste forurenede områder kaldet ”hot-spots”. Metoden er under udvikling og kan først iværksættes om nogle år.

​Tekniske rapporter


​Årsag til forureningen

På Lundtoftevej 150-160 i Lyngby har der været produktion af hårde hvidevarer i perioden 1948 til 1995. Metalforarbejdning og fremstilling af isoleringsskum var en del af produktionen. Der blev brugt syrer, malinger, lakker og opløsningsmidler til affedtning af metaldele i triklor-anlæg.​

Undersøgelser af forureni​​ngen
Region Hovedstaden har gennem mange år udført forskellige forureningsundersøgelser og kortlagt en kraftig forurening med klorerede opløsningsmidler, der har spredt sig over store afstande. Der vurderes at ligge mindst 3,3 tons forurening.

Forureningen udgør ingen risiko for beboerne i området, men der kan være risiko for indvinding af drikkevand og for Mølleåen.

I 2021 igangsatte regionen yderligere undersøgelser, der skal afklare risikoen i forhold til de nærliggende vandværker og afgrænse de områder, hvor det giver størst værdi at igangsætte oprensning. Undersøgelserne skal give mere viden om forureningens styrke og spredning mod vandværket. 

De supplerende undersøgelser forventes afsluttet i løbet af 2023.

Årsag til f​​orureningen

På Naverland har der fra 1965 til 1983 ligget en central for distribution af klorerede opløsningsmidler til sjællandske renserier. Det skønnes, at der har været håndteret 7.500 tons opløsningsmidler. Det har medført store spild, og forureningen ses helt op til 2 km fra grunden.

Oppumpning af forurenet vand 

Siden 2008 har regionen oppumpet forurenet grundvand for at reducere spredningen af den massive forurening til grundvandet. Det fjerner 100 kg opløsningsmidler om året. Men der er fortsat risiko for grundvandet og dermed drikkevandet i området.

Flere undersøgels​er af forureningen

Regionen har siden 2021 arbejdet på at forberede oprensningen. Det indebærer undersøgelser, der skal bruges til at finde den bedst egnede oprensningsmetode ud fra miljømæssige og økonomiske hensyn.

En væsentlig del af forureningen har spredt sig i grundvandet nede i kalken. Viden om oprensning i kalk er i dag ret begrænset. Regionen vil derfor samarbejde med forskere og eksperter fra ind- og udland om, hvordan denne udfordring kan løses.​​

Årsag til for​​​ureningen

På Vestergade 5 i Skuldelev tæt ved byens gadekær har der ligget en metal-virksomhed fra 1968 til 1983. Virksomheden brugte klorerede opløsningsmidler til rensning og affedtning af metaldelene.

Spildevandet blev dengang udledt til kloakken. Via utætte kloakker blev klorerede opløsningsmidler spredt under store dele af byen og til gadekæret, og skabte en omfattende forurening med klorerede opløsningsmidler i jord og grundvand.

Indsats mod forureningen

Siden 1999 har først det daværende Frederiksborg Amt og nu Region Hovedstaden gennemført en række undersøgelser for at få overblik over forureningens udbredelse.

Regionen har gennemført flere oprensninger siden 2008 med fokus på de kraftigst forurenede områder i Skuldelev og de boliger, som var direkte berørt af forureningen. Den seneste oprensning ved gadekæret er afsluttet i oktober 2018.

Effekten af oprensningerne ses nu, idet forureningsindholdet øst for gadekæret er aftagende. Det betyder, at forureningen i grundvandet i østlig retning aftager.

Forureningen udgør ikke længere en risiko for indeluften i boligerne i byen. I starten var indeluften i en del boliger påvirket af klorerede opløsningsmidler.

Der er kun 3 boliger, hvor der i perioder ses en begrænset påvirkning af indeluften. Den begrænsede påvirkning kræver ikke egentlige tiltag, men Region Hovedstaden fortsætter med at holde øje med de 3 boliger som en ekstra sikkerhed.

Fortsat forure​​ning i jord og grundvand

Trods de mange tiltag, og den gavnlige effekt på forureningsniveauet er der stadig kraftig forurening tilbage, især på selve fabriksgrunden. 

Forureningen er spredt dybt og har retning direkte mod den ene af de 3 vandboringer til Skuldelev Vandværk. Denne boring er derfor taget ud af den daglige drift. De 2 andre vandboringer er ikke i fare for at blive påvirket af forureningen fra Vestergade 5.

Selvom forureningen stiger langsomt i grundvandet i retning mod vandværket, er der ingen risiko for boligerne, fordi forureningen ligger meget dybt. 

Regionen måler løbende forureningsniveauet i både grundvand og kloakker og kontrollerer indeluften i enkelte boliger. Regionen gennemfører også en meget intensiv overvågning af den forurening, der truer Skuldelev Vandværk. Overvågningen koordineres med vandværket og kommunen

Eventuel oprensning af forureningen på fabriksgrunden er udskudt til folketinget bevilliger penge til oprydning af generationsforureningen på Vestergade 5. ​

​Hvad betyder forureningen aktuelt og generelt for dig som borger i Skuldelev

  • ​Forureningen udgør ikke en sundhedsmæssig risiko, hvis man spiser hjemmedyrkede frugt, grøntsager og bær
  • Forureningen udgør ikke en kontaktrisiko. Der er heller ikke en risiko ved ophold i have
  • Forureningen udgør aktuelt ikke en sundhedsmæssig risiko i boligerne. Regionen har løbende målt på indeluften i et stort antal boliger og i dag er der kun enkelte boliger tilbage, hvor der i perioder ses en begrænset påvirkning i indeluften. Indholdet kræver ikke en afværgeindsats, men for en sikkerheds skyld fortsætter regionen med at måle i indeluften. Pågældende grundejere  er vidende om dette
  • Forureningen påvirker ikke drikkevandet fra Skuldelev Vandværk. Der er risiko for, at forureningen i løbet af en årrække vil påvirke den ene af vandværkets 3 vandboringer. Derfor er denne vandboring taget ud af den daglige drift. De 2 andre vandboringer er ikke i fare for at blive ramt af forureningen fra fabriksgrunden. Skuldelev Vandværk måler løbende på vandkvaliteten og regionen måler intensivt forureningens spredning i retning mod vandboringen. Både vandværket og kommunen orienteres om resultaterne af regionens målinger. 
Region Hovedstaden har udarbejdet et notat med en vurdering af afgrøders eventuelle optag af forureningen. 

​Hvis din g​rund er kortlagt som forurenet

Selv om forureningen ikke udgør en risiko for boligerne, er mange grunde i Skuldelev fortsat kortlagt som forurenede, og det bliver de ved med at være. Kortlægningen sikrer blandt andet, at der ikke laves ændringer på grundene, uden Frederikssund Kommune har givet tilladelse. Tilladelsen tager højde for forureningen og giver tryghed for, at der ikke opstår problemer i forbindelse med ændringerne.

Hvis du ejer en grund, som er kortlagt som forurenet, kan du læse i kortlægningsbrevet præcis, hvad der gælder for dig og din grund.

Region Hovedstadens vurdering er baseret på den eksisterende viden om forureningen. I takt med regionens fortsatte indsats, kan vi i fremtiden få ny viden, som ændrer på regionens vurdering af, om forureningen udgør et problem. Sker det, vil regionen orientere herom.

Indsatsen mod generationsforureningen

I 2019 har regionerne udarbejde en fælles plan for indsatserne ved de 10 generationsforureningerne, hvoraf Vestergade 5 i Skuldelev er den ene. I Finansloven for 2021 er der afsat midler til gennemførelse af planens 1. fase. Økonomien til de efterfølgende faser ikke afsat.

Supplerende undersøgelser og skitseprojektering af de løsninger, der skal indgå i en samlet håndtering af forureningen ved kildegrunden Vestergade 5 indgår i regionernes plan for generationsforureningerne.

Der skal blandt andet foretages en fornyet vurdering af forureningens udbredelse, fastsættes oprensningskriterier og udarbejdes et revideret skitseprojekt. 

Skitseprojektet omfatter en samlet afværgeplan for forureningerne på kildegrunden Vestergade 5 i Skuldelev. Dette omfatter dels håndtering af kildeområderne på ejendommen, dels om nødvendigt en indsats i grundvandsfanen, der skal sikre grundvandsressourcen i området, herunder vandindvindingen fra Skuldelev Vandværk.

Skitseprojektet forventes klar i slutningen af 2023/begyndelsen af 2024.

Materiale fra informa​tionsmøder


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden