WITHOUT EU ACTION, WE WILL WASTE EUROPE’S RAW
MATERIALS.
Region Hovedstaden
Formålet
Region Hovedstaden har sammen med initiativtagere fra Wien, Amsterdam, Paris og det globale bæredygtighedsnetværk, ICLEI, udarbejdet et fælles Call for Action, der opfordrer til akut handling for at gøre Circular Economy Act (CEA) til drivkraft for cirkulært byggeri og håndtering af råstofmangel. Opråbet sætter samtidig fokus på, at måden vi bygger på, er central for Europas konkurrenceevne, forsyningssikkerhed og klimalederskab.
Den kommende CEA udgør en kritisk mulighed for at betragte materialer som strategiske ressourcer, der skal cirkuleres, frem for affald, der skal deponeres. Med en stærk lovgivningsramme kan EU bidrage til at gøre cirkulært byggeri til normen, opskalere cirkulære løsninger og reducere brugen af primære råstoffer.
Kommende arrangementer i regi af Call for Action
I første halvdel af 2026 afvikles to større arrangementer som led i arbejdet med det fælles opråb. I april 2026 lanceres det endelige Call for Action med signaturer fra de byer og regioner, der har støttet op, på et fagligt arrangement i København. Efter lanceringen overleveres initiativet formelt til EU-Kommissionen ved et overdragelsesevent i Bruxelles i juni 2026.
Formålet med arrangementerne er at skabe opmærksomhed om og interesse for råstofmangel, sekundære råstoffer og cirkulært byggeri samt at få disse problemstillinger på EU's politiske dagsorden forud for forhandlingerne om den nye retsakt for cirkulær økonomi. Arrangementerne skal derudover tydeliggøre sammenhængene mellem cirkulært byggeri, råstofmangel, affaldsmængder, klima- og emissionspåvirkninger samt manglende incitamenter til genbrug og genanvendelse i byggeriet.
Baggrund og kontekst
Region Hovedstaden har ansvar for råstofplanlægning, udpegning af indvindingsområder og bæredygtig udvikling, men står over for udfordringer med råstofmangel og stigende pres på tilgængelige arealer til indvinding. Dette resulterer blandt andet i stigende råstofspriser. I dag importerer regionen 64 % af sine råstoffer, hvilket medfører betydelige miljømæssige konsekvenser og økonomisk sårbarhed.
Samtidig udgør bygge- og nedrivningsaffald ca. 40 % af EU's samlede affaldsmængder. Disse mængder repræsenterer en væsentlig mulighed for at erstatte primære råstoffer med sekundære materialer og dermed reducere behovet for ny indvinding. Materialer som overskudsjord og genbrugte bygningskomponenter har stort potentiale til at blive anvendt i bæredygtigt og cirkulært byggeri frem for at blive nyttiggjort eller deponeret.
Regionen peger derfor på en række nøgleområder, der bør indgå i den kommende CEA. Europa oplever en stigende mangel på ikke-metalliske råstoffer som sand og grus, der er essentielle for byggeri, mens adgangen til nye indvindingsområder er stadig mere begrænset og forbundet med høje miljømæssige og samfundsmæssige omkostninger. Samtidig gør nuværende lovgivning og markedsvilkår det ofte billigere og lettere at anvende primære råstoffer frem for at genbruge og genanvende byggematerialer cirkulært. Store mængder bygge- og nedrivningsaffald samt overskudsjord klassificeres fortsat som affald frem for at blive anerkendt som værdifulde ressourcer. Ydermere prioriteres nedrivning ofte over renovering, selvom eksisterende bygninger rummer betydelig materialeværdi. En styrkelse af bæredygtigt og cirkulært byggeri forudsætter derfor, at regulatoriske og økonomiske barrierer fjernes samt, at der skabes bedre rammer for anvendelsen af sekundære materialer i EU.