Virksomheden TSG, som driver Kyndbyvej Grusgrav på Kyndbyvej 56A i Frederikssund Kommune, har fået godkendt en anmeldt merproduktion på 30.000 m3 råstof i indvindingsåret 2022. De 30.000 m3 er en midlertidig merproduktion i forhold til det, som er omfattet af den gældende tilladelse meddelt i august 2021.
TSG har oplyst til regionen, at der i råstofgraven er truffet en bedre kvalitet råstof end forventet og at der for tiden er meget stor efterspørgsel på den type råstoffer i markedet.
Jf. råstoflovens § 9, stk. 2 kan der inden for et tilladelsesområde indvindes andre råstoffer eller større mængder end angivet i tilladelsen, såfremt der sker anmeldelse til regionsrådet.
En merproduktion på 30.000 m3 vil generere en trafik svarende til 9 ekstra lastbiler pr. hverdag resten af 2022.
Det skal understreges, at den godkendte merproduktion er gældende for indvindingsåret 2022.