Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Lyskebrok

Her kan du læse mere om lyskebrok, om hvordan det opstår, og om hvordan man kan blive behandlet for det.

​​​Et lyskebrok er en udbuling af tarm eller fedtvæv fra bughulen gennem en åbning i lyskeregionen, hvorved der kommer en bule frem i lysken. Der er to hovedkategorier: klassisk lyskebrok og lårbrok. Det klassiske lyskebrok underopdeles i mediale og laterale brok, afhængig af, hvor bulen kommer ud – om det er på den ene eller anden side af nogle blodkar. Et lårbrok kommer ud på toppen af låret og er hyppigere hos kvinder end hos mænd.

Det er en meget hyppig lidelse i befolkningen. Det skønnes, at ca. 28% af alle mænd og 4% af alle kvinder bliver opereret for lyskebrok på et tidspunkt i deres liv. ​​​

Nyere forskning har fundet, at der er en genetisk baggrund for udviklingen af lyskebrok. Arvegangen og generne bag er kompliceret, så man kan ikke sige, at hvis man et specifikt gen, så får man med sikkerhed lyskebrok. Det er en kombination af mange faktorer, og mange gener, som i sidste ende fører til udviklingen af lyskebrok, og man kan også få lyskebrok uden at have disse gener. Den stærkeste arvelige sammenhæng er formentlig fra mor til datter. Selvom mænd har lyskebrok langt hyppigere end kvinder, slår den genetiske disposition meget tydeligere igennem hos kvinder. Dvs. hvis mor har haft lyskebrok, så er risikoen for, at datter får lyskebrok ret høj.

Hvis man har en speciel sammensætning af sit bindevæv, så har man betydelig øget risiko for at få brok – især det der hedder mediale lyskebrok. Man kan også have visse typer arbejde, der gør, at risikoen er større. Hårdt fysisk arbejde og hvis man står op mange timer om dagen, så er der en øget risiko for, at man udvikler et såkaldt lateralt lyskebrok.



Et lårbrok har større risiko for at sætte sig fast og bliver afklemt sammenlignet med de andre broktyper. Da man ikke før operationen med sikkerhed kan afgøre, hvilken type brok der er tale om, og da kvinder oftere har lårbrok end mænd, anbefaler man alle kvinder med brok i lyskeregionen en operation, uanset om de har symptomer eller ej. ​



Patientforløbet starter typisk, når de opdager en bule i lysken og går til egen læge. Nogle patienter får lavet en ultralydsskanning, men det er oftest unødvendigt, da brokket typisk kan mærkes ved almindelig klinisk undersøgelse. Patienten henvises til kirurgisk afdeling, hvis der er et ønske om behandling. Kirurgen afgør i samråd med patienten dels, om der skal opereres, og dels hvilken type operation, der skal gennemføres.​​



Tidligere blev brok opereret uden net, hvilket resulterede i, at ca. 20% fik tilbagefald af brokket efter operationen. I 90’erne blev der introduceret en netbaseret metode af Dr. Lichtenstein fra USA, og dette reducerede både smerter efter operationen og risikoen for tilbagefald. I dag er kikkertoperationer det mest anvendte i Danmark, hvor man gennem tre små huller på maven indsætter et net på indersiden af bugvæggen uden at skade tarmene. I dag er risikoen for tilbagefald af sygdommen efter den laparoskopiske metode i størrelsesorden 2-3%.



Selvom risikoen for tilbagefald er lavere med de moderne operationsteknikker, kan patienter stadig opleve kroniske smerter efter operationen. Gamle opgørelser har peget på høje tal for kroniske smerter, men nyere undersøgelser indikerer, at forekomsten kan være faldet med den nuværende operationspraksis. Vi er i disse år ved at undersøge mere præcist, hvordan patienterne har det på lang sigt efter operationen, bl.a. i projektet ”Livet Efter Brok”.​



Kroniske smerter og genetisk forskning er nogle af de store forskningsområder inden for brokbehandling. Fremtiden byder også på udvikling af nye net med vækstfaktorer og muligheden for mere individuelt tilpassede behandlinger. Målet for fremtiden er at reducere komplikationer såsom langvarige smerter og tilbagefald af sygdommen. Ideelt set kunne en medicinsk løsning som en "brokpille" erstatte behovet for operation, hvilket vil være et stort fremskridt for patienterne, men det ligger nok mange år ude i fremtiden.​



Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden