​Hos børn skyldes det typisk, at bugvæggen ikke er fuldt udviklet ved fødslen, mens det hos voksne ofte opstår som følge af øget pres på bugvæggen, som ved overvægt, graviditet eller fysisk belastning. Visse genetiske faktorer kan også øge risikoen for navlebrok, selvom der stadig mangler forskning for at afdække de præcise genetiske sammenhænge.​​

​Forløbet starter oftest, når en patient bemærker en bule ved navlen og går til egen læge. Nogle patienter kan blive henvist til en ultralydsskanning for at få bekræftet diagnosen, men oftest er en klinisk undersøgelse tilstrækkelig. Hvis brokket giver gener, henvises patienten til en kirurgisk vurdering, hvor kirurgen og patienten sammen vurderer, om der skal foretages en operation, og hvilken type operation der skal gennemføres.

​Tidligere blev navlebrok opereret uden brug af net, hvilket resulterede i højere risiko for tilbagefald. I dag anvender kirurger ofte et syntetisk net til at forstærke området omkring brokket, hvilket reducerer risikoen for, at brokket kommer tilbage. Den laparoskopiske teknik (kikkertkirurgi) er også blevet en populær metode til de store navlebrok, hvor brokket repareres via små indgreb, og et net placeres på indersiden af bugvæggen for at forstærke svage områder.​​

​Selvom risikoen for tilbagefald er reduceret med moderne operationsteknikker, kan nogle patienter stadig opleve kroniske smerter efter operationen. Dette er dog sjældnere end før og er genstand for omfattende forskning for at minimere risikoen yderligere. For at forstå patienternes langsigtede livskvalitet efter operationen udføres der undersøgelser, der fokuserer på både smertefrihed og recidivfrihed. Projektet ”Livet Efter Brok” er en del af denne forskningsaktivitet for at kunne give bedre behandling til den enkelte patient i fremtiden.​​

​Forskningsområderne inden for navlebrokbehandling fokuserer i dag på forbedring af materialer til operation og bedre forståelse af de genetiske faktorer bag brokdannelse. Der arbejdes på udviklingen af biokompatible net, der kan integreres bedre i kroppen, samt på metoder til mere individuelt tilpassede behandlinger. I fremtiden drømmes der også om at kunne forebygge eller behandle brok medicinsk snarere end kirurgisk – måske endda en ”brokpille” – men dette ligger stadig et godt stykke ude i fremtiden.​