Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Om projektet

Mødet med hospitalet kan være en overvældende oplevelse for et barn – der er mange nye lyde, lugte, mennesker og indtryk. Hospitalet kan føles enormt utrygt og fremmed, og det er derfor vigtigt, at der er voksne omkring barnet, der kan hjælpe med at skabe ro og støtte både før, under og efter besøg på hospitalet. 

Materialerne i projektet Hospitalet i børnehøjde er lavet til at understøtte voksne i netop den rolle; både ved at give en øget forståelse for børnenes oplevelsesverden i mødet med hospitalet og ved at give konkrete værktøjer, der kan bruges legende sammen med barnet.  

Materialerne hjælper til at åbne for samtaler om børns oplevelser og sanseindtryk, når de skal besøge en forælder eller en anden vigtig voksen, der er indlagt på hospitalet – uanset sygdom og behandling. På tværs af materialerne er der fokus på, hvordan børns nervesystem kan blive aktiveret af nye indtryk, og hvordan nærvær og enkle greb fra voksne kan hjælpe barnet tilbage til ro. Voksne pårørende og sundhedsprofessionelle kan gennem materialerne få inspiration til, hvordan de kan tale alderssvarende med børn om deres oplevelser. 

Om materialerne
De i alt seks materialer er udviklet til børn i alderen ca. 5-12 år, og de er lavet til at blive brugt sammen med en nær voksen eller en sundhedsprofessionel. 

Materialerne kan både bruges som forberedelse før et besøg, som aktivitet og fordybelse under et besøg eller opsamlende derhjemme efter besøget. Hvis barnet ikke skal på besøg på hospitalet, kan materialerne bruges derhjemme til at starte samtaler om, hvor mor eller far er og til at få indblik i, hvad barnet tænker og oplever. 

Materialerne fokuserer på udvalgt hospitalsudstyr, som jeres familie kan møde på hospitalet. Uanset hvornår materialerne bruges, kan du som voksen vælge det hospitalsudstyr til og fra, som passer til jeres situation. På den måde kan I enten have et bredt fokus på hospitalsudstyr eller rette opmærksomheden mod det, I ved, barnet faktisk vil se.

Børnebog (ca. 5‑8 år)​

I bogen følger vi Pelle, som skal besøge sin far på hospitalet for første gang. Bogen giver eksempler på, hvad der kan føles overvældende for børn i mødet med hospitalet, og hvad der kan være med til at skabe ro.  

Vendespil (ca. 5‑8 år)​

Vendespillet går ud på at finde illustrationer af forskelligt hospitalsudstyr i par. Formålet med spillet er, at børn kan få et større kendskab til de ting, de kan møde på hospitalet gennem leg.

Aktivitets- og malebog (ca. 5‑12 år)​

Aktivitets- og malebogen inviterer barnet ind i hospitalsverdenen gennem illustrationer, der kan farvelægges, samt små opgaver, der på legende vis hjælper barnet med at finde kropslig ro og afmystificere hospitalet.

Samtale- og aktivitetskort (ca. 9‑12 år)​

Kortene viser illustrationer af hospitalsudstyr på den ene side og tilhørende beskrivelser på den anden. På nogle kort er der også små aktiviteter, der kan laves på hospitalet eller derhjemme. Formålet med kortene er at åbne for samtaler om det, der fylder hos barnet og at give kendskab til hospitalsverdenen.

Animationsfilm (ca. 9‑12 år)​

I filmen ses tre søskendes oplevelser med at besøge deres mor på hospitalet. Formålet med filmen er, at børn kan spejle sig i filmens karakterer, og at filmen dermed kan inspirere til samtaler om børns oplevelser i mødet med hospitalet.

Video ”Hospitalet set gennem børnenes øjne” (alle)​

I filmen møder du seks børn i alderen 5‑12 år, som bliver præsenteret for forskelligt hospitalsudstyr og giver deres spontane reaktioner på dem. Formålet med filmen er at give indsigter i børns forestillingsverden, som kan inspirere dig til, hvordan du kan møde børn åbent og nysgerrigt.

Læs hvordan de enkelte materialer konkret kan bruges samt om regulering af børnsnervesystem her.​

Hospitalet i børnehøjde er et samarbejdsprojekt mellem Center for Patientinddragelse, Region Hovedstaden og OmSorg, Kræftens Bekæmpelse.​​​


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden