Flytningen til det nye hospital er begyndt at dukke op i horisonten, og noget har ændret sig, når hospitalets afdelinger besøger deres kommende arbejdsplads:
- Nu går vi ikke bare for at se – vi går for at tage stilling, siger uddannelseskonsulent Mille Piil, der deler sin arbejdstid mellem Nyt Hospital Nordsjælland Udvikling og SimNord og står i spidsen for arbejdet, hvor afdelingerne selv beskriver, hvordan de skal arbejde i de nye rammer.
I det kommende år er det afdelingernes egne, lokale rundvisere, der går forrest, og det kan både være ledere, flyttekoordinatorer og medarbejdere, der gennem længere tid har været engageret i Nyt Hospital Nordsjælland. De er faglige værter med blikket rettet mod den hverdag, der snart skal udfolde sig i rummene.
Når rum møder virkelighed
Ændringen sker, fordi rundvisningerne i år skal bruges aktivt til at kvalificere de processer, der er i fuld gang, blandt andet med skablister, flyttelister, indretning og funktionsplacering.
- Det er én ting at sidde med tegninger, skemaer og lister, noget andet er at stå midt i rummet. Hvordan føles afstanden mellem skyllerum og sengestue i praksis? Og ser skabslisterne stadig rigtige ud, når man står der, hvor skabet faktisk skal stå? Det er her, detaljerne dukker op, spørgsmålene opstår, og beslutningerne bliver bedre, siger Mille Piil.
Ejerskabet vokser i takt med overblikket
De første ledere selv tog førertrøjen på sidste år og viste deres medarbejder rundt. I 2026 er det ikke undtagelsen, men reglen.
- Når det er afdelingens egen leder eller nøgleperson, der guider, ændrer samtalen sig. Den bliver mindre generel og mere konkret. Mindre “sådan er bygningen tænkt”, og mere “sådan skal vi få det til at fungere i vores hverdag”, siger projektleder Maria Taudorf fra Nyt Hospital Nordsjælland Udvikling.