Ofte stillede spørgsmål
Har du spørgsmål til ansættelsesprocessen, om det at være elev i Akutberedskabet eller andet, så læs med her.
Har I højdekrav i Akutberedskabet?
Nej
Har I aldersbegrænsning i Akutberedskabet?
I Akutberedskabet har vi ingen øvre aldersgrænse for vores ambulancebehandlerelever. Dog kræver vi, at du som minimum er fyldt 20 år på ansøgningstidspunktet, da du ellers ikke lever op til Færdselsstyrelsens krav til erhvervelse af chaufførkort. Er du over 25 år på ansættelsestidspunktet, vil du blive ansat som voksenelev.
Læs mere om særlige vilkår for voksenelever på Elevplads.dk.
Skal jeg vise helbredsattest?
Nej, det skal du ikke i forbindelse med din ansættelse hos os. Dog vil du skulle have lavet helbredsattests til de kørekort, du skal erhverve dig på uddannelsen; hhv. chaufførkort (det tidligere taxakort) og lastbil (kategori C). Her vil det være embedslægens vurdering, om du kan godkendes i forhold til Færdselsstyrelsens regler for udstedelse af kørekort i erhvervsmæssig sammenhæng. Vi forventer, at du er fysisk og mentalt robust, og at du ikke lider af kroniske sygdomme, som påvirker din dagligdag eller dit almene velbefindende.
For at kunne være i stand til at redde andres liv er det vigtigt, at du ikke selv pludselig står i en tilspidset situation og ikke er i stand til at kunne udføre opgaven grundet egne helbredsmæssige udfordringer. Problemer med knæ og ryg er ligeledes en udfordring, du skal være opmærksom på, da ambulancefaget er et hårdt fysisk arbejde, som ofte kræver, at du arbejder i skæve stillinger og på meget lidt plads, hvis du for eksempel skal hjælpe en borger, som er fastklemt, eller som er faldet i en trappeskakt eller bag et toilet. Vi forventer derfor, at du kontinuerligt opretholder en sund livsstil og en god fysisk, også efter ansættelse, for at undgå arbejdsskader og for at sikre, at du kan blive i faget i mange år.
Kan jeg bo på skolen, hvis jeg bor langt derfra?
Har du mere end 75 minutters transporttid med offentlig transport mellem din bopælsadresse og skolen, er du som udgangspunkt berettiget til en skolehjemsplads. Det vil dog altid være skolens afgørelse, om de har mulighed for at tilbyde dig en plads på skolehjemmet. Kontakt uddannelsesstedet for nærmere information omkring skolehjem.
Kan jeg selv vælge uddannelsessted?
Ambulancebehandleruddannelsen kan tages to steder i landet; hhv. i Hillerød på U/NORD og på Rybners i Esbjerg. Akutberedskabet samarbejder primært med skolen i Hillerød, da vi ligger i samme region. Dog kan der være særlige omstændigheder, som gør, at det giver bedre mening, at du afvikler dine skoleperioder på skolen i Esbjerg. Går du med den overvejelse, skal du kontakte os, efter du er blevet tilbudt ansættelse i Akutberedskabet.
Kan jeg få merit på uddannelsen?
Har du tidligere gennemført uddannelser, som er relevante for ambulancefaget, kan der muligvis være belæg for enkeltfagsmerit eller afkortning af dit uddannelsesforløb. Al meritering finder sted på uddannelsesstedet, og vi har som praktiksted ikke indflydelse på afgørelsen. Opnår du godskrivning, som resulterer i, at du kan gennemføre uddannelsen på kortere tid, vil du modtage et tillæg til din uddannelsesaftale, efter du er startet.
Hvornår må jeg køre som 2. person på ambulancen?
I løbet af 6. praktikperiode vil du blive godkendt til at køre som 2. person på bilen. Det kræver dog, at du frem til da har bestået alle eksamener på skolen til og med 5. skoleperiode. Godkendelsen vil blive foretaget af en ambulanceinstruktør.
Skal jeg selv kontakte skolen?
Nej, så snart du har indgået uddannelsesaftale med os, vil Akutberedskabet tage kontakt til uddannelsesstedet med henblik på planlægning af dit uddannelsesforløb. Du vil modtage en uddannelsesplan fra skolen, som beskriver, hvornår du er i skole, og hvornår du er i praktik.
Hvor er mit ansættelsessted?
Som elev i Akutberedskabet bliver du ansat i Center for HR, som varetager alle regionens elevkontrakter, men du afvikler fortsat din praktik i enheden Ambulance. Hvilken station du bliver tilknyttet i det daglige, kommer an på, hvilket hold du kommer til at følge, og hvor der er en ledig plads. Det vil dog være inden for vores udbudsområde, som er Storkøbenhavn.
Hvordan er min arbejdstid som elev?
Du er ansat på 37 timer. Dette gælder både, når du er i skole og i dine praktikperioder. I praktikken vil du som udgangspunkt følge dit holds rul, hvilket betyder, at du både skal forvente at arbejde dagvagter, aftenvagter og nattevagter. Ligeledes vil du kunne blive vagtsat i weekender og på helligdage som dine kolleger, da Akutberedskabet er på vagt 24/7.
Hvad får jeg i løn?
Som ansat i Akutberedskabet er du underlagt FOA’s overenskomst. Hos os får du elevløn under Hovedforløbet. Lønnen er inddelt efter din alder på ansættelsestidspunktet, og der differentieres mellem, om du er ungdomselev eller voksenelev. Du betegnes som voksenelev, hvis du er fyldt 25 år på det tidspunkt du påbegynder dit grundforløb, uanset om du har haft en pause med grundforløbet og din ansættelse som Ambulancebehandlerelev. Din elevstatus følger dig altså under hele dit uddannelsesforløb. Det betyder også, at du fortsat anses som ungdomselev på skolen, selvom du fylder 25 år under dit uddannelsesforløb. Du kan se de gældende takster for elevløn på FOA’s hjemmeside. Er du i tvivl om, hvordan du skal tolke din kommende løn, kan du altid kontakte de tillidsvalgte for dit område i FOA’s hovedorganisation.
Sidst opdateret: