Til Åbent Hospital slår hospitalerne og Akutberedskabet dørene op for borgerne, og Akutberedskabet holdt arrangementet på ambulancebasen i Hvidovre.
Borgerne havde mulighed for at komme ind i både ambulancer, Sociolancen og Babylancen. Desuden kunne børnene komme hen på det såkaldte bamsehospital og få både scannet og behandlet deres tøjdyr af ansatte i Akutberedskabet.
Rift om billetterne
Ca. 400 borgere var med til arrangementet. Det var gratis, men man skulle have en billet for at deltage, og på under et døgn var samtlige billetter givet ud.
Akutberedskabets direktør, Thomas Reimann, var med til Åbent Hospital, og han glæder sig over den opbakning, han mærker.
"Det er rart at mærke, at folk har en interesse i det, vi laver. Det er meget vigtigt for os at være tæt på borgerne, og på en dag som i dag kan vi få gode samtaler med borgerne under rolige og ikke mindst glade omstændigheder, og det er rigtig dejligt, siger Thomas Reimann.
Også formanden og næstformand for Region Hovedstadens sundhedsudvalg, Christoffer Buster Reinhardt (K), og Sofie de Bretteville Olsen (A) deltog. De besøgende havde mulighed for at få en kop kaffe og en snak med de folkevalgte.
I søndags var ottende gang, der var Åbent Hospital i Region Hovedstaden. Dagen afholdes den første søndag i september, og den ene dag om året er der åbent hus i sundhedsvæsenet, hvor alle er velkomne.


