Praksisplanen omhandler tilrettelæggelse af tilbuddet om speciallægehjælp til borgere i Region Hovedstaden. Praksisplanen gælder fra 1. juli 2023 og blev godkendt i Regionsrådet den 16. maj 2023.
Praksisplanen indeholder følgende målsætninger for speciallægepraksis:
Vision
At speciallægepraksis i forpligtende tværfaglige og tværsektorielle samarbejder bidrager til, at borgerne i Region Hovedstaden har let og lige adgang til behandling af ensartet høj faglig kvalitet i et sammenhængende patientforløb, der tager udgangspunkt i patientens livsbetingelser, behov og ressourcer.
Målsætninger
1) At behandlingskapaciteten øges ved, at vi udvikler rammerne for organisering og digitalisering samt opgave- og ansvarsfordeling mellem speciallægepraksis, øvrige praksisområder og hospitalerne.
2) At der er en geografisk hensigtsmæssig fordeling af speciallægepraksis i regionen under hensyntagen til bl.a. udviklingen i befolkningen og udviklingen af sundhedsvæsenet i øvrigt.
3) At det er let, hurtigt og tilgængeligt for borgerne i regionen at få kontakt til og behandling i speciallægepraksis på en måde, som passer til deres behov.
4) At speciallægepraksis tilrettelægger behandlingen under hensyntagen til patientens livsbetingelser og behov bl.a. ved at inddrage patienten og dennes pårørende når relevant.
5) At speciallægepraksis er til rådighed for og har adgang til sparring og rådgivning på tværs af sundhedsvæsenet, samt at tværsektorielt samarbejde understøtter god ressourceudnyttelse.
6) At kommunikationen mellem speciallægepraksis og øvrige behandlere på tværs af sektorer optimeres, ved at parterne etablerer og anvender hurtige, sikre og gerne digitale kommunikationsveje, så relevante og nødvendige informationer deles, og gentagelse af undersøgelser minimeres.
7) At patienterne i speciallægepraksis oplever behandling af høj kvalitet, og at speciallægerne understøtter høj patientoplevet kvalitet.
8) At overenskomstens nye kvalitetsmodel udbredes i speciallægepraksis, og at regionale indsatser efter behov understøtter implementeringen.
9) At der sikres større grad af rapportering af utilsigtede hændelser i speciallægepraksis og læring af disse.
Praksisplanen er opdelt i tre hovedafsnit, som hver især beskriver de indsatser, der arbejdes med i planperioden:
Kapacitet og tilgængelighed i speciallægepraksis
Speciallægepraksis i det sammenhængende sundhedsvæsen
Kvalitet i speciallægepraksis
Læs mere