Gå til hovedindhold

​​

Robotudviklingslederen: Jeanette Kiegstad

​Man skal holde sig opdateret og kunne jonglere med mange bolde for at styre projektudvikling af softwarerobotter, fortæller Jeanette Kiegstad.

Du har måske hørt om dem. De er små programmer, der gør dagligdagen nemmere. Softwarerobotterne har for længst bevist deres værd, og de er en stor del af Jeanette Kiegstads arbejdsliv. 

Hun er oprindeligt uddannet SOSU-assistent, men fulgte sin interesse for økonomi og tog en uddannelse i offentlig administration. I dag er hun projektleder og styrer udvikling af softwarerobotter i Koncernregnskab.

Når hun ser tilbage, er det ikke tilfældigt, at hun i dag arbejder med robotter, fortæller Jeanette:

”Jeg fulgte min store interesse for økonomi, da jeg kom til regionen for 12 år siden. Jeg var først i en økonomifunktion på Rigshospitalet, og da Koncernregnskab blev dannet i 2017, startede jeg i debitorsektionen. Her fik jeg øjnene op for digitaliseringens muligheder og kunne se potentialet i at automatisere flere af de tunge rutineprægede processer, der tager lang tid, når de skal gennemføres med tastearbejde.

​Da RPA-teamet (Robotic Process Automation) blev dannet, blev min leder og jeg enige om, at det var en god ide, at jeg begyndte at levere input til dem, og efter noget tid, flyttede jeg over og blev projektleder i teamet, og der begyndte min rejse i digitaliseringen for alvor.” 

Bølgebryder og idégenerator​

Rollen som projektleder passer Jeanette godt. Selv om hun har gennemført et udviklerkursus, er det ikke hende, der står for programmeringen. Hun beskriver sig selv som bølgebryder og idégenerator:

​”Jeg har modtaget uddannelse for at forstå processen og metoderne, men det er de tre udviklere i mit team, der programmerer. Min rolle er at styre processen og have dialogen med samarbejdspartnerne, og så er en stor del af det at være projektleder også at agere bølgebryder for teamet og hjælpe med at fjerne forhindringer undervejs.

Det med dialogen er vigtigt, for der er mange, der ikke forstår, hvad robotterne kan. Derfor kan man godt møde modstand. Fx kan nogle godt tro at den robot, vi vil udvikle til dem, kan overtage alle deres opgaver. Men robotterne bliver udviklet og skræddersyet til at erstatte en specifik manuel proces, som fx oprettelse af stamdata – der før var en tung manuel proces i Koncernregnskab. Den robot har skabt stor værdi og gør det stadig. Andre forestiller sig robotter, der kan gøre rent eller støvsuge. Sådan en har jeg faktisk derhjemme,” smiler Jeanette og fortsætter:

”Ofte er opgaven også at finde ud af, hvem man skal have i tale om det enkelte projekt, og det kan godt være en udfordring i en stor organisation som regionen. Der hjælper det helt klart at have lidt erfaring og viden i bagagen, og det har jeg heldigvis.

Jeg tror også min erfaring i Koncernregnskab gør mig i stand til at komme med ideer til, hvilke typer processer, vores robotter kan understøtte. Jeg får rigtigt mange ideer – nok også for mange. Jeg sidder tit og får ideer under møder, og jeg må nogle gange holde min inspiration lidt nede og fokusere på det foran mig. Jeg kan også nogle gange vågne om natten og stå op for at skrive en ide ned. Ja, jeg er nok lidt en idégenerator”.  

Bordfodbold binder tingene sammen​​

Jeanette arrangerer ind i mellem bordfodboldturneringer i Koncernregnskab, og det er også en opgave hun tager alvorligt:

”Jeg er ikke selv nogen haj til bordfoldbold, men det er god måde at være social på. Man får grinet og kommenteret på hinanden, og det er superhyggeligt en gang i mellem at tromme kollegerne sammen om noget andet end arbejde. 

Jeg har efterhånden fået mange af mine kolleger med på ideen, og jeg vil også prøve at arrangere en bordfodboldturnering mod Koncernindkøb på et tidspunkt. Det har de selv efterspurgt. Så ja, bordfoldbold kan samle folk, og jeg synes, det binder tingene sammen socialt.” 

Jeanette arrangerer bordfoldturneringer for kollegerne. Det styrker sammenholdet i enheden. bordfodboldturnering. bordfodbold
Jeanette arrangerer af og til bordfoldturnering for kollegerne. Det styrker sammenholdet i enheden, synes hun.

Hvad skal der til for at lykkes?​

Jeanette er ikke i tvivl om, hvad man skal kunne for at lykkes i hendes job:

”Der kører mange robotprojekter på én gang i Koncernregnskab. Så i min rolle, skal man kunne jonglere med mange bolde. Jeg holder styr på det hele dels i Trello og i mit eget Scrum board. Hvis man ikke som person er god til at skabe overblik, kan det godt være en udfordring, tror jeg.

Samtidigt skal man konstant holde sig opdateret, for udviklingen inden for digitalisering går virkelig stærkt, og det er vigtigt, at jeg følger med. De to ting er alfa og omega for at lykkes, vil jeg sige. Alle kender jo AI nu, og samspillet mellem AI og RPA er højaktuelt. Fx hos forsikringsselskaberne har man nu automatiseret processen med skadesformularer og efterfølgende udbetaling i en kombination af AI og RPA-løsninger.

Så er det også et vilkår at arbejdsmøderne foregår på engelsk i teamet, så man skal selvfølgelig også være lidt inde i fagjargonen på engelsk. Det kan læres, men det er vigtigt, at kommunikationen kører godt, selv om vi kun er fire i teamet lige nu.”


​​Det bedste ved at arbejde i CØK

Jeanette har været i Center for Økonomi i snart syv år, og det er der flere grunde til:

”Jeg har virkelig fundet min rette hylde her i CØK. Her kan jeg forfølge mine interesser for økonomi og digitalisering og samtidig være en del af sundhedsvæsenet, som er så vigtigt for os alle sammen. Jeg synes, det er fantastisk, at jeg kan gøre en forskel for kollegerne i regionen, når de får frigivet tid fra repetitive tasteopgaver og kan bruge tiden på noget andet. Det er den forskel robotterne gør.

Og så er det selvfølgelig dejligt at være et sted, hvor man får lov at udvikle sig og kan vokse med opgaverne. Men det gode kollegaskab er måske det allerbedste. Vi har det godt sammen både i teamet og i enheden, og det er altid en fornøjelse at gå på arbejde, når man har det sjovt sammen med kollegerne,” slutter Jeanette.

Jeanette i tal:​​

  • Alder: 34 år
  • Bosat i postnummer: 2650 (Hvidovre)
  • Ansat i Region Hovedstaden: 12 år
  • Joberfaring: 14 år
  • Antal softwarerobotprojekter: 13




Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden