Gå til hovedindhold

​​

Scrum Masteren: Fay-Mary Byg Huish

​Man skal være organiseret af natur og kunne lide at have mange bolde i luften, fortæller Fay-Mary om at være Scrum Master i Center for Økonomi.

Fay-Mary Byg Huish er uddannet cand.it i Digitalt Design og Interaktive Teknologier fra IT-Universitetet i København. Hun er Scrum Master i Center for Økonomi, hvor hun i første omgang blev ansat som fokusområdekonsulent.

Jobbet i Dataenheden er hendes første fuldtidsjob, og der er sket meget på de tre år, der er gået, siden hun startede:

"Jeg blev spurgt til min første MUS, om jeg ville ned ad specialistvejen, eller om jeg ville være generalist. Der sagde jeg, at jeg godt kunne se mig selv som Scrum Master på sigt. Men den anden vej lå der også, hvor jeg kunne specialisere mig i at udvikle dataprodukter. Nu er jeg Scrum Master og teamleder for et team, der slet ikke fandtes, da jeg startede, så ja, der er sket en hel del," smiler Fay-Mary.

SAFe og PI-planning​​​

I Dataenheden arbejder man efter SAFe (Scaled Agile Framework Enterprise, red.). Arbejdet planlægges hele tiden tre måneder frem til PI Planning (Program Increment, red.) efter SAFe-principperne, og opgaverne er opdelt efter størrelse og varighed. En Epic er en stor opgave, der varer 6-12 måneder. En Feature varer 3 måneder, mens de mindre Stories er opgaver knyttet til en Feature, og som skal kunne løses på to uger.

Alt det kræver planlægning, og til PI Planning hver tredje måned præsenterer hver Scrum Master opgaver og plan for løsning for alle i enheden. Så kommer deltagerne med kommentarer, og til sidst stemmer man, om planen er realistisk.

PI Planning handler i bund og grund om at have alle med, mange øjne på, og så anerkende at man både har specialister og generalister og lade dem gøre det, de er bedst til, forklarer Fay-Mary:

"Scrum Master er en rolle, hvor man er teamleder. Men det handler mindre om at bestemme og mere om at planlægge, facilitere, fjerne forhindringer for teamet og koordinere på tværs. Jeg mødes med de andre Scrum Masters tre gange om ugen, og vi holder stand-up-møder i mit team tre gange om ugen, hvor vi snakker om udfordringer, og hvad vi hver især laver. Det varer 15 minutter og er hybride i et mix mellem online og fysisk tilstedeværelse alt efter hvad der passer teamet bedst.

Man skal være organiseret af natur og kunne lide at have mange bolde i luften som Scrum Master. Det er en rolle, hvor man ikke er så detaljeorienteret, men man skal have overblik og til enhver tid kunne forklare hvad status er på alle processer i teamet. Man skal være ok med ikke at have 100 pct. styr på alt hele tiden, og det er jo ikke alle, der er det.

Udover rollen som Scrum Master arbejder jeg også løbende på projekter, som jeg griber og er med til at drive. Det synes jeg er en god balance."

Man skal have overblik og til enhver tid kunne forklare hvad status er på alle processer i teamet, fortæller Fay-Mary.
Man skal have overblik og til enhver tid kunne forklare, hvad status er på alle processer i teamet, fortæller Fay-Mary.

Data er til for brugerne​​

Fay-Marys team står bl.a. for undervisning og formidling af de dataprodukter, der bliver udviklet i Center for Økonomi, og det er et område, der er kommet mere fokus på med tiden:

"Da jeg var startede, var der ikke noget Team Shared Services, men nu har vi samlet undervisnings- og formidlingsressourcerne og fagligheder, der går på tværs i et team. Det er helt afgørende synes jeg, for man skal ikke bare udvikle nye ting, men også sørge for at de bliver godt modtaget og kan bruges effektivt af brugerne. Det er det mit team laver.

Vi står også for intern procesoptimering, så vi hele tiden kan levere bedre produkter til brugerne. Fx processen for forskerdata, hvor vi har været med til at forkorte tiden væsentligt, fra en forsker søger om data, til hun faktisk får de nødvendige data.

Vi har faktisk gennemført over 50 undervisningsinitiativer de sidste 1½ år, og det er jo helt vildt at tænke på. Vi har brugt meget tid på at konceptudvikle og har nogle gode koncepter nu, som giver brugerne værdi. Det har givet pote, synes jeg. Data er til for brugerne."

Det bedste ved at arbejde i Center for Økonomi​​

Fay-Mary er ikke i tvivl om, hvad der motiverer hende i det daglige:

"Jeg synes det er rigtigt spændende og givende at arbejde med IT i sundhedssektoren. IT er et felt, hvor man kan rykke rigtig meget, og sundhedssektoren er presset på ressourcer. Det er enormt motiverende at arbejde med noget, hvor man kan se, at man fx sparer sygeplejersker for arbejdsgange, hvor de skal bruge tid på at taste data ind i et system.

Men det er også fantastisk at være et sted, hvor man har gode kolleger, der tager i biffen sammen, dyrker sport eller hygger sig med kreaklub. Vi laver så mange sjove ting sammen herude, og det synes jeg, er det bedste ved at være her.

Der er en positiv, uformel og imødekommende kultur, kan man sige. Jeg er glad for at være et sted, hvor man får at vide 'Vi kan se nogle kvaliteter i dig. Og hvor du præcis ender henne, og hvad du vil være god til, det skal vi nu finde ud af sammen'."

Fay-Mary i tal:​

  • Alder: 27 år
  • Bosat i postnummer: 2300 (Kbh. S)
  • Ansat i Region Hovedstaden: 3 år 
  • Joberfaring: 3 år
  • Antal features jeg har skrevet: 100

 

​ 



Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden