Tre afdelinger er nominerede til årets længdespringer, hvor prisen gives til en afdeling, som har haft høj patienttilfredshed over en længere periode. Tre afdelinger er nominerede til årets højdespringer, hvor prisen gives til en afdeling, som har forbedret sine LUP-resultater væsentligt.
For første gang er der også en psykiatrikategori, hvor tre afdelinger en nominerede, og prisen tildeles en afdeling, der har arbejdet målrettet på at opretholde eller forbedre patienttilfredshed – og er lykkedes med det.
I alt 41 afdelinger er indstillet til Patienttilfredshedsprisen 2026. Heraf er 18 afdelinger indstillet til årets længdespringer, 13 afdelinger er indstillet til årets højdespringer, og 10 afdelinger er indstillet i psykiatrikategorien. Se alle indstillede afdelinger.
Nominerede til årets længdespringer 2026
I denne kategori hædres en afdeling, der har ligget stabilt højt i den samlede patienttilfredshed over de seneste 24 måneder. Afdelinger i denne kategori kan give inspiration til arbejdet med at fastholde fokus på høj patienttilfredshed.
Onkologisk og Palliativ afdeling, Nordsjællands Hospital
- Afdelingen har en relationel og patientcentreret tilgang med fokus på dialog, aktiv lytning og inddragelse samt høj kvalitet i den grundlæggende sygepleje for at skabe tryghed og værdighed.
- Der arbejdes systematisk med inddragelse af palliative patienter, så behandling og pleje tilpasses patientens ønsker og behov.
- Afdelingen anvender beslutningshjælpere, som styrker patienternes overblik og medindflydelse.
Afdeling for Urinvejssygdomme, Herlev og Gentofte Hospital
- Ledelsen har et vedvarende fokus på patienttilfredshed. LUP-resultater og -kommentarer drøftes systematisk for løbende at justere arbejdsgange og organisering.
- Afdelingen har over flere år gennemført organisatoriske ændringer, som giver mere skånsomme, sammenhængende og effektive patientforløb.
- Patientnære og fleksible forløb tæt på hjemmet. Afdelingen har en digital first-tilgang, kortere indlæggelser og telefonisk opfølgning, der understøtter tryghed og kontinuitet – særligt for sårbare patienter.
Afdeling for Vækst og Reproduktion, Rigshospitalet
- Afdelingen arbejder med en pitstop-model, hvor undersøgelser, konsultationer og behandling samles samme dag for at skabe sammenhængende og tidsbesparende patientforløb.
- Patienterne har en fast kontaktlæge, og MinSP anvendes aktivt til at styrke kommunikationen og give patienterne mulighed for at følge deres forløb.
- Patienttilfredsheden følges systematisk via LUP, hvor resultater og kommentarer deles med medarbejdere og anvendes aktivt til læring og til at skabe forbedringer.
Nominerede til årets højdespringer 2026
Denne kategori har fokus på afdelinger, som har arbejdet målrettet på at forbedre deres patienttilfredshed og er lykkes med det. En højdespringer er ikke nødvendigvis en afdeling med de bedste LUP-resultater på tværs af regionens afdelinger, men en afdeling, som har arbejdet målrettet med at forbedre resultaterne.
Neurologisk afdeling, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital
- Afdelingen har arbejdet systematisk med at styrke og tilpasse patientkommunikationen, så patienterne oplever at få tilstrækkelig, tydelig og sammenhængende information. Der er fokus på at sikre, at informationen forstås af patienten og er tilpasset patientens situation og kognitive forudsætninger.
- LUP-data og fritekstkommentarer anvendes aktivt til justering af praksis og til at skabe fælles læring. Indsatsen er forankret tværfagligt i hele afdelingen.
- Afdelingens arbejde understøttes af en stærk ledelses- og kulturforankring, hvor patientinddragelse og kommunikation er et fast tilbagevendende tema på ledermøder.
Afdeling for Led- og Knoglekirurgi, sengeafsnit 825, Herlev og Gentofte Hospital
- Afsnittet arbejder systematisk med kommunikation, forudsigelighed og patientinddragelse understøttet af strukturerede arbejdsgange, digitale løsninger og personlig opfølgning. Konkrete patientnære løsninger, som appen Mit Forløb understøtter forberedelse, indlæggelse og opfølgning, hvilket sikrer ensartet information og styrker patienternes aktive deltagelse.
- Patienterne møder så vidt muligt samme læge gennem hele forløbet, hvilket skaber tryghed og forudsigelighed. Patienttavler på stuerne giver overblik over dagens program, kontaktpersoner og næste skridt i forløbet.
- Efter udskrivelse foretager en sygeplejerske et opfølgende opkald, der sikrer tidlig opsporing af problemstillinger og en tryg overgang fra hospital til hjem.
Afdeling for Hjertesygdomme, Amager og Hvidovre Hospital
- Afdelingen har et målrettet fokus på styrket patientinddragelse og har tværfaglig stuegang og planlagte pårørendesamtaler for multisyge patienter og patienter i længerevarende indlæggelser.
- Der er udviklet et værktøj til fælles beslutningstagning ved stødbehandling af hjerterytmeforstyrrelser.
- LUP-resultater og -kommentarer bruges aktivt til justering af arbejdsgange, og kompetenceløft gennem uddannelse i familiefokuseret tilgang og tværfagligt samarbejde, styrker kommunikationen, kontinuiteten og patienttilfredsheden.
Nominerede i årets psykiatrikategori 2026
I denne kategori hædres en psykiatrisk afdeling, der har arbejdet målrettet på at opretholde eller forbedre patienttilfredshed – og er lykkedes med det.
Psykiatrisk Center Nordsjælland, Åbent Døgnafsnit 2221, Nordsjællands Hospital
- Afsnittet afholder regelmæssige patienttavlemøder, hvor patienter opfordres til at komme med forslag til forbedringer. Forslag og behov fra patienterne fører til konkrete forbedringer.
- Patienter vælger selv kontaktperson, hvilket styrker oplevelsen af at blive set og hørt.
- Ledelsen understøtter systematisk patientinddragelse, omsætter feedback til konkret handling og prioriterer ressourcer til forbedringer. Der er fokus på et trygt, omsorgsfuldt miljø med tilgængeligt personale, hvilket afspejles i høj patienttilfredshed.
Psykiatrisk Center Sct Hans, Afdeling M, Afsnit M21, Amager og Hvidovre Hospital
- Afsnittet har omdannet LUP-spørgsmålene til en lokal patienttilfredshedsundersøgelse pga. et lavt patientflow, og fordi en betydelig andel af patienterne ikke anvender e-Boks. Undersøgelsen gennemføres som et fast månedligt møde, hvor patienterne besvarer undersøgelsen via en QR-kode. Mødets primære formål er at skabe et struktureret rum for dialog om forhold, der har betydning for patienternes trivsel og tilfredshed under indlæggelsen.
- Svarene drøftes systematisk i afsnitsledelsen og personalegruppen for at styrke trivsel og patienttilfredshed. Initiativet er ledelsesdrevet og understøttet af medarbejderinvolvering, opfølgning og implementering på tværs af afsnit.
- Patienternes stemme inddrages systematisk gennem de rammesatte drøftelser, og den lokale model har resulteret i en svarprocent på ca. 50 %, hvilket giver et solidt grundlag for lokal kvalitetsudvikling.
Psykiatrisk Center København, Døgnafsnit Afdeling Bornholm, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital
- Ledelsen understøtter et vedvarende fokus på patienttilfredshed ved at prioritere patienternes oplevelser og feedback, som et centralt element i afdelingens udvikling.
- Der afholdes månedlige feedbackmøder for indlagte patienter, hvor patienternes perspektiver drøftes og inddrages aktivt. Via forbedringstavler har patienterne mulighed for at bidrage med idéer og forslag, så patientinddragelse bliver en integreret del af hverdagen.
- Afdelingen tilbyder en skrivecafé, der skaber mentale frirum, styrker selvindsigt, trivsel og oplevelse af mening i en ofte belastende indlæggelsessituation.
Prisuddeling på temaeftermiddag om patientinddragelse
Vinderne af Patienttilfredshedsprisen 2026 kåres på Temaeftermiddag om patientinddragelse, som finder sted i København torsdag den 19. marts 2026.
Læs mere om temaeftermiddagen