Hvorfor går det langsomt med at nedbringe overbehandling?
Der er bred enighed om, at vi i sundhedsvæsenet skal blive bedre til at stoppe op eller til at afvikle behandlingstilbud eller aktiviteter, som ikke længere giver værdi - frem for at lægge mere på, fordi den teknologiske og medicinske udvikling gør det muligt.
Men hvorfor går det (for) langsomt med at nedbringe overbehandling? Fordi det er svært. Overbehandling er komplekst og drives af mange forskellige faktorer og forhold. Det er fx ikke nemt for den enkelte kliniker at afvige fra standardforløb og kliniske retningslinjer, som typisk har mere fokus på at initiere end at stoppe behandling.
Uhensigtsmæssig behandling
Det giver god mening at bruge begrebet uhensigtsmæssig behandling fremfor overbehandling. Sådan som VIVE argumenterer for i en undersøgelse fra september 2023, hvor de bl.a. definerer, at uhensigtsmæssig behandling eller diagnostik finder sted, når det ikke tilfører nogen eller kun ringe værdi for patient eller samfund.
Vi kan se eksempler på uhensigtsmæssig behandling, når patienter med udsigtsløse eller terminale forløb får tilbudt mere kurativ behandling uden at være inddraget i, om det er det, de ønsker. Når patienter fortsætter i årelange kontrolforløb, som de selv mener er spild af tid - eller når ældre medicinske patienter nærmest per automatik får den fulde udredningspakke under en indlæggelse, og bliver udskrevet med flere sygdomme, end da de kom.
Se VIVEs undersøgelse 'Uhensigtsmæssig dokumentation og behandling i sundhedsvæsenet'
Hvad siger klinikerne?
Center for Patientinddragelse undersøger i en ny rapport klinikeres perspektiver på, hvordan overbehandling eller uhensigtsmæssig behandling opstår i den kliniske praksis. Vi har interviewet en række dygtige og modige klinikere om den overbehandling de godt ved, at de jævnligt bedriver i deres daglige kliniske praksis.
Det er spændende læsning, som gør det tydeligt, hvorfor det at stoppe uhensigtsmæssig behandling er en hård nød at knække. Det er fx helt afgørende, at det ikke bliver gjort til den enkelte klinikers eller afdelings eget problem eller ansvar, men at der også bliver set på de organisatoriske og strukturelle forhold og faktorer, som bidrager til, at overbehandling finder sted.
Læs om undersøgelsen 'Hvad driver overbehandling i den kliniske hverdag?'
Læs interview om at 'fravalg af behandling også kan være en 'attraktiv' mulighed'