Afdeling for Klinisk Genetik på Rigshospitalet
Bitten Schönewolf-Greulich, overlæge
Hvad har I gjort på jeres afdeling, der har gjort en forskel for patienternes tilfredshed?
"Det er ikke noget, vi har gjort fra den ene dag til den anden – det er en langvarig indsats. Vi har motiveret personale, der er knalddygtige, og som er godt forberedt, når patienterne kommer. Jeg tror i høj grad, at patienterne kan fornemme, når personalet er nogen, der når ud over rampen og får forklaret tingene på en god måde.
Et nyt tiltag er, at vi har fået et ambulatorie, hvor patienterne får en målrettet velkomst - både i form af et velkomstbrev og også i kraft af modtagelsen i receptionen. Alle bliver tilknyttet en fast læge, og ganske få skifter læge gennem forløbet. Det betyder, at man ved, hvem der er ansvarlig, og man kan skrive til os direkte. Så patienterne er bedre klædt på nu, end de var tidligere.
Noget andet, vi har gjort i forhold til patienttilfredshed, er, at vi har gjort meget ud af at få et system, hvor vi er forberedte på de patienter, vi får ind. Når det er en familie, vi kender, er vi forberedt, og har deres stamtræ klar og skrevet ind i systemet. Patienterne i dag har travlt, og når de møder op til en samtale, så vil de gerne føle, at de ikke spilder tiden."
Hvordan kom I i gang med at arbejde med patienttilfredshed?
"Det er noget, vi arbejder sideløbende med i forhold til alt det andet. Der er ikke en start- og slutdato. Når vi implementerer noget nyt, undersøger vi løbende patienternes tilfredshed, så vi hele tiden kan lave småjusteringer."
Hvordan oplever I, at det er tiden værd for afdelingen at arbejde med patienttilfredshed?
"Det er utroligt motiverende som medarbejder at vide, at det produkt, man leverer, er godt. Det er det, der giver arbejdsglæde for medarbejderne. Deres største ønske er, at patienterne går herfra med en god oplevelse. Der er ikke noget mere trist end at være med til at levere noget, hvor man tænker, at noget ikke fungerer. Vi hjælper patienterne med at tage en beslutning om en genetisk analyse, og det er en proces, hvor det er vigtigt for os, at patienterne er med i det. Hvis patienterne kan mærke, at dialogen er der, så føler de sig godt klædt på. Det giver kæmpe arbejdsglæde for vores medarbejdere."