Gå til hovedindhold

​​​

Ledelse af fælles beslutningstagning kan ikke uddelegeres

​Implementering af fælles beslutningstagning forudsætter, at ledere er bevidste om de konkrete ledelsesopgaver og formår at skabe nye balancer mellem forskellige styringslogikker.​

​21. januar 2026

​Fælles beslutningstagning er med til at sætte en positiv retning for kulturen i vores sundhedsvæsen, hvor patienten er i centrum. Men implementeringsarbejdet kræver et tydeligt lederskab, og de ledere, der lykkes med at implementere fælles beslutningstagning som en systematisk praksis, har arbejdet vedholdende og konkret med at skabe en patientinddragende kultur.

Kulturforandring som fundament

En patientinddragende kultur er fundamentet for vellykket implementering af fælles beslutningstagning. Kulturforandring er en langsom proces, der er tæt forbundet med faglige identiteter, følelser og etablerede styringslogikker i sundhedsvæsenet. 

De seneste 20-25 år har effektivitet, fx i form af pakkeforløb og nedbringelse af ventelister, været en dominerende styringslogik, men der er nu behov for et bredere perspektiv, hvor omsorg, patientoplevet kvalitet og patientens behov og præferencer også sættes i centrum for beslutninger og aktiviteter. 

Særlige dilemmaer i ledelse af fælles beslutningstagning

Ledelse af fælles beslutningstagning adskiller sig fra almindelig forandringsledelse på grund af en række unikke dilemmaer. Et af disse er, hvordan effektive arbejdsgange kan forenes med individualiserede patientforløb. Ligeledes er det en udfordring at balancere faglig, evidensbaseret viden med patientens ønsker og livssituation. Der kan desuden opstå spændinger i forbindelse med forandringer i sundhedsprofessionelles identitet, når der gives mere plads til patienternes autonomi. Endelig er der spørgsmålet om tid: Hvordan skabes der rum til refleksion og dialog i et system, der er præget af hastighed og effektivitetskrav?

Ledelse af fælles beslutningstagning handler i høj grad om at forbinde tilsyneladende modsatrettede krav. 

Centrale ledelsesopgaver

Implementering af fælles beslutningstagning kræver, at man som leder sætter klare mål og kommunikerer tydeligt om formål og fordele ved fælles beslutningstagning. Man skal være villig til at udfordre eksisterende kultur og arbejdsgange, der ikke skaber reel værdi for patienterne. 

Ledere skal fremme tværfagligt samarbejde og sikre, at både patienter og pårørende klædes på til at deltage aktivt i beslutningsprocesser. Omsorgsarbejdet skal tillægges højere værdi i organisationen, der skal investeres i personalets kompetenceudvikling, og så skal der gives plads til faglig usikkerhed og til at tale om det, der er svært, fx oplevelsen af kontroltab.

En af de vanskeligste balanceakter er at forene kravet om effektivitet med behovet for tid til meningsfuld patientinddragelse. Ledere der formår at forbinde de forskellige krav og opgaver og udvise vedholdende og insisterende lederskab lykkes bedre med implementering af fælles beslutningstagning.

En kompleks men afgørende ledelsesopgave

Ledelse af fælles beslutningstagning er en kompleks men afgørende opgave i udviklingen af et moderne, patientcentreret sundhedsvæsen. Det kræver dedikerede ledere, der forstår deres rolle i at skabe kulturforandringer og nye balancer mellem traditionelle medicinske logikker og patienternes individuelle behov og præferencer. Ledelse af fælles beslutningstagning kan derfor ikke uddelegeres, men skal forankres på ledelsesniveau for at skabe varige forandringer, der kommer både patienter og sundhedsprofessionelle til gode.


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden