Gå til hovedindhold

Nyt materiale afmystificerer hospitalet, når en forælder er indlagt

​Hospitalet i børnehøjde: Gennem leg og dialog gør seks nye materialer hospitalet til et mindre fremmed og overvældende sted for børn med en syg forælder.​

1. oktober 2026

​Hvad er det, der bipper? Hvorfor har far en slange i armen? Og må jeg godt komme tæt på?

Når børn besøger en forælder eller en anden vigtig voksen på hospitalet, møder de mange nye lyde, lugte og indtryk. Det kan føles fremmed og overvældende. 

Derfor har Center for Patientinddragelse, sammen med OmSorg, Kræftens Bekæmpelse, udviklet Hospitalet i børnehøjde, der understøtter arbejdet med børn som pårørende på hospitalerne. For når en forælder er indlagt, har sundhedsprofessionelle og voksne en vigtig rolle i at skabe ro og give plads til spørgsmål og nysgerrighed.

Hospitalet i børnehøjde er en del af Region Hovedstadens indsats for børn som pårørende, hvor sundhedsprofessionelle får viden og kompetencer til at hjælpe familier med en alvorligt syg forælder.

På opdagelse på hospitalet

Hospitalet i børnehøjde består af en række materialer, der giver pårørende og sundhedsprofessionelle konkrete redskaber til at udforske hospitalsverdenen sammen med børn gennem leg, nærvær og samtale. 

Hospitalet i børnehøjde materialer

Materialerne består af: 

  • Børnebogen Pelle besøger far på hospitalet, hvor vi følger Pelle, som skal besøge sin far på hospitalet for første gang. Bogen giver eksempler på, hvad der kan føles overvældende for børn i mødet med hospitalet, og hvad der kan være med til at skabe ro.  

  • Vendespil, der går ud på at finde illustrationer af forskelligt hospitalsudstyr i par. Formålet med spillet er, at børn kan få et større kendskab til de ting, de kan møde på hospitalet gennem leg. 

  • Aktivitets- og malebog, der inviterer barnet ind i hospitalsverdenen gennem illustrationer, der kan farvelægges, og små opgaver, der på legende vis hjælper barnet med at finde kropslig ro og afmystificere hospitalet.

  • Samtale- og aktivitetskort med illustrationer af hospitalsudstyr på den ene side og tilhørende beskrivelser på den anden. På nogle kort er der også små aktiviteter, der kan laves på hospitalet eller derhjemme. Formålet med kortene er at åbne for samtaler om det, der fylder hos barnet og at give kendskab til hospitalsverdenen.

  • Animationsfilm om tre søskendes oplevelser med at besøge deres mor på hospitalet. Formålet med filmen er, at børn kan spejle sig i filmens karakterer, og at filmen dermed kan inspirere til samtaler om børns oplevelser i mødet med hospitalet.

  • Videoen Hospitalet set gennem børnenes øjne, hvor seks børn i alderen 5‑12 år, bliver præsenteret for forskelligt hospitalsudstyr og giver deres spontane reaktioner på dem. Formålet med filmen er at give indsigter i børns forestillingsverden, som kan inspirere dig til, hvordan du kan møde børn åbent og nysgerrigt.​

Ro på nervesystemet

Hospitalet i børnehøjde har til formål at afmystificere hospitalet og åbne for samtale på en legende måde. På tværs af materialerne får voksne også letforståelig viden om nervesystemet og inspiration til, hvordan nærvær og enkle aktiviteter kan hjælpe børn med at finde ro, når indtrykkene bliver mange.

Få fat i materialerne

Målgruppen for projektet er børn i alderen ca. 5-12 år og de voksne omkring dem. Materialerne kan bruges før, under og efter et hospitalsbesøg – eller derhjemme, selvom barnet ikke skal med på besøg.

Læs mere om materialerne og bestil dem via projektets hjemmeside ​

Materialerne er gratis for hospitalsafdelinger i Region Sjælland og Region Hovedstaden.  ​​


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden