LUP Somatik: 87 procent af patienterne er tilfredse
De fleste somatiske patienter er samlet set tilfredse med deres indlæggelse eller ambulante besøg på landets hospitaler i 2024. Samlet set er 87 procent tilfredse i høj eller meget høj grad, det er samme niveau som i LUP 2023.
Knap 95 procent af patienterne oplever i høj eller meget høj grad, at personalet er venligt og imødekommende. Det er det samme resultat som LUP 2023 og dermed fortsat det målepunkt, hvor der er højest tilfredshed.
Samtidig er der fortsat lavest tilfredshed med, om man som patient er med til at træffe beslutninger om undersøgelse og behandling i det omfang, man har behov for. Her angiver hver fjerde patient, at de kun i nogen grad, ringe grad eller slet ikke er med til dette.
Meget høj tilfredshed med radiologi
De radiologiske og præhospitale patienter er de mest tilfredse patienttyper i LUP. I begge tilfælde er 93 procent af patienterne samlet set tilfredse.
Hos de radiologiske patienter er der størst tilfredshed i forhold til, om personalet opleves som venligt og imødekommende og lavest tilfredshed i forhold til, om man som patient føler sig informeret om, hvordan man får resultaterne af undersøgelsen.
LUP Radiologi inkluderer patienter, der har været til planlagte besøg på en radiologisk afdeling på landets hospitaler, hvor de har fået foretaget en klinisk mammografi, MR-skanning, ultralydsskanning, CT-skanning eller en røntgenundersøgelse.
Se alle resultaterne fra LUP 2024