Gå til hovedindhold

​​​​​

Evaluering af farmaceuter i psykiatriske akutmodtagelser i Region Hovedstaden

​Farmaceuterne er kommet tættere på den kliniske hverdag og har bidraget med et fagligt løft for medicineringen af psykiatriske patienter. Det viser en ny kvalitativ evaluering af et satspuljeprojekt, hvor kliniske farmaceuter er blevet ansat i de psykiatriske akutmodtagelser for at foretage medicingennemgange med det formål at optimere patienternes medicin. Evalueringen er gennemført på vegne af Region Hovedstadens Psykiatri og Region Hovedstadens Apotek.

19. december 2017

Farmaceuter er et fagligt løft og en ekstra
ressource

På tværs af respondentgrupperne er der stor tilfredshed med den farmaceutiske funktion.

Indførelsen af farmaceuter i de psykiatriske akutmodtagelser, der gennemfører medicingennemgange, har været et ”fagligt løft” på det medicinske område og betydet et øget fokus på medicinering. Farmaceuterne udgør en ekstra ressource for lægerne. Medicinering er en opgave for lægerne, men farmaceuterne aflaster nu lægerne i løsningen af den. Udover at aflaste lægerne bidrager farmaceuterne også med specialistkompetencer om medicin, som ikke tidligere har været tilstede i akutmodtagelserne.

"Det er jo en meget kvalificeret varetagelse af opgaveglidning. Vi skal lave medicingennemgange. Vi har rigtig svært ved at få tid til det. Her er der nogle, der virkelig kan finde ud af det, som bare har gjort det for os". Klinikchef.

Far
maceuterne er kommet ud i den kliniske hverdag

Medarbejdere og klinikledere oplever det som positivt, at farmaceuterne, som en del af projektet, er kommet ud på de psykiatriske og ud i den kliniske hverdag. Det skaber større synlighed og tilgængelighed og dermed anvender medarbejderne i højere grad farmaceuterne.

"Jeg synes, at det er godt set, at farmaceuterne på den måde er kommet meget tættere på patienterne og ud i klinikken. De har jo siddet dér på sådant et eller andet langt væk samlet apotekshalløj [Region Hovedstadens medicininfo], som man da nok kunne ringe til, men det har jeg aldrig rigtig gjort. Så netop det med at få dem ud, hvor vi arbejder. Det synes jeg var godt". Læge.

Input til forbedringer af den farmaceutiske funktion

Selvom der er stor tilfredshed med den farmaceutiske funktion i de psykiatriske akutmodtagelser peger respondenterne også på forskellige barrierer for en optimal drift af den farmaceutiske funktion. Barriererne omfatter bl.a. at det kan være svært for farmaceuten og lægen at finde hinanden, når farmaceuten skal overlevere medicingennemgangen.

Evalueringen giver et kvalitativt indblik i den farmaceutiske funktion

Evalueringen giver et kvalitativt indblik i, hvordan den farmaceutiske funktion i de psykiatriske akutmodtagelser fungerer. Den primære opgave for farmaceuterne er at gennemføre medicingennemgange på patienter ud fra fem opstillede kriterier.

Formålet med evalueringen har været, at sætte fokus på, hvordan samarbejdet mellem farmaceuterne og de resterende medarbejdere i akutmodtagelserne har fungeret og hvordan patienterne oplever muligheden for at tale med en farmaceut. Derudover har et fokus i evalueringen været at identificere barrierer for den farmaceutiske funktion med det formål at give input til den videre drift.

Den farmaceutiske funktion er finansieret af satspuljemidler i perioden medio 2015 til ultimo 2017. Region Hovedstadens Psykiatri har besluttet at sætte projektet i drift og afsætter derfor midler til at ansættelse af fem farmaceuter.

Evalueringen omfatter farmaceuter, medarbejdere og klinikledere

I evalueringen indgår 18 respondenter fordelt på respondentgrupperne: Farmaceuter, medarbejdere i akutmodtagelserne og klinikchefer i akutmodtagelserne. Respondenterne er fordelt på tværs af de psykiatriske akutmodtagelser.

Data er indsamlet gennem gruppeinterview og observation af farmaceuternes arbejde i akutmodtagelserne.


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden