Enhed for Evaluering og Brugerinddragelse har udarbejdet et idékatalog om pårørendeinddragelse, som kan hjælpe afdelingerne i arbejdet med at få inddraget de pårørende i højere grad.
Idékataloget om pårørendeinddragelse er udviklet ud fra Region Hovedstadens politiske målsætning om, at patientens situation styrer forløbet. For bedre at kunne tage udgangspunkt i den enkelte patients situation og behov, skal pårørende i højere grad involveres i behandlingen.
Initiativerne er valgt ud fra kriteriet om, at de skal give konkrete værktøjer eller tips til, hvad de enkelte hospitalsafdelinger kan gøre i deres arbejde med pårørendeinddragelse, og at afdelingerne, som har implementeret initiativerne, har oplevet dem som succesfulde tiltag.
Hvilke typer af initiativer rummer idékataloget?
Initiativerne er udvalgt, så de rammer bredt. Idékataloget præsenterer initiativer, der er rettet mod patienters behandlingsforløb, mod pårørendes behov, mod udvikling af personale og med fokus på organisatoriske ændringer. Derudover har de fokus på forskellige dele af patientens forløb.
Idékataloget indeholder således initiativer, der håndterer problemstillinger omkring den første kontakt til de pårørende, løbende dialog og information under indlæggelsen samt samarbejde vedrørende udskrivelse og efterfølgende forløb.
Det indeholder initiativer, der kan implementeres på tværs af specialer og målgrupper, som fx forhold omkring fysiske rammer til pårørende, men også initiativer, der har til formål at dække specielle behov, som fx initiativer til forældre, der er pårørende til syge børn, unge, der er pårørende til en psykisk sårbar, samt efterladte pårørende efter et dødsfald præsenteres.
De fleste initiativer kan implementeres direkte i afdelingerne, mens nogle få omhandler gratis, eksterne tilbud, som afdelingen eller de pårørende kan gøre brug af.
Læs blandt andet om:
Care Partner – dørhænger med opgaver, som de pårørende kan ønske deltagelse i
Skiltning på afdelingen henvendt til pårørende – en lille indsats med stor signalværdi
Forventningsafstemningskort – lommekort til sygeplejersker med små fif til forventningsafstemning
Håbet er, at idékataloget kan bidrage til at øge pårørendes inddragelse og tilstedeværelse i forbindelse med behandling.