Som følge af Region Hovedstadens seneste års fokus på organisering af neurorehabilitering i regionen og en henvendelse fra Sundhedsstyrelsen, blev et tværregionalt arbejde igangsat for at få opdateret patientforløbsbeskrivelsen for patienter med rygmarvsskade, som erstatning for dokumentet ”Redegørelse for Para- og tetraplegi” fra Sundhedsstyrelsen fra 1994.
Opdateringen er baseret på den aktuelle viden på området og med det formål at sikre et ensartet sammenhængende og personcentreret patientforløb af høj kvalitet nationalt, samt at beskrive det tværsektorielle samarbejde med henblik på at skabe klarhed over ansvarsområder.
En arbejdsgruppe sammensat at klinikere fra Afdeling for Hjerne- og Rygmarvsskade, Rigshospitalet Glostrup og Vestdansk Center for Rygmarvsskade, Regionshospitalet Viborg har bidraget til opdateringen.
Patientforløbsbeskrivelsen sendes hermed i høring til relevante høringsparter med henblik på at indsamle relevante input og tilretning inden endelig publicering.
Høringsparter omfatter bl.a. Sundhedsstyrelsen, kliniske selskaber, patientforeninger, fagforeninger, sundhedsfaglige råd, KL og Danske Regioner. Patientforløbsbeskrivelsen er et første udkast, der efter endt høringsproces vil blive opdateret med layout og evt. nye socio-demografiske data m.m.
Høringsperiode og -proces
Frist for høringssvar d. 1. oktober 2026.
Efter endt høringsfase tilrettes patientforløbsbeskrivelse af arbejdsgruppen, og patientforløbsbeskrivelsen publiceres på hjemmesiderne for de højt specialiserede tilbud: Afdeling for Hjerne- og Rygmarvsskade, Rigshospitalet Glostrup og Vestdansk Center for Rygmarvsskade, Regionshospitalet Viborg.
Har du spørgsmål til høringen?