Punkter på dagsordenen
- Godkendelse af dagsorden
- Status på byggeriet af Mary Elizabeths Hospital
- Godkendelse af 2. kvartalsrapportering 2026 samt status på Nyt Hospital Nordsjælland
- Godkendelse af 2. kvartalsrapportering 2026, Nyt Hospital Bispebjerg
- FORTROLIG - Lukket punkt - Forskningsbevilling
- 3. økonomirapport 2026
- Status for overholdelse af udredningsretten for somatik og psykiatri
- Status for målopfyldelse af forløbstider i kræftpakker og maksimale ventetider
- Godkendelse af Movias vedtægter
- Fortsættelse af projektering af sporfornyelse af Hornbækbanen
- Generel orientering fra ledelsen
- Eventuelt
- Underskriftsark
Medlemmer
- Lars Gaardhøj
- Leila Lindén
- Nicolai Kampmann
- Susanne Due Kristensen
- Karin Friis Bach
- Christoffer Buster Reinhardt
- Line Ervolder
- Jacob Rosenberg
- Peter Westermann
- Finn Rudaizky
- Randi Mondorf
- Carsten Scheibye
- Tormod Olsen
- Marianne Frederik
- Kristine Kryger
1. Godkendelse af dagsorden
2. Status på byggeriet af Mary Elizabeths Hospital
INDSTILLING
Administrationen indstiller, at forretningsudvalget anbefaler over for regionsrådet:
- at orienteringen om status på Mary Elizabeths Hospital tages til efterretning.
BAGGRUND
Regionsrådet besluttede den 7. april 2026, at opfølgningen på regionens større byggeprojekter skal styrkes, blandt andet gennem fast rapportering til forretningsudvalget på hvert møde. Nærværende sag giver en status på byggeriet af Mary Elizabeths Hospital.
Der er som bilag vedlagt en samlet statuspakke med nøgletal, beskrivelser og illustrationer fra byggeriet i forhold til tid, kvalitet og økonomi. Bilag 1 er offentligt tilgængeligt, mens bilag 2 indeholder fortrolige oplysninger og behandles derfor som lukket materiale.
Direktør for Center for Ejendomme, Mogens Kornbo, deltager under punktet med oplæg.
SAGSFREMSTILLING
Byggeriet af Mary Elizabeths Hospital skrider overordnet set planmæssigt frem og fremdriften vurderes generelt som tilfredsstillende. Bygningen har nu sin endelige form, og særligt indvendigt sker der fortsat synlige fremskridt. Et eksempel er hospitalets atrium med den store spindeltrappe. Her støbes gulv og belægningen på selve trappen færdiggøres. Ligeledes arbejdes der med landskabet omkring det nye hospital, så også de ydre faciliteter kommer på plads.
Trods fremdriften er projektet fortsat præget af væsentlige udfordringer i koordineringen mellem særligt de tekniske installationer og de brandtekniske krav. Arbejdet med at sikre de nødvendige løsninger på disse områder er omfattende og kræver fortsat betydelige ressourcer fra både rådgivere og entreprenører.
De fortsatte udfordringer med samspillet mellem tekniske installationer, brandforhold samt et tidligere højt antal projektændringer har medført en forsinkelse på cirka to måneder. Forsinkelsen har i perioder vist sig at være større, men gennem en målrettet og koordineret indsats er forsinkelsen reduceret, så den aktuelt forventes fastholdt på cirka 2 måneder. Det betyder en forventet ibrugtagning af det nye hospital i 1. kvartal 2028. Den senere ibrugtagning er koordineret med Rigshospitalet. Projektet arbejder fortsat målrettet på at begrænse konsekvenserne af forsinkelsen - der er blandt andet etableret et tidsplanskontor, som skal styrke koordineringen af opfølgningsarbejder. Overordnet følger projektet udviklingen meget tæt.
Projektet har i løbet af sommeren været ramt af en større vandskade i forbindelse med udgravningsarbejderne til tunnel 1, som etableres mellem Mary Elizabeths Hospital og Sterilcentralen. Hændelsen har medført ekstraarbejder og behov for afhjælpende foranstaltninger, men håndteringen er iværksat, og konsekvenserne følges tæt.
Som følge af tidsplansforsinkelsen og de generelle udfordringer med de tekniske installationer og brandtekniske krav er projektets økonomi udfordret. Reserveniveauet vurderes på nuværende tidspunkt ligeledes at være kritisk, hvorfor udviklingen følges tæt af projektorganisationen.
Administrationen følger også udviklingen tæt og vil fortsat rapportere om tid, kvalitet og økonomi på de kommende møder i forretningsudvalget.
KONSEKVENSER
Hvis indstillingspunktet godkendes, vil orienteringen vedr. Mary Elizabeths Hospital være taget til efterretning.
POLITISK BESLUTNINGSPROCES
Sagen forelægges forretningsudvalget den 8. september 2026 og regionsrådet den 15. september 2026.
DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON
Anne Skriver Andersen / Mads Christian Nørgaard
JOURNALNUMMER
26069663
Bilag
Bilag 1: Bilag 1 FU rapportering sep 2026 Mary Elizabeths Hospital
3. Godkendelse af 2. kvartalsrapportering 2026 samt status på Nyt Hospital Nordsjælland
INDSTILLING
Administrationen indstiller, at forretningsudvalget anbefaler over for regionsrådet:
- at tage orientering om status for Nyt Hospital Nordsjælland til efterretning.
- at godkende kvartalsrapporten for det kvalitetsfondsfinansierede byggeri Nyt Hospital Nordsjælland (bilag 1-6).
BAGGRUND
Regionsrådet skal i henhold til retningslinjerne for kvalitetsfondsbyggerierne godkende kvartalsrapporteringen for Nyt Hospital Nordsjælland, inden rapporteringen sendes til Sundheds- og Kirkeministeriet. Samtidig besluttede regionsrådet den 7. april 2026 at styrke den politiske opfølgning på regionens større byggeprojekter, blandt andet gennem fast rapportering til forretningsudvalget på hvert møde.
På den baggrund forelægges status på Nyt Hospital Nordsjælland og kvartalsrapporteringen samlet. Bilag 1 og 2 indeholder den samlede opdaterede status på projektet. De efterfølgende bilag er vedlagt som supplerende bilag til brug for kvartalsrapporteringen til Sundheds- og Kirkeministeriet. Den samlede rapportering understøtter en mere ensartet og aktuel opfølgning til både forretningsudvalget og ministeriet og giver et samlet billede af projektets udvikling. Tilgangen er i tråd med ønsket om tættere politisk opfølgning samt anbefalinger fra det operationelle advisory board (OAB) og den løbende dialog med ministeriet.
Rapporteringen omfatter status for kvalitet, tid og økonomi i perioden 1. april 2026 til 30. juni 2026. Herudover indgår væsentlige udviklinger efter rapporteringsperiodens afslutning og frem til sagens forelæggelse.
Økonomistatus (bilag 2 og 3) og den uafhængige risikovurdering (bilag 4) er vedlagt som fortrolige bilag af hensyn til regionens økonomiske interesser.
Direktør for Center for Ejendomme, Mogens Kornbo, deltager under punktet med oplæg.
SAGSFREMSTILLING
Det forberedende regionsråd i Region Østdanmark godkendte den 16. juni 2026 et nyt konsolideret budget for Nyt Hospital Nordsjælland med et samlet merbehov på 3.148 mio. kr., herunder en bygherrereserve på 304 mio. kr. Administrationen har anmodet Sundheds- og Kirkeministeriet om udvidelse af projektets låneadgang.
Byggeriet af Nyt Hospital Nordsjælland er præget af høj aktivitet og fremdrift på flere områder. Installationer over loft på etage 0, 1 og 2 er stort set afsluttet bortset fra traumeområdet, som forventes færdiggjort i fjerde kvartal 2026. Der har i perioden været betydelig aktivitet i forhold til etablering af haveanlægget på etage 2, og slutapteringen i kapellet er påbegyndt. Derudover er montering af døre og inventar i hele operationsområdet afsluttet.
Fremdriften, der er opgjort til 81 pct. af det færdige projekt, er imidlertid 3 procentpoint lavere end forventet, og projektets styringsentreprenør, NCC, har i 2. kvartal 2026 varslet, at nye udfordringer med stor sandsynlighed kan medføre yderligere forsinkelse af projektet.
NCC oplyser, at årsagerne til forsinkelsen er, at det eksisterende tidsmæssige efterslæb på etage 2 og 3 ikke vurderes at kunne indhentes inden for den nuværende plan. Der er samtidig en forventning om udfordringer med idriftsættelse og integration af bygningens tekniske anlæg, herunder ventilation, belysning, indeklimastyring og adgangssystemer og de klinisk funktionelle systemer, der sørger for, at bygningen lever op til kliniske krav. Forventningen bygger på erfaringer fra KBA-området, som blev taget i brug tidligere i år, samt på erfaringer fra andre kvalitetsfondsprojekter, hvor der har været udfordringer med at regulere temperaturer og ventilation på sengestuerne. Endelig viser det sig flere steder at være nødvendigt at rette allerede udført arbejde som følge af ufuldstændigt projektmateriale.
Denne varsling er selvsagt i sig selv utilfredsstillende for regionen som bygherre. Administrationen har derfor iværksat granskninger af den varslede ændrede tidsplan, dens potentielle økonomiske konsekvenser og mulighederne for at håndtere disse inden for budgettet. Granskningerne foretages af eksterne eksperter. En samlet vurdering af forsinkelsens omfang og økonomiske konsekvenser ventes at foreligge i efteråret 2026. De angivne årsager til forsinkelsen analyseres herunder også nærmere.
Administrationen har samtidig igangsat en række initiativer, der skal identificere yderligere optimeringsmuligheder i den resterende del af projektet og sikre hurtig eksekvering på de problemer, der måtte opstå. Fokus er blandt andet rettet mod at reducere kompleksitet, herunder i størst muligt omfang at anvende standardiserede løsninger frem for mere komplekse design- og arkitektoniske løsninger.
Kvartalsrapporten for Nyt Hospital Nordsjælland viser også, at udfordringer med bygningsautomatikken, det vil sige de anlæg, som skal sikre, at tekniske installationer så som ventilation, lys, klima- og adgangssystemer spiller sammen, ikke kan afhjælpes uden at trække på bygherrereserven. Udfordringerne fremgik også af 1. kvartalsrapportering 2026, og projektet har længe arbejdet målrettet med at afklare og begrænse dem men vurderer nu, at der bliver behov for at trække på bygherrereserven for at håndtere udfordringerne. Forretningsudvalget skal godkende frigivelse af midler fra bygherrereserven, og administrationen forventer i løbet af efteråret 2026 at forelægge en sag med det formål.
På baggrund af de aktuelle tidsplansmæssige og tekniske udfordringer vurderes projektets samlede risikoniveau fortsat som højt set i forhold til de tilbageværende reserver. Administrationen forventer at kunne forelægge en samlet vurdering af projektets reviderede tidsplan, økonomi og reserver, når de igangværende analyser og granskninger er afsluttet i efteråret 2026.
Regionsrådet har herudover igangsat en ekstern undersøgelse af projektet Nyt Hospital Nordsjælland med bistand fra BDO og Kammeradvokaten (jf. sag til forretningsudvalget den 25. august 2026). Undersøgelsen skal belyse udviklingen i projektets økonomi, tidsplan og styring samt afdække mulighederne for eventuel ansvarsplacering og økonomisk kompensation, og forventes forelagt for forretningsudvalget i november 2026.
Ny projektdirektør og organisering
Siden kvartalsrapportens udarbejdelse er der sket væsentlige ledelsesmæssige ændringer på byggeprojektet, foranlediget af at projektdirektøren er gået på pension. En projektdirektør udlånt af NCC er indsat i stedet.
Valget af projektdirektør afspejler et ønske om, at NCC som hovedentreprenør påtager sig et mere aktivt medansvar for at få projektet godt i mål. Den nye projektdirektør får ansvar for eksekvering og herunder styring af tid og fremdrift og den daglige økonomistyring, men der er iværksat organisatoriske ændringer, der sikrer at NCC ikke kan give opgaver til sig selv. Der er foretaget en juridisk vurdering af, at denne model er holdbar.
Center for Ejendomme og NCC rykker desuden tættere sammen i en ny projektbestyrelse på toplederniveau for at understøtte, at et lederskifte på nuværende tidspunkt, hvor mange dele af byggeriet skal afsluttes og gøres klar til indflytning, ikke medfører usikkerhed eller tab af momentum.
Det bemærkes, at anbefalingerne i den uafhængige risikovurdering fra DTØ (Det Tredje Øje), jf. bilag 4 samt sammenfatningen i bilag 1, er udarbejdet med udgangspunkt i forholdene forud for de omtalte organisationsændringer.
Administrationen følger udviklingen tæt og vil fortsat orientere forretningsudvalget om udviklingen i projektets tid, kvalitet og økonomi på de kommende møder.
Revisionserklæring
Revisionen har ikke fundet forhold, som kan give anledning til kritik af kvartalsrapportens beskrivelse af projektets fremdrift, resterende forbrug samt risici knyttet til projektets fremdrift og færdiggørelse.
KONSEKVENSER
Hvis indstillingspunktet godkendes, vil forretningsudvalget overfor regionsrådet anbefale at 2. kvartalsrapportering 2026 vedr. Nyt Hospital Nordsjælland godkendes. Kvartalsrapporten sendes herefter til Sundheds- og Kirkeministeriet.
POLITISK BESLUTNINGSPROCES
Sagen forelægges forretningsudvalget den 8. september 2026 og regionsrådet den 15. september 2026.
DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON
Anne Skriver Andersen / Mads Christian Nørgaard
JOURNALNUMMER
26069662
Bilag
Bilag 1: Kvartalsrapport Q2 Åbent bilag NHN_17.08.26 (D16385896)
Bilag 5: Revisionserklæring Nordsjælland Q2 2026 (D16458300)
Bilag 6: Generelle principper NHN_20.08.2026 (D16427970)
4. Godkendelse af 2. kvartalsrapportering 2026, Nyt Hospital Bispebjerg
INDSTILLING
Administrationen indstiller, at forretningsudvalget anbefaler over for regionsrådet:
- at godkende kvartalsrapporten for det kvalitetsfondsfinansierede byggeri Nyt Hospital Bispebjerg (bilag 1 - 6).
BAGGRUND
Regionsrådet skal i henhold til retningslinjerne for kvalitetsfondsbyggerierne godkende kvartalsafrapportering for Nyt Hospital Bispebjerg, inden materialet bliver sendt til Sundheds- og Kirkeministeriet. Samtidig besluttede regionsrådet den 7. april 2026, at styrke den politiske opfølgning på regionens større byggeprojekter, blandt andet gennem fast rapportering til forretningsudvalget på hvert møde.
På den baggrund forelægges status på Nyt Hospital Bispebjerg og kvartalsrapporteringen samlet. Bilag 1 og 2 indeholder den samlede opdaterede status på projektet. De efterfølgende bilag er vedlagt som supplerende bilag til brug for kvartalsrapporteringen til Sundheds- og Kirkeministeriet. Den samlede rapportering understøtter en mere ensartet og aktuel opfølgning til både forretningsudvalget og ministeriet og giver et samlet billede af projektets udvikling. Tilgangen er i tråd med ønsket om tættere politisk opfølgning samt anbefalinger fra OAB og den løbende dialog med ministeriet.
Rapporteringen omfatter status for kvalitet, tid og økonomi i perioden 1. april 2026 til 30. juni 2026. Herudover indgår væsentlige udviklinger efter rapporteringsperiodens afslutning og frem til sagens forelæggelse.
Økonomistatus (bilag 2 og 3) og den uafhængige risikovurdering (bilag 4) er vedlagt som fortrolige bilag af hensyn til regionens økonomiske interesser.
Direktør for Center for Ejendomme, Mogens Kornbo, deltager under sagens behandling.
SAGSFREMSTILLING
Tidsplanen for akuthus-projektet er lige nu baseret på et overordnet estimat, da den endelige tidsplan først kan fastlægges, når de sidste entrepriser har været i udbud, og der er indgået kontrakter med entreprenørerne. Projektet ligger fortsat inden for det udmeldte tidsinterval for færdiggørelse af det samlede projekt i perioden 2030 - 2032. Akuthuset forventes afleveret og ibrugtaget i to etaper med aflevering af etape 1 ca. to år før den samlede aflevering og ibrugtagning.
Regionsrådet blev den 4. februar 2025 orienteret om, at der var behov for at forhøje byggeriets styrende budget med et foreløbigt estimat på ca. 1,75 mia. kr. (2026-prisniveau), da det ikke længere kunne gennemføres inden for det styrende budget. Som det fremgår af det lukkede bilag 2, så skal der hertil tillægges projektets udgifter til turnaround, som ikke er endeligt opgjort. Turnaround-udgifter er projektets direkte merudgifter som følge af ophævelsen af akuthusprojektets totalentreprisekontrakt med Rizzani de Eccher (RdE), og merudgifterne vil indgå i den igangværende voldgiftssag med RdE. Merbehovet skyldes blandt andet, at regionen som følge af ophævelse af kontrakten med RdE udbyder entrepriser (herunder tekniske installationer og aptering) i et nyt marked, hvor priserne er steget meget. Merbehovet og det endelige konsoliderede budget kendes dog først i 2027, når der er indgået aftale med en entreprenør, og denne har færdigprojekteret.
Projektet har identificeret en række fejl og mangler i det af RdE opførte råhus, herunder fejl og mangler på søjler, som RdE skulle have udbedret som en del af aftaleforholdet. Projektmaterialet har også vist sig væsentligt mere mangel- og fejlfuldt end forventet, hvorfor det har været nødvendigt at oprette projektmaterialet, så der sikres et bygbart design, der opfylder projektets kravspecifikationer, så der kan afleveres et fuldt funktionelt akuthus. Regionsrådet blev senest orienteret om dette i kvartalsrapporten for 1. kvartal 2026 på regionsrådsmødet den 2. juni 2026. Disse fejl og mangler vil blive udbedret af bygherre, og entreprisearbejderne forventes gennemført i 2026 og 2027.
Det forventes, at der i efteråret 2026 er et samlet overblik over fejl og mangler i de dele af råhuset, som er opført af RdE, herunder fejl på søjlerne og udfordringer med loftshøjden. I løbet af efteråret 2026 genestimeres de samlede konsekvenser af turnaround i forhold til økonomi og tidsplan. Når de samlede udgifter er endeligt opgjort, skal regionsrådet tage stilling til finansieringen i en kommende sag.
Administrationen er løbende i dialog med Sundheds- og Kirkeministeriet (SKIM) om mulig lånefinansiering af merbehovet. Det er en forudsætning for ministeriets behandling af en ny låneanmodning, at regionens operationelle advisory board (OAB) gennemgår projektets konsoliderede budget. Projektet har først et reelt konsolideret budget, når der er indgået aftale med en entreprenør for teknik og aptering på akuthus-projektet i 2027 og entreprenøren efterfølgende har færdigprojekteret. Herefter udestår kun mindre entrepriser, herunder vedr. landskab. Når det konsoliderede budget foreligger, vil regionsrådet i Region Østdanmark skulle godkende, at en ny låneanmodning sendes til SKIM.
Revisionserklæring
Revisionen har ikke fundet forhold, som kan give anledning til kritik af kvartalsrapportens beskrivelse af projektets fremdrift, resterende forbrug samt risici knyttet til projektets fremdrift og færdiggørelse.
KONSEKVENSER
Hvis indstillingspunktet godkendes, vil forretningsudvalget overfor regionsrådet anbefale at 2. kvartalsrapportering 2026 vedr. Nyt Hospital Bispebjerg godkendes. Kvartalsrapporten sendes herefter til Sundheds- og Kirkeministeriet.
POLITISK BESLUTNINGSPROCES
Sagen forelægges forretningsudvalget den 8. september 2026 og regionsrådet den 15. september 2026.
DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON
Anne Skriver Andersen / Mads Christian Nørgaard
JOURNALNUMMER
26066486
Bilag
Bilag 1: 2. kvartalsrapport 2026 Nyt Hospital Bispebjerg
Bilag 5: Revisionserklæring 2. kvartal 2026 Nyt Hospital Bispebjerg
Bilag 6: Generelle principper Nyt Hospital Bispebjerg
5. FORTROLIG - Lukket punkt - Forskningsbevilling
6. 3. økonomirapport 2026
INDSTILLING
Administrationen indstiller, at forretningsudvalget anbefaler over for regionsrådet:
- at indfri leasinggæld for 95 mio. kr. Dette vil frigive 15 mio. kr. årligt i de kommende år til finansiering af ny låneoptagelse vedr. Nyt Hospital Nordsjælland.
- at regionsrådet tager til efterretning, at den nye låneoptagelse vedr. Nyt Hospital Nordsjælland herefter er fuldt finansieret i 2027 og overslagsår uden disponering af effektiviseringsgevinsterne på Nordsjællands Hospital.
- at afsætte 73 mio. kr. til IT, løsøre og klargøring af bygninger i forbindelse med opgaveflyt fra kommunerne.
Region Sjælland varetager tilsvarende udgifter i deres område.
- at afsætte 13,5 mio. kr. i anlægsmidler til etablering og tilpasning af de fysiske rammer i de bygninger, som regionen overtager fra kommunerne i forbindelse med opgaveflyttet.
Region Sjælland varetager tilsvarende udgifter i deres område.
- at fortsætte mandat til administrationen fra 2. økonomirapport 2026 omkring bemyndigelse til at gennemføre konsolidering inden for udgiftsrammen mhp. at lette udgiftspresset i de kommende år.
- at 3. økonomirapport 2026, herunder bevillingsændringerne i kapitel 6, godkendes.
BAGGRUND
Region Hovedstadens forventede årsresultat bliver fremlagt i økonomirapporterne fire gange om året. Samtidig med dette søger administrationen om godkendelse af bevillingsændringer.
Centerdirektør i Center for Økonomi, Jens Buch Nielsen deltager under punktet.
SAGSFREMSTILLING
Prognosen for 2026 viser, at regionen forventer et mindreforbrug i forhold til budgetrammen og udgiftsrammen. Det opnås primært ved, at en række udgifter blev afholdt i 2025, herunder fremrykkede medicinindkøb, indfrielse af leasinggæld og genforsikret tjenestemandspensioner. Derudover forventes et lavere medicinforbrug på hospitalerne i 2026 end budgetteret.
Det forventede mindreforbrug betyder imidlertid ikke, at der er økonomisk råderum til at igangsætte nye projekter. Regionens samlede økonomi er under pres fra en række sider og det økonomiske råderum er et centralt og nødvendigt værktøj i håndteringen af disse udfordringer.
Udfordringerne omfatter blandt andet stigende udgifter til byggeriet af Nyt Hospital Nordsjælland samt de kommende udgifter til indflytning i de nye bygninger på både Nyt Hospital Nordsjælland og Mary Elizabeths Hospital.
I forhold til merudgifterne til byggeriet af Nyt Hospital Nordsjælland er der nu afsendt låneansøgning til staten. Med indstillingen om indfrielse af leasinggæld i denne økonomirapport sikres fuld finansiering inden for Region Hovedstadens driftsøkonomi af forventede merudgifter til låneudvidelsen i de kommende år uden inddragelse af effektiviseringskravene på Nordsjællands Hospital.
Der er desuden usikkerhed om finansieringen af merudgifter til lønudgifter på baggrund af EU-afgørelse om overarbejdsbetaling til deltidsansatte. Afgørelsen betyder, at deltidsansatte skal have overarbejdstillæg for al merarbejde ud over deres aftalte arbejdstid, og ikke først for timer ud over 37 timer om ugen. Dette medfører stigende udgifter og efterregulering vedr. overarbejde fra tidligere år. Samtidig kan en ny dom om minimumsgrænser for erstatninger i forhold til arbejdsskadelovgivningen ligeledes medføre et væsentligt udgiftspres for regionen.
Endelig ventes sundhedsreformen og overgangen til Region Østdanmark at medføre en række udgifter til f.eks. omlægning af it-systemer, organisationsændringer og overtagelse af opgaver fra kommunerne. Fusionen med Region Sjælland er en kolossal opgave, der kræver mange ressourcer. Selvom Region Hovedstaden er tilført godt 100 mio. kr. til arbejdet i 2026, er det faktiske udgiftsniveau fortsat usikkert. Udgifterne til dannelse af Region Østdanmark vil fortsætte ind i 2027. Dette gælder ikke mindst it-området, hvor der fortsat pågår analyser af de økonomiske konsekvenser ved reformen.
Situationen i Mellemøsten kan også medføre et væsentligt pres på regionens økonomi gennem stigende energipriser. Konsekvenserne har indtil videre været begrænsede, men udviklingen følges løbende.
Indstillingerne i denne økonomirapport fokuserer derfor primært på håndtering af de kommende udfordringer.
Budgetrammen
3. økonomirapport 2026 viser et forventet mindreforbrug på 285 mio. kr. i forhold til budgettet før nye politiske dispositioner. Afvigelserne i forhold til budget er opsummeret i nedenstående tabel (minus = mindreforbrug i forhold til budgettet):
De væsentligste ændringer i forhold til driftsprognosen er:
- Øvrige områder
Udviklingen i forsyningsudgifterne har ikke været så voldsom som frygtet og ca. 85 mio. kr., som tidligere var målrettet disse udgifter, kan indgå i regionens samlede råderum. Endvidere frigives regionens resterende budgetreserve på ca. 87 mio. kr., da der ikke ses tegn på nye uforudsete udgiftspres i indeværende år.
Prognosen er beskrevet nærmere i økonomirapporten.
Aktivitet
Administrationen og hospitalerne har løbende dialog om hospitalernes aktivitet, herunder andelen som kan tilskrives omlægning af behandling inden for den værdibaserede tilgang og fremtidens ambulatorium. Dialogen understøtter værdibaseret sundhed, god ressourceudnyttelse og værdi for patienten.
Ved 2. økonomirapport har hospitalerne et aktivitetsbudget på 28,1 mia. i DRG-værdi (DRG er et mål for præsteret aktivitet, og DRG-taksten repræsenterer den nationale gennemsnitlige udgift ved en given behandling). Prognosen for aktiviteten i 2026 viser aktuelt en samlet mindreaktivitet på 1,2 mia. i DRG-værdi i forhold til budgettet, svarende til 4,2 procent.
Status vedr. aktivitet er uddybet i økonomirapporten afsnit 2.2.2 Aktivitet samt under de respektive bevillingsområder i kapitel 3.
Anbefaling til dispositioner
På baggrund af blandt andet møde i budgetforligskredsen den 27. august 2026 foreslås følgende dispositioner:
- Indfrielse af leasinggæld
Regionsrådet i Region Hovedstaden besluttede på møde den 5. maj 2026, at udvidelsen af lånet til byggeriet af Nyt Hospital Nordsjælland ikke skal finansieres via de forventede effektiviseringsgevinster på Nordsjællands Hospital og Nyt Hospital Nordsjælland. De forventede effektiviseringsgevinster udgør op til i alt 57,5 mio. kr. frem til 2030. Administrationen i Region Hovedstaden er derfor blevet pålagt at finde alternative finansieringskilder til låneudvidelsen.
Der blev taget hul på denne udfordring ved 2. økonomirapport, hvor der blev vedtaget en finansieringspakke til Nyt Hospital Nordsjælland. Pakken omfatter blandt andet indfrielse af leasinggæld og fremrykning af medicinindkøb.
I forbindelse med 3. økonomirapport anbefaler administrationen, at der afsættes yderligere 95 mio. kr. til indfrielse af leasinggæld. Dette vil frigøre ca. 15 mio. kr. årligt i de kommende år, som kan indgå i finansieringen af den øgede låneramme. Dermed sikres fuld finansiering af det nye lån i de kommende år uden anvendelse af effektiviseringsgevinsterne. Den samlede finansieringsmodel for låneudvidelsen er uddybet nedenfor. Udgiften finansieres af regionens generelle råderum.
- Opgaveflyt fra kommunerne
I forbindelse med forberedelserne til opgaveflyttet vil der i 2026 være nødvendige udgifter til klargøring af bygninger, etablering af IT og anskaffelse af løsøre med henblik på at sikre sikker drift i overgangen.
Administrationen anbefaler, at der i forbindelse med 3. økonomirapport afsættes 73 mio. kr.
Udgiften i Region Hovedstaden finansieres af regionens generelle råderum.
Region Sjælland varetager tilsvarende udgifter i deres område.
- Anlægsmidler til etablering af medicinrum og tilpasning af fysiske rammer i forbindelse med opgaveflyt fra kommunerne
Der er behov for anlægsmidler til etablering og tilpasning af de fysiske rammer i forbindelse med overtagelsen af opgaver fra kommunerne. For Region Hovedstaden er behovet opgjort til 13,5 mio. kr. til bl.a. etablering af låse, brandsikring, skiltning, tilpasning af lokaler og etablering af ladestationer til akutsygeplejens biler m.v. Bevillingen foreslås finansieret af anlægsreserven.
Region Sjælland varetager tilsvarende udgifter i deres område.
- Fortsat mandat til administrationen med henblik på økonomistyring inden for udgiftsrammen
I forlængelse af bemyndigelse ved 2. økonomirapport bemyndiges Koncerndirektionen fortsat til at gennemføre yderligere konsoliderende tiltag såsom fremrykning af (medicin)indkøb, indfrielse af leasinggæld eller genforsikring af tjenestemandspensioner for i alt op til ca. 300 mio. kr. Formålet er at sikre det økonomiske råderum i 2027 og frem med henblik på at håndtere forventede udgiftspres, herunder blandt andet flytteudgifter i forbindelse med Nyt Hospital Nordsjælland. Bemyndigelsen betinges af, at der er økonomisk råderum, og at regionens udgiftsloft overholdes.
Hospitaler
Hospitalerne forventer at overholde deres budgetrammer i år. Eventuelt mindreforbrug på hospitalerne indgår i overvejelserne omkring overførsel til 2027.
Region Hovedstaden er i 2026 tilført nye midler som led i akutplanen for børne- og ungdomspsykiatrien og 10-årsplanen for psykiatrien. Regionsrådet besluttede den 1. september 2026 at disponere 48 mio. kr. til styrkelse af sikkerheden i psykiatrien.
Der forventes et mindreforbrug på akutplansmidlerne i 2026, og der arbejdes med flere muligheder for anvendelse af de resterende midler.
Opfølgning på midler vedr. ventelisteafvikling i 2025
I 2025 blev der udmøntet i alt 63 mio. kr. til ekstra aktivitet ad to omgange. Med denne status følges op på hospitalernes igangsatte aktivitet som følge af udmøntningen i 2025.
Med Budgetaftalen 2026 blev der desuden afsat 10,2 mio. kr. i 2026 og i alt 15,3 mio. kr. fra 2027 og varigt til at nedbringe ventetider og øge operationskapaciteten, herunder til akutte operationer. Udmøntningen af midlerne til konkrete 2-3-årige initiativer, med opstart i hhv. 2026 og 2027, blev besluttet af forretningsudvalget den 24. marts 2026 og regionsrådet den 7. april 2026. Der bliver fulgt op på denne udmøntning primo 2027 og ultimo 2028.
Den gennemsnitlige ventetid til behandling har generelt været faldende de foregående år, mens den i første halvår 2026 har ligget på niveau med samme periode i 2025. I juli 2026 var den gennemsnitlige ventetid til behandling på 25 dage, mens den i juli 2025 var på 24 dage.
Når der udelukkende ses på den gennemsnitlige ventetid til operationer, har ventetiden ligeledes været faldende de foregående år. I starten af 2026 ses også et fald i ventetiden i forhold til samme periode i 2025. I juni 2026 var den gennemsnitlige ventetid til operationer på 39 dage, hvorimod den i juni 2025 var på 42 dage. Her er der altså sket en forbedring med tre dage kortere gennemsnitlig ventetid til operationer.
Overordnet set har de igangsatte tiltag haft den ønskede effekt på ventetiden. Hovedparten af den planlagte meraktivitet er afviklet. Med midlerne udmøntet i forbindelse med 3. økonomirapport 2025, har hospitalerne på nuværende tidspunkt udredt og/eller behandlet ca. 4.700 patienter ved meraktiviteterne. Det er flere end de forventede ca. 4.300 patienter, som hospitalerne meldte ind ved opstart af meraktiviteterne.
Opfølgningen er beskrevet nærmere i Bilag 2 - Status på ventelisteafvikling.
Finansiering af låneudvidelse - Nyt Nordsjællands Hospital
Før sommerferien fremlagde administrationen forslag til finansiering af kommende ny låneoptagelse vedr. byggeriet af Nyt Hospital Nordsjælland. Merudgifterne blev estimeret til 129,8 mio. kr. i 2027 stigende til 147,9 mio. kr. i de efterfølgende år.
Finansieringsforslaget indebar bl.a. indfrielse af leasinggæld, fremrykning af medicinindkøb, udnyttelse af råderum vedr. medicinforbrug på regionens fællesområde samt inddragelse af kommende effektiviseringsgevinster på Nyt Hospital Nordsjælland.
Regionsrådet i Region Hovedstaden har på møde d. 5. maj 2026 afvist finansiering via effektiviseringsgevinster på Nordsjællands Hospital svarende til i alt op til 57,5 mio. kr. i 2030. Administrationen i Region Hovedstaden blev derfor pålagt at finde alternativer til dette.
Ved 2. økonomirapport vedtog regionsrådet i den forbindelse at indfri leasinggæld for 32,4 mio. kr. med henblik på delvis alternativ finansiering af låneudvidelsen. Dertil blev der i 2. økonomirapport truffet beslutning om fremrykning af medicinindkøb for 150 mio. kr. med henblik på indflytningsudgifter.
I forbindelse med 3. økonomirapport indstilles yderligere indfrielse af leasinggæld for i alt 95 mio. kr.
Samlet giver de to indfrielser af leasinggæld samt 33,3 mio. kr. af det fremrykkede medicinindkøb balance således at effektiviseringsgevinsterne ikke indgår i finansieringen af låneudvidelsen på Nyt Nordsjællands Hospital.
Social- og specialundervisningsområdet samt regional udvikling
Social- og specialundervisningsområdet forventes at overholde budgettet. Området hviler økonomisk i sig selv over tid, og er fuldt finansieret af kommunal takstbetaling.
På det regionale udviklingsområde forventes et merforbrug på ca. 9,5 mio. kr. Merforbruget kan altovervejende henføres til planlagte projektudskydelser fra årene 2022-2025 og kan derfor finansieres af tilsvarende mindreforbrug i disse år. Samlet ligger de forventede driftsudgifter 68 mio. kr. under udgiftsloftet. Det forventede mindreforbrug i forhold til udgiftsloftet, der kun omfatter driftsudgifterne, skal ses i sammenhæng med, at det regionale udviklingsområde derudover også afholder en anlægsudgift på 92 mio. kr. i 2026 til etablering af Hovedstadens Letbane.
Det forventes, at det akkumulerede overskud ultimo 2026 udgør ca. 72 mio. kr. Det akkumulerede overskud indgår i arbejdet med at håndtere de kommende budgetreduktioner som følge af sundhedsreformen.
Nærhedsfinansiering
I forbindelse med økonomiaftalen for 2026 er det aftalt, at nærhedsfinansiering afvikles som styringsmodel samt at der - i lighed med tidligere år - ikke foretages økonomisk efterregulering ved evt. manglende målopfyldelse i 2025.
Likviditet
Administrationen følger regionens likviditet. Regionens likviditet efter kassekreditreglen skønnes til 4,2 mia. kr. efter 3. kvartal 2026 og opfylder dermed budgetlovens krav på 1,95 mia. kr. (1.000 kr. pr. indbygger). Heri indgår endnu ubrugte eksterne forskningsmidler svarende til ca. 2,5 mia. kr.
Likviditeten er forværret i forhold til tidligere som følge af forventet merforbrug på byggeriet af Nyt Hospital Nordsjælland, hvor regionen er i dialog med Sundheds- og Kirkeministeriet omkring låneadgang til dækning af merudgifterne. Denne prognose forudsætter at låneadgangen etableres.
Se i øvrigt afsnit 2.1.4. Likviditet.
Udgifts- og anlægsloft
Regionens aktuelle råderum ift. udgiftsloftet inkl. dispositionerne i sagens indstillinger viser et råderum på ca. 43 mio. kr. Det forventede råderum består bl.a. af det forventede mindreforbrug på 285 mio. kr. (beskrevet ovenfor), nye dispositioner svarende til i alt 168 mio. kr. samt forventede nettooverførsler på 25 mio. kr. fra anlæg til drift.
De forventede overførsler til 2027 forventes foreløbig at ligge på niveau med overførslerne ind i året svarende til ca. 896 mio. kr. (sundhed, drift).
På investeringsområdet (eksklusiv kvalitetsfondsprojekter) ventes udgifterne foreløbig at ligge ca. 52,6 mio. kr. over det aftalte niveau for 2026. Hovedparten af overskridelsen kan tilskrives tidsforskydning af byggeprojekter, herunder Mary Elizabeth Hospital. Overskridelsen er mindre end forventet ved 2. økonomirapport grundet mindre aktivitet end forventet vedr. renoveringsplanen.
Nye regler vedr. afgrænsning mellem drifts- og anlægsudgifter kan påvirke balancen mellem de to rammer frem mod regnskabsafslutning.
Se i øvrigt afsnit 2.6 Udgifts- og anlægsloft.
KONSEKVENSER
Godkendes indstillingens pkt. 1 indfries leasinggæld for i alt 95 mio. kr. finansieret af regionens generelle råderum. Besparelsen på ca. 15 mio. kr. årligt indgår i finansieringen af låneudvidelsen vedr. Nyt Hospital Nordsjælland.
Der er ingen konsekvens af indstillingens pkt. 2.
Godkendes indstillingens pkt. 3 afsættes 73 mio. kr. af regionens generelle råderum til IT, løsøre og klargøring af bygninger m.v. i forbindelse med opgaveflyt fra kommunerne. Midlerne fordeles forholdsvist mellem regionens relevante hospitaler og virksomheder som en ramme til håndtering af merudgifterne.
Godkendes indstillingens pkt. 4 disponeres i alt 13,5 mio. kr. til diverse tilpasning af bygninger finansieret af anlægsreserven.
Godkendes indstillingens pkt. 5 fortsætter administrationens mandat fra 2. økonomirapport omkring bemyndigelse til yderligere konsolidering inden for udgiftsrammen.
Godkendes indstillingens pkt. 6 tilpasses den økonomiske ramme for bevillingsområderne, så bevillingerne er afstemt med opgaveændringerne.
RISIKOVURDERING
Følgende risici skal fremhæves:
Overarbejdsbetaling til deltidsansatte
Afgørelse i faglig voldgift på baggrund af EU-regler medfører øget honorering af deltidsansattes overarbejde. Der er hensat midler til efterbetaling i regnskab 2025, men det er uklart hvad den endelige efterbetaling udgør og tidsrammen for det.
Minimumsgrænse vedr. erstatning for arbejdsskader
Ny højesteretsdom ændrer på praksis vedr. minimumsgrænse for arbejdsskader. Dommen ventes at medføre genoptagelse af en lang række sager og kan medføre væsentligt udgiftpres for regionen.
Mellemregionale indtægter
Der er usikkerhed i prognosen for dette område. Området er erfaringsmæssigt præget af væsentlige udsving.
Sundhedsreformen
Sammenlægningen i Region Østdanmark og opgaveflyttet fra kommunerne indebærer en række udgifter, som endnu ikke er fuldt belyst. Dette omfatter ikke mindst udgifter til sammenlægning og konsolidering af IT-systemer.
ØKONOMI
Administrationen søger om en række bevillingsændringer, der er nærmere specificeret i Kapitel 6: Bevillingsændringer og øvrige oversigter.
Udover de tiltag, der er beskrevet under "Anbefaling til dispositioner" ovenfor,
drejer disse ændringer sig om teknisk betinget:
- Budgetomplaceringer mellem hospitalerne.
- Omplaceringer mellem sundhedsvæsenets konto for fælles driftsudgifter og hospitalerne.
- Omplaceringer mellem hospitalerne og koncerncentre.
- Overførsel af midler fra sundhedsvæsenets driftsramme til investeringsbudgettet. I alt overføres netto 0,0 mio. kr. til investeringsbudgettet.
- Rebudgettering med netto 48,0 mio. kr. af kvalitetsfondsprojekterne på investeringsbudgettet, så budgettet svarer til det nu forventede forbrug.
- Korrektioner på 4,2 mio. kr. i 2026 vedr. øvrige investeringsprojekter.
Initiativerne under "Anbefaling til dispositioner" indarbejdes teknisk i regionens bevillingssystem i forbindelse med 4. økonomirapport 2026.
Varige bevillingsændringer er anført med beløbet for både 2026 og 2027 i Kapitel 6: Bevillingsændringer og øvrige oversigter.
POLITISK BESLUTNINGSPROCES
Sagen forelægges forretningsudvalget den 8. september 2026 og regionsrådet den 15. september 2026.
Det forberedende regionsråd skal i henhold til "Bekendtgørelse om regulering af væsentlige økonomiske dispositioner i Region Sjælland og Region Hovedstaden i 2025 og 2026" af 28. november 2025 godkende væsentlige økonomiske beslutninger i de eksisterende regioner samt orienteres om den økonomiske udvikling. Administrationen vil derfor fremsende denne økonomirapport til behandling i det forberedende regionsråd umiddelbart efter behandling i Region Hovedstadens regionsråd.
Dispositioner der skal godkendes af det forberedende regionsråd omfatter anlægsbevillinger over 20 mio. kr., tillægsbevillinger på over 10 pct., afhændelse af aktiver over 20 mio. kr., indgåelse af leje og leasingkontrakter der kan sidestilles med anlægsvirksomhed samt indgåelse af kontrakter på over 35 mio. kr. Administrationen fremhæver dispositioner der falder inden for denne definition i denne økonomirapport.
DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON
Jens Buch Nielsen / Pernille Møller Pedersen
JOURNALNUMMER
26048944
Bilag
Bilag 1: 3. økonomirapport 2026
Bilag 2: 3. økonomirapport 2026 - Bilag 2 - Status på ventelisteafvikling
7. Status for overholdelse af udredningsretten for somatik og psykiatri
INDSTILLING
Administrationen indstiller til forretningsudvalget:
- at drøfte status for hospitalernes overholdelse af udredningsretten for somatik og psykiatri.
BAGGRUND
Overholdelse af udredningsretten er et regionalt udviklingsmål i Region Hovedstaden, som er besluttet i forlængelse af regionsrådets arbejde med værdibaseret sundhed. Forretningsudvalget vedtog i juni 2020 et delmål om, at 70 % af patienterne skal være udredt inden for 30 dage, og at udredningsretten skal være overholdt for 95 % af patienterne.
Der er en større andel udredningsforløb, som overholder udredningsretten end andelen af udredningsforløb, som er afsluttet inden for 30 dage. Dette da et udredningsforløb godt kan overholde udredningsretten, selvom patienten færdigudredes efter 30 dage, hvis der f.eks. er faglige årsager til senere færdigudredning eller patienten selv ønsker at vente længere tid.
I den regionale psykiatriplan 2025 og frem, er der hertil vedtaget et særligt delmål for børne- og ungdomspsykiatrien om, at udredningsretten bliver overholdt for 50 % af patientforløbene inden udgangen af 2025.
Forretningsudvalget forelægges med denne sag den månedlige status for regionens overholdelse af udredningsretten for somatik og psykiatri. Sagen er opdateret med nye tal for udredningsretten, og der er overordnet set derfor kun få ændringer i forhold til seneste status.
SAGSFREMSTILLING
Udviklingen i regionens overholdelse af udredningsretten bliver fulgt tæt både på politisk og administrativt niveau. Direktionerne på hospitalerne følger området tæt, og der arbejdes systematisk på at afhjælpe udfordringer samt at sikre en optimal udnyttelse og tilpasning af kapaciteten. Derudover er der et særligt fokus på at robustgøre kapaciteten til operationsområdet, opgaveflytning mellem faggrupper samt rekruttering og fastholdelse af personale. Dette fokus understøtter et målrettet og systematisk arbejde med at sikre, at patienter i Region Hovedstaden tilbydes hurtig udredning og behandling.
Ny patientrettighed i børne- og ungdomspsykiatrien
Pr. 1. januar 2026 er udrednings- og behandlingsretten samlet i én samlet patientrettighed for børn og unge i børne- og ungdomspsykiatrien. Dette indebærer at 1) børn og unges udredningsforløb skal være påbegyndt senest 30 dage efter henvisning (1. udredningssamtale) og 2) børn og unge skal være endeligt udredt og opstartet behandling senest 60 dage efter henvisning.
I regi af Sundhedsdatastyrelsen er der nedsat en teknisk gruppe, hvor alle regioner er repræsenteret, der arbejder på udviklingen af en ny monitoreringsmodel for denne rettighed. I overgangsfasen frem mod implementeringen af
denne model, rapporteres der fortsat separat på overholdelse af den gamle
udredningsret og andel udredt inden for 30 dage. Fremadrettet, når en monitoreringsmodel er implementeret, vil overholdelsen i børne- og ungdomspsykiatrien blive afrapporteret i en samlet rettighed.
Udviklingen i overholdelse af udredningsretten
Af nedenstående tabel 1 fremgår udviklingen i overholdelse af udredningsretten fra februar 2026 til og med juli 2026, sammenholdt med de politiske mål for udredningsretten. Af vedlagte bilag er mere detaljerede dataopgørelser og beskrivelser om udredningsretten. Af bilag 1 fremgår grafer over overholdelse af udredningsretten i somatik og psykiatri. Af bilag 2 fremgår antal visiterede henvisninger i børne- og ungdomspsykiatrien fra januar 2021 til juli 2026. Henvisningerne dækker over patienter godkendt til henvisning til børne- og ungdomspsykiatrien inklusive private aktører.
Sundhedsdatastyrelsen offentliggør løbende data på forskellige indikatorer vedrørende sundhedsvæsenet, herunder udredningsforløb på hospitalerne, hvor det er muligt at se data opgjort på regionalt niveau. Data kan tilgås her.
Overholdelse af udredningsretten i juli 2026 sammenholdt med det politiske mål er, som følger:
- I somatikken ligger overholdelsen af udredningsretten under målsætningen
- I voksenpsykiatrien ligger overholdelse af udredningsretten over målsætningen
- I børne- og ungdomspsykiatrien ligger overholdelsen af udredningsretten væsentligt under målsætningen
Tallene for udredningsretten for henholdsvis somatikken, voksenpsykiatrien og børne- og ungdomspsykiatrien i juli 2026 kommenteres nedenfor.
Somatik
I juli 2026 blev udredningsretten overholdt for 87 % af patienterne i somatikken, og 68% af patienterne blev udredt inden for 30 dage. Overholdelsen af udredningsretten er på niveau med de foregående måneder, mens andel udredte inden for 30 dage, er steget i forhold til de foregående måneder.
Voksenpsykiatri
I juli 2026 blev udredningsretten overholdt for 100 % af patienterne i voksenpsykiatrien, og 96 % af patienterne blev udredt inden for 30 dage. Dette er på niveau med de foregående måneder.
Børne- og ungdomspsykiatri
I juli 2026 var udredningsretten overholdt for 24 % af patienterne i børne- og ungdomspsykiatrien, og 12 % af patienterne blev udredt inden for 30 dage. Dette er en lidt højere overholdelse end de foregående måneder. Det skal dog bemærkes at data er trukket den 10. august, og der derfor kan komme efterregistreringer.
Antallet af nyhenviste patienter samt et stigende antal behandlingspatienter er en udfordring for overholdelsen af udredningsretten. Der ses ligeledes en stigning i antallet af patienter henvist fra andre regioner. I 2025 var 7,3% af henvisningerne i Region Hovedstaden fra andre regioner. I 2026 (til og med uge 32) er andelen 11%.
Antallet af patienter, som benytter frit sygehusvalg og behandles i en anden region end deres bopælsregion, kan desværre ikke opgøres med tilstrækkelig datamæssig sikkerhed. Det kræver anvendelse af centrale registerdata, som er afhængig af registreringspraksis og datakvalitet på tværs af regionerne. Datakvaliteten vurderes på nuværende tidspunkt at være for usikker. Det er et opmærksomhedspunkt og en udfordring, der skal løses nationalt.
I juli 2026 var den gennemsnitlige udredningslængde i børne- og ungdomspsykiatrien på 106 dage. Til sammenligning lå den i august/september 2024 på omkring 113 dage.
Arbejdet med at styrke overholdelsen af udredningsretten i Børne- og Ungdomspsykiatrien
Region Hovedstaden arbejder målrettet på at styrke overholdelsen af udredningsretten i Børne- og Ungdomspsykiatrien og har fortsat et stort fokus på at optimere kapacitetsudnyttelsen og skabe et bedre patientflow. Der er iværksat følgende hovedindsatser, der bygger videre på fremtidssikringsrapporten og taskforcen.
- Bedre planlægning og flow – herunder udarbejdelse af nye ambulatorie-ugeplaner i SP, som er i fuld gang med at blive implementeret
- Kapacitetsudvidelser ved etablering af nye ambulatorier og bedre udnyttelse af eksisterende rammer. Der er ved at blive etableret to nye ambulatorier på Rigshospitalet og på Herlev og Gentofte Hospital (Herlev matrikel) og der rekrutteres flere faggrupper til udredning og behandling. Det er desuden besluttet at åbne et medicinambulatorium med ca. 10 medarbejdere, der på tværs af større børn- og ungeambulatorierne i Hillerød skal sikre hurtig opstart og flow i medicinsk behandling
- Styrket samarbejde med primær og praksissektor – hvor samarbejdet med praktiserende læger og private aktører udvides, for at øge kapaciteten til udredning og behandling.
- Nytænkning af patientforløb med øget direkte patienttid
- Digitalisering – Fx gennem virtuel patientkontakt og selvbooking, afprøvning af AI som støtte i dokumentation, og en pågående afklaring af andre mulige digitale løsninger for børne- og ungdomspsykiatrien i den kommende Region Østdanmark, bl.a. inspireret af Norge, Sverige, Holland og Australien.
Den igangværende styrkelse af kapaciteten, samt dele af de supplerende initiativer, er primært rettet mod ungeafsnittene. Størstedelen af gruppen på venteliste til både udredning og behandling udgøres af ’ældre børn’ og ’unge’. Derfor vurderes det, at det største potentiale for at nedbringe ventetiden med de supplerende initiativer ligger her.
Koncept for tilbud om hurtig opstart af behandling og tryg opfølgning i børne- og ungdomspsykiatrien, som følge af den politiske aftale af samme navn, er udviklet. Implementeringen afventer, at kapaciteten er tilstrækkelig udvidet, så implementeringen kan gennemføres uden at medføre væsentligt forlængede ventetid på udredning for patienterne.
10-årsplanen fra 2025
Med det markante økonomiske løft til psykiatrien, som følge af den samlede 10-årsplan, er der blandt andet mulighed for at udbygge kapaciteten, styrke de udgående teams og akuttelefonen, og sikre hurtigere og mere målrettet behandling og bedre adgang til psykologhjælp.
Aftaler med det private
Region Hovedstaden har haft en udbudsaftale med Hejmdal Privathospital siden den 12. august 2021. Den nuværende aftale er netop forlænget med op til 12 måneder, mens der gennemføres et udbud i samarbejde med Region Sjælland, med hensyn på at indgå en ny kontrakt i Region Østdanmark. Heimdal har på nuværende tidspunkt kapacitetsudfordringer, og kan derfor aktuelt ikke levere den aftalte kapacitet på 640 børne- og ungepatienter. Regionen er dog i løbende dialog med Heimdal, med hensyn på at udnytte kapaciteten bedst muligt.
KONSEKVENSER
Hospitalerne fortsætter arbejdet med overholdelse af mål på udredningsområdet.
POLITISK BESLUTNINGSPROCES
Sagen forelægges forretningsudvalget den 8. september 2026.
DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON
Charlotte Hosbond / Line Fenshøj
JOURNALNUMMER
26067082
Bilag
Bilag 1: Overholdelse af udredningsretten
Bilag 2: Udvikling i antal henvisninger for børn og unge
8. Status for målopfyldelse af forløbstider i kræftpakker og maksimale ventetider
INDSTILLING
Administrationen indstiller til forretningsudvalget:
- at tage hospitalernes overholdelse af målopfyldelse af forløbstider i kræftpakkerne til efterretning.
- at tage orientering om maksimale ventetider på kræftområdet, herunder overholdelse af bekendtgørelsen om maksimale ventetider til efterretning.
POLITISK BEHANDLING
Feltet er tomt.
BAGGRUND
Forretningsudvalget forelægges med denne sag den månedlige status for regionens målopfyldelse vedrørende de anbefalede standardforløbstider i kræftpakkerne samt en status for overholdelsen af de maksimale ventetider.
Region Hovedstadens politiske mål er, at flere kræftforløb gennemføres inden for de anbefalede standardforløbstider. Dette er det overordnede udviklingsmål, som regionsrådet har fastsat i arbejdet med værdibaseret sundhed. I november 2020 vedtog forretningsudvalget, at 85 % af kræftpatienterne skal behandles inden for standardforløbstiderne i kræftpakkerne.
SAGSFREMSTILLING
Gennem længere tid er udviklingen i forløbstiderne i kræftpakkerne blevet fulgt tæt både på politisk og administrativt niveau. Direktionerne på hospitalerne følger området tæt, og der arbejdes systematisk på at afhjælpe udfordringer, herunder sikre en optimal udnyttelse af kapaciteten med henblik på at gode patientforløb og overholdelse af regionens målsætninger på området.
Status på den samlede målopfyldelse for forløbstider i kræftpakkerne
Forløbstiderne i kræftpakkerne er faglige anbefalinger til, hvor lang tid de enkelte dele af pakkeforløbet bør tage i et standardforløb. Der er tale om faglige rettesnore og ikke lovbundne patientrettigheder som for de maksimale ventetider.
Der er i Region Hovedstaden fastsat et politisk mål om, at 85 % af patienterne i kræftpakkeforløb skal behandles inden for de anbefalede standardforløbstider i kræftpakkerne. Der har i 2026 generelt været en høj målopfyldelse på kræftpakkerne, der dog ligger under det politiske mål. I juli 2026 blev 77 % af alle patienterne i kræftpakkeforløb behandlet inden for standardforløbstiderne. Målopfyldelsen er på niveau med maj måned og udgør det laveste niveau i de seneste seks måneder. Niveauet svarer dog til juli 2025, hvor målopfyldelsen ligeledes var 78 %. Seneste data for målopfyldelsen for forløbstiderne i de enkelte kræftpakker fremgår af vedlagte bilag 1.
Tabel 1: Målopfyldelse for kræftpakkerne for februar 2026 – juli 2026
Maksimale ventetider på kræftområdet
Tabel 2 viser de maksimale ventetider fra februar 2026 til juli 2026 for ventetid til udredning, initial behandling samt behandling efter initial behandling. Den angiver både andelen af patientforløb inden for den maksimale ventetid på 14 dage og årsager til forsinkelser for de forløb, hvor ventetiden er overskredet.
Det ses af oversigten, at størstedelen af de forløb, som ligger ud over den maksimale ventetid, skyldes hensyn til patientens helbred eller patientens eget ønske. Der er få forløb, hvor bekendtgørelsen ikke er overholdt, eller hvor tidsfristen for de maksimale ventetider er overskredet, men hvor patienten er informeret og har accepteret en senere tid.
Tabel 2 viser følgende om antal og andel af forløb i juli 2026, hvor forsinkelsen er accepteret af patienten, så bekendtgørelsen er overholdt, selvom ventetiden har været mere end 14 dage:
- Der var i alt 4 forløb (0,1 %) fra udredning til start på behandling med forsinkelsesårsag accepteret, hvilket er på niveau med de foregående måneder, med undtagelse af marts, hvor der var 0 forløb med overskredet ventetid.
- Der var i alt 8 forløb (0,7%) under initial behandling med forsinkelsesårsag accepteret, hvilket er på niveau med de seneste måneder med undtagelse af juni og februar 2026, hvor der var færre forløb med overskredet ventetid (hhv. 0,3 % og 0,4 %).
- Der var i alt 1 forløb (0,2%) under behandling efter initial behandling med forsinkelsesårsag accepteret, hvilket er færre end i de seneste måneder.
Der var i juli måned 2 udredningsforløb (0,04%), 0 initiale behandlingsforløb (0,0%) og 1 behandlingsforløb efter initial behandling (0,2%), hvor bekendtgørelsen om de maksimale ventetider ikke var overholdt.
De 3 overskridelser er alle sket på Rigshospitalet og fordeler sig mellem 1 i Afdeling for kræftbehandling og 2 i Afdeling for Gynækologi.
Administrationen følger op med Rigshospitalet med henblik på at afdække årsagerne til den manglende overholdelse af de maksimale ventetider inden for gynækologisk kræft for de to patientforløb i juli samt for enkelte forløb i de foregående måneder.
Tabel 2: Oversigt over maksimale ventetider for februar 2026 til juli 2026 (antal og pct.)
KONSEKVENSER
Der vil også fortsat være fokus på målopfyldelsen for standardforløbstiderne i kræftpakkerne samt overholdelse af bekendtgørelsen om de maksimale ventetider.
POLITISK BESLUTNINGSPROCES
Sagen forelægges forretningsudvalget den 8. september 2026.
DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON
Charlotte Hosbond / Anne Amalie Molin Tofte
JOURNALNUMMER
26068079
Bilag
Bilag 1: Bilag 1
Bilag 2: Bilag 2
9. Godkendelse af Movias vedtægter
INDSTILLING
Administrationen indstiller, at forretningsudvalget anbefaler over for regionsrådet:
- at godkende den forelagte opdatering af Movias vedtægt (bilag 1).
BAGGRUND
Region Østdanmark dannes med virkning fra 1. januar 2027 bestående af de to eksisterende regioner for Sjælland og Hovedstaden. Det betyder, at en række formelle forhold skal opdateres herunder den eksisterende vedtægt for trafikselskabet for Østdanmark, Movia. De to regioner skal ifølge Lov om trafikselskaber godkende vedtægtsændringer for Movia. Af hensyn til den videre godkendelsesproces frem mod 1. januar 2027 forelægges sagen nu. Der er tale om simpel konsekvensopdatering.
Sager med enslydende indstilling forelægges til beslutning samtidig i Region Sjælland og Region Hovedstaden.
SAGSFREMSTILLING
Region Hovedstaden og Region Sjællands trafikselskab, Movia, er dannet ud fra Lov om Trafikselskaber. Af denne fremgår, at Transportministeren udarbejder en standardvedtægt for trafikselskaberne, som skal danne udgangspunkt for selskabernes egne vedtægter.
Vedtægten skal godkendes af Movias bestyrelse, Movias repræsentantskab bestående af kommunerne samt af regionerne. Slutteligt skal vedtægten endelig godkendes af Transportministeren og Indenrigsministeren.
Vedtægten skal revideres, da Region Sjælland og Region Hovedstaden lægges sammen til Region Østdanmark pr. den 1. januar 2027. Af hensyn til den videre godkendelsesproces frem mod 1. januar 2027 forelægges sagen nu.
Udkast til nye standardvedtægter for trafikselskaberne i Danmark har været i høring hen over sommeren og en ny bekendtgørelse med standardvedtægterne er endnu ikke offentliggjort. Vedhæftede udkast til ny vedtægt for Movia blev behandlet af Movias bestyrelse den 31. august 2026. Hvis der er behov for at tilpasse Movias vedtægt, når standardvedtægten foreligger i sin endelige udgave, har trafikstyrelsen givet en frist til den 30. juni 2027 til at gennemføre en sådan tilpasning.
Movias bestyrelse har den 31. august 2026 godkendt vedtægtsændringerne. Det skal ses som første trin i den proces, Movia har tilrettelagt med henblik på at have en opdateret vedtægt klar den 1. januar 2027. Den godkendte vedtægt samt vedtægt med ændringsmarkeringer er vedlagt (bilag 1).
Vedtægtsændringerne.
Movia angiver, at der alene er tale om simple konsekvensændringer i forhold til eksisterende vedtægt. Det vil f.eks. sige, at betegnelsen Region Sjælland og Region Hovedstaden ændres til Region Østdanmark og betegnelsen regioner ændres til region.
Videre proces for behandling af Movias vedtægt med henblik på godkendelse før 1. januar 2027.
- Movias repræsentantskab forelægges ændringerne den 10. september
- De to regionsråd forelægges ændringerne den 15. september med forudgående behandling i forretningsudvalg
- Godkendelse i Transport og Indenrigsministeriet, som har 12 uger til dette
Det noteres, at tidsplanen ikke rummer mulighed for udvalgsbehandling.
Fremtidig finansieringsmodel for Movia følger senere
Det skal noteres, at Movia har en finansieringsmodel, der fordeler tilskudsbehovet mellem regionerne og kommunerne samt indbyrdes mellem disse. Rammerne for finansieringsmodellen fastlægges i lov om Trafikselskaber og dele heraf fremgår af Movias vedtægt.
Movia har opstartet arbejdet med udformningen af en opdateret finansieringsmodel i dialog med Transportministeriet. Udgangspunktet for samarbejdet er, der ikke skal ændres i den gældende fordeling mellem region og kommuner som følge af, at de to regioner sammenlægges. Den nye finansieringsmodel behandles i sammenhæng med en ny model for fordeling af indtægter i Hovedstadsområdet. Specielt sidstnævnte er kompliceret og vil kunne påvirke fordelingen af tilskudsbehovet til Movia mellem kommunerne og regionen. Den nye finansieringsmodel forventes at skulle gælde fra 2028. Administrationen følger arbejdet med ny finansieringsmodel i Movia.
Finansieringsmodel og indtægtsfordelingsmodel skal godkendes særskilt i Movias bestyrelse, og hvis det har indvirkning på vedtægten, skal proceduren for godkendelse af Movias vedtægt også følges.
I vedlagte udkast til ny vedtægt (bilag 1) udgår den del af formuleringen af § 28, litra c), som beskriver dele af finansieringsmodellen. Administrationen forventer, at dette bliver opdateret i forbindelse med at en opdateret finansieringsmodel er godkendt.
De to regioner og den kommende Region Østdanmark har en mindretalsbeskyttelse i Movia bestyrelse på dette område, og vil kunne stoppe eventuelle uhensigtsmæssige ændringer. Mindretalsbeskyttelsen står i at beslutninger vedrørende finansiering kræver 2/3 flertal i bestyrelsen og blandt repræsentanter for region og største kommunale trafikbestiller.
KONSEKVENSER
Hvis indstillingen godkendes, vil Movia blive informeret om det og Movia vil herefter sende den opdaterede vedtægt til godkendelse hos by- land- og transportministeren og økonomi- og indenrigsministeren.
RISIKOVURDERING
Godkendelsesprocessen er relativt kompakt, så hvis en af instanserne, Movias repræsentantskab, Region Sjælland, Region Hovedstaden, Transportministeren eller Indenrigsministeren ikke godkender udkastet til opdateret vedtægt for Movia, er der risiko for, at der ikke foreligger en opdateret vedtægt for Movia den 1. januar 2027.
POLITISK BESLUTNINGSPROCES
Sagen forelægges parallelt i Region Sjælland og Region Hovedstaden med behandling i forretningsudvalgene i begge regioner den 8. september og i regionsrådene den 15. september 2026. Herudover forelægges sagen til orientering i det forberedende forretningsudvalg for Region Østdanmark den 22. september 2026.
DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON
David Meinke/Birgitte Leolnar
JOURNALNUMMER
26067652
Bilag
Bilag 1: Movias vedtægt godkendt 31. august 2026
10. Fortsættelse af projektering af sporfornyelse af Hornbækbanen
INDSTILLING
Udvalget for trafik og regional udvikling anbefaler over for forretningsudvalget og regionsrådet:
- at godkende, at detailprojektering af sporfornyelse af Hornbækbanen igangsættes trods forventningen om en forhøjet anlægsudgift.
POLITISK BEHANDLING
Udvalget for trafik og regional udviklings beslutning den 3. juni 2026:
Anbefalet.
Thomas Rohden (B) og Christine Dal (V) deltog ikke i behandlingen af sagen.
BAGGRUND
Regionsrådet tog på sit møde den 16. april 2024 til efterretning, at Fornyelsesplan 2020-2026 for lokalbanerne ikke kunne holdes inden for den oprindelige økonomiske ramme på 500 mio. kr., og at nye estimater betød, at den samlede fornyelsesplan forventedes at koste 1,1 mia. kr. Regionsrådet besluttede samtidig, at de to fornyelsesprojekter på henholdsvis Gribskovbanen og Hornbækbanen skulle udskilles fra den samlede plan og forelægges til politisk godkendelse enkeltvis efter detailprojektering og udbud af projekterne.
Der er nu udarbejdet en programfaserapport for sporfornyelsen af Hornbækbanen, som medfører at prisestimatet er opjusteret med yderligere ca. 50 procent. På grund af udsigten til betydeligt forøgede anlægsomkostninger, indstilles igangsættelse af detailprojektering til politisk godkendelse, trods den tidligere beslutning om at afvente de endelige udbudsresultater.
SAGSFREMSTILLING
Regionsrådet godkendte i forbindelse med budgetaftalen for 2020 en økonomisk ramme på op til 500 mio. kr. til finansiering af Fornyelsesplan 2020-2026, som skulle sikre nødvendige reinvesteringer i perioden for at kunne opretholde lokalbanedriften. Banernes infrastruktur, sporene, (ballast, sveller og skinner) har en forventet levetid på ca. 40 år, hvorefter gennemgribende renovering (sporfornyelse) er nødvendig.
Regionsrådet tog på møde den 16. april 2024 til efterretning, at planen ikke længere kunne holdes inden for den oprindelige økonomiske ramme, og at nye estimater betød, at den samlede fornyelsesplan forventedes at koste 1,1 mia. kr. Heraf forventedes sporfornyelsen af Hornbækbanen at udgøre 419 mio. kr. (2024-prisniveau). Regionsrådet godkendte samtidig, at de to fornyelsesprojekter på henholdsvis Gribskovbanen og Hornbækbanen skulle udskilles fra den samlede plan, og forelægges til politisk godkendelse enkeltvis efter detailprojektering (se bilag med beskrivelse af beslutningsproces). Se særskilt sag på samme dagsorden om status for Fornyelsesplan 2020-2026 for lokalbanerne.
Nyt økonomisk estimat
Der er nu udarbejdet en programfaserapport for sporfornyelsen af Hornbækbanen, som indeholder opdaterede prisestimater og tekniske specifikationer, som danner grundlaget for den efterfølgende detailprojektering og udbudsproces.
Hornbækbanens spor har en gennemsnitsalder på over 40 år, og fornyelse er derfor påkrævet, hvis der også fremadrettet skal kunne køre den trafik, som regionsrådet har bestilt.
På baggrund af programfaserapporten estimeres omkostningerne til sporfornyelsen nu at udgøre 615 mio. kr. Det opjusterede estimat skyldes bl.a. markedsudviklingen, øgede miljøkrav og en høj kompleksitet, herunder håndtering af store jordmængder, som er blevet klarlagt i udarbejdelsen af programfaserapporten. Det tidligere estimat var baseret på opregning af enhedspriser fra andre sporfornyelsesprojekter.
Næste fase af projektet er detailprojektering og efterfølgende entreprenørudbud af sporfornyelsen, hvorefter den endelige anlægsomkostning kendes. Lokaltog vurderer, at omkostningerne til denne fase udgør ca. 50 mio. kr. (inkl. 10 pct. risikotillæg) af den samlede anlægsomkostning på forventet 615 mio. kr.
Behov for fornyet politisk godkendelse
På grund af udsigten til betydeligt forøgede anlægsomkostninger, indstilles igangsættelse af detailprojektering til politisk godkendelse, trods den tidligere beslutning om at afvente de endelige udbudsresultater. Af hensyn til det fortsatte arbejde og Lokaltogs aftaler med de nuværende rådgivere, bør beslutning om at fortsætte projekteringen træffes hurtigst muligt.
Udgifterne til detailprojektering er ikke påvirket af programfaserapportens analyser. Detailprojekteringsfasen indebærer bl.a. yderligere tekniske undersøgelser, lovpligtig miljøkonsekvensvurdering (MKV), indhentelse af plan- og myndighedstilladelser samt midlertidige arealerhvervelser, og forventes at være afsluttet medio 2028, hvorefter et endeligt anlægsbudget kan godkendes af regionsrådet.
Udgifter til sporfornyelsen af Hornbækbanen indgår i Region Hovedstadens budget 2026-2029 under rammen til kollektiv trafik med årlige låneydelser svarende til et samlet låneoptag på 419 mio. kr. og afbetaling ud fra gældende renteniveau og låneperiode. Detailprojekteringen af projektet rummes således i det gældende budget, men der må forventes behov for yderligere finansiering til at gennemføre selve sporfornyelsen, hvis denne godkendes af regionsrådet for Region Østdanmark efter gennemført udbud medio 2028. Da der er udsigt til en betydelig forøgelse af anlægsudgifterne, forelægges sagen til politisk godkendelse forud for detailprojekteringsfasen, da udgifterne forbundet med projektering vil være tabt, hvis der ikke efterfølgende findes finansiering til selve sporfornyelsen.
En godkendelse af det fortsatte projekt er en forudsætning for, at der kan træffes endelig beslutning om sporfornyelse af Hornbækbanen.
KONSEKVENSER
Ved tiltrædelse af indstillingen vil Lokaltog igangsætte detailprojekteringen og udbud af entreprenøropgaven vedrørende sporfornyelse af Hornbækbanen. Dette vil være forbundet med en forventet omkostning på ca. 50 mio. kr.
Tiltrædes indstillingen ikke vil Lokaltog standse arbejdet med planlægning af sporfornyelse af Hornbækbanen. Administrationen vil herefter udarbejde en sag med henblik på, at rådet kan tage stilling til banens fortsatte vedligehold og drift.
ØKONOMI
Godkendelse af sagens indstilling medfører ikke behov for yderligere finansiering.
I budgettet for Kollektiv Trafik under Regional Udvikling i Region Hovedstaden indgår forventet afdrag på til sporfornyelsen af Hornbækbanen på op til 419 mio. kr., herunder til detailprojektering, fra 2025 og frem svarende til afdragsperioden. Projekteringsomkostningerne kan således afholdes indenfor budgettet, mens der kan blive behov for at afsætte yderligere midler i forbindelse med den endelige beslutning af sporfornyelsen.
Der må forventes behov for yderligere finansiering af den forventede fordyrelse, hvis sporfornyelsen godkendes af regionsrådet i Region Østdanmark efter endt projektering og udbud medio 2028.
Detailprojekteringen og udbud af entreprenøropgaven forventes at koste ca. 50 mio. kr. Udgiften er fortsat en del af den samlede forventede anlægsomkostning på 615 mio. kr.
Det forhøjede anlægsskøn skal ses i sammenhæng med det samlede regionale udviklingsbudget, hvor særligt udgifter til lokalbanerne forventes at være stigende.
POLITISK BESLUTNINGSPROCES
Sagen forelægges udvalget for trafik og regional udvikling den 3. juni, forretningsudvalget den 8. september og regionsrådet den 15. september 2026.
DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON
David Meinke/Birgitte Leolnar
JOURNALNUMMER
26043212
Bilag
Bilag 1: Beslutningsproces for sporfornyelse af Hornbækbanen
11. Generel orientering fra ledelsen
INDSTILLING
Administrationen indstiller:
-
at forretningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Koncerndirektionen vil på mødet orientere om aktuelle emner.
ØKONOMISKE KONSEKVENSER
En tiltrædelse af indstillingen indebærer ikke i sig selv økonomiske konsekvenser.
KOMMUNIKATION
Ingen særskilt kommunikationsindsats planlagt.
TIDSPLAN OG VIDERE PROCES
Sagen forelægges forretningsudvalget den 8. september 2026.
DIREKTØRPÅTEGNING
Jens Gordon Clausen
Journalnummer
25092717
12. Eventuelt
13. Underskriftsark
Forretningsudvalg - formandsmeddelelser
Punkter på dagsordenen
- Meddelelse - Datapakke 1-1-2
- Aktuelle Orienteringer:
- Konferencer mv.:
Medlemmer
- Lars Gaardhøj
- Leila Lindén
- Nicolai Kampmann
- Susanne Due Kristensen
- Karin Friis Bach
- Christoffer Buster Reinhardt
- Line Ervolder
- Jacob Rosenberg
- Peter Westermann
- Finn Rudaizky
- Randi Mondorf
- Carsten Scheibye
- Tormod Olsen
- Marianne Frederik
- Kristine Kryger
1. Meddelelse - Datapakke 1-1-2
Forretningsudvalget har på mødet den 14. juni 2022 besluttet, at udvalget fremadrettet skal have forelagt en datapakke om 1-1-2 på hvert møde. Datapakken indeholder nedenstående indikatorer:
- Antal 112-opkald pr. uge.
- Antal og andel af køopkald til 1-1-2 pr. uge.
- Antal og andel af 1-1-2 hændelser, der har medført en elektroniske blanket ”ingen kontakt til AMK” pr. uge.
- Responstider på A-kørsler og antal kørsler.
- Responstider på B-kørsler og antal kørsler.
Denne sag indeholder en datapakke med data til og med 17. august 2026 (vedlagt som bilag 1). Forretningsudvalget får forelagt en ny datapakke for 1-1-2 på mødet 24. november 2026.
Journalnummer
26066867
Bilag
Bilag 1: Datapakke - 112 - august 2026
2. Aktuelle Orienteringer:
Aktuelle Orienteringer:
Regionsrådet har efter seneste udsendelse af dagsorden til forretningsudvalget modtaget følgende orienteringer:
- 28.08 - Aktuel orientering vedr. driftssituationen på lokalbanerne
JOURNALNUMMER
25096457
3. Konferencer mv.:
- Søndag den 6. september 2026, Invitation til Åbent Hospital
- Onsdag den 30. september kl. 14.00-16.00, Invitation til Herlev Hospitals 50-års jubilæumsreception, Store Auditorium, Borgmester Ib Juuls Vej 1, 2730 Herlev
- Onsdag den 7. oktober 2026, kl. 9.30-11.00 på Det Kongelige Akademi, Philip de Langes Allé 10, 1435 København K - Auditorium 2, bygning 53