Gå til hovedindhold

Møde i forretningsudvalget den 25. august 2026

 Se beslutninger fra forretningsudvalgsmøde den 25. august 

Udvalg Ikon
Forretningsudvalg
Tidspunkt Ikon
Dato: 25-08-2026
Tid: 10:00 - 14:00
Sted

​Regionsrådssalen

Referat

​​​


​Der er to dagsordener til dette møde: 

​​

Punkter på dagsordenen

  1. Godkendelse af dagsorden
  2. Status på byggeriet af Nyt Hospital Bispebjerg
  3. FORTROLIG - Orientering om kontrolsag
  4. Modtagelse af donation til anskaffelse af CT-skanner til Rigshospitalet (Mary Elizabeths Hospital)
  5. FORTROLIG - Forskningsbevilling
  6. Likviditetsforelæggelse fra Region Hovedstaden
  7. Region Hovedstadens redegørelse vedr. indberettet aktivitet 2025
  8. Fælles billeddiagnostisk løsning til Region Østdanmark
  9. Status for målopfyldelse af forløbstider i kræftpakker og maksimale ventetider
  10. Status for overholdelse af udredningsretten for somatik og psykiatri
  11. Gensidig aftale med Region Sjælland om formelt samarbejde i De Videnskabsetiske Komiteer i efteråret 2026 som forberedelse til fusionen
  12. Region Hovedstadens arbejdsmiljørapport 2025
  13. Udmøntning af trepartsmidler
  14. FORTROLIG - Anvendelse af udisponerede statslige psykiatrimidler i 2026
  15. Principper for parkering som led i parkeringsstrategi
  16. Grøn2030-afrapportering om status på klima- og miljøindsatser samt klima- og miljøregnskab for 2025
  17. Godkendelse af kommissorium for ekstern konsulentundersøgelse vedr. Nyt Hospital Nordsjælland
  18. Endeligt regnskab 2025 for Region Hovedstaden og revisionsberetning 2025
  19. Generel orientering fra ledelsen
  20. Eventuelt
  21. Underskriftsark

Medlemmer

  • Lars Gaardhøj: Deltog
  • Leila Lindén: Afbud
  • Nicolai Kampmann: Deltog
  • Susanne Due Kristensen: Deltog
  • Kristine Kryger: Deltog
  • Karin Friis Bach: Deltog
  • Christoffer Buster Reinhardt: Deltog
  • Line Ervolder: Deltog
  • Jacob Rosenberg: Deltog
  • Peter Westermann: Deltog
  • Finn Rudaizky: Deltog
  • Randi Mondorf: Deltog
  • Carsten Scheibye: Deltog (Fraværende ved sag 5-18)
  • Tormod Olsen: Deltog (Fraværende ved sag 14-18)
  • Marianne Frederik: Deltog

1. Godkendelse af dagsorden

Forretningsudvalgets beslutning den 25. august 2026:

Sag 2 ”Status på byggeriet af Nyt Hospital Bispebjerg” samt supplerende baggrundsnotat til sag 14 ”Anvendelse af udisponerede statslige psykiatrimidler i 2026” var eftersendt. 

Sag 4 blev rykket til møde i forretningsudvalget den 8. september 2026.

Sag 14, 15 og 16 var foreslået som B-sager, da dagsorden blev sendt ud.
Sag 14 og sag 15 blev løftet til A-sager på mødet.

Der var modtaget afbud fra Leila Lindén (A). 

Det blev besluttet at aflyse forretningsudvalgsmødet den 27. oktober 2026. 

Dagsordenen blev godkendt.

Carsten Scheibye (V) forlod mødet kl. 11.10.
Tormod Olsen (Ø) forlod mødet kl. 13.00.

Mødet sluttede kl. 13.54.

2. Status på byggeriet af Nyt Hospital Bispebjerg

INDSTILLING

Administrationen anbefaler overfor forretningsudvalget:

  • at tage orienteringen om status på Nyt Hospital Bispebjerg til efterretning.

POLITISK BEHANDLING

Forretningsudvalgets beslutning den 25. august 2026:

Fortroligt oplæg fra mødet er vedlagt (bilag 3)

Taget til efterretning.

Leila Lindén (A) deltog ikke i sagens behandling. 

BAGGRUND

Regionsrådet besluttede den 7. april 2026, at opfølgningen på regionens større byggeprojekter skulle styrkes, blandt andet gennem fast rapportering til forretningsudvalget på hvert møde. Fra og med mødet i forretningsudvalget den 8. september 2026 forelægges sager vedrørende alle tre større byggerier, mens nærværende sag giver en udvidet status på byggeriet af Nyt Hospital Bispebjerg og bl.a. inkluderer en beskrivelse af de afsluttede projekter på matriklen samt status på den verserende voldgiftssag mod projektets tidligere totalentreprenør.

Der er som bilag vedlagt en samlet statuspakke med nøgletal, beskrivelser og illustrationer fra byggeriet i forhold til tid, kvalitet og økonomi. Bilag 1 er offentligt tilgængeligt, mens bilag 2 indeholder fortrolige oplysninger, og behandles derfor som lukket materiale af hensyn til regionens økonomiske interesser.

Mogens Kornbo, Centerdirektør for Center for Ejendomme, deltager med oplæg, og Mads Christian Nørgaard, budgetchef i Center for Økonomi, deltager under sagens behandling.

SAGSFREMSTILLING

Status for Nyt Hospital Bispebjerg

Den samlede moderniseringsproces på Bispebjerg-matriklen
Den store moderniseringsproces gik i gang i 2010, og Region Hovedstaden har færdiggjort mange projekter på matriklen, heraf flere inden for budget: 

  • Der er opført en moderne laboratorie- og logistikbygning, der rummer alle forskningsområder på hospitalet samt et nyt parkeringshus og et nyt uddannelsescenter på matriklen, hvor sidstnævnte blev ibrugtaget i år.
  • Uddannelsescenteret har fået navnet 'Fælleshuset' og erstatter det regionale uddannelsescenter, der blev nedrevet for at gøre plads til Ny Psykiatri Bispebjerg.
  • Derudover er der opført en ny teknikbygning, der huser et af Danmarks største ATES-anlæg (Aquifer Thermal Energy Storage), der energieffektivt lagrer kulde og varme i undergrunden og fremover skal dække hele hospitalets kølebehov i for eksempel scannere og ventilationsanlæg og mere end halvdelen af varmebehovet.
  • Anlægget forsyner ligeledes Ny Psykiatri Bispebjerg, der blev ibrugtaget den 15. april i år med en marginal budgetoverskridelse.

Med et hospital i drift og en tætbebygget grund i København krævede det, at størstedelen af disse byggerier skulle være færdige, inden der kunne sættes gang i opførelsen af det nye akuthus på Bispebjerg Hospital.

Status på byggeri af akuthus-projektet
Byggeriet af det nye akuthus blev igangsat i 2020, hvor det italienske entreprenørfirma Rizzani de Eccher (RdE), efter EU-bud, blev tildelt opgaven som totalentreprenør. En totalentreprenør har det samlede ansvar for både projektering og udførelse af byggeriet. Det indebærer, at totalentreprenøren som udgangspunkt bærer risikoen for fejl og mangler i både projektering og udførelse. RdE var et velanskrevet familieejet virksomhed med gode referencer, bl.a. Kronprinsesse Marys Bro i Frederikssund. Efter RdE igangsatte opgaven, løb firmaet imidlertid ind i vanskeligheder, dels pga. Covid 19, byggeaktiviteter i Rusland og generelle finansielle problemer. Udfordringerne betød, at RdE kom meget langsomt i gang med opgaven, at fremdriften var kraftigt udfordret, og at projektet var præget af en længere periode med stilstand. Selvom Region Hovedstaden ad flere omgange forsøgte at hjælpe processen i gang med flere tillægsaftaler, var realiteten, at RdE over fire år var kommet tre år bagud med den aftalte tidsplan, og at regionen havde mistet tilliden til, at RdE kunne fuldføre projektet. Regionsrådet ophævede på den baggrund den 15. marts 2024 kontrakten med RdE om opførelsen af det nye akuthus på Bispebjerg-matriklen. Som følge af ophævelsen blev det vurderet, at byggeriet blev forsinket og først ville blive færdiggjort i perioden 2030 - 2032.  

På den baggrund godkendte Regionsrådet den 27. august 2024 en ny udbudsstrategi i to dele. Første del af udbudsstrategien havde fokus på beskyttelse af allerede opførte dele af råhuset, færdigprojektering af akuthuset samt indgåelse af aftaler med leverandører, der tidligere havde arbejdet på facader, konstruktioner, trapper m.v. Der blev indgået kontrakt med LM Byg i december 2024 om byggeledelse, råhusentreprise samt styring af facadeentreprise. 

I bilag 1 indgår en oversigt over igangværende og kommende byggeaktiviteter. 

Anden del af udbudsstrategien omfattede entrepriseudbud for bl.a. tekniske installationer og aptering, som pågår nu. Der forventes betinget kontraktindgåelse i 1. kvartal 2027, hvilket er vigtigt for, at projektet kan holde fremdriften i den samlede tidsplan. Endelig kontraktindgåelse forudsætter, at den valgte entreprenør har detailprojekteret sammen med bygherre i løbet af 2027, og at finansieringen er afklaret. 

Tidsplan og økonomi
Tidsplanen for akuthus-projektet er lige nu baseret på et overordnet estimat, da den endelige tidsplan først kan fastlægges, når de sidste entrepriser har været i udbud, og der er indgået kontrakter med entreprenørerne. Projektet ligger fortsat inden for det udmeldte tidsinterval for færdiggørelse af det samlede projekt i perioden 2030 - 2032. Akuthuset forventes afleveret og ibrugtaget i to etaper med aflevering af etape 1 ca. to år før den samlede aflevering og ibrugtagning.

Region Hovedstadens regionsråd blev den 4. februar 2025 orienteret om, at der var behov for at forhøje byggeriets styrende budget med et foreløbigt estimat på ca. 1,75 mia. kr. (2026-prisniveau), da det ikke længere kunne gennemføres inden for styrende budget. Som det fremgår af det lukkede bilag 2 og nedenstående afsnit om voldgift, så skal der hertil tillægges projektets udgifter til turnaround, som ikke er endeligt opgjort. Turnaround-udgifter er projektets direkte merudgifter som følge af ophævelsen af totalentreprisekontrakten med RdE vedr. råhus og facader i akuthus-projektet. Regionsrådet besluttede på samme møde den 4. februar 2025, at nedskalere det oprindelige byggeprojekt fra fire til tre etager i hvert af de planlagte seks tårne med henblik på at minimere en forventelig budgetoverskridelse samt tilpasse byggeriet til det nuværende samt fremtidige kapacitetsbehov. 

Merbehovet skyldes blandt andet, at regionen som følge af ophævelse af kontrakten med RdE udbyder entrepriser (herunder tekniske installationer og aptering) i et nyt marked, hvor priserne er steget meget. Merbehovet og det endelige konsoliderede budget kendes dog først i 2027, når der er indgået aftale med en entreprenør, og denne har færdigprojekteret. 

Projektet har derudover identificeret en række fejl og mangler i det af RdE opførte råhus, herunder fejl og mangler på søjler, som RdE skulle have udbedret som en del af aftaleforholdet. Regionsrådet blev senest orienteret om dette i kvartalsrapporten for 1. kvartal 2026 på regionsrådsmødet den 2. juni 2026. Disse fejl og mangler vil blive udbedret af bygherre, og arbejderne forventes gennemført i 2026.

I løbet af 2026 forventer projektet at få et overblik over turnaround-udgifterne som følge af opretning af den tidligere totalentreprenørs projektmateriale samt til udbedring af fejl og mangler på det overtagne byggeri.

Voldgiftssag mellem Region Hovedstaden og RdE
Region Hovedstaden mener sig berettiget til kompensation fra RdE for meromkostninger til færdiggørelse af akuthuset. RdE mener, at ophævelsen var uberettiget, og kræver kompensation fra Region Hovedstaden. Derudover har der for at sikre et bygbart projekt pågået en større opretning af det projektmateriale, projektet overtog fra RdE. 

RdE's projektmateriale har vist sig meget mangelfuldt, og opretningen af projektmaterialet til bygbart design har derfor været tilsvarende ressourcekrævende. Det har bl.a. vist sig, at det var nødvendigt at nedtage monterede facadeelementer, da disse ikke opfyldte kravspecifikationen. Senest er det konstateret, at der heller ikke er tilstrækkelig plads i loftskonstruktionen til de tekniske installationer, herunder ventilation, i projektets nordblok. Det er på den baggrund vurderet nødvendigt at udvide kælderen ud mod Tuborgvej for at gøre plads til de tekniske installationer og sikre en fuldt funktionel bygning. Det er et oprindeligt tilsagnskrav fra ministeriet, at regionen skal levere et fuldt funktionsdygtigt hospital. Denne udvidelse af kælderen er et eksempel på en projekteringsfejl med væsentlige merudgifter. Samtidig er der dog tale om, at der bygges flere kvadratmeter end tidligere planlagt, hvorfor der også tilføres mere værdi rent bygningsmæssigt. Det kan derfor vise sig, at denne merudgift ikke fuldt ud kan videreføres i voldgiftssagen. Dette gør sig ikke gældende for øvrige elementer af turnaround-omkostninger. Udvidelse af kælderen pågår og forventes afsluttet foråret 2027.

Udgangspunktet for Region Hovedstadens krav mod RdE er, at samtlige omkostninger, der ligger ud over totalentreprisekontrakten, og som er nødvendige for færdiggørelsen af akuthuset, som udgangspunkt kræves erstattet. Foreløbigt estimat på udgifter til turnaround fremgår af bilag 2.  

Det forventes, at der i august 2026 er et samlet overblik over fejl og mangler i de dele af råhuset, som er opført af RdE herunder fejl på søjlerne og udfordringer med loftshøjden. I løbet af efteråret 2026 genestimeres de samlede konsekvenser af turnaround i forhold til økonomi og tidsplan jf. bilag 2. Når de samlede udgifter er endeligt opgjort, skal der tages stilling til finansieringen.

Region Hovedstadens mulighed for at få dækket de samlede merudgifter til turnaround er på nuværende tidspunkt behæftet med en vis usikkerhed. Det gælder i forhold til sædvanlig procesrisiko i sagen, hvor udfaldet kan gå Region Hovedstaden imod. Såfremt voldgiftssagen falder ud til Region Hovedstadens fordel, er der usikkerhed om, hvilket tab Region Hovedstaden kan få erstattet.

Såfremt Region Hovedstaden vinder sagen og får medhold i, at RdE skal betale Region Hovedstaden et større beløb, indebærer dette i sig selv en risiko for, at RdE går konkurs.

Mulighed for ny låneansøgning - proces med Sundheds- og Kirkeministeriet (SKIM)
Som tidligere nævnt, har der vist sig et yderligere behov for at forhøje byggeriets styrende budget med et foreløbigt estimat på ca. 1,75 mia. kr. (2026-prisniveau), som administrationen er i løbende dialog med Sundheds- og Kirkeministeriet (SKIM) om lånefinansiering af. Merbehovet skyldes blandet andet, at regionen som følge af ophævelse af kontrakten med RdE udbyder restentrepriser (herunder tekniske installationer og aptering) i et nyt marked, hvor priserne er steget betydeligt. Dertil kommer udgifter til genopretning af projektmateriale samt udbedring af fejl og mangler i det overtagne byggeri fra RdE. 

Det er en forudsætning for ministeriets behandling af en ny låneanmodning, at regionens operationelle advisory board (OAB) gennemgår projektets konsoliderede budget. Projektet har først et reelt konsolideret budget, når der er indgået aftale med en entreprenør for teknik og aptering på akuthus-projektet i 2027 og entreprenøren efterfølgende har færdigprojekteret. Når det konsoliderede budget foreligger, vil Regionsrådet i Region Østdanmark skulle godkende, at en ny låneansøgning sendes til SKIM.

KONSEKVENSER

Hvis indstillingspunktet godkendes, vil orienteringen om status på Nyt Hospital Bispebjerg være taget til efterretning.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges forretningsudvalget den 25. august 2026.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Anne Skriver Andersen / Mads Christian Nørgaard

JOURNALNUMMER

26053777

Bilag

Bilag 1: Orientering om status Nyt Hospital Bispebjerg

3. FORTROLIG - Orientering om kontrolsag

POLITISK BEHANDLING (offentlig)

Forretningsudvalgets beslutning den 25. august 2026:

Taget til efterretning.

Leila Lindén (A) deltog ikke i sagens behandling.

4. Modtagelse af donation til anskaffelse af CT-skanner til Rigshospitalet (Mary Elizabeths Hospital)

INDSTILLING

Administrationen indstiller, at forretningsudvalget anbefaler over for regionsrådet:

  1. at Region Hovedstaden modtager donation fra Børneriget Fonden til anskaffelse af en CT-skanner til Rigshospitalet (Mary Elizabeths Hospital), jf. fortroligt bilag 1.
  2. at godkende investeringsbevilling til Rigshospitalet til anskaffelse af ovenstående CT-skanner.
  3. at indkøbet finansieres via bevillingen fra Børneriget Fonden, samt at Rigshospitalet finansierer den resterende del af udgifterne til anskaffelse og installation af ovenstående CT-skanner, jf. fortroligt bilag 1.
  4. at udgifter til driften af CT-skanneren finansieres af Rigshospitalets egen ramme.
  5. at evt. merforbrug ud over den samlede investeringsbevilling i forbindelse med etablering og installation af CT-skanneren finansieres af Rigshospitalet.

POLITISK BEHANDLING

Forretningsudvalgets beslutning den 25. august 2026:

Sagen udskydes til møde i forretningsudvalget den 8. september 2026.
 

BAGGRUND

Denne sag omhandler modtagelse af en donation fra Børneriget Fonden til anskaffelse af en CT-skanner til Rigshospitalet, Mary Elizabeths Hospital. Donationen er betinget af medfinansiering fra Rigshospitalet. Øvrige økonomiske forhold omkring donationen fremgår af det fortrolige bilag.

I henhold til regionens bevillingsregler skal donationer over 10 mio. kr. forelægges regionsrådet til godkendelse. Da donationen overstiger denne beløbsgrænse, forelægges sagen hermed til godkendelse.

SAGSFREMSTILLING

Som led i etableringen af Mary Elizabeths Hospital arbejder Rigshospitalet målrettet med at opbygge en højt specialiseret diagnostisk kapacitet rettet mod børn og unge. Et centralt element i dette arbejde er anskaffelsen af en avanceret CT-skanner baseret på photon counting-teknologi (PCCT).

Anskaffelsen muliggøres gennem en donation fra Børneriget Fonden, øremærket til indkøb af en PCCT-skanner til Rigshospitalet. Skanneren skal i henhold til aftalen indplaceres på Diagnostisk Center på Mary Elizabeths Hospital, og kan ikke placeres andre steder. Udbud forventes gennemført i 4. kvartal 2026, mens bestilling og implementering forventes gennemført i perioden 2027–2028 med ibrugtagning primo 2028.

PCCT repræsenterer en ny generation af billeddiagnostik, hvor teknologien muliggør en markant forbedring af billedkvaliteten samtidig med en reduktion i stråledosis. Denne kombination er særligt væsentlig inden for behandling af sygdomme hos børn, da børn er mere følsomme over for ioniserende stråling og samtidig ofte har behov for gentagne billeddiagnostiske undersøgelser gennem længere behandlingsforløb.

Den kliniske anvendelse af skanneren forventes at være bred og tværgående. Inden for børneonkologi kan lavere stråledosis bidrage til færre senfølger hos patienter, som i dag i stigende grad overlever kræft, men ofte med langvarige bivirkninger. Inden for kardiologi og hjertekirurgi giver den højere opløsning mulighed for mere præcis visualisering af eksempelvis hjerteklapper og medfødte misdannelser, hvilket forbedrer grundlaget for behandling. På lungeområdet muliggør teknologien gentagne kontroller – eksempelvis ved cystisk fibrose – med lav belastning for patienten. Samtidig åbner den forbedrede billedkvalitet og hurtigere skanninger (i visse tilfælde under ét sekund) for nye kliniske anvendelser og mere skånsomme patientforløb, herunder reduceret behov for sedation hos børn.

Udviklingen skal ses i sammenhæng med en generel aktivitetsstigning inden for billeddiagnostik af børn på Rigshospitalet, hvor antallet af CT-, MR- og ultralydsundersøgelser er stigende. Dette understreger behovet for moderne og kapacitetseffektive løsninger, der både kan håndtere øget volumen og samtidig forbedre kvalitet og patientsikkerhed. På den baggrund forventes anskaffelsen af CT-skanneren samlet set at bidrage til:

  • forbedret diagnostisk kvalitet og højere billedopløsning
  • reduceret strålebelastning og dermed færre potentielle senfølger
  • udvidede og forbedrede behandlingsmuligheder på tværs af flere specialer
  • mere skånsomme og effektive patientforløb

Samlet vurderer administrationen, at investeringen vil være et vigtigt skridt i realiseringen af ambitionen om at etablere Mary Elizabeths Hospital som et førende center for højt specialiseret børnebehandling, hvor diagnostik og behandling sker med udgangspunkt i den nyeste teknologi og med størst mulig hensyntagen til patienternes sikkerhed og livskvalitet.

Tidsplan

Bestilling af skanneren forventes gennemført i perioden 1. januar 2027 til 1. april 2027 efter afsluttet udbudsproces forventeligt i 4. kvartal 2026.

Installation, test og idriftsættelse forventes gennemført med henblik på ibrugtagning af skanneren primo 2028

Aktivitets- og driftsmæssige konsekvenser

Skanneren erstatter ikke en eksisterende skanner, men indgår i en samlet optimering og udvidelse af den billeddiagnostiske kapacitet. Anskaffelsen skal ses i sammenhæng med den samlede plan for CT- og MR-kapaciteten i Region Hovedstaden.

Det konkrete personalebehov fastlægges i forbindelse med den endelige planlægning af drift og aktivitetsniveau. Det forventes, at implementeringen vil kræve tilpasning af arbejdsgange og kompetenceudvikling blandt relevante personalegrupper.

Om fonden

Børneriget Fonden er stiftet i 2020 som Danmarks første hospitalsfond med henblik på at støtte udviklingen af Mary Elizabeths Hospital på Rigshospitalet. Fonden blev etableret af fire partnere (Ørsted, Kirsten og Freddy Johansens Fond, Weibel Scientific og Elkær Gruppen).

Fonden har til formål at understøtte ambitionen om at udvikle et børnehospital i international topklasse og forbedre livet for alvorligt syge børn, unge, gravide og deres familier. Fonden støtter tre hovedområder: (1) design til liv og leg, herunder udvikling af hospitalsrammer med fokus på hjemlighed og mulighed for, at familien kan opretholde en hverdag under indlæggelse, (2) forskning og uddannelse i højtspecialiseret behandling samt trivsel under og efter sygdom, og (3) avanceret teknologi, herunder udvikling og investering i løsninger, der sikrer den bedst mulige og mest skånsomme behandling.

Børneriget Fonden finansieres gennem partnerskaber med fonde, virksomheder, organisationer og privatpersoner og har siden etableringen rejst over 125 mio. kr. Partnerskaberne omfatter pro bono-partnere, der bidrager med rådgivning og materialer, fondspartnere, der understøtter fondens strategiske udvikling og drift, samt projektpartnere, der finansierer konkrete udviklingsprojekter inden for fondens tre kerneområder.

KONSEKVENSER

Såfremt indstillingen godkendes, modtager Rigshospitalet donationen, og der gennemføres udbud og anskaffelse af CT-skanneren til Rigshospitalet (Mary Elizabeths Hospital).

RISIKOVURDERING

Skanneren skal installeres i et nyt byggeri, som på forhånd kan tilpasses. Der er derfor tale om planlagt installation og med velkendte rammer for forsyning og installation. Derfor er risiko for budgetoverskridelser alt andet lige lavere end ved ombygning på ældre matrikler.

Risiko relateret til prisstigninger relateret til situationen i Mellemøsten og generelle prisstigninger på medicoteknologi.

Sagens økonomiske risici uddybes i fortroligt bilag 1.

ØKONOMI

Sagens økonomi uddybes i fortroligt bilag 1.

Eventuelt merforbrug som følge af uforudsete forhold, der medfører overskridelse af den samlede investeringsbevilling i forbindelse med etablering og installation af CT-skanneren, finansieres af Rigshospitalet.

KOMMUNIKATION

Donationen er offentlig. Oplysninger om økonomiske forhold er dog undtaget offentlighed indtil afslutning af udbudsprocessen af hensyn til regionens økonomiske interesser i forhold til potentielle leverandører.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges forretningsudvalget den 25. august 2026 og regionsrådet den 1. september 2026 samt det forberedende forretningsudvalg den 22. september 2026 og det forberedende regionsråd den 29. september 2026.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Jens Buch Nielsen / Mads Christian Nørgaard

JOURNALNUMMER

26041543

5. FORTROLIG - Forskningsbevilling

POLITISK BEHANDLING (offentlig)

Forretningsudvalgets beslutning den 25. august 2026:

Formanden satte sagen til afstemning:
For stemte: A (3), B (2), C (3), F (1), V (1) og ufp (1), i alt 11.
Imod stemte: Ø (2), i alt 2. 
Undlod at stemme: 0.
I alt 13.

Sagen var herefter anbefalet.

Leila Lindén (A) og Carsten Scheibye (V) deltog ikke i sagens behandling. 

6. Likviditetsforelæggelse fra Region Hovedstaden

INDSTILLING

Administrationen indstiller, at forretningsudvalget anbefaler over for regionsrådet:

  • at tage orienteringen til efterretning.

Ved forelæggelse af sagen til regionsrådet i Region Hovedstaden vil likviditetsoversigten samtidig blive oversendt til orientering til det forberedende regionsråd for Region Østdanmarks medlemmer, jf. § 4, stk. 2, i bekendtgørelse om regulering af væsentlige økonomiske dispositioner i Region Sjælland og Region Hovedstaden i 2025 og 2026.

POLITISK BEHANDLING

Forretningsudvalgets beslutning den 25. august 2026:

Anbefalet.

Leila Lindén (A) og Carsten Scheibye (V) deltog ikke i sagens behandling. 
 

BAGGRUND

Denne orientering gives i henhold til Bekendtgørelse om regulering af væsentlige økonomiske dispositioner i Region Sjælland og Region Hovedstaden i 2025 og 2026. Bekendtgørelsen fastlægger de økonomiske rammer, som skal sikre en stabil og ansvarlig økonomistyring i overgangsperioden frem mod etableringen af Region Østdanmark.

I bekendtgørelsens § 4, stk. 2 stilles der krav om, at Region Hovedstaden udarbejder en likviditetsoversigt pr. 1. august 2026 efter den såkaldte kassekreditregel. Denne regel giver et samlet billede af regionens likviditet over det seneste år.

Likviditetsoversigten skal skabe gennemsigtighed om regionens økonomiske situation frem mod sammenlægningen med Region Sjælland. Som en del af processen skal oversigten oversendes til medlemmerne af det forberedende regionsråd for Region Østdanmark samtidig med forelæggelse for medlemmerne i regionsrådet i Region Hovedstaden. Det skal give det nye regionsråd et klart økonomisk udgangspunkt og sikre et fælles billede af regionernes likviditet, når den nye region etableres

SAGSFREMSTILLING

Siden 1. januar 2004 har det været obligatorisk at give oplysninger om likviditet opgjort efter kassekreditreglen hvilket fremgår af § 8 i lånebekendtgørelsen for regioner. Kassekreditreglen beregnes som et gennemsnit af likviditeten over de seneste 365 dage. Gennemsnitslikviditeten skal være positiv. Af nedenstående tabel fremgår Region Hovedstadens likviditet opgjort efter kassekreditreglen de seneste 4. kvartaler samt perioden frem til 1. august 2026. Opgørelsen pr. 1. august 2026 er inklusiv regionens udlæg på 1.888 mio. kr. til finansiering af det månedlige forbrug på Nyt Hospital Nordsjælland, udlægget er opgjort pr. 30/6-2026.

Likviditet opgjort efter kassekreditreglen3. kvartal 20254. kvartal 20251. kvartal 20262. kvartal 20261. august 2026
Region Hovedstaden i hele 1.000 kr.4.959.0724.865.7164.750.1754.590.7324.509.941
Region Hovedstaden i hele 1.000 ex. forskningsmidler2.438.1652.344.8092.113.3252.076.8552.027.843

 

KONSEKVENSER

Ved forelæggelse af sagen til regionsrådet i Region Hovedstaden vil likviditetsoversigten samtidig blive oversendt til orientering til det forberedende regionsråd for Region Østdanmarks medlemmer, jf. § 4, stk. 2, i bekendtgørelse om regulering af væsentlige økonomiske dispositioner i Region Sjælland og Region Hovedstaden i 2025 og 2026.

Oversendelsen til det forberedende regionsråds i Region Østdanmarks medlemmer har ingen konsekvenser for sagen.

ØKONOMI

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen skal behandles på forretningsudvalgsmødet den 25. august 2026 og regionsrådet den 1. september 2026.

Ved forelæggelse af sagen til regionsrådet i Region Hovedstaden vil sagen samtidig blive oversendt til orientering til det forberedende regionsråd for Region Østdanmark.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Jens Buch Nielsen/Pernille Møller Pedersen

JOURNALNUMMER

26041705

7. Region Hovedstadens redegørelse vedr. indberettet aktivitet 2025

INDSTILLING

Administrationen indstiller, at forretningsudvalget anbefaler over for regionsrådet:

  • at Region Hovedstadens redegørelse vedrørende indberettet aktivitet for 2025 (bilag 1) godkendes.

POLITISK BEHANDLING

Forretningsudvalgets beslutning den 25. august 2026:

Anbefalet.

Leila Lindén (A) og Carsten Scheibye (V) deltog ikke i sagens behandling. 
 

BAGGRUND

Region Hovedstaden skal senest den 1. september 2026 afgive en redegørelse til Sundheds- og Kirkeministeriet (tidligere Indenrigs- og Sundhedsministeriet) og kommunalbestyrelserne i regionen om den hospitalsaktivitet, der er indberettet til Landspatientregisteret (LPR), og som danner grundlag for de resultatafhængige finansieringsordninger for 2025. Redegørelsen skal revideres og påtegnes af regionens revisor.

Det bemærkes, at redegørelsen for 2025, ligesom for 2024, alene omfatter den aktivitet, der ligger til grund for kommunal fuldfinansiering, herunder færdigbehandlede patienter, hospice og specialiseret ambulant genoptræning. Dette skyldes, at der for disse år gælder særlige undtagelser for nærhedsfinansiering og kommunal medfinansiering i de relevante bekendtgørelser.

Region Hovedstadens redegørelse vedrørende indberettet aktivitet 2025 dateret 4. maj 2026 er vedlagt som bilag 1 til sagen. Revisionsberetningen er vedlagt som bilag 2. 

SAGSFREMSTILLING

Revisionen 2025 har ikke givet anledning til revisionsbemærkninger.

Aktivitetsniveau

Af redegørelsen (bilag 1) fremgår det, at aktivitetsniveauet fortsat ligger under niveauet før COVID-19-pandemien, selvom der gennem de seneste fire år har været en positiv udvikling. Det lavere aktivitetsniveau kan blandt andet afspejle, at Regionen i perioden har arbejdet med omlægning til mere værdibaseret styring og omstilling til det nære sundhedsvæsen. Derudover har der i perioden været fokus på at omlægge akut aktivitet til subakutte ambulatoriebesøg og udkørende funktioner i akutberedskabet for at forebygge akutte indlæggelser. Dette har påvirket aktivitetsniveauet og produktionsværdien af hospitalsaktiviteten for det akutte område negativt. Dog ses der i 2025, at aktiviteten på det akutte område er steget i forhold til året før.

Kommunal fuldfinansiering

Den kommunale fuldfinansiering omfatter færdigbehandlede patienter, hospice og specialiseret ambulant genoptræning. Den kommunale fuldfinansiering er afregnet på baggrund af aktivitetsregistreringen. For 2025 har Region Hovedstaden i regnskabsåret 2025 modtaget indtægter på 120,0 mio. kr. Dertil kommer en ekstraordinær indtægt vedrørende aktivitetsåret 2024 på 6,6 mio. kr., grundet efterregistreringer.

Organisation og kvalitetssikring af registrering

Af redegørelsen fremgår også den organisation, der er bygget op, herunder relevante udvalg og arbejdsgrupper samt de aktiviteter, der udføres til kvalitetssikring af den patientadministrative aktivitetsregistrering, herunder beskrivelse af registrerings- og metodeaudits. Metodeaudit har i 2025 omhandlet uafsluttede/åbne venteforløb i relation til udredningsretten og ventetid til behandling, der samlet udgør såkaldte ”ventende patienter”.  I de fokuserede registreringsaudits har hospitalerne valgt forskellige temaer afhængigt af lokale behov og faglige prioriteringer.

Revisionens konklusioner

Revisionen har afgivet Revisionsberetning nr. 40 ”Årsregnskabet for 2025" hvor kapitel 8 omhandler revision af de statslige aktivitetsafhængige tilskud (bilag 2).

Revisionen konkluderer:

"Baseret på det tilgængelige materiale samt øvrige informationer indhentet fra regionens administrative ledelsen med flere, er det vores vurdering, at de aktivitetsafhængige tilskud i al væsentlighed er opgjort i henhold til gældende regler.

Det er endvidere vores vurdering, at der er etableret forretningsgange vedrørende mellemregionale afregninger, der danner grundlag for korrekt afregning.

Ligeledes vurderes det, at kontroller i forbindelse med etablerede forretningsgange, den etablerede registreringsorganisation, samt den løbende ajourføring og uddannelse, giver et tilstrækkeligt grundlag til at konkludere, at regionens aktivitetsregistrering af de kliniske patientdata for 2025 i al væsentlighed har været underlagt tilstrækkelige kontroller. "

(side 967)

KONSEKVENSER

Efter regionsrådets godkendelse af redegørelse vedr. indberettet aktivitet mv. for 2025 (bilag 1) vil redegørelsen og revisionsberetningen (bilag 2) blive fremsendt til Sundheds- og Kirkeministeriet samt kommunalbestyrelserne i regionen.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges Forretningsudvalget den 25. august 2026 og Regionsrådet d. 1. september 2026.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Jens Buch Nielsen / Nina Bonnevie

JOURNALNUMMER

26031342

Bilag

Bilag 1: Region Hovedstadens redegørelse vedr. indberettet aktivitet_2025_04.05.2026

Bilag 2: Årsberetning 2025 Region Hovedstade_15.06.2026

8. Fælles billeddiagnostisk løsning til Region Østdanmark

INDSTILLING

Administrationen indstiller, at forretningsudvalget over for regionsrådet anbefaler:

  1. at der gives samtykke til, at kontrakt mellem Region Hovedstaden og Sectra om levering og drift af it-understøttelse på det billeddiagnostiske område (RIS/PACS) kan overdrages til det forberedende Regionsråd for Østdanmark med henblik på, at kontrakten kan udvides til at omfattes Region Sjælland
  2. at godkende, at budget til afholdelse af udgifter for det forberedende Regionsråd for Østdanmark udvides med 18,3 mio. kr. omfattende udgifter i medfør af Sectra-kontrakten i 2026, som finansieres af Region Hovedstaden og Region Sjælland i henhold til den fastsatte fordelingsnøgle
  3. at Region Hovedstadens andel af budgetforøgelsen til udgifter for det forberedende Regionsråd for Østdanmark tilvejebringes gennem en reduktion i 2026 af driftsbevilling til Center for IT og Medicoteknologi på 12,6 mio. kr. (i forbindelse med 3. Økonomirapport).

POLITISK BEHANDLING

Forretningsudvalgets beslutning den 25. august 2026:

Anbefalet.

Leila Lindén (A) og Carsten Scheibye (V) deltog ikke i sagens behandling.

BAGGRUND

Der etableres en fælles billeddiagnostisk IT-understøttelse (RIS/PACS) i Region Østdanmark gennem udbredelse af den eksisterende løsning i Region Hovedstaden til alle hospitaler.

Et fælles RIS/PACS vil understøtte mere sammenhængende patientforløb, mere ensartet kvalitet på tværs af regionen, bedre udnyttelse af den samlede billeddiagnostiske kapacitet og lige adgang for borgerne til billeddiagnostiske ydelser af høj kvalitet.

Af hensyn til igangsættelse af arbejdet allerede i 2026 skal der ske en formel overdragelse af Region Hovedstadens kontrakt til det forberedende regionsråd for Region Østdanmark.

SAGSFREMSTILLING

Denne sag forelægges parallelt i Region Sjælland og Region Hovedstaden med behandling i forretningsudvalgene i begge regioner den 25. august og i regionsrådene den 1. september.

Forretningsudvalget i Region Sjælland og Region Hovedstaden fik den 25. november 2025 henholdsvis den 9. december 2025 en fortrolig orientering om et igangsat samarbejde mellem de to regioner på det billeddiagnostiske område.

Samarbejdet har til formål at understøtte området med høj kvalitet, udvikling og robust drift både organisatorisk og digitalt. Løsningerne skal bidrage til et sammenhængende sundhedsvæsen, så alle borgere har lige adgang til billeddiagnostiske ydelser, uanset geografisk placering.

Region Sjælland er udfordret på kapaciteten på det radiologiske område, og derfor blev det i foråret 2025 aftalt mellem Koncerndirektionen i Region Hovedstaden og Koncerndirektionen i Region Sjælland, at der skulle etableres et samarbejde med Region Hovedstaden om løsninger både på kort og på længere sigt i forhold til at sikre patienter i den kommende Region Østdanmark et mere ensartet tilbud, når det gælder radiologiske undersøgelser.

Parallelt med det organisatoriske og faglige samarbejde blev der gennemført en analyse af IT-understøttelsen af det billeddiagnostiske område med løsningsscenarier og anbefalinger for den fremtidige digitale understøttelse af det billeddiagnostiske område i Region Østdanmark.

Analysen, som er gennemført med inddragelse af kliniske ledere fra begge regioner, konkluderer, at den nuværende løsning i Region Hovedstaden (RIS/PACS-løsning) bør udbredes til hele Region Østdanmark.

Etableringen af et Fælles RIS/PACS vil understøtte mere sammenhængende patientforløb, mere ensartet kvalitet på tværs af regionen, bedre udnyttelse af den samlede billeddiagnostiske kapacitet og lige adgang for borgerne til billeddiagnostiske ydelser af høj kvalitet.

Løsningen vil medvirke til et stærkt samarbejde om en effektiv og driftssikker diagnostik og behandling af patienterne i hele Region Østdanmark.

For klinikkerne på hospitalerne i det nuværende Region Sjælland fås en brugervenlig løsning, der understøtter arbejdsgange og kliniske behov og derved forbedrer arbejdsmiljøet og giver mere tid til kerneopgaverne

Region Hovedstadens RIS/PACS-løsning er baseret på en kontrakt med Sectra. På den baggrund blev der taget skridt til forhandlinger med leverandøren om en udvidelse af Region Hovedstadens kontrakt. Disse forhandlinger er nu afsluttet.

Med godkendelse af sagen kan der underskrives kontrakt med Sectra efter 1. september 2026, og hovedimplementeringen af løsningen vil kunne finde sted ultimo maj 2027 – koordineret og afstemt med indflytningen på SUH. 
 

Det juridiske grundlag for kontraktindgåelse

Med vedtagelse af Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) er der tilvejebragt det juridiske grundlag for, at en eksisterende kontrakt allerede i 2026 kan tages i anvendelse for hele Region Østdanmark.

Overgangsloven fastslår (§ 66 stk. 4), at det forberedende regionsråd for Region Østdanmark kan efter aftale med og på vegne af regionsrådene for Region Sjælland og Region Hovedstaden overtage aftaler eller samarbejder med virkning i 2026.

Overdragelse af kontrakten til det forberedende regionsråd og udvidelse af kontrakten forudsætter, at der sker inden for udbudslovgivningens rammer.

Udbudslovens § 183 fastslår, at en kontrakt kan ændres, hvis ordregiver ikke har kunnet forudse situationen, og at ændringen ikke overstiger 50 pct. af værdien af den oprindelige kontrakt.

Det betyder, at løsningen kan etableres uden nyt udbud, forudsat at ændringerne holder sig inden for de gældende rammer.

Formelt set overdrages kontakten fra en myndighed (Region Hovedstaden) til en ny myndighed (det forberedende regionsråd for Region Østdanmark), og det kræver en accept fra alle tre involverede regionsråd.

I henhold til styrelsesloven kræves, at det forberedende Regionråd for Østdanmark har det nødvendige bevillingsmæssige grundlag for at kunne overtage kontrakten og afholde udgifter til kontraktens ydelser. 
 

Opsigelse af eksisterende kontrakter i Region Sjælland

Når den nye fælles billeddiagnostiske løsning udrulles til hospitalerne i Region Sjælland, vil der være behov for opsigelse af de nuværende kontrakter. Det drejer sig om:

  • RIS/PACS leveret af GE Healthcare
  • Carestream RIS/PACS leveret af Philips
  • XDS Suite, Consumer, Infobroker, OMDA
  • EasyViz Archive og Viewer, OMDA

De eksisterende systemer vil således skulle være i drift frem til, konsolideringen på Sectra er gennemført. Derudover forventes en efterfølgende stabiliseringsperiode, hvor der fortsat er adgang til systemerne for at kunne håndtere eventuelle fejl eller mangler, så ingen patientdata går tabt.

Kontrakterne vil blive opsagt tidsmæssigt koordineret med udrulningen af den nye Sectraløsning og for de flestes af kontrakterne med et forventet ophør i løbet af 2027. Billedarkiv-løsningen har dog en lidt længere udfasningsperiode. 

Udgifterne forbundet med de nuværende kontrakter bortfalder i takt med kontrakternes ophør, og der vil ikke være andre udgifter forbundet med udtræden af kontrakterne.

Der forventes at være en samlet årlig nettobesparelse på 5-10 mio. kr. i synergieffekt ved at overgå til én samlet løsning billeddiagnostisk løsning, når eksisterende løsninger er udfaset.

Det skal bemærkes, at i henhold til overgangsloven overdrages alle eksisterende rettigheder og forpligtelser til Region Østdanmark 1. januar 2027 – og det gælder både fra de to nuværende regioner og forberedelsesmyndigheden. 

KONSEKVENSER

Ved tiltrædelse af indstillingerne gives samtykke til, at kontrakt mellem Region Hovedstaden og Sectra på det billeddiagnostiske område (RIS/PACS) kan overdrages til det forberedende Regionsråd for Østdanmark med henblik på, at kontrakten kan udvides til at omfattes Region Sjælland, samt at økonomien justeres efter det beskrevne i økonomiafsnittet.

ØKONOMI

Ifølge overgangsloven kan kontrakten overtages af det forberedende regionsråd for Region Østdanmark fra de to regioner, såfremt aftaler eller samarbejder i regi af Øst skal have virkning allerede i 2026. Kontrakten overdrages pr. 1. september 2026.

  • Ved overtagelse og finansiering af kontrakten pr. 1/9 2026 indgår delårseffekt af nuværende kontrakt i Region Hovedstaden, svarende til 12,4 mio. kr. 
  • Udvidelse af kontrakten til også at omfatte Region Sjælland udgør 5,9 mio. kr. (primært udrulningsudgifter),
  • I alt 18,3 mio. kr. i 2026

Det løbende driftsvederlag for perioden 1. september 2026 til 31. december 2026 på forventet 12,4 mio. kr., som er baseret på en prognose pr. ultimo juni for det forventede forbrug af billeddiagnostiske ydelser på hospitalerne i Region Hovedstaden

Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark skal således tilføres bevilling til afholdelse af 18,3 mio. kr. Ifølge Bekendtgørelse om budget- og regnskabsvæsen, revision m.v. for det forberedende regionsråd for Region Østdanmark (Bek. nr. 1704 af 08. december 2025) skal udgifter afholdt af det forberedende regionsråd deles mellem Region Hovedstaden (69 pct.) og Region Sjælland (31 pct.).

Region Hovedstadens andel af bevillingsforøgelsen udgør 12,6 mio. kr., som finansieres gennem en reduktion af budgettet til Center for IT- og Medicoteknologi.

De forventede udgifter til udrulning og drift fra 2027 indgår i budgetforslaget 2027-2031 for Region Østdanmark, hvor det forventes at kunne rummes inden for budgettet afsat til koncerndriftsområdet Digitalisering og Teknologi.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges parallelt i Region Sjælland og Region Hovedstaden med behandling i forretningsudvalgene i begge regioner den 25. august og i regionsrådene den 1. september 2026.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Direktør Mette Harbo/Jette Sylow Rasmussen

JOURNALNUMMER

26064807

9. Status for målopfyldelse af forløbstider i kræftpakker og maksimale ventetider

INDSTILLING

Administrationen indstiller til forretningsudvalget:

  1. at tage hospitalernes overholdelse af målopfyldelse af forløbstider i kræftpakkerne til efterretning.
  2. at tage orientering om maksimale ventetider på kræftområdet, herunder overholdelse af bekendtgørelsen om maksimale ventetider til efterretning.

 

POLITISK BEHANDLING

Forretningsudvalgets beslutning den 25. august 2026:

Taget til efterretning.

Leila Lindén (A) og Carsten Scheibye (V) deltog ikke i sagens behandling. 
 


BAGGRUND

Forretningsudvalget forelægges med denne sag den månedlige status for regionens målopfyldelse vedrørende de anbefalede standardforløbstider i kræftpakkerne samt en status for overholdelsen af de maksimale ventetider.

Region Hovedstadens politiske mål er, at flere kræftforløb gennemføres inden for de anbefalede standardforløbstider. Dette er det overordnede udviklingsmål, som regionsrådet har fastsat i arbejdet med værdibaseret sundhed. I november 2020 vedtog forretningsudvalget, at 85 % af kræftpatienterne skal behandles inden for standardforløbstiderne i kræftpakkerne.


SAGSFREMSTILLING

Gennem længere tid er udviklingen i forløbstiderne i kræftpakkerne blevet fulgt tæt både på politisk og administrativt niveau. Direktionerne på hospitalerne følger området tæt, og der arbejdes systematisk på at afhjælpe udfordringer, herunder sikre en optimal udnyttelse af kapaciteten med henblik på at gode patientforløb og overholdelse af regionens målsætninger på området.

Status på den samlede målopfyldelse for forløbstider i kræftpakkerne

Forløbstiderne i kræftpakkerne er faglige anbefalinger til, hvor lang tid de enkelte dele af pakkeforløbet bør tage i et standardforløb. Der er tale om faglige rettesnore og ikke lovbundne patientrettigheder som for de maksimale ventetider.

Der er i Region Hovedstaden fastsat et politisk mål om, at 85 % af patienterne i kræftpakkeforløb skal behandles inden for de anbefalede standardforløbstider i kræftpakkerne. Der har i 2026 generelt være en høj målopfyldelse på kræftpakkerne, der dog ligger under det politiske mål. I juni 2026 blev 81 % af alle patienterne i kræftpakkeforløb behandlet inden for standardforløbstiderne, mens andelen i januar var på 69 %. Seneste data for målopfyldelsen for forløbstiderne i de enkelte kræftpakker fremgår af vedlagte bilag 1.

Tabel 1: Målopfyldelse for kræftpakkerne for januar 2026 – juni 2026

 

Målopfyldelsen for juni måned ligger tæt på det politiske mål om 85%. Målopfyldelsen er dermed bedre end for januar måned og på niveau med de seneste måneder.

Maksimale ventetider på kræftområdet

Tabel 2 viser de maksimale ventetider fra januar 2026 til juni 2026 for ventetid til udredning, initial behandling samt behandling efter initial behandling. Den angiver både andelen af patientforløb inden for den maksimale ventetid på 14 dage og årsager til forsinkelser for de forløb, hvor ventetiden er overskredet.

Det ses af oversigten, at størstedelen af de forløb, som ligger ud over den maksimale ventetid, skyldes hensyn til patientens helbred eller patientens eget ønske. Der er få forløb, hvor bekendtgørelsen ikke er overholdt, eller hvor tidsfristen for de maksimale ventetider er overskredet, men hvor patienten er informeret og har accepteret en senere tid.

Tabel 2 viser følgende om antal og andel af forløb i juni 2026, hvor forsinkelsen er accepteret af patienten, så bekendtgørelsen er overholdt, selvom ventetiden har været mere end 14 dage:

  • Der var i alt 3 forløb (0,1 %) fra udredning til start på behandling med forsinkelsesårsag accepteret, hvilket er færre end i de foregående måneder, med undtagelse af marts, hvor der var 0 forløb med overskredet ventetid.
  • Der var i alt 5 forløb (0,2%) under initial behandling med forsinkelsesårsag accepteret, hvilket ligeledes er færre end i de seneste måneder med undtagelse af februar 2026, hvor der ligeledes var få forløb med overskredet ventetid.
  • Der var i alt 1 forløb (0,2%) under behandling efter initial behandling med forsinkelsesårsag accepteret, hvilket er på niveau med de seneste måneder.

Der var i juni måned 3 udredningsforløb (0,1%), 2 initiale behandlingsforløb (0,2%) og 1 behandlingsforløb efter initial behandling (0,2%), hvor bekendtgørelsen om de maksimale ventetider ikke var overholdt.

Overskridelserne fordeler sig mellem 3 overskridelser på Nordsjællands Hospital, 2 overskridelser på Rigshospitalet og 1 overskridelse på Herlev-Gentofte Hospital.

På Nordsjællands Hospital er de 3 overskridelser i forbindelse med ventetid fra henvisning til start initial behandling for patienter i Kirurgisk Afdeling. På Rigshospitalet vedrører de 2 overskridelser initial behandling, fordelt med 1 overskridelse i Afdeling for Gynækologi og 1 overskridelse i Klinik for Plastikkirurgi, Brystkirurgi og Brandsårsbehandling. På Herlev-Gentofte Hospital vedrører den ene overskridelse behandling efter initial behandling i Afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme.

Tabel 2: Oversigt over maksimale ventetider for januar 2026 til juni 2026 (antal og pct.)

 

 

Opfølgning på overskridelser af maksimale ventetider på tarmkræft området
Fra januar 2024 blev den nationale model for forstærket overvågning og indberetning af ventetider på kræftområdet implementeret. Modellen indebærer en overgang fra faste månedlige redegørelser ved konkrete overskridelser til en løbende og dataunderstøttet monitorering i hele landet. Administrationen følger løbende udviklingen på tværs af hele kræftområdet med henblik på at monitorere og vurdere, om der er områder med systematiske og længerevarende kapacitetsudfordringer.

Administrationen har tidligere beskrevet et større antal overskridelser af bekendtgørelsen om de maksimale ventetider i februar og marts måned. Overskridelserne skete primært inden for perioden ”udredning til start behandling”. Overskridelserne vedrørte for februar måned hovedsageligt patienter henvist fra tarmkræftscreeningsprogrammet, mens det i marts måned overvejende var patienter henvist til pakkeforløb for kræft i tyk- og endetarm.

Administrationen har fulgt op på overskridelserne, og der er løbende dialog med Sundhedsfagligt Råd for Mave-, Tarm- og Leversygdomme i den kommende Region Østdanmark, som har drøftet situationen vedrørende overskridelser af de maksimale ventetider på kræftområdet. Det Sundhedsfaglige Råd vurderer, at de konkrete udfordringer er håndteret, og at der er tale om en ekstraordinær hændelse frem for generelle, systematiske udfordringer. Drøftelsen har samtidig tydeliggjort et behov for styrket koordinering mellem hospitalerne herunder på afdelings- og ledelsesniveau, i situationer med kapacitetspres. Sundhedsfagligt Råd for Mave-, Tarm- og Leversygdomme i den kommende Region Østdanmark har etableret en eskalationsmodel hvor relevante ledelsesniveauer kan inddrages ved behov, hvilket forventes at styrke den fremadrettede håndtering og reducere risikoen for lignende hændelser. Det Sundhedsfaglige Råd vil arbejde videre med at afdække, hvordan kapaciteten kan udnyttes mere fleksibelt på tværs af enheder.
 

KONSEKVENSER
Der vil også fortsat være fokus på målopfyldelsen for standardforløbstiderne i kræftpakkerne samt overholdelse af bekendtgørelsen om de maksimale ventetider.
 

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges forretningsudvalget den 25. august 2026.
 

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON 

Charlotte Hosbond / Anne Amalie Molin Tofte
 

JOURNALNUMMER

26054707

Bilag

Bilag 1: Målopfyldelse for kræftpakker (D16287385)

Bilag 2: Oversigt Maksimale ventetider (D16287389)

10. Status for overholdelse af udredningsretten for somatik og psykiatri

INDSTILLING

Administrationen indstiller til forretningsudvalget:

  • at drøfte status for hospitalernes overholdelse af udredningsretten for somatik og psykiatri.

POLITISK BEHANDLING

Forretningsudvalgets beslutning den 25. august 2026:

Drøftet.

Leila Lindén (A) og Carsten Scheibye (V) deltog ikke i sagens behandling. 

BAGGRUND

Overholdelse af udredningsretten er et regionalt udviklingsmål i Region Hovedstaden, som er besluttet i forlængelse af regionsrådets arbejde med værdibaseret sundhed. Forretningsudvalget vedtog i juni 2020 et delmål om, at 70 % af patienterne skal være udredt inden for 30 dage, og at udredningsretten skal være overholdt for 95 % af patienterne.

Der er en større andel udredningsforløb, som overholder udredningsretten end andelen af udredningsforløb, som er afsluttet inden for 30 dage. Dette da et udredningsforløb godt kan overholde udredningsretten, selvom patienten færdigudredes efter 30 dage, hvis der f.eks. er faglige årsager til senere færdigudredning eller patienten selv ønsker at vente længere tid.

I den regionale psykiatriplan 2025 og frem, er der hertil vedtaget et særligt delmål for børne- og ungdomspsykiatrien om, at udredningsretten bliver overholdt for 50 % af patientforløbene inden udgangen af 2025.

Forretningsudvalget forelægges med denne sag den månedlige status for regionens overholdelse af udredningsretten for somatik og psykiatri. Sagen er opdateret med nye tal for udredningsretten og beskrivelse af arbejdet med at styrke overholdelsen af udredningsretten i Børne- og Ungdomspsykiatrien.

SAGSFREMSTILLING

Udviklingen i regionens overholdelse af udredningsretten bliver fulgt tæt både på politisk og administrativt niveau. Direktionerne på hospitalerne følger området tæt, og der arbejdes systematisk på at afhjælpe udfordringer samt at sikre en optimal udnyttelse og tilpasning af kapaciteten. Derudover er der et særligt fokus på at robustgøre kapaciteten til operationsområdet, opgaveflytning mellem faggrupper samt rekruttering og fastholdelse af personale. Dette fokus understøtter et målrettet og systematisk arbejde med at sikre, at patienter i Region Hovedstaden tilbydes hurtig udredning og behandling.

Ny patientrettighed i børne- og ungdomspsykiatrien
Pr. 1. januar 2026 er udrednings- og behandlingsretten samlet i én samlet patientrettighed for børn og unge i børne- og ungdomspsykiatrien. Dette indebærer at 1) børn og unges udredningsforløb skal være påbegyndt senest 30 dage efter henvisning (1. udredningssamtale) og 2) børn og unge skal være endeligt udredt og opstartet behandling senest 60 dage efter henvisning.

I regi af Sundhedsdatastyrelsen er der nedsat en teknisk gruppe, hvor alle regioner er repræsenteret, der arbejder på udviklingen af en ny monitoreringsmodel for denne rettighed. I overgangsfasen frem mod implementeringen af
denne model, rapporteres der fortsat separat på overholdelse af den gamle
udredningsret og andel udredt inden for 30 dage. Fremadrettet, når en monitoreringsmodel er implementeret, vil overholdelsen i børne- og ungdomspsykiatrien blive afrapporteret i en samlet rettighed.

Udviklingen i overholdelse af udredningsretten 
Af nedenstående tabel 1 fremgår udviklingen i overholdelse af udredningsretten fra januar 2026 til og med juni 2026, sammenholdt med de politiske mål for udredningsretten. Af vedlagte bilag er mere detaljerede dataopgørelser og beskrivelser om udredningsretten. Af bilag 1 fremgår grafer over overholdelse af udredningsretten i somatik og psykiatri. Af bilag 2 fremgår antal visiterede henvisninger i børne- og ungdomspsykiatrien fra januar 2021 til juni 2026. Henvisningerne dækker over patienter godkendt til henvisning til børne- og ungdomspsykiatrien inklusive private aktører.

Sundhedsdatastyrelsen offentliggør løbende data på forskellige indikatorer vedrørende sundhedsvæsenet, herunder udredningsforløb på hospitalerne, hvor det er muligt at se data opgjort på regionalt niveau. Data kan tilgås her.

Overholdelse af udredningsretten i juni 2026 sammenholdt med det politiske mål er, som følger: 

  • I somatikken ligger overholdelsen af udredningsretten under målsætningen 
  • I voksenpsykiatrien ligger overholdelse af udredningsretten over målsætningen
  • I børne- og ungdomspsykiatrien ligger overholdelsen af udredningsretten væsentligt under målsætningen   

 

Tallene for udredningsretten for henholdsvis somatikken, voksenpsykiatrien og børne- og ungdomspsykiatrien i juni 2026 kommenteres nedenfor.

Somatik
I juni 2026 blev udredningsretten overholdt for 85 % af patienterne i somatikken, og 62% af patienterne blev udredt inden for 30 dage. Dette er på niveau med de foregående måneder, med undtagelse af januar hvor der sås et fald i overholdelsen af udredningsretten og andel udredt inden for 30 dage.

Voksenpsykiatri
I juni 2026 blev udredningsretten overholdt for 100 % af patienterne i voksenpsykiatrien, og 97 % af patienterne blev udredt inden for 30 dage. Dette er på niveau med de foregående måneder.

Børne- og ungdomspsykiatri
I juni 2026 var udredningsretten overholdt for 21 % af patienterne i børne- og ungdomspsykiatrien, og 14 % af patienterne blev udredt inden for 30 dage. Dette er på niveau med de foregående måneder.

Det fald der ses i overholdelsen af udredningsretten i maj kan forklares med to forhold: en ændret registreringspraksis per 1. april 2026 samt midlertidige implementeringsudfordringer i forbindelse med implementeringen af nye SP-ugeplaner.

Den nye registreringspraksis betyder, at patienter henvist til medicinsk behandling nu opstarter direkte i behandling, frem for at opstarte i udredning først. Det vil reducere overholdelsen af udredningsretten. Herudover har enkelte nye arbejdsgange i forbindelse med nye ugeplaner ikke været fuldt indarbejdet fra start, hvilket midlertidigt har påvirket flowet i patientforløbene.

Antallet af nyhenviste patienter samt et stigende antal behandlingspatienter er desuden en udfordring for overholdelsen af udredningsretten. Der ses ligeledes en stigning i antallet af patienter henvist fra andre regioner. I 2025 var 7,3% af henvisningerne i Region Hovedstaden fra andre regioner. I 2026 (til og med uge 24) er andelen 11,1%.

Antallet af patienter, der går til andre regioner, kan desværre ikke opgøres med tilstrækkelig datamæssig sikkerhed. Det kræver anvendelse af centrale registerdata, som er afhængig af registreringspraksis og datakvalitet på tværs af regionerne. Datakvaliteten vurderes på nuværende tidspunkt at være for usikker. Det er et opmærksomhedspunkt og en udfordring, der skal løses nationalt.

I juni 2026 var den gennemsnitlige udredningslængde i børne- og ungdomspsykiatrien på 104 dage. Til sammenligning lå den i august/september 2024 på omkring 113 dage.

Arbejdet med at styrke overholdelsen af udredningsretten i Børne- og Ungdomspsykiatrien
Region Hovedstaden arbejder målrettet på at styrke overholdelsen af udredningsretten i Børne- og Ungdomspsykiatrien og har fortsat et stort fokus på at optimere kapacitetsudnyttelsen og skabe et bedre patientflow. Der er iværksat følgende hovedindsatser, der bygger videre på fremtidssikringsrapporten og taskforcen.

  • Bedre planlægning og flow – herunder udarbejdelse af nye ambulatorie-ugeplaner i SP, som er i fuld gang med at blive implementeret
  • Kapacitetsudvidelser ved etablering af nye ambulatorier og bedre udnyttelse af eksisterende rammer. Der er ved at blive etableret to nye ambulatorier på Rigshospitalet og på Herlev og Gentofte Hospital (Herlev matrikel) og der rekrutteres flere faggrupper til udredning og behandling. Det er desuden besluttet at åbne et medicinambulatorium med ca. 10 medarbejdere, der på tværs af større børn- og ungeambulatorierne i Hillerød skal sikre hurtig opstart og flow i medicinsk behandling
  • Styrket samarbejde med primær og praksissektor – hvor samarbejdet med praktiserende læger og private aktører udvides, for at øge kapaciteten til udredning og behandling.
  • Nytænkning af patientforløb med øget direkte patienttid
  • Digitalisering – Fx gennem virtuel patientkontakt og selvbooking, afprøvning af AI som støtte i dokumentation, og en pågående afklaring af andre mulige digitale løsninger for børne- og ungdomspsykiatrien i den kommende Region Østdanmark, bl.a. inspireret af Norge, Sverige, Holland og Australien.

Den igangværende styrkelse af kapaciteten, samt dele af de supplerende initiativer, er primært rettet mod ungeafsnittene. Størstedelen af gruppen på venteliste til både udredning og behandling udgøres af ’ældre børn’ og ’unge’. Derfor vurderes det, at det største potentiale for at nedbringe ventetiden med de supplerende initiativer ligger her.

Koncept for tilbud om hurtig opstart af behandling og tryg opfølgning i børne- og ungdomspsykiatrien, som følge af den politiske aftale af samme navn, er udviklet. Implementeringen afventer, at kapaciteten er tilstrækkelig udvidet, så implementeringen kan gennemføres uden at medføre væsentligt forlængede ventetid på udredning for patienterne.

10-årsplanen fra 2025
Med det markante økonomiske løft til psykiatrien, som følge af den samlede 10-årsplan, er der blandt andet mulighed for at udbygge kapaciteten, styrke de udgående teams og akuttelefonen, og sikre hurtigere og mere målrettet behandling og bedre adgang til psykologhjælp.

Aftaler med det private
Region Hovedstaden har haft en udbudsaftale med Hejmdal Privathospital siden den 12. august 2021. Aftalen er gyldig frem til den 31. august 2026. Kapaciteten på 640 børne- og ungepatienter årligt udnyttes fuldt. Kapaciteten fra 1. september 2026 afventer forhandlinger.

KONSEKVENSER

Hospitalerne fortsætter arbejdet med overholdelse af mål på udredningsområdet.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges forretningsudvalget den 25. august 2026.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Charlotte Hosbond / Line Fenshøj

JOURNALNUMMER

26053499

Bilag

Bilag 1: Overholdelse af udredningsretten

Bilag 2: Udvikling i antal henvisninger for børn og unge

11. Gensidig aftale med Region Sjælland om formelt samarbejde i De Videnskabsetiske Komiteer i efteråret 2026 som forberedelse til fusionen

INDSTILLING

Administrationen indstiller, at forretningsudvalget anbefaler over for regionsrådet:

  • at der bliver indgået en gensidig aftale med Region Sjælland om formelt samarbejde mellem De Videnskabsetiske Komiteer fra 1. september til 31. december 2026.

POLITISK BEHANDLING

Forretningsudvalgets beslutning den 25. august 2026:

Anbefalet.

Leila Lindén (A) og Carsten Scheibye (V) deltog ikke i sagens behandling. 

BAGGRUND

Det Forberedende Regionsråd blev d. 16. juni 2026 forelagt en sag om etableringen af et fælles videnskabsetisk komitesystem i Region Østdanmark. I forlængelse af denne sag indstiller Administrationen at Regionsrådene i Region Sjælland og i Region Hovedstaden indgår et formelt samarbejde allerede fra efteråret 2026 mellem De Videnskabsetiske Komiteer. Formålet er at forberede fusionen, hvor der fra 1. januar 2027 skal være én samlet videnskabsetisk myndighed i Region Østdanmark.

De videnskabsetiske Komiteer i hhv. Region Sjælland og Region Hovedstaden er påbegyndt et uformelt samarbejde frem mod fusionen, men jf. Komiteloven skal regionsrådet i hver region godkende et officielt samarbejde, så der kan arbejdes sammen på tværs og træffes beslutninger som én myndighed.

SAGSFREMSTILLING

Administrationen indstiller, at De Videnskabsetiske Komiteer i Region Sjælland og Region Hovedstaden fra 1. september til 31. december 2026 indgår i et formelt samarbejde. Samarbejdet gør, at de i alt syv komiteer i relevant omfang kan agere som nedsat af begge regioner mhp. ensretning af praksis, og at indkomne anmeldelser kan fordeles mellem dem.

Beslutningen muliggør, at De Videnskabsetiske Komiteer i efteråret 2026:

  • Kan igangsætte tættere samarbejde i det fælles formandskab om at etablere en fælles praksis
  • At en komite i en region kan træffe afgørelse i konkrete sager, der er anmeldt til den anden region
  • At sekretariaterne kan fordele sager mellem sig og samarbejde om konkrete sager med henblik på at udarbejde fælles procedurer og praksis.

Ovenstående vil understøtte en mere smidig overgang til én videnskabsetisk myndighed i Region Østdanmark, da et fælles grundlag for procedurer og praksis kan forberedes inden fusionen.

Derudover muliggør det, at det samlede formandskab på tværs af regionerne kan samarbejde om vurdering af konkrete sager, særligt med fokus på vurdering af anmeldelsespligt med henblik på at opnå fælles praksis. Vurdering af anmeldelsespligt er centralt for at fastlægge, hvorvidt et sundhedsvidenskabeligt projekt skal anmeldes til komiteerne efter Komiteloven, og dermed hvorvidt et projekt skal gennemgå processen for en videnskabsetisk vurdering med tilhørende krav. 

Endeligt bliver det muligt at fordele sager mellem komiteerne. Sekretariatet i Region Sjælland forbehandler i dag allerede sager for Region Hovedstaden for at afhjælpe sagsmængden, men aftalen giver mulighed for at komiteen i Region Sjælland kan behandle sagen og træffe afgørelse. Dette giver også sekretariaterne mulighed for at fastlægge fremtidig fælles praksis ud fra samarbejdet på tværs af de nuværende regioner.

KONSEKVENSER

Administrationen vurderer, at et formelt samarbejde kan danne grundlag for en smidig overgang til Region Østdanmark.

ØKONOMI

Sagen har ikke økonomiske konsekvenser. 

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges parallelt i Region Sjælland og Region Hovedstaden med behandling i forretningsudvalgene i begge regioner den 25. august og i regionsrådene den 1. september 2026.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Charlotte Hosbond / Birgit Marie Nielsen 

JOURNALNUMMER

26051862

12. Region Hovedstadens arbejdsmiljørapport 2025

INDSTILLING

Administrationen indstiller til forretningsudvalget

  • at drøfte Region Hovedstadens arbejdsmiljørapport 2025.

POLITISK BEHANDLING

Forretningsudvalgets beslutning den 25. august 2026:

Drøftet, idet forretningsudvalget benyttede lejligheden til at kvittere for det gode arbejde, der bliver lavet rundt omkring i hele organisationen, som bl.a. har ført til et fald i sygefravær og i afgangsrater for nyansatte medarbejdere og ledere. Forretningsudvalget bemærker også, at der fortsat er udfordringer, der skal arbejdes med, og er optaget af, at der fremover fortsat vil være fokus på arbejdsmiljøet i den kommende Region Østdanmark. 


Leila Lindén (A) og Carsten Scheibye (V) deltog ikke i sagens behandling.

BAGGRUND

Forretningsudvalget får årligt fremlagt den regionale arbejdsmiljørapport i forlængelse af, at regionens øverste arbejdsmiljøudvalg RMU, har gennemført den årlige arbejdsmiljødrøftelse.

Baggrunden herfor er et politisk ønske om at følge arbejdsmiljøet i relation til dets betydning for lederes og medarbejderes sikkerhed og tryghed, sygefravær, tilknytning til og mulighed for at rekruttere ledere og medarbejdere til regionens arbejdspladser.

SAGSFREMSTILLING

Region Hovedstadens arbejdsmiljørapport 2025 er udarbejdet til brug for den årlige arbejdsmiljødrøftelse i Regions MED-udvalget (RMU). Rapporten indeholder data om arbejdsmiljøet på regionalt plan, fx antal gennemførte arbejdsmiljøuddannelser, trivselsmålinger, APV 2024, samarbejde med Arbejdstilsynet, indberettede arbejds­skader og data på vold og trusler (fysisk og psykisk vold).

Rapporten indeholder også en række cases, der viser eksempler på, hvordan hospitaler og virk­somheder arbejder med at styrke arbejdsmiljøet. Det gælder fx indsats målrettet forebyggelse af vold og trusler, sygefravær og støttende kollegiale samtaler, der forebygger udbrændthed og styrker arbejdsglæde og patientsikkerhed.

Hospitaler, virksomheder og koncerncentre udarbejder også materiale til brug for de lokale arbejdsmiljødrøftelser.

Drøftelse i regionens øverste arbejdsmiljøudvalg
RMU er regionens øverste arbejdsmiljøudvalg, og har som følge heraf opgaven med at gennemføre den årlige arbejdsmiljødrøftelse på regionalt niveau. Det sker ved at behandle arbejdsmiljødata fra det forgangne år, evaluere de fokusområder som udvalget satte for året samt fastsætte fokusområder for det kommende år.

Oversigt over data i Arbejdsmiljørapport for Region Hovedstaden 2025

  • Trivselsmålinger i Q1 + Q3 i 2025 viser en gennemsnitlig score på 4,0 for samarbejde og fællesskab samt arbejdsglæde. Retfærdig fordeling af opgaverne har en score på 3,6.
  • Der er iværksat trivselsindsatser på mere end 100 afdelinger på tværs af regionens arbejdspladser siden indsatsen blev igangsat i 2023. APV-opfølgning og udarbejdelse af handleplaner sker lokalt med afsæt i behov for særlige arbejdsmiljøindsatser.
  • Regionen har samlet set modtaget 40 færre reaktioner fra Arbejdstilsynet i 2025 i forhold til 2024. Faldet skal ses i lyset af, at der i perioden har været færre tilsynsbesøg.
  • Det samlede antal indberettede arbejdsulykker i 2025 er opgjort til 2.757. I 2024 var tallet 2.697. Andelen af arbejdsulykker med fravær er på samme niveau som i 2024. Der ses et fald i antallet af ulykker med fysisk og psykisk vold, der dog udgør knapt en femtedel af arbejdsulykkerne.
  • Antallet af anmeldelse af erhvervssygdomme til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er faldet med 4 anmeldelser. I 2025 blev 29 pct. af de anmeldte erhvervssygdomme anerkendt. I 2024 var det 37 pct.
  • Der er sket en stigning i antallet af interne registreringer af vold, trusler og krænkende handlinger fra 4.333 i 2024 til 4.448 i 2025, dvs. en stigning på 115 anmeldelser. Stigningen ses særligt på de somatiske hospitaler og i Akutberedskabet.
  • Sygefraværet i 2025 er faldet til et gennemsnit på 13,6 sygefraværsdage årligt pr. årsværk. I 2024 var gennemsnittet på 14,0 sygefraværsdage årligt pr. årsværk.
  • Antallet af henvendelser, oprettede sager og revisitationer til psykologisk rådgivning er faldet i 2025 set i forhold til 2024. Mere end halvdelen af henvendelserne vedrører arbejdsmængde/tidspres og følelsesmæssig belastede situationer. Det samme gør sig gældende i både 2024 og 2023.
  • Regionens onboarding-undersøgelse viser, at 82 pct. af respondenterne i høj grad eller i meget høj grad har haft en god start i det nye job. Det er en fremgang på 1 pct. fra 2024.
  • Afgangsrater for nyansatte medarbejdere og ledere viser, at der er sket et fald. I 2025 forlod godt 27,6 pct. af nyansatte medarbejdere og ledere regionen inden for de første 12 måneders ansættelse, hvor det i 2024 var 28,4 pct.
  • Regionens exit-undersøgelse viser, at 50 pct. af de ledere og medarbejdere, der forlader regionen, er meget enige i eller enige i, at de stopper i jobbet, fordi de søger et bedre psykisk arbejdsmiljø. 46 pct. angiver, at de er meget enige i eller enige i, at de stopper i jobbet, fordi de ønsker flere faglige udfordringer. Det er en stigning fra 2024, hvor det var 42 pct.

Fokusområder
Da RMU i 2025 fastsatte fokusområder for det kommende år, skete det med afsæt i input fra arbejdsmiljødrøftelserne i de øverste MED-udvalg (VMU’erne) på hospitaler, virksomheder og koncerncentre, og ud fra en vurdering af, at fokusområder­ne kunne under­støtte og rumme de lokalt prioriterede arbejdsmilj­øindsatser.

Fokusområder for 2025

  • Fokus på den gode arbejdsplads - også i forandringer             
  • Fokus på sundt fysisk arbejdsmiljø, hvor det ikke belaster kroppen at være på arbejde   
  • Forebyggelse af ulykker, herunder særligt fokus på vold og trusler (videreført fra 2023 og 2024).

I år har RMU ligeledes fået input fra VMU’erne. RMU har med afsæt heri - og med opmærksomhed på sundhedsreformen og ønsket om at bevare og udvikle attraktive og udviklende arbejdspladser – valgt at fortsætte med de tidligere besluttede fokusområder.

Fokusområder for 2026

  • Fokus på den gode arbejdsplads - også i forandringer             
  • Fokus på sundt fysisk arbejdsmiljø, hvor det ikke belaster kroppen at være på arbejde   
  • Forebyggelse af ulykker, herunder særligt fokus på vold og trusler (videreføres fra 2024)

KONSEKVENSER

Godkendes indstillingen, drøftes arbejdsmiljørapporten og RMU’s overordnede fokusområder tages til efterretning.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges forretningsudvalget den 25. august 2026.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Kirstine Vestergård Nielsen / Helle B. Bavnhøj

JOURNALNUMMER

24031499

Bilag

Bilag 1: Arbejdsmiljørapport_for_Region_Hovedstaden_2025

13. Udmøntning af trepartsmidler

INDSTILLING

Administrationen indstiller, at forretningsudvalget anbefaler over for regionsrådet:

  1. at godkende, at trepartsmidlerne anvendes til engangstillæg i 2026 og fordeles til lokal forhandling på de enkelte hospitaler
  2. at der i 2027 forhandles varige regionale tillæg i Region Østdanmark.

POLITISK BEHANDLING

Forretningsudvalgets beslutning den 25. august 2026:

Det Konservative Folkeparti (C) har fremsat ændringsforslag til et dot 1.a:
Socialdemokratiet (A), Det Radikale Venstre (B), Socialistisk Folkeparti (F), Venstre (V) og Enhedslisten (Ø) og Finn Rudaizky (ufp) er medforslagsstillere.

  • 1.a:
    “Forretningsudvalget tilkendegiver et ønske om, at der for 2026 sættes en strategisk retning for den lokale udmøntning af midlerne, således at der som udgangspunkt er fokus på at tilgodese medarbejdergrupper, vi har vanskeligt ved at rekruttere, og til vagter vi har vanskeligt ved at besætte”

 
Formanden satte ændringsforslaget til afstemning:
For stemte:  A (3), B (2), C (3), F (1), V (1), Ø (2) og ufp (1), i alt 13.
Imod stemte: 0.
Undlod at stemme: 0.
I alt 13.
Ændringsforslaget var anbefalet. 
Sagen hermed anbefalet med ændringsforslag.

Leila Lindén (A) og Carsten Scheibye (V) deltog ikke i sagens behandling. 
 

BAGGRUND

Regionsrådet skal træffe beslutning om anvendelse og fordeling af det resterende beløb fra trepartsmidlerne i 2026, så hospitalerne kan iværksætte de lokale forhandlinger om den konkrete anvendelse.

SAGSFREMSTILLING

Regeringen, Danske Regioner og KL indgik i 2023 en trepartsaftale, der havde til formål at styrke rekruttering og fastholdelse i den offentlige sektor. Aftalen indebar bl.a. et målrettet lønløft til udvalgte faggrupper samt afsættelse af midler til forbedring af arbejdsvilkår.

På den baggrund aftalte overenskomstens parter under overenskomstforhandlingerne i 2024 at udmønte trepartsmidler i overenskomsterne til varige lønstigninger. Der blev samtidig afsat trepartsmidler til lokal forhandling i regionerne, som skulle anvendes indenfor områderne: Akutområdet, det medicinske område, det psykiatriske område og yderområder. Region Hovedstaden forhandlede derfor tillæg med flere af de faglige organisationer i 2024 og tilgodeså en lang række faggrupper.

I trepartsaftalen fra 2023 blev der samtidig reserveret 350 mio. kr. på det regionale område til overenskomstforhandlingerne i 2026. Det er ved overenskomstforhandlingerne i år aftalt at anvende dele af disse midler til at løfte ansatte, som i henhold til deres overenskomst er omfattet af områdetillæg 0 (har hidtil omfattet Bornholm), til områdetillæg 1. Der resterer herefter – på landsplan – 263 mio. kr. Disse midler er ikke bundet til specifikke formål. Midlerne kan derfor udmøntes lokalt med henblik på at understøtte de konkrete behov og prioriteringer på arbejdspladserne.

Den lokale udmøntning af trepartsmidlerne skal forhandles og aftales med de faglige organisationer og kræver derfor enighed. 

Det må forventes, at midlerne fordeles mellem regionerne efter den almindelige fordelingsnøgle, hvilket betyder, at Region Hovedstaden tildeles 31,7 % svarende til ca. 83 mio.kr.

Trepartsmidlerne er varige og skal udmøntes i år. Region Hovedstaden vil i 2026 anvende midlerne til engangstillæg. Midlerne vil blive fordelt til hospitalerne til lokal forhandling på baggrund af lokale prioriteter.

Midlerne forhandles herefter centralt og anvendes til aftaler om varige tillæg i Region Østdanmark fra 2027. Dette for at sikre, at nye aftaler om varige tillæg understøtter en fælles strategisk retning for Region Østdanmark.

Hospitalsdirektørkredsen og Regions MED-udvalget er blevet orienteret om processen.

Administrationen i Region Sjælland anbefaler ligeledes i deres organisation, at midlerne anvendes som engangsmidler i 2026, og at forhandling af varige tillæg udskydes til 2027. Region Hovedstaden har således koordineret med Region Sjælland.

Videre proces

Trepartsmidlerne i 2026 fordeles til hospitalerne hurtigst muligt efter regionsrådsmødet. Herefter forventes det, at hospitalerne iværksætter lokale forhandlinger med de faglige organisationer om engangstillæg i slutningen af 3. eller 4. kvartal af 2026.

KONSEKVENSER

Ved tiltrædelse af indstillingen udmøntes midlerne som beskrevet i sagen.

ØKONOMI

Det indstilles, at engangsmidler i 2026 fordeles som følger:

Amager og Hvidovre Hospital

18,06 %

    15.055.300 kr.

Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

16,16 %

    13.473.827 kr. 

Bornholms Hospital

1,71 %

       1.425.805 kr.

Herlev og Gentofte Hospital

19,78 %

    16.494.579 kr.

Steno Diabetes Center Copenhagen

0,91 %

          758.233 kr.

Nordsjællands Hospital

12,12 %

    10.102.392 kr.

Rigshospitalet

29,07 %

    24.235.942 kr.

Region Hovedstadens Akutberedskab

2,19 %

       1.824.916 kr.

Der er tale om anvendelse af regionens fordelingsnøgle baseret på 2026 lønbudgetter.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges forretningsudvalget den 25. august 2026 og regionsrådet den 1. september 2026.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Kirstine Vestergård Nielsen / Bente Hammer

JOURNALNUMMER

26057345

Bilag

Bilag 1: Ændringsforslag fra C ved Christoffer Buster Reinhardt - sag 13 -Udmøntning af trepartsmidler

14. FORTROLIG - Anvendelse af udisponerede statslige psykiatrimidler i 2026

15. Principper for parkering som led i parkeringsstrategi

INDSTILLING

Miljø- og klimaudvalget anbefaler over for forretningsudvalget og regionsrådet:

  • at godkende forslag til fem tværgående principper for parkering.

POLITISK BEHANDLING

Forretningsudvalgets beslutning den 25. august 2026:

Venstre fremsatte følgende ændringsforslag, hvor indstilling skal ændres til:

  • At godkende forslag til fem tværgående principper for parkering, ”dog således, at der blandt medarbejderne er særligt fokus på dem, der er på tilkald eller arbejder i vagttid."

Formanden satte ændringsforslaget til afstemning:
For stemte:  A (3), B (2), C (3), V (1), og ufp (1), i alt 10.
Imod stemte: 0.
Undlod at stemme: F (1) og Ø (1), i alt 2.
I alt 12.
Ændringsforslaget anbefalet. 

Sagen var herefter anbefalet med ændringsforslag.

Leila Lindén (A), Carsten Scheibye (V) og Tormod Olsen (Ø) deltog ikke i sagens behandling. 


Miljø- og klimaudvalgets beslutning den 3. juni 2025:
Anbefalet.
Thomas Rohden (B) og Christine Dal (V) deltog ikke i behandlingen af sagen.
 

BAGGRUND

I forbindelse med genbehandlingen af sagen om udbud af lynladere på miljø- og klimaudvalgsmødet den 1. oktober 2025 blev det aftalt, at administrationen skulle forelægge et udkast til en ny strategi for parkering på regionens matrikler for miljø- og klimaudvalget. Sagen gik herefter videre til regionsrådet den 21. oktober 2025, som desuden godkendte udarbejdelsen af parkeringsstrategien som led i behandlingen af en række medlemsforslag om parkering samt sagen om lynladere.

I denne sag fremlægges parkeringsstrategiens principper, der gælder for både hospitalerne, institutionerne og de tværgående virksomheder i Region Hovedstaden. Miljø- og klimaudvalget orienteres også om andre produkter i den samlede parkeringsstrategi.

Lillian Rasch Madsen og Christoffer Kyst fra Center for Ejendomme deltager på mødet i miljø- og klimaudvalget og holder et oplæg om parkeringsstrategien, hvor bl.a. datagrundlaget for strategien fremlægges.

SAGSFREMSTILLING

Parkeringsstrategien skal facilitere den gode ankomst til hospitalerne. Det skal blandt andet ses i lyset af, at langt over halvdelen af regionens patienter ankommer i bil til deres behandling på hospitalet – enten som fører af bilen eller som passager. Det er imidlertid ikke altid let for en patient at ankomme til et hospital i bil, enten fordi der mangler parkeringspladser, eller fordi de ledige pladser er svære at finde eller ligger langt væk fra behandlingsstedet. 

Det grundlæggende element i parkeringsstrategien er de tværgående principper, der er vedhæftet i bilag 1. På baggrund af disse udarbejder administrationen: 

  • Lokale parkerings-siteplaner (er under udarbejdelse - se eksempel fra Rigshospitalet Blegdamsvej i bilag 2)
  • En samlet rapport med dataanalyse og beskrivelse af ansvar, roller og forvaltningspraksis (er også under udarbejdelse).

Der er primært fokus på parkeringsforhold for persontransport, men målgruppen er alle brugere af hospitalerne. Arbejdet tager udgangspunkt i den eksisterende, administrativt godkendte 'Parkeringsstrategi 2018 for Region Hovedstaden'. 

Principper for parkering

Strategien indeholder fem tværgående, politisk forankrede, principper for parkering. Det er:

  • Princip 1: Målgrupper for parkering er i prioriteret rækkefølge: Patienter og pårørende, medarbejdere og lokalområdet.
  • Princip 2: De sunde og grønne transportvalg understøttes.
  • Princip 3: Planlægning til fremtidens behov.
  • Princip 4: Region Hovedstaden understøtter aktuelle ladebehov. 
  • Princip 5: Færrest mulige kontrolafgifter.

Principperne er uddybet i bilag 1. Godkendes principperne af regionsrådet, vil de blive kommunikeret i et formidlingsvenligt format, f.eks. en plakat eller en kort film, og blive integreret i en samlet rapport.

Lokale parkerings-siteplaner

Som et supplement til de tværgående principper introduceres et nyt koncept for parkeringsområdet: Lokale parkerings-siteplaner. Disse er i gang med at blive udarbejdet i tæt samarbejde med de relevante hospitaler. Formålet med siteplanerne er at få et planlægningsværktøj til det lokale niveau, som kan oversætte parkeringsstrategiens principper til lokale parkeringsforhold og styringstiltag, herunder kapacitetsspørgsmål. 

Siteplanerne bygger på kortlægning af parkeringskapacitet, styringsforhold og andre forhold med relevans for parkering samt dialog med hospitalerne. De udarbejdes i et ensartet format og indeholder f.eks.: 

  • Data og figurer, der beskriver nuværende parkerings- og mobilitetsforhold.
  • Model, der beskriver, hvilken grad af regulering, som er valgt for parkering på matriklen.
  • Matrikelkort, der viser antal p-pladser, typer af p-pladser, p-zoner, mv.
  • Beskrivelse af lokale udfordringer og muligheder/løsninger.
  • Anbefalinger til den ønskede fremtidige udvikling, inkl. løsninger hertil. 
  • Eventuel anbefaling om at udvide parkeringskapaciteten.  

Administrationen udarbejder parkerings-siteplaner til matrikler, som lokalt har særlige parkeringsudfordringer, og hvor løsningen ikke umiddelbart kan håndteres i den normale drift. I udgangspunktet udarbejdes i 2026 siteplaner for følgende lokationer:

  • Bispebjerg Hospital
  • Frederiksberg Hospital
  • Gentofte Hospital
  • Herlev Hospital
  • Hvidovre Hospital
  • Rigshospitalet Blegdamsvej (udkast vedlagt som eksempel, se bilag 2)

Der laves ikke en parkerings-siteplan for Nordsjællands Hospital - Hillerød, da lokaliteten snart skal fraflyttes. Der vil senere blive udarbejdet en parkerings-siteplan for Nordsjællands Hospitals nye lokation.

Der udarbejdes mini-parkerings-siteplaner for lokaliteter med et niveau af parkeringsudfordringer, som vurderes at kunne løses i den daglige drift. En mini-parkerings-siteplan indeholder helt korte beskrivelser af parkeringsforholdene, herunder det nuværende valgte niveau af regulering på matriklen. Det drejer sig om følgende lokaliteter:

  • Amager Hospital
  • Bornholms Hospital
  • Frederikssund Hospital
  • Glostrup Hospital
  • PC Amager (AHH)
  • PC Ballerup (HGH)
  • PC Glostrup (AHH)
  • PC Nordsjælland (NOH)
  • PC Skt. Hans (AHH)
  • PC Stolpegård (HGH)


Kapacitetsanalyse

Administrationen har analyseret parkeringskapaciteten på alle hospitaler og de psykiatriske centre, herunder vurderet udbud og behov for parkeringspladser. Analysen - som er foreløbig - peger på ét udbygningsbehov, hvilket er på Rigshospitalet - Blegdamsvej. De øvrige lokaliteter har for tiden et tilstrækkeligt udbud af parkeringspladser i forhold til behovet. 

De kommende års bygge- og renoveringsprojekter og kommende ændringer i medarbejderantal og klinisk aktivitet vil komme til at påvirke kapaciteten på mange hospitaler, så der er behov for en løbende monitorering af og tilpasning af parkeringskapacitet og efterspørgsel på parkering

Samlet rapport

Center for Ejendomme tilvejebringer data, metoder, resultater og anbefalinger til en samlet afrapportering. Her vil bl.a. også indgå en beskrivelse af styringsforhold, organisering samt forvaltningspraksis for parkeringsområdet i Region Hovedstaden. På baggrund af de lokale parkerings-siteplaner vil der også indgå en endelig vurdering af behovet for  at anlægge flere parkeringspladser på matriklerne. Den samlede afrapportering forventes klar i efteråret 2026. Parkeringsstrategien og siteplanerne er skalérbare, så det er muligt at udbrede dem til flere lokaliteter og en større geografi.

Vidensindsamling og datagrundlag

Udviklingen af parkeringsstrategien bygger på en kvantitativ og kvalitativ vidensindsamling. Administrationen har bl.a. digitaliseret og kortlagt parkeringsforholdene for lokaliteterne på både de somatiske hospitaler og psykiatriske centre vha. softwareløsningen GIS og visualiseret forskellige relevante data digitalt vha. softwareløsningen Power BI. Udover kvantificerbare data er der indsamlet viden og synspunkter fra ejendomsdriften og hospitalerne. 

KONSEKVENSER

Ved tiltrædelse af indstillingen træder de fem tværgående principper for parkering i kraft. 

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges miljø- og klimaudvalget den 3. juni 2026, forretningsudvalget den 25. august 2026 og regionsrådet den 1. september 2026.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Mogens Kornbo/Christoffer Kyst

JOURNALNUMMER

25081791

Bilag

Bilag 1: Principper for parkering

Bilag 2: Udkast til Siteplan for Rigshospitalet Blegdamsvej

Bilag 3: Præsentation som vist på miljø- og klimaudvalget den 3. juni 2026 - Principper for parkering som led i parkeringsstrategi

Bilag 4: Ændringsforslag fra V ved Randi Mondorf - sag 15 -Principper for parkering som led i parkeringsstrategi

16. Grøn2030-afrapportering om status på klima- og miljøindsatser samt klima- og miljøregnskab for 2025

INDSTILLING

Miljø- og klimaudvalget anbefaler over for forretningsudvalget og regionsrådet:

  • at tage orienteringen om Grøn2030-afrapportering samt klima- og miljøregnskab for 2025 til efterretning.

POLITISK BEHANDLING

Forretningsudvalgets beslutning den 25. august 2026:

Anbefalet.

Leila Lindén (A) deltog ikke i sagens behandling. 


Miljø- og klimaudvalgets beslutning den 3. juni 2026: 
Taget til efterretning.
Christine Dal (V) deltog ikke i behandlingen af sagen.
 

BAGGRUND

Regionsrådet besluttede den 22. august 2023 Region Hovedstadens samlede klimamålsætning på 50 procents reduktion af CO2-udledning fra hospitaler, virksomheder, koncerncentre mv. i 2030 – samt et mål om klimaneutralitet i 2050. Der er udarbejdet et roadmap med nu 31 identificerede klimaindsatser, hvoraf 21 er igangsat - 11 af disse indenfor de tre seneste år. Alle klimaindsatser skal igangsættes og skaleres for at nå klimamålsætningen.

Miljø- og klimaudvalget er årligt blevet forelagt en status på grøn omstilling på hospitaler og tilknyttede funktioner, om hvordan det går med de enkelte indsatsområder i regionens Grøn2030-program for grønne hospitaler. Afrapporteringen omfatter også Region Hovedstadens klima- og miljøregnskab, som viser den årlige udledning af drivhusgasser opgjort som CO2-ækvivalenter (herefter benævnt CO2). Regnskabet viser det klima- og miljøaftryk, som er forbundet med forbrug og aktiviteter på regionens hospitaler, virksomheder og centre mv. – dvs. udledninger i andre lande også medtages og indgår i målet. Regnskabet viser regionens miljøpåvirkning fra affald, spildevand, fødevarer samt biodiversiteten på regionens udendørsarealer.

Miljø- og klimaudvalget blev senest orienteret om Grøn2030-programmet den 4. februar 2026 med en status på klimaindsatserne om IT-hardware og medicoteknisk udstyr.

Grundet dannelsen af Region Østdanmark i 2027 vil denne afrapportering være den sidste samlede afrapportering i Grøn2030-regi. De indsamlede data, indsatserne på hospitalerne og i koncerncentrene og det øvrige arbejde forventes at bidrage til grundlaget for arbejdet med grøn omstilling af hospitalerne i Region Østdanmark. 

På mødet i miljø- og klimaudvalget vil Grøn2030-programleder, Lone Otte, holde et oplæg om afrapporteringen.

SAGSFREMSTILLING

Regionens klimaaftryk er opgjort til en udledning på 1,27 mio. ton CO2 for 2025 med de nye beregninger for året. Det tilsvarende tal for 2024 er 1,21 mio. ton. Et klimaregnskab egner sig dog ikke til at påvise en udvikling fra år til år, det påvirkes af både udsving i økonomi og aktivitet. Udledningen for 2025 er lidt højere og opgørelsen indikerer, at klimaaftrykket er ændret næsten 6 procent med ca. 70.000 ton. Forskellen mellem år 2024 og 2025 skyldes primært, at udledningen for byggeri er højere på grund af øgede omkostninger og ikke nødvendigvis øget byggeaktivitet.

Ændringerne i det samlede klimaaftryk over årene giver endvidere ikke det fulde billede, da størstedelen af klimaaftrykket ikke er opdateret siden 2023. Det drejer sig om CO2-udledninger fra indkøb og forbrug fra den kliniske drift på hospitalerne, som ikke er genberegnet, da der på nuværende tidspunkt ikke er grundlag for mere retvisende data. Herunder ligger medicinsk udstyr, medicin og de kliniske varer, der udgør den største del af regionens klimaudledninger.

For at nå klimamålsætningen skal Grøn2030-programmet derfor omfatte en stor indsats på hospitalerne, som reducerer det forbrugsrelaterede klimaaftryk. Der er således særlig fokus på de hospitalsdrevne strategiske klimaindsatser og medarbejderdrevne indsatser på alle hospitalerne. Det spiller godt sammen med, at der generelt er mange grønne tiltag, som taler ind i sundhedsreformen, Vælg Klogt, forsyningssikkerhed m.m., da grøn omstilling handler om at forebygge, reducere forbrug, genanvende, overgå fra engangs- til flergangsprodukter, ændre adfærd og optimere patientforløb, samt at indkøbe grønnere. 

Samtidig er de koncerncenterdrevne klimaindsatser også vigtige. Udover klimaaftryk fra forbrug i klinikken kommer en stor del af den samlede CO2-udledning fra byggeri, Facility Management (drift af bygninger, vaskeri, rengøring m.v.) og sundhedsydelser, der købes på privathospitaler.

Klimaregnskabet for 2025 er baseret på nye beregninger af følgende områder: Byggeri, Facility Management, energi, fødevarer, medicinske gasser, samt brugsvand og spildevand (også er opdateret i klimaaftrykket for 2024 pga. ny emissionsfaktor).  I bilagets statusbeskrivelse er transport opdateret for flyrejser, og egen flåde er fordelt på drivmidler, men de øvrige transport-tal er fra 2024. 

Resultater af klima- og miljøregnskab og arbejdet med grøn omstilling

Af nedslag fra klima- og miljøregnskabet og status fra indsatserne kan nævnes følgende: 

  • Fem hospitalsdrevne klimaindsatser er sat i gang i 2024, tre i 2025 og en ny opstartes i 2026. De hospitalsdrevne indsatser er i gang med at udvikle og implementere tiltag indenfor specialerne, som udgives i inspirationskataloger. De forventes at give CO2-effekter på sigt og nogle har allerede vist effekt, hvor udvalgte resultater fremgår i vedhæftede bilag.
  • Alle hospitaler implementerer fem tiltag fra Den Grønne Håndbog, som nu indeholder 30 tiltag. Det forventes at reducere CO2-udslippet med 32 procent for de pågældende produkter: Lejepapir, engangssugestykker, medicinbægre, nyrebakker og forfyldte saltvandssprøjter. Det svarer til ca. 500 ton CO2. 
  • Der er nu op mod 400 Grønne Ambassadører fordelt på alle hospitaler. 
  • Der er per 6. maj 2026 5.904 medarbejdere, der har gennemført grøn e-læring. Der er 237 Grønne Ambassadører, der har gennemført kurset "Grøn forandring i klinikken". 
  • Der kører nu 11 koncerncenterdrevne klimaindsatser, hvoraf to er nye fra 2025.
  • Siden 2023 er den samlede beregnede udledning fra byggeområdet steget med 55 procent på grund af øgede omkostninger.
  • Den totale CO2-udledning fra fødevareindkøb er reduceret med 42 procent fra 2019 til 2025. Andelen af kød er faldet til 5,8 procent
  • CO2-udledning fra energiforbrug er reduceret med 75 procent siden 2013. Det skyldes omstilling af forsyningen af el og varme (60 procent) og energieffektiviseringer på hospitalerne (15 procent), med energibesparelser svarende til 68 GWh og ca. 4.483 ton CO2 pr. år. 
  • Fra 2024 til 2025 ses en stigning i CO2-udledning fra flyrejser, antal flyvninger er steget med 3500 rejser.
  • 66 procent af regionens egne køretøjer kører på grønne drivmidler. 
  • I udbud sættes grønne krav bl.a. til grøn transport. I IT hardware kontrakten fra 2025 sker 68% af vareleveringerne med el og stiger til 95% i slutningen af kontraktperioden. Over 4 år reduceres CO2 med 61 procent hvilket svarer til ca. 14 ton CO2.
  • Klimaaftrykket fra medicinske gasser er faldet med 10 procent fra 2024 til 2025, hvilket svarer til 641 ton CO2. 
  • Mængden af affald er steget med 17 procent siden 2024. Genanvendelsesprocenten er tilbage på 22 procent, målet om 40 procent er ikke nået.
  • Med genbrugsplatformen fra april 2022 kan hele regionen finde møbler og medicoudstyr til genbrug i stedet for at købe nyt. Siden 2024 er der sparet ca. 4.785 ton CO2 ved at genbruge omtrent 17.000 enheder, svarende til en samlet sparet indkøbsværdi på ca. 48 mio. kroner.
  • CO2-aftryk fra spildevand er genberegnet med en ny udvidet emissionsfaktor, hvilket giver en større andel af klimaaftrykket, men den faktiske udledning er faldet siden 2024.

Se bilag 1 for uddybning af klimaaftrykket samt status for de hospitals- og koncerncenter-drevne klimaindsatser. Da regnskabet omfatter både klima og miljø, samtidig med at klimamålsætningen omhandler CO2-reduktion, afrapporterer bilaget først om klimaindsatser og derefter på indsatser om miljø. 

Klima- og miljøregnskabet kommunikeres til interne og eksterne interessenter på regionens hjemmeside via en interaktiv webbaseret platform, hvor data, resultater og udvikling for enkelte kategorier og miljøområder vises. Regnskabet kan tilgås her: Link til PowerBI

Status på klimaindsatser

Der er igangsat 21 ud af de 31 klimaindsatser på roadmappet. Samtidig er der pilotprojekter i gang om overgang fra engangs- til flergangsprodukter, både af plast, tekstiler og metal (sterilcentral), samt genbehandling af specialiseret engangsudstyr. 

I bilaget ses også CO2-reduktionspotentialet for de enkelte klimaindsatser. Det tager udgangspunkt i, hvad hver enkelt klimaindsats skal bidrage med, for at Region Hovedstaden samlet set når i mål med 50 procents reduktion i 2030. Men der tages også højde for, hvad der er realistisk for det pågældende område. Klimaindsatserne skal ikke bidrage med 50 procents reduktion hver især, da der også forventes en stor andel fra tværgående indsatser, som medarbejderdrevne indsatser, forebyggelse, prioritering og digitalisering.

Beregning af CO2-udledning

Det samlede klimaregnskab vises som et cirkeldiagram, som består af en række kategorier. De kategorier, der dækker det forbrugsrelaterede klimaaftryk (indkøb), opgøres ud fra hvad der er købt for - kaldet monetære enheder. Kategorier som fx energiforbrug og transport opgøres ud fra fysiske enheder. På samme måde er regnskabet for fødevarer også ret præcist, da det beregnes ud fra vægt og ikke pris. Den monetære opgørelsesmetode betyder, at indkøbsprisen på et produkt eller ydelse ganges med en CO2-emissionsfaktor. Denne metode bygger på gennemsnitsbaseret og brancheopdelt data fremfor leverandørspecifikke data, hvilket giver en risiko for både over- og undervurderinger.

Beregningerne er således foretaget ud fra bedst tilgængelige data, og kvalificeres og genberegnes løbende i takt med at datagrundlaget forbedres. Arbejdet sker i samarbejde med de andre regioner og leverandørerne. Det er administrationens vurdering, at datakvaliteten er tilstrækkelig til at vurdere, hvor den største udledning kommer fra, og hvor der skal sættes ind. 

Afrapporteringen er baseret på CO2-udledning i 2023 hvad angår det store forbrugsrelaterede klimaaftryk fra medicin, medicinsk udstyr og andre indkøb. Klimaaftrykket for disse er ikke genberegnet, da der på nuværende tidspunkt ikke er grundlag for mere retvisende data, som kunne vise en valid forskel i data fra år til år. Her suppleres derfor med den fællesregionale klimastyringsmodel og den projektbaserede tilgang, som betyder at der regnes på konkrete tiltag. Eksempelvis erstattes den monetære beregningsmetode typisk med livscyklusvurderinger, som giver mere nøjagtig data og muliggør monitorering af CO2-udledningen for de konkrete tiltag.

Hvad vi kan sige om udviklingen i CO2-reduktion? 

Administrationen vurderer, at det bliver vanskeligt at nå målet om en 50 procents CO2-reduktion i 2030. Det er baseret på følgende overvejelser: 

For det første er der fortsat 10 ud af 31 klimaindsatser på roadmappet, der ikke er sat i gang. Roadmap viser vejen til målet, og de identificerede indsatser skal alle bidrage til den samlede CO2-reduktion og målopnåelse. De tre indsatser om overgang til flergangsprodukter er fortsat kun pilotprojekter. Dertil kommer de store tværgående indsatser med grøn effekt (forebyggelse, prioritering/aktivitetsnedgang og digitalisering), der ikke kører i den skala, som er forudsat i roadmappet. At der ikke er igangsat nye klimaindsatser for nylig, skyldes nødvendigheden i at prioritere opgaver relateret til sundhedsreform og fusion i organisationen.

For det andet er der på roadmappet fortsat en residual, der er ikke-identificerede klimaindsatser, som skal findes og sættes i gang for at nå målet i 2030. Residualen udgør 8,4 procent af den reduktion, der skal være opnået i 2030. 

For det tredje er det ikke givet, at de igangsatte indsatser realiserer deres fulde potentiale inden 2030. De opstartede klimaindsatser arbejder fokuseret på at skabe resultater, men det forudsætter alt fra nye arbejdsgange til plads og tid til at organisere sig. Dette indebærer en længere implementeringsfase, før effekterne kan dokumenteres. Især indsatser, der potentielt giver større CO2-reduktion, kræver ofte mere arbejde og nye måder at gøre tingene på.

Slutteligt ligger der fortsat et stort arbejde i en systematisk videndeling og skalering for at implementere grønne løsninger på tværs af afdelinger og hospitaler. Skalering på tværs er afgørende for at reduktionspotentialerne for alle klimaindsatserne på roadmap nås.

Endvidere er en vigtig pointe, at CO2-reduktioner i dag er bedre end reduktioner i morgen. Såfremt reduktionerne først sker, lige inden målet skal nås, vil det medføre en akkumuleret udledning, der er dobbelt så høj sammenlignet med, hvis reduktionerne sker løbende.

I lyset af ovenstående vil arbejdet med at reducere CO2 fortsætte, med de aktiviteter der er beskrevet i bilaget for hver indsats, og vil glide ind i arbejdet med grøn omstilling i Region Østdanmark.

KONSEKVENSER

Ved tiltrædelse af indstillingen er orienteringen Grøn2030-afrapportering samt klima- og miljøregnskab for 2025 taget til efterretning.

KOMMUNIKATION

Der planlægges kommunikation om status på grøn omstilling til medarbejderne på interne kanaler, samt eksternt på sociale medier.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges miljø- og klimaudvalget den 3. juni 2026, forretningsudvalget den 25. august og regionsrådet den 1. september 2026.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Marie Kruse/Lone Rasmussen Otte

JOURNALNUMMER

22018299

Bilag

Bilag 1: Bilag til Grøn afrapportering 2026

Bilag 2: Præsentation som vist på miljø- og klimaudvalget den 3. juni 2026 - Grøn afrapportering 2026

17. Godkendelse af kommissorium for ekstern konsulentundersøgelse vedr. Nyt Hospital Nordsjælland

INDSTILLING

Administrationen indstiller til forretningsudvalget:

  • at godkende kommissorium for ekstern konsulentundersøgelse vedr. Nyt Hospital Nordsjælland.

POLITISK BEHANDLING

Forretningsudvalgets beslutning den 25. august 2026:

Jacob Ditlevsen deltog i stedet for Verni Jensen fra revisionsfirmaet BDO.

Godkendt.

Koncerndirektionen deltog ikke under sagens behandling.

Leila Lindén (A), Carsten Scheibye (V) og Tormod Olsen (Ø) deltog ikke i sagens behandling. 
 

BAGGRUND

Under behandlingen af det konsoliderede budget for Nyt Hospital Nordsjælland den 28. april 2026 tilføjede forretningsudvalget i Region Hovedstaden et supplerende indstillingspunkt 6 med følgende ordlyd:

”At administrationen frem mod næste møde i forretningsudvalget vender tilbage med et forslag til, hvilke relevante undersøgelser der bør gennemføres eksternt, og hvilke data og afdækninger der allerede foreligger internt, med henblik på at belyse udviklingen i overskridelsen fra sommeren 2025 til nu, samt om mulighederne for at gøre leverandører ansvarlige er udtømte.”

Indstillingspunktet blev efterfølgende godkendt af regionsrådet den 5. maj 2026.

Verni Jensen og Per Lund fra revisisionsfirmaet BDO, vil deltage under sagens behandling.

SAGSFREMSTILLING

På baggrund af regionsrådets beslutning foreslår administrationen, at der gennemføres to separate eksterne konsulentundersøgelser, som tilsammen skal udgøre en samlet og uafhængig faglig vurdering primært baseret på eksisterende materiale.

Der gennemføres en styringsfaglig undersøgelse ved revisionsfirmaet BDO samt en juridisk undersøgelse ved Kammeradvokaten.

Undersøgelsen omfatter en styringsfaglig vurdering af projektets økonomi, tidsplan, styring, videndeling, håndtering af tekniske udfordringer samt en juridisk vurdering af muligheder for ansvarsplacering og økonomisk kompensation.
Den dækker perioden fra Regionsrådets behandling i juni 2025 til igangsættelsen af den eksterne analyse, med Forretningsudvalgets godkendelse af kommissoriet den 25. august 2026.

Begge undersøgelser baseres på allerede foreliggende materiale, såsom erfaringsopsamlinger, analyser og vurderinger, som stilles til rådighed for de eksterne konsulenter. Begge konsulenter vil kunne gennemføre interviews med centrale nøglepersoner i Center for Ejendomme og projektorganisationen for Nyt Hospital Nordsjælland, OAB, koncerndirektionen og relevante personer fra den øvrige administration.

Forretningsudvalget og regionsrådet blev henholdsvis den 26. maj og den 2. juni mundtligt orienteret om en mulig ny tidsforskydning i projektet. Der pågår aktuelt en nærmere afdækning af de tidsmæssige konsekvenser for projektet, og de evt. økonomiske konsekvenser af det. 

Denne afklaring forventes at foreligge i efteråret 2026 og vil efter planen blive fremlagt for forretningsudvalget sammen med analysens konklusioner på mødet den 24. november.

KONSEKVENSER

Hvis indstillingen godkendes, vil administration straks igangsætte den eksterne analyse, som foreslås gennemført af hhv. revisionsfirmaet BDO og Kammeradvokaten.

ØKONOMI

Udgifterne til undersøgelsen afholdes inden for Center for Politik og Kommunikations ramme.
 

KOMMUNIKATION

Der er ikke planlagt særskilt kommunikationsindsats.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Det forberedende forretningsudvalg i Region Østdanmark orienteres om igangsættelsen af den eksterne analyse forud for budgetforhandlingerne.

Det forventes, at den eksterne analyse ligger klar i løbet af efteråret, med henblik på forelæggelse for forretningsudvalget den 24. november 2026.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Anne Skriver Andersen/Irene Josephsen

JOURNALNUMMER

26057578

Bilag

Bilag 1: 170826 kommissorium for ekstern konsulentundersøgelse vedr. Nyt Hospital Nordsjælland

18. Endeligt regnskab 2025 for Region Hovedstaden og revisionsberetning 2025

INDSTILLING

Administrationen indstiller, at forretningsudvalget over for regionsrådet anbefaler:

  1. at det endelige regnskab for 2025 godkendes, og
  2. at 2 revisionspåtegnede investeringsregnskaber godkendes, og
  3. at tage administrationens bemærkninger til revisionens beretning til efterretning.

POLITISK BEHANDLING

Forretningsudvalgets beslutning den 25. august 2026:

Jacob Ditlevsen deltog i stedet for Verni Jensen fra BDO.

Anbefalet.

Leila Lindén (A), Carsten Scheibye (V) og Tormod Olsen (Ø) deltog ikke i sagens behandling. 
 

BAGGRUND

På regionsrådets møde den 7. april 2026 blev årsregnskabet for 2025 afgivet til regionens eksterne revisor, BDO. BDO har den 18. juni 2026 fremsendt påtegning og revisionsberetning nr. 40 vedrørende afsluttende beretning for regnskabsåret 2025. BDO's beretning (beretning nr. 40) blev fremsendt til regionsrådets medlemmer den 25. juni 2026 jf. styrelseslovens §42 b.

Ifølge regionslovens §23 skal regionsrådet herefter endeligt godkende regionens regnskab. Med denne sag forelægges revisionsberetning og revisionspåtegning 2025 og endeligt regnskab for 2025 samt 2 revisionspåtegnede investeringsregnskaber med henblik på godkendelse. 

Årsregnskabet, revisionsberetningen samt de afgørelser, regionsrådet har truffet i forbindelse hermed, sendes herefter til Ankestyrelsen som tilsynsmyndighed umiddelbart efter regionsrådets møde den 1. september 2026.

Fra regionens eksterne revisor BDO deltager Verni Jensen og Per Lund. Finanschef Susanne Lüchau Michelsen og chefkonsulent Torben Hansen, begge fra Center for Økonomi, deltager under punktet til forretningsudvalgets møde.

SAGSFREMSTILLING

Indledning

I denne sag gennemgås konklusionerne på den udførte revision af årsregnskabet for 2025 samt den eksterne revisors opmærksomhedspunkter som følge af den udførte revision. Desuden aflægges 2 revisionspåtegnede  investeringsregnskaber til godkendelse. 

Revisionsberetning og påtegning af regnskab 2025

Konklusionen på den udførte revision af årsregnskabet for 2025 er, at regionens regnskab forsynes med en revisionspåtegning uden forbehold, og at den udførte revision ikke har givet anledning til revisionsbemærkninger for 2025.

Årsregnskabet
Regionens løbende økonomiopfølgning har fokus på udviklingen i nettodriftsudgifterne, som er det, der ligger til grund for økonomiaftalen med regeringen - herunder opgørelsen af udgiftsloftet.

Årsregnskabet opgøres og aflægges imidlertid efter de omkostningsbaserede principper, hvilket er en anden opgørelsesmetode end de principper, der ligger til grund for økonomiaftalen med regeringen. Forskellen på det udgiftsbaserede og det omkostningsbaserede regnskab er angivet nedenfor:

I det udgiftsbaserede regnskab indgår: 

  • Løn
  • Øvrig drift
  • Indtægter

I det omkostningsbaserede regnskab indgår de samme elementer men derudover også:

  • Afskrivninger på bygninger og udstyr, 
  • Hensættelser (forskydninger) til feriepenge, tjenestemandspensioner og lagerforskydninger.

For en mere detaljeret gennemgang af begreberne i regnskabet henvises til ordlisten i sagens bilag 4.

Regionens økonomi og likvide beredskab

I forhold til regnskab 2025 har regionen overholdt udgiftsloftet (driftsrammen), der er aftalt med staten som et led i den indgåede økonomiaftale mellem Danske Regioner og regeringen.  

Regionen har ultimo 2025 en samlet likviditet på 1,9 mia. kr. Heri indgår 2,6 mia. kr., der kan henføres til øremærkede ikke-forbrugte eksterne midler. I tilfælde af at disse øremærkede eksterne midler skulle blive anvendt helt eller delvist i de kommende år, vil regionens likviditet derfor blive presset, idet disse forudbetalte øremærkede eksterne midler ikke er til fuld rådighed i den likvide beholdning. Den likvide beholdning ultimo regnskabsåret udgør dog et øjebliksbillede, og det er administrationens og revisionens opfattelse, at lånebekendtgørelsens regler, om at den gennemsnitlige kassebeholdning altid skal være positiv, forventes at blive overholdt. 

Opmærksomhedspunkter fra revisionen

Revisionen har ikke givet anledning til forbehold eller revisionsbemærkninger. Revisionen har dog i beretningen medtaget tre forhold, som har revisionens særlige opmærksomhed.

1. Udvikling i likviditet

I forbindelse med budgetopfølgningen (2. økonomirapport 2026) i juni 2026 har administrationen forudsat, at regionen fra Indenrigsministeriet får bevilget en låneadgang til dækning af udlæg vedrørende Nyt Hospital Nordsjælland. Med denne forudsætning vurderer den eksterne revisor, at der ikke er problemer med overholdelse af gældende regler i forhold til regionens gennemsnitlige likvide beholdning.

2. Projektstyring

Den eksterne revisor konstaterede i forbindelse med den løbende revision, at der i forbindelse med det centralt fastsatte ledelsestilsyn hos de enkelte virksomheder enten var gennemført, eller planlagt gennemført, en samlet opfølgning på fremdriften og mulighed for afslutning inden for bevilling af projekterne. I forbindelse med den afsluttende revision for 2025 konstaterer revisor dog, at der ikke er modtaget kvittering for gennemførelsen og resultatet af ledelsestilsynet. BDO har dog ikke fundet anledning til at konkludere, at dette medfører risiko for væsentlige fejl i årsregnskabet, men vil dog i samarbejde med ledelsen følge op på området i 2026. 

3. Sundhedsreform

Der er af regionen igangsat omfattende forberedelser og påbegyndt forberedende tiltag til implementering af sundhedsreformen. På psykiatriområdet er der med virkning fra 2026 sket en omlægning fra et selvstændigt virksomheds- og bevillingsområde med egen central ledelse til at psykiatriområdet nu er en del af akuthospitalerne. Dette har medført en betydelig omplacering af ansatte, opgaver og dermed også budgetter. Det psykiatriske område modtager fortsat målrettede bevillinger fra staten samt flerårige bevillinger fra tidligere år. Der er således fortsat behov for sikker økonomisk styring af anvendelsen af disse bevillinger til psykiatriområdet. 

Revisionen har som en følge af ændringerne på psykiatriområdet indgået en aftale med Center for Økonomi om at aflægge besøg på akuthospitalerne for at vurdere den styringsmæssige parathed til at modtage opgaver og ansatte med henblik på at sikre korrekt registrering og bogføring heraf samt en opfølgning af, om registreringerne rent faktisk er sket korrekt. 

Overordnet er det revisionens opfattelse, at driften af de psykiatriske centre fortsat er uændret og med samme omfang af patientbehandling og aktivitetsniveau i øvrigt. De væsentligste driftsudgifter på det psykiatriske område, i form af driften af centrene, bogføres fortsat på psykiatriens konti. Det er således primært de administrative funktioner og den overordnede ledelse af psykiatrien, som skal sikres udført, opgjort og registreret som sådan.

Der har på tidspunktet for gennemgangen ikke været fuld klarhed over alle forhold, og der har været opstartsproblemer, men de væsentligste forhold er der overblik over, og arbejdet med kompenserende tiltag er igangsat. Der er fra revisionen til administrationen afgivet et notat med opmærksomhedspunkter.

Myndigheds- og finansieringsansvaret for at levere akut specialiseret sygepleje, specialiseret rehabilitering og genoptræning, patientrettet forebyggelse samt sundheds- og omsorgspladser, herunder akutpladser, overgår fra kommunerne til regionerne med virkning fra 1. januar 2027. Som et led heri indgås der delingsaftaler med alle kommuner inden 1. juli 2026. 

Sundhedsrådene er nu oprettet, og regionerne har ansvaret for sekretariatsbetjening af disse. 

Revisionen gør opmærksom på, at der selvsagt er mange væsentlige beslutninger, der skal tages, inden Region Østdanmark fra 2027 overtager opgaverne fra de tidligere regioner og opgaver fra kommunerne. Det dækker også over mange mindre forhold vedrørende eksterne aftaler, abonnementer, medlemskaber, kontrakter samt registrerede ejerforhold af ejendomme og køretøjer, der ikke skal glemmes, inden Region Østdanmark fra 2027 går i luften. 

Investeringsregnskaber over 10 mio. kr.
Konkrete investeringer over 10 mio. kr. bevilges altid af regionsrådet, jf. reglerne i "Budget- og regnskabssystem for regioner" samt bilag til regionens kasse- og regnskabsregulativ. Som en konsekvens heraf er der tidligere truffet beslutning om, at alle investeringsregnskaber over 10 mio. kr. skal forsynes med en særskilt revisionserklæring, inden regnskaberne forelægges for forretningsudvalget og regionsrådet med henblik på godkendelse.

Med denne sag forelægges 2 investeringsregnskaber med henblik på godkendelse.

På regionsrådets møde den 10. maj 2022 bevilgedes en rammebevilling på 98 mio. kr. til det samlede gulvprojektet på den regionale sterilcentral på Rigshospitalet. I forbindelse med godkendelsen af 3. økonomirapport 2024 blev bevillingen nedsat med 13 mio. kr. Efterfølgende blev bevillingen forøget med i alt 35,6 mio. kr. til bl.a. afsluttende end-to-end-test, således at den samlede bevilling for gulvprojektet og end-to-end-test landede på 120,6 mio. kr. Regnskabet udviser et samlet forbrug på 119,8 mio. kr. 

Regionsrådet godkendte på regionsrådsmødet den 16. maj 2016 en aftale med Novo Nordisk Fonden vedrørende etablering og fremtidig drift af Steno Diabetes Center Copenhagen. På efterfølgende regionsrådsmøder den 16. august 2016, 13. december 2016, 14. maj 2019 og 22. juni 2021 bevilgedes en udgifts- og indtægtsbevilling på i alt 700,0 mio. kr. til opførelse af en ny bygning til Steno Diabetes Center Copenhagen beliggende ved siden af Herlev hospital. Det samlede investeringsregnskab udviset et samlet forbrug på 692,1 mio. kr. Mindreforbruget på 7,9 mio. kr. er overført til andre projekter på Steno Diabetes Center Copenhagen efter aftale med Novo Nordisk Fonden. 

Revisionserklæringerne samt de to reviderede investeringsregnskaber er medtaget som bilag til denne sag. Revisionen har ikke givet anledning til hverken revisionsmæssige forbehold eller bemærkninger. Med behandlingen og godkendelsen af denne sag betragter revisionen formelt set de afholdte udgifter som godkendte.

KONSEKVENSER

Ved en tiltrædelse af indstillingen vil det revisionspåtegnede regnskab for 2025 samt de revisionspåtegnede investeringsregnskaber blive godkendt. 

KOMMUNIKATION

Årsregnskabet gøres tilgængeligt for offentligheden via regionens hjemmeside, når regnskabet er endeligt godkendt af regionsrådet i september 2026. I samme forbindelse sendes årsregnskabet med revisionsberetning til Ankestyrelsen, der er tilsynsmyndighed for regionen.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges forretningsudvalget tirsdag den 25. august 2026 og regionsrådet tirsdag den 1. september 2026.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Jens Buch Nielsen / Susanne Lüchau Michelsen

JOURNALNUMMER

25081752

Bilag

Bilag 1: Påtegning årsregnskab 2025 Region Hovedstaden 15.06.2026

Bilag 2: 40_Årsberetning 2025 Region Hovedstaden 15.06.2026

Bilag 3: Årsregnskab 2025_17032026

Bilag 4: Ordliste regnskab 2025

Bilag 5: Revisors erklæring afsluttende investeringsregnskab for RR-bevilling_FU25082026

19. Generel orientering fra ledelsen

INDSTILLING

Administrationen indstiller:

  • at forretningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

POLITISK BEHANDLING

Intet.

Sagsfremstilling

Koncerndirektionen vil på mødet orientere om aktuelle emner.

ØKONOMISKE KONSEKVENSER

En tiltrædelse af indstillingen indebærer ikke i sig selv økonomiske konsekvenser.

KOMMUNIKATION

Ingen særskilt kommunikationsindsats planlagt.

TIDSPLAN OG VIDERE PROCES

Sagen forelægges forretningsudvalget den 25. august 2026.

DIREKTØRPÅTEGNING

Jens Gordon Clausen

Journalnummer

25092717

20. Eventuelt

21. Underskriftsark

Forretningsudvalg - formandsmeddelelser

Punkter på dagsordenen

  1. Meddelelse - Datapakke 1-1-2
  2. Aktuelle orienteringer
  3. Konferencer mv.:

Medlemmer

  • Lars Gaardhøj: Deltog
  • Leila Lindén: Afbud
  • Nicolai Kampmann: Deltog
  • Susanne Due Kristensen: Deltog
  • Kristine Kryger: Deltog
  • Karin Friis Bach: Deltog
  • Christoffer Buster Reinhardt: Deltog
  • Line Ervolder: Deltog
  • Jacob Rosenberg: Deltog
  • Peter Westermann: Deltog
  • Finn Rudaizky: Deltog
  • Randi Mondorf: Deltog
  • Carsten Scheibye: Deltog (Fraværende ved sag 5-18)
  • Tormod Olsen: Deltog (Fraværende ved sag 14-18)
  • Marianne Frederik: Deltog

1. Meddelelse - Datapakke 1-1-2

Forretningsudvalget har på mødet den 14. juni 2022 besluttet, at udvalget fremadrettet skal have forelagt en datapakke om 1-1-2 på hvert møde. Datapakken indeholder nedenstående indikatorer:

  • Antal 112-opkald pr. uge.
  • Antal og andel af køopkald til 1-1-2 pr. uge. 
  • Antal og andel af 1-1-2 hændelser, der har medført en elektroniske blanket ”ingen kontakt til AMK” pr. uge. 
  • Responstider på A-kørsler og antal kørsler.
  • Responstider på B-kørsler og antal kørsler.

Denne sag indeholder en datapakke med data til og med 7. juli 2026 (vedlagt som bilag 1). Forretningsudvalget får forelagt en ny datapakke for 1-1-2 på mødet 8. september.

Journalnummer

24046882

Bilag

Bilag 1: Datapakke - 112 - juli 2026

2. Aktuelle orienteringer

Regionsrådet har efter seneste udsendelse af dagsorden til forretningsudvalget modtaget følgende orienteringer:

  • 17.08 - Aktuel orientering opfølgning på hackerangreb på Hvidovre Hospital
  • 17.08 - Aktuel orientering om organisationsjustering på Nyt Hospital Nordsjælland
  • 12.08 - Aktuel orientering om rækkevidde af ansættelsesområde i Region Østdanmark pr. 1. januar 2027
  • 05.08 - Revideret: Aktuel orientering om potentielt personfarlig episode i Akutmodtagelsen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital
  • 01.08 - FORTROLIG ORIENTERING: Ransomeware angreb på tekniske installationer på Hvidovre Hospital
  • 13.07 - Orientering om udbrud af MSSA-stafylokokbakterie på Rigshospitalet    
  • 09.07 - Revideret version - Orientering om Aftale om udmøntning af midler i 2026 som opfølgning på 10-årsplanen for psykiatrien    
  • 07.07 - Orientering om organisering af vaccinationsindsatsen 2026    
  • 02.07 - Svar på brev vedr. Havarikommissionens foreløbige undersøgelse
  • 01.07 - Opfølgning på regionsrådets møde den 3. marts 2026    
  • 29.06 - Orientering om fejlbehæftede rapporter med HR-nøgletal
  • 25.06 - Orientering om Årsrapport 2025 for Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning
  • 25.06 - Årsberetning for regnskabsåret 2025    
  • 19.06 - Opfølgende orientering om nyeste udvikling: Lokaltog indstiller al togdrift i hovedstadsregionen    
  • 15.06 - Aktuel orientering til regionsrådet ang. ulykken på Gribskovbanen    
  • 12.06 - Orientering om offentliggørelse af den nationale monitorering af kræftområdet    
  • 12.06 - Orientering om offentliggørelse af den nationale monitorering af udredningsret og ventetid til behandling for 1. kvartal 2026    
  • 03.06 - Til orientering: Danske Regioners gennemgang af politisk grundlag for ny firkløverregering    
  • 26.05 - Aktuel Orientering: Orientering om Sundhedsstyrelsens nationale monitorering af tvang for året 2025

 

JOURNALNUMMER

24000052

3. Konferencer mv.:

  • Torsdag den 20. august 2026, kl. 13.00 -14.00, Invitation til Fejring af Sociolancens 1-års fødselsdag på Frederiksberg, John Winthers Plads (bag Frederiksberg Rådhus)  
  • Onsdag den 26. august 2026, kl. 13.00-16.00, Invitation til Temamøde om sundhed, trivsel og udvikling blandt børn og unge med forældre med psykisk sygdom i Region Hovedstaden, Righosspitalet, Auditorie 1
  • Søndag den 6. september 2026, Invitation til Åbent Hospital
  • Onsdag den 30. september kl. 14.00-16.00, Invitation til Herlev Hospitals 50-års jubilæumsreception, Store Auditorium, Borgmester Ib Juuls Vej 1, 2730 Herlev
  • Onsdag den 7. oktober 2026, kl. 9.30-11.00 på Det Kongelige Akademi, Philip de Langes Allé 10, 1435 København K - Auditorium 2, bygning 53​

​


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden