Gå til hovedindhold

Møde i social- og psykiatriudvalget den 17. august 2026

Udvalg Ikon
Social- og Psykiatriudvalget
Tidspunkt Ikon
Dato: 17-08-2026
Tid: 16:00 - 17:30
Sted

Virtuelt

Referat

Punkter på dagsordenen

  1. Godkendelse af dagsorden
  2. Beslutning: Ændring af tidspunkt for udvalgsmøde den 5. oktober
  3. [LUKKET] Beslutning: Anvendelse af udisponerede statslige psykiatrimidler i 2026
  4. Orientering: Sundhedsstyrelsens nationale monitorering af tvang for året 2025
  5. Orientering: Status på overholdelse af udredningsretten i børne- og ungdomspsykiatrien Region Hovedstaden
  6. Orientering: Status på tilsyn og magtanvendelser i tilbud i Den Sociale virksomhed i 2025
  7. Orientering: Status på bygge- og flytteprojekter i Den Sociale Virksomhed 2025-2027
  8. Orientering: Budgetopfølgning på øget samarbejde med væresteder i Region Hovedstaden
  9. Orientering: Status på ligestilling og integration mellem psykiatri og somatik
  10. Aktuelle orienteringer
  11. Eventuelt
  12. Underskriftsark

Medlemmer

  • Peter Westermann: Deltog
  • Jesper Hammer: Deltog (Deltog ikke under behandling af sag nr. 1 og sag nr. 2)
  • Maria Gudme: Deltog
  • Susanne Due Kristensen: Deltog
  • Stinus Lindgreen: Deltog (Deltog ikke under behandling af sag nr. 1, sag nr. 2 og sag nr. 3)
  • Magnus Von Dreiager: Deltog
  • Dorte Vilhelmsen: Deltog
  • Carsten Scheibye: Deltog
  • Christine Dal: Deltog
  • Erdogan Mert: Deltog (Deltog ikke under behandling af sag nr. 7, sag nr. 8, sag nr. 9, sag nr. 10 )
  • Grethe Olivia Nielsson: Deltog

1. Godkendelse af dagsorden

INDSTILLING

Administrationen indstiller overfor social- og psykiatriudvalget: 

  • at udvalget godkender dagsorden

POLITISK BEHANDLING

Godkendt.

Stinus Lindgren (B) og Jesper Hammer (V) deltog ikke i sagens behandling.

2. Beslutning: Ændring af tidspunkt for udvalgsmøde den 5. oktober

INDSTILLING

Administrationen indstiller overfor social- og psykiatriudvalget:

  • at godkende ændring af mødetidspunkt for udvalgsmødet mandag den 5. oktober 2026 fra kl. 13.00-15.00 til kl. 14.30-16.00.

POLITISK BEHANDLING

Social- og psykiatriudvalgets beslutning:

Godkendt.

Stinus Lindgren (B) og Jesper Hammer (V) deltog ikke i sagens behandling.

BAGGRUND

Efter aftale med formandskabet er der et ønske om at ændre tidspunktet for social- og psykiatriudvalgets møde den 5. oktober 2026.

Udvalget forelægges nærværende sag for at tage beslutning herom.

SAGSFREMSTILLING

Formanden for social- og psykiatriudvalget er forhindret i at deltage på det oprindeligt planlagte tidspunkt for udvalgsmødet den 5. oktober 2026 grundet andet borgerligt ombud. 

Formandskabet foreslår, at mødet flyttes fra kl. 13.00-15.00 til kl. 14.30-16.00 samme dag den 5. oktober 2026. Ændringen skal sikre, at hele udvalget har mulighed for at samles til sidste ordinære udvalgsmøde.

KONSEKVENSER

Hvis udvalget godkender indstillingen, vil udvalgsmødet mandag den 5. oktober 2026 blive afholdt kl. 14.30-16.00 i stedet for kl. 13.00-15.00.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

 

Sagen forelægges social- og psykiatriudvalget den 17. august 2026.

 

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Charlotte Hosbond/Laura Marie Rasmussen

JOURNALNUMMER

26041433

3. [LUKKET] Beslutning: Anvendelse af udisponerede statslige psykiatrimidler i 2026

4. Orientering: Sundhedsstyrelsens nationale monitorering af tvang for året 2025

INDSTILLING

Administrationen indstiller til social- og psykiatriudvalget:

  • at tage orienteringen om brug af tvang i psykiatrien i 2025 til efterretning.

POLITISK BEHANDLING

Social- og psykiatriudvalgets beslutning:

Taget til efterretning, idet udvalget kvitterer for de markante forbedringer i nedbringelsen af tvang i børne- og ungdomspsykiatrien. Samtidig har udvalget fortsat opmærksomhed på de længerevarende tvangsforanstaltninger i voksenpsykiatrien.

BAGGRUND

Tvang er et løbende fokusområde for social- og psykiatriudvalget i Region Hovedstaden, som der løbende følges op på. Udvalget har siden 2022 modtaget en status på regionens arbejde med forebyggelse og nedbringelse af tvang i forbindelse med Sundhedsstyrelsens monitorering af regionernes tvangsanvendelse. Senest fik udvalget en status i august 2025.

Sundhedsstyrelsen monitorerer løbende tvangsområdet. I ”Aftale om mål for mindre tvang i psykiatrien”, der er en del af udmøntningsaftalen om 10 årsplanen for psykiatrien, er der fastlagt en overordnet målsætning om at reducere det samlede antal tvangsepisoder pr. 100.000 indbyggere med 30 procent i perioden 2024–2030. Målsætningen omfatter de mest indgribende former for tvang, som typisk anvendes i akutte situationer; bæltefiksering, fastholdelse og akut beroligende medicin med tvang.

Nedbringelsen af tvang understøttes fra nationalt niveau via den tværsektorielle Task Force for Forebyggelse af Tvang i Psykiatrien. Blandt andet gennem styrkelse af det tværsektorielle tvangsforebyggende samarbejde, udveksling af best practice m.m.

Sundhedsstyrelsen monitorering af tvangsområdet, herunder mål om reduktion i anvendelsen af tvang offentliggøres årligt i andet kvartal. Årsrapporten med data for 2025 er vedlagt som bilag 1.

Hallur Gilstón Thorsteinsson, der er centerchef for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC), vil deltage under punktets behandling.

SAGSFREMSTILLING

Data i rapporten omhandler nu kun den nationale målsætning, udskrivningsaftaler og koordinationsplaner og tvangsindlæggelser og tvangstilbageholdelser. Det betyder, at alle øvrige tvangsformer er udeladt, og at de aggregerede data derfor ikke kan sammenlignes med data fra tidligere rapporter.

I tabel 1 nedenfor er data for tvangsområdet for 2025 sammenholdt med året 2024 og baseline, som er en gennemsnitsberegning af årene 2021-2023.

Hovedresultater for brug af tvang i psykiatrien i Region Hovedstadens i 2025

  • Der har samlet set været et fald siden 2024 i anvendelsen af alle tre tvangsformer (bæltefiksering, fastholdelse og beroligende medicin) per 100.000 borgere. Et fald fra 324 til 289 episoder (11%) og fra 58 til 55 personer (5%) per 100.000 borgere. Særligt ses et fald hos børn og unge (fra 341-141 episoder per 100.000 borgere). Se Tabel 1.
  • Region Hovedstaden er samtidig i 2025 den region med flest personer per 100.000 borgere (55 personer), hvor de tre tvangsformer samlet set har været anvendt og ligger på niveau med/marginalt over landsgennemsnittet (288 episoder) i forhold til det samlede antal episoder med bæltefiksering, fastholdelse eller akut beroligende medicin med tvang per 100.000 borgere. Dvs. vi ser et fald i vores samlede brug af tvang, men vi ser også, at vi ligger over landsgennemsnittet ift. vores samlede brug af tvang - primært drevet af fastholdelser og akutberoligende medicin med tvang.
  • Region Hovedstaden har samlet set den laveste forekomst, blandt alle regioner, af bæltefikseringer (22 stk.) og i antallet af personer, hvor der har været anvendt bæltefikseringer (19 pers.), per 100.000 borgere. Landsgennemsnittet ligger på hhv. 67 ift. antal bæltefikseringer og 19 ift. antal personer, hvor der har været anvendt bæltefikseringer, per 100.000 borgere.
  • Fastholdelse og akut beroligende medicin med tvang anvendes samlet set hyppigere end landsgennemsnittet, per 100.000 borgere. Antallet af fastholdelser per 100.000 borgere ligger på 75 i Region Hovedstaden mens landsgennemsnittet ligger på 53. Anvendelsen af akut beroligende medicin med tvang per 100.000 borgere ligger på 193 i Region Hovedstaden mens landsgennemsnittet ligger på 168. Særligt hos børn og unge ses en halvering i anvendelsen af fastholdelser og akutberoligende medicin. Ift. fastholdelser ses et fald på 61 % (fra 235-92 episoder per 100.000 børn og unge). Ift. akut beroligende medicin med tvang ses et fald på 54% (fra 81 til 37 episoder per 100.000 børn og unge).  
  • Bæltefikseringer hos voksne i Region Hovedstaden er af længerevarende varighed (gns. 34 timer/ median 17 timer) end i de andre regioner (gns. 17 timer/median 8 timer), mens varigheden af bæltefikseringer for børn og unge følger landsgennemsnittet (gns. 8 timer/ median 3 timer).

 

Tabel 1. Udvikling i brugen af tvang fra baseline (2021-2023) til 2025

 

Baseline
(2021-2023)

2024

2025

Lands-gennmsnit

2025

Samlet

Antal unikke patienter berørt af bæltefiksering, fastholdelse eller beroligende medicin pr. 100.000 borgere

59

58

55

48

Antal episoder af bæltefiksering, fastholdelse og beroligende medicin pr. 100.000 borgere

337

324

289

288

Antal episoder med bæltefiksering, fastholdelse og beroligende medicin

6.280

6.160

5.570

3.441

Andel patienter berørt af bæltefiksering, fastholdelse eller beroligende medicin ud af antal indlagte (andel i pct.)

11,0%

11,2%

10,5%

10,4%

Voksne

Antal unikke voksne hvor der har været anvendt bæltefiksering, fastholdelse eller beroligende medicin pr. 100.000 borgere

70

68

65

57

Antal episoder af bæltefiksering, fastholdelse og beroligende medicin pr. 100.000 voksne

369

319

324

328

Antal episoder med bæltefiksering, fastholdelse og beroligende medicin hos voksne

5.520

4.905

5.055

3.177

Andel voksne hvor der har været anvendt bæltefiksering, fastholdelse, og beroligende medicin ud af antal indlagte (andel i pct.)

11,2%

11,2%

10,6%

10,5%

  Børn og unge under 18 år

Antal unikke børn og unge under 18 år hvor der har været anvendt bæltefiksering, fastholdelse eller beroligende medicin pr. 100.000 borgere

16

19

16

12

Antal episoder af bæltefiksering, fastholdelse og beroligende medicin pr.100.000 børn og unge under 18 år

207

341

141

116

Antal episoder med bæltefiksering, fastholdelse og beroligende medicin hos børn og unge under 18 år

760

1.255

520

265

Andel af børn og unge under 18 år hvor der har været anvendt bæltefiksering, fastholdelse og beroligende medicin ud af antal indlagte (andel i pct.)

8,9%

11,3%

9,9%

8,0%

Bæltefikseringer

Ses der alene på anvendelsen af bæltefikseringer har Region Hovedstaden på nationalt niveau den laveste forekomst af bæltefikseringer per 100.000 voksne og det laveste antal personer, hvor der har været anvendt bæltefikseringer per 100.000 voksne.

Region Hovedstaden har i 2025 opnået et fald i:

  • antallet af bæltefikseringer per 100.000 voksne borgere
  • antallet af personer, hvor der har været anvendt bæltefikseringer per 100.000 voksne borgere.

Faldet udgør henholdsvis 20% (fra 30 til 24 bæltefikseringer per 100.000 borgere) og 13% (fra 15 til 13 voksne per 100.000 borgere) sammenholdt med 2024. Det svarer til at Region Hovedstaden i 2025 har 375 bæltefikseringsepisoder hos voksne og 205 voksne, overfor hvem, der er anvendt bæltefiksering.

Region Hovedstaden har samtidig en højere gennemsnitlig varighed (34 timer) og mediantid (17 timer) for bæltefiksering blandt voksne sammenlignet med de øvrige regioner. Landsgennemsnittet ligger på hhv. 17 timer (gns.) og 8 timer (median).

I takt med at antallet af bæltefikseringer er reduceret markant, vil de tilbageværende fikseringer i højere grad vedrøre de mest komplekse og alvorlige patientforløb. Det bidrager til, at både gennemsnitlig og median varighed af fikseringer kan fremstå højere end tidligere. I disse sjældne tilfælde kan bæltefiksering vare mange timer, når patienten vurderes at udgøre en alvorlig og nærliggende fare for sig selv eller andre, og hvor det ikke inden for kort tid er muligt at opnå stabilisering med mindre indgribende foranstaltninger. Det kan f.eks. være ifm. patienters indtagelse af stoffer som GHB. De længerevarende forløb håndteres med tæt klinisk opfølgning, herunder daglige drøftelse på lægekonferencer og i alle vagtlag mhp. at sikre, at der er konkrete individuelle planer for håndteringen.

Fastholdelser

Region Hovedstaden er den region, som i 2025 har næstflest fastholdelsesepisoder hos voksne og flest voksne, hvor fastholdelser er anvendt per 100.000 borgere.

Region Hovedstaden har i 2025 haft:

  • en stigning antallet af fastholdelser per 100.000 voksne
  • et fald i antallet af personer per 100.000 voksne, hvor fastholdelser har været anvendt

Stigningen udgør henholdsvis 4% (fra 68 til 71 fastholdelser per 100.000 voksne) og faldet udgør 8% (fra 25 til 23 voksne per 100.000 voksne) sammenholdt med 2024. Det svarer til, at Region Hovedstaden i 2025 har 1.105 fastholdelsesepisoder hos voksne og 355 voksne, overfor hvem, der har været anvendt fastholdelse.

Landsgennemsnittet ligger på 53 fastholdelsesepisoder per 100.000 voksne og på 17 ift. antallet af voksne, hvor der har været anvendt fastholdelser.

I forhold til varighed af fastholdelser, så ses der i 2025 en stigning i den gennemsnitlige varighed fra 11 til 23 minutter relateret til voksne hvilket placerer Region Hovedstaden med det højeste gennemsnit blandt regionerne. Mediantiden flugter stabilt med landsgennemsnittet (8 minutter). Det tegner et billede af, at de fleste fastholdelser er af kortere varighed og at der er tale om få fastholdelser, som trækker gennemsnitsvarigheden op.

Akut beroligende medicin med tvang

Region Hovedstaden er den region, som i 2025 har flest episoder med akut beroligende medicin med tvang hos voksne og flest voksne, hvor akutberoligende medicin er anvendt per 100.000 voksne.

Region Hovedstaden i 2025 har haft:

  • en stigning i antallet af episoder med akut beroligende medicin med tvang per 100.000 voksne
  • et fald i antallet af voksne per 100.000 voksne, hvor akut beroligende medicin med tvang har været anvendt

Stigningen udgør henholdsvis 4% (fra 221 til 229 episoder per 100.000 voksne) og faldet udgør 1,7% (fra 60 til 59 voksne per 100.000 voksne) sammenholdt med 2024. Det svarer til, at Region Hovedstaden i 2025 har 3.570 episoder med akut beroligende medicin med tvang hos voksne og 915 voksne, overfor hvem, der har været anvendt akut beroligende medicin med tvang.

Landsgennemsnittet ligger på 199 episoder med akutberoligende medicin med tvang per 100.000 voksne og på 48 ift. antallet af voksne, hvor der har været anvendt akutberoligende medicin med tvang.

Tvangsindlæggelser og tilbageholdelser

Region Hovedstaden har haft en stigning i antal tvangsindlæggelser på 1 % siden 2024 (fra 84 til 85 episoder per 100.000 voksne) men har det laveste antal tvangsindlæggelser per 100.000 voksne sammenlignet med de andre regioner. Landsgennemsnittet ligger på 111 episoder. Omvendt ses der et fald i antal tvangstilbageholdelser på 1 % siden 2024 (fra 84 til 83 episoder per 100.000 voksne). Region Hovedstaden ligger samtidig højest i antal tvangstilbageholdelser per 100.000 voksne sammenlignet med de andre regioner. Landsgennemsnittet ligger på 64 episoder.

Særligt om udviklingen i børne og ungdomspsykiatrien

Ses der specifikt ift. børn og unge, så har region Hovedstaden i 2025 opnået et markant fald i:

  • antallet af bæltefikseringer hos børn og unge på 50% (fra 26 til 13 per 100.000 børn og unge) og antallet af børn og unge, hvor der har været anvendt bæltefiksering på 13 % (fra 15 til 13 per 100.000 børn og unge) siden 2024
  • antallet af fastholdelser hos børn og unge på 61% (fra 235-92 episoder per 100.000 børn og unge) og antallet af børn og unge, hvor der har været anvendt fastholdelser på 29 % (fra 17 til 12 per 100.000 børn og unge) siden 2024
  • antallet af episoder med akut beroligende medicin med tvang på 54% (fra 81 til 37 episoder per 100.000 børn og unge) og antallet af børn og unge, hvor der har været anvendt akut beroligende medicin med tvang på 27 % (fra 11 til 8 per 100.000 børn og unge) siden 2024

På trods af faldet på 61 % har Region Hovedstaden i 2025 det højeste antal fastholdelser hos børn og unge blandt regionerne. Landsgennemsnittet ligger på 56 fastholdelsesepisoder pr. 100.00 børn og unge. Tilsvarende har Region Hovedstaden, trods faldet på 54 % det næsthøjeste antal episoder med akut beroligende medicin med tvang hos børn og unge. Landsgennemsnittet ligger på 33 episoder med akut beroligende medicin med tvang pr. 100.000 børn og unge.

For børn og unge ligger Region Hovedstadens medianvarighed af bæltefikseringer på 3 timer og den gennemsnitlige varighed på 8 timer – begge på niveau med landsgennemsnittet.

Den gennemsnitlige varighed af fastholdelser ligger i Region Hovedstaden på 7 minutter og dermed under landsgennemsnittets 8 minutter. Region Hovedstaden har sammen med Region Syddanmark den laveste gennemsnitsvarighed ift. fastholdelser hos børn og unge. Samtidig er Region Hovedstaden den region med den laveste medianvarighed for fastholdelser for børn og unge på 2 minutter. Landsgennemsnittet for varighed af fastholdelser hos børn og unge ligger på 5 minutter. Det er væsentligt at gøre opmærksom på, at der når det gælder fastholdelser hos børn og unge, så er der som udgangspunkt tale om helt korte interventioner af få sekunders varighed. Det kan f.eks. være at personalet skal løsne en genstand, som bliver brugt til strangulering, eller forsøge at stoppe alvorlig selvskade. Men det er naturligvis noget, der er fokus på at nedbringe.

Region Hovedstaden har haft et fald i antal tvangsindlæggelser fra 32 til 31 episoder per 100.000 børn og unge siden 2024 og har det laveste antal tvangsindlæggelser per 100.000 børn og unge sammenlignet med de andre regioner. Landsgennemsnittet ligger på 53 episoder. Omvendt ses der en stigning i antal tvangstilbageholdelser fra 24 til 25 episoder per 100.000 børn og unge siden 2024 og Region Hovedstaden ligger højest i antal tvangstilbageholdelser per 100.000 børn og unge sammenlignet med de andre regioner. Landsgennemsnittet ligger på 16 episoder.

I Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center skal udviklingen i tvangsanvendelsen ses i lyset af relativt små tal, hvor få komplekse patientforløb kan påvirke udviklingen betydeligt. Siden sommeren 2025 er der imidlertid set et markant fald i antallet af tvangsepisoder, særligt i form af bæltefikseringer, fastholdelser og brug af akut beroligende medicin, som følge af en række målrettede indsatser. Disse omfatter blandt andet et styrket ledelsesmæssigt fokus med systematisk opfølgning på tvang, ugentlige tvangsforebyggende møder med læring og second opinion samt øget mulighed for anvendelse af forebyggelsesinstruktører med henblik på deeskalering og øget tryghed. Herudover arbejdes der systematisk med patientinddragelse, blandt andet gennem Døgninstitutionsteams Fokus-forløb for unge med gentagne tvangsepisoder samt tvangsforebyggende samtaler, der har til formål at reducere eller forebygge fremtidig anvendelse af tvang.

Planerne for det videre tvangsforebyggende arbejde

Nye målsætninger i handleplan for minimering af tvang 2026

Region Hovedstaden opnåede samlet set i 2025 sit lokalt fastsatte mål om at reducere anvendelsen af de tre tvangsformer med 6 % i 2025 og havde en målopfyldelse på 91,3 % ift. målsætningen om at øge udarbejdelsen af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner. Sidstnævnte svarer til at Region Hovedstaden udarbejder 6.025 udskrivningsaftaler og koordinationsplaner i 2025.

Der arbejdes fortsat målrettet videre med at forebygge og reducere anvendelsen af tvang i Region Hovedstaden og med udgangspunkt i handleplanen for minimering af tvang i 2026 er der fastsat mål om, at psykiatrien i Region Hovedstaden i 2026 skal:

  1. reducere brugen af de tre tvangsformer med 6,9 % sammenholdt med 2025
  1. udarbejde minimum 6.600 udskrivningsaftaler og koordinationsplaner (Det er samme mål, som i ”Regional psykiatriplan 2025 og frem”)

Forankring, fokus og organisering af det tvangsforebyggende arbejde er forskelligt fra og tilpasset det enkelte psykiatriske centers behov. Udviklingen følges i akuthospitalernes Ledelsesforum for Psykiatri og alle de psykiatriske centerledelser følger data i fast kadence. Det tvangsforebyggende arbejde følges ligeledes tæt i tværfaglige fora med afsnitsledelser og relevante nøglepersoner. Alle psykiatriske centre arbejder systematisk med datadrevet ledelsesopfølgning på tvang, hvor videndeling, kompetenceudvikling og læring via review mv. har stort fokus.

Handleplanen for minimering af tvang 2026 beskriver en række anbefalinger til tvangsforebyggende indsatser med udgangspunkt i tre indsatsområder:

  • Fokuspatienter
  • Inddragelse og dialog med patienter og pårørende
  • Styrket samarbejde med somatikken

Anbefalingerne og de tre indsatsområder er relevante for både voksenpsykiatri og børne- og ungdomspsykiatri. De er udvalgt med afsæt i foreliggende data og erfaringer fra det nationale og regionale tvangsforebyggende arbejde. Anbefalingerne inddrager også viden fra international forskning om, hvad der har særlig stor effekt på at reducere anvendelse af tvang.

Region Hovedstadens deltager ligeledes i den nationale indsats omkring fokuspersoner igangsat af den nationale Task Force for Forebyggelse af Tvang i Psykiatrien. Med udgangspunkt i 10 fokuspersoner fra hver region igangsættes indsatser på tværs af myndighedsområder og tvangsanvendelsen overfor de udvalgte fokuspersoner følges med data mhp. at vurdere, om indsatserne har effekt på nedbringelsen af tvang overfor de konkrete personer.

Fælles retning ift. det tvangsforebyggende arbejde i RØST

Region Hovedstaden og Region Sjælland har ligeledes igangsat et samarbejde, som skal se på organiseringen af de to regioners tvangsforebyggende arbejde med henblik på at udvikle en fælles strategisk retning frem mod etableringen af RØST, baseret på fælles tilgang til udvalgte centrale tværregionale indsatsområder i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

KONSEKVENSER

Hvis udvalget tiltræder indstillingen, vil status på brug af tvang i psykiatrien i 2025 være taget til efterretning.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges Social- og Psykiatriudvalget den 17. august 2026. 

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Charlotte Hosbond/Marie Maul

JOURNALNUMMER

26041433

Bilag

Bilag 1: Bilag 1_Aarsrapport for task force for forebyggelse af tvang i p... (D16027959)

5. Orientering: Status på overholdelse af udredningsretten i børne- og ungdomspsykiatrien Region Hovedstaden

INDSTILLING

Administrationen indstiller til social- og psykiatriudvalget: 

  • at tage orienteringen om status på overholdelse af udredningsretten til efterretning.

POLITISK BEHANDLING

Social- og psykiatriudvalgets beslutning:

Taget til efterretning.

BAGGRUND

Social- og psykiatriudvalget besluttede på møde den 19. marts 2024, at udvalget orienteres om status på overholdelse af udredningsretten i børne- og ungdomspsykiatrien på hvert udvalgsmøde.

Overholdelse af udredningsretten er et regionalt udviklingsmål i Region Hovedstaden. Forretningsudvalget vedtog i juni 2020 et delmål om, at 70% af patienterne skal være udredt inden for 30 dage, og at udredningsretten skal være overholdt for 95 % af patienterne.

I den regionale psykiatriplan 2025 og frem er der hertil vedtaget et særligt delmål for børne- og ungdomspsykiatrien om, at udredningsretten bliver overholdt for 50 % af patienterne inden udgangen af 2025.

Den 1. januar 2026 er udrednings- og behandlingsretten samlet i én samlet patientrettighed i børne- og ungdomspsykiatrien, hvilket indebærer at 1) børn og unges udredningsforløb skal være påbegyndt senest 30 dage efter henvisning (1. udredningssamtale) og 2) børn og unge skal være endeligt udredt og opstartet behandling senest 60 dage efter henvisning.

Der pågår et nationalt arbejde vedr. udarbejdelse af en model for monitorering af denne nye rettighed. I overgangsfasen frem mod implementeringen af denne model, rapporteres der fortsat separat på overholdelse af den gamle udredningsret og andel udredt inden for 30 dage, samt udredningslængde og ventetid til behandling. Fremadrettet, når en monitoreringsmodel er implementeret, vil overholdelsen i børne- og ungdomspsykiatrien blive afrapporteret i en samlet rettighed.

Centerchef i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Hallur Thorsteinsson, deltager under behandling af punktet.

SAGSFREMSTILLING

Status for overholdelse af udredningsretten i børne- og ungdomspsykiatrien

Af tabel 1 fremgår udviklingen i overholdelsen af udredningsretten fra januar 2026 til og med Juni 2026 sammenholdt med de politiske mål for udredningsretten. Der henvises til bilag 1 for data over overholdelse af udredningsretten i børne- og ungdomspsykiatrien samt overblik over udvikling i antal henvisninger (side 5).

 

I juni 2026 var udredningsretten overholdt for 21 % af patienterne i børne- og ungdomspsykiatrien, og 14 % af patienterne blev udredt inden for 30 dage. Dette er på niveau med de foregående måneder.

Det fald der ses i overholdelsen af udredningsretten i maj kan forklares med to forhold: en ændret registreringspraksis per 1. april 2026 samt midlertidige implementeringsudfordringer i forbindelse med implementeringen af nye SP-ugeplaner.

Den nye registreringspraksis betyder, at patienter henvist til medicinsk behandling nu opstarter direkte i behandling, frem for at opstarte i udredning først. Det vil reducere overholdelsen af udredningsretten. Herudover har enkelte nye arbejdsgange i forbindelse med nye ugeplaner ikke været fuldt indarbejdet fra start, hvilket midlertidigt har påvirket flowet i patientforløbene.

I overgangsfasen frem mod monitorering af den nye patientrettighed, rapporteres der ligeledes på udredningstiden i intervallerne 0-30 dage, 31-60 dage, 61-90 dage og over 90 dage. I juni 2026 blev 540 patienter i børne- og ungdomspsykiatrien i regionen færdigudredt. Heraf blev 13,1% udredt inden for 0-30 dage, 13,7% inden for 31-60 dage og 17,2% inden for 61-90 dage, mens 56% af patienterne havde en udredningstid på over 90 dage.

Hvordan arbejdes der for at øge overholdelsen af udredningsretten?

Børne- og ungdomspsykiatrien har fortsat et stort fokus på at optimere kapacitetsudnyttelsen og skabe et bedre patientflow. Der er iværksat følgende hovedindsatser, der bygger videre på fremtidssikringsrapporten og taskforcen.

  • Bedre planlægning og flow – herunder udarbejdelse af nye ugeplaner i SP som er i fuld gang med at blive implementeret
  • Kapacitetsudvidelser ved etablering af nye ambulatorier og bedre udnyttelse af eksisterende rammer. Der er ved at blive etableret to nye ambulatorier på Rigshospitalet og på Herlev Gentofte Hospital (Herlev matrikel) og der rekrutteres yderligere faggrupper til udredning og behandling. Det er desuden besluttet at åbne et medicinambulatorium med ca. 10 medarbejdere, der på tværs af større børn- og ungeambulatorierne i Hillerød skal sikre hurtig opstart og flow i medicinsk behandling
  • Styrket samarbejde med primær og praksissektor – hvor samarbejdet med praktiserende læger og private aktører udvides, for at øge kapaciteten til udredning og behandling.
  • Nytænkning af patientforløb med øget direkte patienttid
  • Digitalisering – Fx gennem virtuel patientkontakt og selvbooking, afprøvning af AI som støtte i dokumentation, og en pågående afklaring af andre mulige digitale løsninger for børne- og ungdomspsykiatrien i den kommende Region Øst, bl.a. inspireret af Norge, Sverige, Holland og Australien. 

Koncept for hurtig opstart af behandling er udviklet. Implementeringen afventer, at kapaciteten er tilstrækkelig udvidet, så implementeringen kan gennemføres uden at medføre væsentligt forlængede ventetid på udredning for patienterne.

Den 2. juli 2026 offentliggjorde regeringen, Danske Regioner og KL en aftale om udmøntning af de resterende midler i 10-årsplanen for psykiatrien for 2026. Aftalen fordeler allerede afsatte midler i 10 årsplanen til følgende initiativer:

  • Bedre hjælpe til ADHD og autisme (både til børn og voksne)
  • Forløbsbeskrivelser for børn og unge med autisme
  • Nyt dobbeltdiagnose tilbud for børn og unge

Alle tre indsatser afventer fortsat nationale faglige afklaringer. Midlerne er kun givet midlertidigt i 2026 og varig udmøntning afventer ny udmøntningsaftale.

Derudover indeholder økonomiaftalen for 2027 en akutplan for børne- og ungdomspsykiatrien, som tilfører nye statslige midler i perioden 2026-2028 til øget kapacitet, hurtigere udredning og behandling samt en styrket tidlig indsats.

Region Hovedstaden forventes samlet at modtage 101,8 mio. kr. ved midtvejsreguleringen i 2026, heraf 39,5 mio. kr. fra udmøntningsaftalen og 62,3 mio. kr. fra akutplanen.

Uddybende data fra børne- og ungdomspsykiatrien 

Der henvises til bilag 1 for yderligere data med blandt andet oversigt over udviklingen i antal aktive behandlingsforløb samt gennemsnitlig udredningstid for de patienter, som er færdigudredt. Der findes i bilag 1 også en oversigt over udviklingen i overholdelse af udrednings- og behandlingsretten, sygefravær samt fastholdelse af personale.

Aldersfordeling på ventelister til udredning og behandling
Karakteristika for patienter som venter på udredning og behandling fremgår af bilag 1, side 11 til 12. Omkring 79 % af patienterne, der er på venteliste til udredning, tilhører grupperne ’større børn’ og ’unge’ i juni måned. For patienter på venteliste til behandling udgør ’større børn’ og ’unge’ igen den største andel (ca. 79 %). Dette er en lidt lavere andel end for de seneste 4 måneder.

Henvisningsmarkører hos patienter på venteliste til behandling
I bilag 1, side 13, præsenteres henvisningsmarkører for patienter på venteliste til behandling. Hovedparten af de patienter, der aktuelt afventer behandling, er henvist med diagnoserne ADHD, autisme samt kønsidentitetsforhold. Herudover omfatter en stor andel af patienterne på ventelisten gruppen ”øvrige”, og en mindre andel har andre henvisningsmarkører som spiseforstyrrelse, depression, OCD m.v.

Udredningslængde og ventetid til behandling
I juni 2026 var den gennemsnitlige udredningslængde cirka 104 dage. Til sammenligning lå den i marts 2025 omkring 80 dage.  Der har det seneste år været en gradvis stigning i den gennemsnitlige udredningslængde og hvor det højeste niveau var i maj på 112 dage, hvorefter der er sket et lille fald igen i juni med niveauet på 104 dage (se bilag 1, side 9). Året før havde der været et gradvist fald fra ca. 113 dage i august 2024 til ca. 80 dage marts 2025. Stigningen det seneste år skyldes, at der i 2025 har været en yderligere stigning på 15 % i modtagne henvisninger, samtidig med at grundet pladsudfordringer er vanskeligt at øge kapaciteten ved at rekruttere flere medarbejdere. 

I juni 2026 blev cirka 63% af behandlingsforløbene opstartet inden for 30 dage, hvilket overordnet er på niveau med de foregående måneder (bilag 1, side 4).

Sygefravær hos personale
Regionens måltal for antal dages sygefravær er 11,7 dage per år. I de seneste 12 måneder har det gennemsnitlige antal dages sygefravær i børne- og ungdomspsykiatrien været 12,8 dage på tværs af personalegrupper, herunder administrativt personale, læger, pædagogisk personale, plejepersonale og øvrigt sundhedspersonale (psykologer, fysioterapeuter mv.). Sammenlignet med 2024 er det gennemsnitlige sygefravær de seneste 12 måneder faldet med 16,3% fra 15,5 dage i 2024 til 12,8 dage i de seneste 12 måneder (juli 2025 til juni 2026) (bilag 1, side 7).

Personalets afgangsrate
I de 12 måneder i perioden december 2024 til november 2025 har afgangsraten været 15,3 % i børne- og ungdomspsykiatrien. Til sammenligning var afgangsraten 13,2 % i hele 2024 og 15 % i hele 2023. Det er fortsat ikke muligt at få opdaterede tal for afgangsraten efter årsskiftet, som følge af den organisatoriske omlægning fra Region Hovedstadens Psykiatri til Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Dette da overflytningen af medarbejdere fra psykiatrien til somatikken betyder, at de har fået nye tjenestenumre, hvilket svarer til, at de er stoppet i deres stilling og blevet ansat i en ny stilling i en anden virksomhed. Dette er afspejlet i tallene, som derfor er misvisende forhøjet for de seneste 12 afsluttede måneder.

KONSEKVENSER

Ved tiltrædelse af indstillingen vil udvalget have taget orienteringen om status på overholdelse af udredningsretten for børne- og ungdomspsykiatrien til efterretning.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges social- og psykiatriudvalget den 17. august 2026.

Sundhedsrådene havde desuden i maj 2026 en temadrøftelse af børn og unge i psykisk mistrivsel og med psykisk sygdom.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Charlotte Hosbond / Louise Grundtvig Buss 

JOURNALNUMMER

26050246

Bilag

Bilag 1: Bilag 1 BUC data

6. Orientering: Status på tilsyn og magtanvendelser i tilbud i Den Sociale virksomhed i 2025

INDSTILLING

Administrationen indstiller til social- og psykiatriudvalget: 

  • at tage orienteringen om status på tilsyn og magtanvendelser i tilbud i Den Sociale Virksomhed til efterretning. 

POLITISK BEHANDLING

Social- og psykiatriudvalgets beslutning:

Taget til efterretning.

BAGGRUND

Social- og psykiatriudvalget får en gang årligt en status på tilsyn samt udvikling i brugen af magtanvendelser i tilbud i Den Sociale Virksomhed. Med denne sag gives en orientering om tilsyn i 2025 samt en orientering om udviklingen i magtanvendelser i samme tilbud i perioden 2022-2025.

Charlotte Kruse Lange, der er vicedirektør i Den Sociale Virksomhed, vil deltage under punktets behandling. 

SAGSFREMSTILLING

Tilbud i Den Sociale Virksomhed har i 2025 haft tilsynsbesøg fra Socialtilsynet og Styrelsen for Patientsikkerhed. 

Tilsyn

Tilbuddene i Den Sociale Virksomhed har i 2024 haft tilsynsbesøg fra Socialtilsynet og Styrelsen for Patientsikkerhed.

Tilsyn fra Socialtilsyn Hovedstaden 
Socialtilsyn Hovedstaden fører tilsyn med de døgn- og behandlingstilbud i Den Sociale Virksomhed, som drives efter Serviceloven og Barnets lov. Tilsynet skal sikre, at drift og kerneydelse leveres med den nødvendige kvalitet ud fra en vurdering af den eksisterende praksis. Socialtilsynets vurderinger af de forskellige tilbud fremgår af bilag 1.

Tilbuddene i Den Sociale Virksomhed har en god dialog med tilsynet, og tilsynet vurderer generelt, at deres indikatorer for kvalitet er opfyldt på størstedelen af tilbuddene.

Opmærksomhedspunkterne vedrører oftest de fysiske rammer, stor personalegennemstrømning eller et højt sygefravær. På de tilbud, hvor der er opmærksomhedspunkter, er der igangsat handleplaner. Opfølgning på handleplanerne på baggrund af tilsyn i 2024, blev forelagt social- og psykiatriudvalget den 2. marts 2026.

Med virkning fra 1. januar 2026 er der sket en række væsentlige ændringer i lov om socialtilsyn. Tilsynet bliver mere risikobaseret, så indsatsen målrettes tilbud med størst risiko for kvalitetsproblemer. Tilsyn gennemføres fremadrettet minimum hvert 3. år, men skærpes ved behov, og tilsyn vil i højere grad ske uanmeldt. Kvalitetsmodellen forenkles med færre temaer, og indikatorerne udgår og erstattes af en klar vurdering af, om en række krav er opfyldt eller ej. 

Tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed 
Styrelsen for Patientsikkerhed har i 2025 været på tilsyn på to tilbud i Den Sociale Virksomhed. Styrelsen for Patientsikkerhed fører tilsyn med tilbuddenes sundhedsfaglige praksis og dokumentation. 

Handicaptilbuddet Hulegården har haft tilsyn i forhold til målepunkter for medicinhåndtering og har fået vurderingen ’ingen problemer af betydning for patientsikkerheden’.

Det socialpsykiatriske tilbud Nødebogård har haft reaktivt sundhedsfagligt tilsyn og har ved tilsynet fået vurderingen ”større problemer af betydning for patientsikkerheden” samt påbud om at sikre: a) systematisk sygeplejefaglige vurdering og opfølgning, b) tilstrækkelig journalføring herunder implementering af instruks samt c) udarbejdelse og implementering af instruks for personalets kompetencer, ansvars- og opgavefordeling. Fællesadministrationen i Den Sociale Virksomhed har i samarbejde med Nødebogård igangsat indsatser og handleplan for at sikre, at påbuddet ophæves igen.

Brug af magtanvendelser 
Reglerne i Serviceloven og Voksenansvarsloven om magtanvendelser vedrører situationer, hvor personalet foretager indgriben i borgernes ret til selvbestemmelse. Magt kan alene anvendes for at undgå, at borgerne gør skade på sig selv eller andre. Brug af magt må kun ske undtagelsesvist og skal være skånsomt og kortvarigt og begrænset til det absolut nødvendige.  

På tilbud i Den Sociale Virksomhed bor børn, unge og voksne, som grundet nedsat funktionsevne ikke altid kan varetage egne interesser eller forstå konsekvenserne af egne handlinger. Personalet har en skærpet omsorgspligt, og magtanvendelser kan bl.a. være nødvendige for, at der ikke sker omsorgssvigt.

Alle former for brug af magtanvendelser på tilbud i Den Sociale Virksomhed skal indberettes til borgerens handlekommune med en beskrivelse af situationen, der førte til brug af magt. Socialtilsynet orienteres også om indberetningen. Det skal i forlængelse af indberetningerne dokumenteres, hvilke faglige refleksioner medarbejdere og ledelse på tilbuddet har gjort sig.  

En samlet oversigt over magtanvendelser på tilbud i Den Sociale Virksomhed i perioden 2022-2025 fremgår af bilag 1.

Fra 2024 til 2025 er der sket et fald i antallet af magtanvendelser på voksenområdet og en stigning i antallet af magtanvendelser på børneområdet. Stigningen i magtanvendelser på børneområdet fra 458 til 599 vurderes i høj grad at være strukturelt og målgruppebetinget. Stigningen skyldes primært:

  • Udvidelse af kapacitet og flere lukkede pladser på Sølager
  • Meget komplekse og tiltagende belastede målgrupper på det socialpsykiatriske tilbud Nødebogård og den sikrede institution for unge, Sølager
  • Enkelte borgere står for et højt antal magtanvendelser
  • Flere interne konflikter mellem de unge på Sølager

Tilbuddene Sølager og Nødebogård, som står for hovedparten af de registrerede magtanvendelser på børneområdet, har i 2025 haft et målrettet ledelsesmæssigt fokus på området. Dette har blandt andet omfattet en systematisk gennemgang og analyse af samtlige magtanvendelser på de enkelte tilbud.

Herudover modtog Sølager i 2025 projektmidler fra Social- og Boligministeriet til ansættelse af en projektmedarbejder med henblik på at generere datagrundlag og identificere eventuelle mønstre i magtanvendelserne med fokus på læring og udvikling. Projektansættelsen løber frem til udgangen af 2026.

Der er i den forbindelse igangsat et arbejde med at etablere et fremadrettet, systematisk datagrundlag med henblik på at understøtte et kontinuerligt og systematisk fokus på både omfang og karakter af de enkelte hændelser samt muliggøre udbredelse af erfaringer til øvrige tilbud.

Faldet i udviklingen i magtanvendelser på voksentilbuddene kan forklares med ændringer i beboersammensætning på flere af tilbuddene samt et kontinuerligt fokus på forebyggelse.

Den Sociale Virksomhed har både centralt og på de enkelte tilbud et kontinuerligt fokus på kvalitet i tilbuddene, herunder at forebygge og minimere brugen af magtanvendelser. Det sker blandt andet gennem undervisning, årlige kvalitetsmøder og opfølgningsmøder på tværs af tilbud.

KONSEKVENSER

Hvis udvalget godkender indstillingen, er orienteringen om status på tilsyn og magtanvendelse på tilbud i Den Sociale Virksomhed taget til efterretning. 

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges Social- og Psykiatriudvalget den 17. august 2026. 

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Charlotte Hosbond/Anja Methling

JOURNALNUMMER

22012962

Bilag

Bilag 1: Tilsyn og magtanvendelser i tilbud i Den Sociale Virksomhed i 20... (D15980573)

7. Orientering: Status på bygge- og flytteprojekter i Den Sociale Virksomhed 2025-2027

INDSTILLING

Administrationen indstiller til social- og psykiatriudvalget:

  • at tage orientering om status på bygge- og flytteprojekter i Den Sociale Virksomhed 2025-27 til efterretning.

POLITISK BEHANDLING

Social- og psykiatriudvalgets beslutning:

Taget til efterretning.

Erdogan Mert (Ø) deltog ikke i sagens behandling.

BAGGRUND

Administrationen orienterer med denne sag social- og psykiatriudvalget om status på en række bygge- og flytteprojekter i tilbud i Den Sociale Virksomhed, som for nylig er gennemført, er igangværende eller planlagt frem til 2027.

Charlotte Kruse Lange, der er vicedirektør i Den Sociale Virksomhed, vil deltage under punktets behandling. 

SAGSFREMSTILLING

Jonstrupvang

Jonstrupvang Bebyggelsen er et højt specialiseret døgn- og dagtilbud for voksne med cerebral parese (spastisk lammelse) eller lignende. Tilbuddet er beliggende i Jonstrup ved Værløse og har 46 døgnpladser. Bygningerne er opført i 1976.

Projektet omfatter en gennemgribende renovering af hele tilbuddets bygningsmasse, herunder at beboerne får toværelsesboliger. Brugerne har fra start været involveret i projektet med input til de kriterier, som ligger til grund for udformningen og krav til projektets indhold og entreprenører. Renoveringen vil efter planen være færdig i 2032. Projektet forventes gennemført uden midlertidig genhusning. Regionsrådet godkendte anlægssagen i august 2024. Projektet er nu igangsat.

Bredegaard

Blindecenter Bredegaard er et højt specialiseret døgn- og dagtilbud for voksne med synsnedsættelser. Tilbuddet er beliggende i Fredensborg og har 40 døgnpladser. Bygningerne er opført i 1973-75. Projektet ’Nyt Bredegaard’ omfatter en gennemgribende renovering af alle tilbuddets boliger, opførelse af nye boliger samt en lettere renovering af fælles- og administrative arealer.

Brugerne har også på Bredegaard fra start været involveret i projektet med input til de kriterier, som ligger til grund for udformningen og krav til projektets indhold og entreprenører. Første etape af projektet omfatter byggeri af 20 nye boliger, og i de efterfølgende etaper lægges de hidtidige 40 boliger sammen til 20 nye toværelsesboliger, så antallet af boliger forbliver uændret på 40. Projektet forventes gennemført uden midlertidig genhusning. Færdiggørelsen er planlagt til 2032. Regionsrådet godkendte anlægssagen i december 2025. Projektet er nu igangsat.

Lyngdal

Lyngdal er et højt specialiseret helhedstilbud for borgere med psykiske udviklingsforstyrrelser og lav udviklingsalder. Tilbuddet er beliggende i otte bygninger på Tyringevej i Birkerød og har 24 døgnpladser. Bygningerne er opført i 1972 til andre formål og er i dag nedslidte. Regionens Center for Ejendomme har udarbejdet en helhedsplan for en gennemgribende renovering af tilbuddet, hvor Lyngdal ved færdiggørelsen vil have 32 døgnpladser. Da Lyngdals otte bygninger er ret ens, tænkes renoveringen påbegyndt med et pilotprojekt for én af bygningerne med en mere præcis afdækning af renoveringsbehovet og forventningerne til den samlede økonomi. Pilotprojektet vil efter planen blive gennemført i 2027. Derefter er det planen, at man vil kunne renovere én af de resterende syv bygninger årligt i de efterfølgende år. På den måde vil projektet kunne gennemføres uden midlertidig genhusning. Regionsrådet har endnu ikke fået forelagt en anlægssag om projektet.

Skovporten

Center for Forsorg og Behandling har aktiviteter for unge og voksne på en række adresser, blandt andet to afdelinger målrettet unge hjemløse. De to afdelinger var indtil 2025 placeret på adresser i Brøndby og Helsinge. I december 2025 blev de to afdelinger samlet i tilbuddet Skovporten i Birkerød. Med flytningen til de nye rammer har ungetilbuddet fået mere plads, og antallet af døgnpladser har kunnet øges fra 16 til 20. Projektet er finansieret af puljemidler på socialområdet.

Rønnegård

Rønnegård er et bo- og samværstilbud for voksne med udviklingshæmning, hvoraf en del også har psykiatriske diagnoser. Der planlægges opførelse af to boliger, som skal fungere som "overgangsboliger". Baggrunden er, at der er stor kommunal efterspørgsel på Rønnegårds skærmede pladser. For de nuværende beboere i de skærmede boliger er overgangen til at bo i Rønnegårds almindelige boliger med naboer og fællesskab vanskelig. Denne vil kunne lettes væsentligt ved etablering af de to overgangsboliger i én fællesbygning, hvor beboerne over en periode vil kunne blive fortrolig med overgangen. Projektet planlægges gennemført i 2027 som en løsning med lejede, sammenbyggede pavilloner, som på et senere tidspunkt vil kunne købes. Projektet planlægges finansieret via puljemidler på socialområdet.

KONSEKVENSER

Hvis social- og psykiatriudvalget tiltræder indstillingen, vil orientering om status på bygge- og flytteprojekter i Den Sociale Virksomhed 2025-27 være taget til efterretning.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges social- og psykiatriudvalget den 17. august 2026.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Charlotte Hosbond/Anja Methling

JOURNALNUMMER

22012962

8. Orientering: Budgetopfølgning på øget samarbejde med væresteder i Region Hovedstaden

INDSTILLING

Administrationen indstiller til social- og psykiatriudvalget:

  • At tage status på budgetopfølgning på øget samarbejde med væresteder i Region Hovedstaden til efterretning

POLITISK BEHANDLING

Social- og psykiatriudvalgets beslutning:

Taget til efterretning.

Erdogan Mert (Ø) deltog ikke i sagens behandling.

BAGGRUND

Med Region Hovedstadens budgetaftale for 2026-2029 blev der afsat 3 mio. kr. til at udbygge den opsøgende psykiatriske indsats på væresteder, så disse tilbud i højere grad kan få støtte i arbejdet med de mest udsatte mennesker. Der gives i denne sag en status på budgetforslaget om øget samarbejde med væresteder.

SAGSFREMSTILLING

Med Region Hovedstadens budgetaftale for 2026-2029 er der afsat 3 mio. kr. til at udbygge den opsøgende psykiatriske indsats på væresteder, så disse tilbud i højere grad kan få støtte i arbejdet med de mest udsatte mennesker. Værestederne løfter en stor opgave i at yde omsorg og skabe kontakt til nogle mennesker som vi ikke ser i tilstrækkeligt omfang i den regionale psykiatri. Midlerne fra budgetaftalen 2026 er udmøntet til Amager-Hvidovre Hospital, Psykiatrisk Center Amager og anvendes til at styrke Gadeplansteamets kapacitet.

Psykiatrisk Gadeplansteam på Amager-Hvidovre Hospital samarbejder allerede med 22 væresteder og sociale tilbud i optageområdet. Som led i den styrkede indsats på baggrund af budgetmidlerne er der indledt dialog med bl.a. WeShelter og Café Klare om samarbejdets indhold og organisering. Der orienteres med denne sag om de nye samarbejdsmuligheder, herunder opsøgende psykiatrisk vurdering og behandling.

Budgetinitiativets indhold

Budgetinitiativet omfatter opsøgende tilstedeværelse på væresteder ved sygeplejersker og læge fra Gadeplansteamet med henblik på vurdering, rådgivning og kontaktetablering til borgere med psykisk sygdom. På større væresteder med mange hjemløse borgere, herunder Café Klare forventes en mere regelmæssig tilstedeværelse. På øvrige væresteder etableres samarbejdet primært efter behov, hvor værestederne kan kontakte teamet direkte.

Den styrkede indsats sikrer, at alle væresteder i Københavnsområdet kan få bistand fra Gadeplansteamet ved bekymring for en borger. For borgere, der allerede er tilknyttet behandlingspsykiatrien, skal indsatsen understøtte kontakten til relevante ambulatorier og skabe større sammenhæng i behandlingsforløbene.

Indsatsen omfatter desuden rådgivning og undervisning af medarbejdere på væresteder om psykisk sygdom, opsøgende behandling og identifikation af borgere med behov for psykiatrisk hjælp. Derudover skal indsatsen styrke samarbejdet med Københavns Kommune gennem fælles opsøgende aktiviteter med kommunale gadeplansmedarbejdere.

Målgruppe

Målgruppen er borgere med svær psykisk sygdom og betydelig social udsathed, herunder hjemløse borgere og borgere med begrænset eller manglende kontakt til behandlingssystemet.

Rekruttering af yderligere personale

Teamet består i dag af syv sygeplejersker og en ledende overlæge. Som en del af budgetinitiativet for at styrke indsatsen er det besluttet at opnormere med i alt fire stillinger, fordelt på to sygeplejersker, en socialrådgiver og en læge. Stilling som sygeplejerske og socialrådgiver er opslået, og implementeringen vil ske gradvist gennem 2026 afhængigt af rekrutteringsmulighederne. Efter sommerferien 2026 forventes yderligere en sygeplejerske- og en lægestilling opslået. Den lægefaglige profil afklares på baggrund af erfaringer med opgaven og behovet for lægefaglige ressourcer. Tidligere erfaringer viser, at rekruttering til Gadeplansteamet kan være udfordrende, hvorfor der er særligt opmærksomhed på at stillingsopslag kommer bredt ud.

Foreløbige erfaringer og forventede resultater

Dialogen med værestederne peger på et behov for lettere adgang til psykiatrisk og lægefaglig vurdering i borgernes nærmiljø. Der er særligt efterspurgt mulighed for vurdering på værestederne og støtte til videre behandling ved behov.

Det forventes, at indsatsen vil øge kendskabet til opsøgende psykiatrisk støtte og styrke adgangen til behandling for borgere, som ellers ikke ville modtage hjælp. Indsatsen forventes også at bidrage til, at borgere ledsages og støttes til relevante tilbud, herunder psykiatrisk modtagelse, Flexklinikken, somatiske akuttilbud og øvrige behandlingsenheder.

KONSEKVENSER

Hvis udvalget tiltræder indstillingen, vil budgetopfølgningen om øget samarbejde med væresteder i Region Hovedstaden være taget til efterretning.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges social- og psykiatriudvalget den 17. august 2026

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Charlotte Hosbond/Katrine Frydendal

JOURNALNUMMER

26041433

9. Orientering: Status på ligestilling og integration mellem psykiatri og somatik

INDSTILLING

Administrationen indstiller til social- og psykiatriudvalget:

  • at tage orienteringen om status på ligestilling og integration mellem psykiatri og somatik til efterretning.

POLITISK BEHANDLING

Social- og psykiatriudvalgets beslutning:

Taget til efterretning.

Erdogan Mert (Ø) deltog ikke i sagens behandling.

BAGGRUND

Som led i sundhedsreformen og regionsrådets beslutning fra juni 2025 gennemføres en fuld integration og sammenlægning af psykiatri og somatik. Formålet er at skabe faglig, ledelsesmæssig og organisatorisk ligestilling mellem de to områder. Integration skal styrke sammenhængen i patientforløb, opbygge fælles faglige miljøer og udnytte synergier på tværs af specialer og sektorer. Målet er, at psykisk sygdom behandles på lige fod med somatiske lidelser, så forskelle i middellevetid mindskes og stigmatisering reduceres.

Social- og psykiatriudvalget har på mødet den 24. november 2025 tilkendegivet, at de ønsker at følge implementeringen tæt i 2026. På udvalgsmødet den 4. maj blev der givet en mundtlig status på arbejdet med integrationen i Region Hovedstaden. Der vil på mødet den 17. august 2026 blive givet en kort mundtlig orientering om status på arbejdet med integration og ligestilling af somatik og psykiatri.

SAGSFREMSTILLING

Som led i sundhedsreformen er det besluttet at lave en fuld integration og sammenlægning af psykiatri og somatik. Der er tale om en betydelig ændring af organiseringen af sundhedsvæsenet og en omfattende ledelsesopgave på alle niveauer i Region Hovedstaden.

Formålet er at skabe faglig, ledelsesmæssig og organisatorisk ligestilling mellem de to områder. Integration skal skabe bedre og mere sammenhængende patientforløb, opbygge fælles faglige miljøer og udnytte synergier på tværs af specialer og sektorer. Målet er, at psykisk sygdom behandles på lige fod med somatiske lidelser, så forskelle i middellevetid mindskes, og stigmatisering reduceres.

Ledelsesmæssig, organisatorisk og klinisk integration og ligestilling

For at sikre integration og ligestilling af psykiatri og somatik, er der en række centrale indsatser, der skal sikre et tværgående ledelsesfokus og understøtte overgangen fra organisatorisk sammenlægning d. 1. januar 2026 og arbejdet videre frem. Implementeringen af integrationen sker gennem to hovedspor:

  • Ledelsesmæssigt, organisatorisk og administrativt spor
  • Sundhedsfagligt spor

Arbejdet følges på møderne i Ledelsesforum for Psykiatri. Den aktuelle status viser, at integrations- og ligestillingsarbejdet er godt i gang på alle hospitaler.  Der blev orienteret om status for dette arbejde på mødet den 4. maj 2026, herunder givet eksempler på konkrete samarbejder, der understøtter integrations- og ligestillingsarbejdet

På det ledelsesmæssige område er der mange steder etableret fælles lederfora, hvor ledere fra både somatikken og psykiatrien indgår i en samlet ledergruppe, og på det organisatoriske område er administrative medarbejdere nu ansat i administrative funktioner på de somatiske akuthospitaler.

I forhold til den kliniske integration er der igangsat mange forskellige initiativer, som der blev givet en mundtlig orientering om på mødet den 4. maj 2026. Der blev blandt andet orienteret om, at arbejdet eksempelvis har medført, at tvangsanvendelsen på somatiske afdelinger er reduceret, at der arbejdes med fast-track ordninger til somatisk udredning, når det drejer sig om patienter med psykisk sygdom og mistanke om somatisk sygdom, der samarbejdes på tværs af somatik og psykiatri ift. patienter med spiseforstyrrelser, samarbejde mellem BUC og pædiatriske afdelinger samt på forskningsområdet.

Centrale initiativer, der skal understøtte integration og ligestilling

Der er udarbejdet en analyse af det retspsykiatriske område i samarbejde med Region Sjælland, hvor der er fokus på den fremtidige ledelsesmæssige organisering af retspsykiatrien. Analysen blev drøftet på møde i KD-Øst den 16. juni 2026.

Der arbejdes desuden med ensartning af planområderne, så de somatiske og psykiatriske planområder er sammenfaldende. Det indebærer ressourceoverførsel fra Nordsjællands Hospital og Herlev Gentofte Hospital. Arbejdet er i gang, men forventes ikke gennemført i indeværende år på baggrund af mangel på fysisk kapacitet på Psykiatrisk Center Ballerup.

Arbejdet med etablering af et børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium på Herlev Hospitals matrikel er i gang, ligesom der er dialog mellem Rigshospitalet og Bispebjerg Frederiksberg Hospital om etableringen af en psykiatrifunktion på Rigshospitalet.

Godkendelse af plan med fælles sigtepunkter for ligestilling og integration af psykiatri og somatik i Region Østdanmark

Social- og Psykiatriudvalget er tidligere orienteret om udkast til plan med fælles sigtepunkter for ligestilling og integration af psykiatri og somatik i Region Østdanmark. Sundhedsstyrelsens godkendelse og bemærkninger til godkendelsen vedlægges som bilag.

Sundhedsstyrelsen godkendte den 6. maj 2026 planen med fælles sigtepunkter for ligestilling og integration af psykiatri og somatik i Region Østdanmark. Sundhedsstyrelsen bakker op om planens overordnede retning og har peget på enkelte opmærksomhedspunkter, som vil indgå i det videre arbejde med integration og robustgørelse af psykiatrien i Region Østdanmark. FFU og FRR orienteres om sagen på møder i juni 2026.

Øget samarbejde med Region Sjælland frem mod dannelsen af Region Østdanmark

Ledelsesforum for Psykiatri og Region Sjællands Integrationsforum planlægger to fælles møder i 2. halvår 2026 med henblik på at intensivere og målrette samarbejdet frem mod dannelsen af Region Østdanmark.

 

KONSEKVENSER

Hvis udvalget tiltræder indstillingen, vil status på integration af somatik og psykiatri være taget til efterretning.

ØKONOMI

Administrationen vurderer, at der ikke er behov for økonomipåtegning. 

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges social- og psykiatriudvalget den 17. august 2026.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Charlotte Hosbond/Lotte Pihl Paulsen

JOURNALNUMMER

26041433

Bilag

Bilag 1: Sundhedsstyrelsens godkendelse af Plan med fælles sigtepunkter f... (D16067705)

Bilag 2: Bilag Sundhedsstyrelsens vurderingsgrundlag og opmærksomhedspunk... (D16067701)

10. Aktuelle orienteringer

INDSTILLING

Administrationen indstiller til social- og psykiatriudvalget:

  • at tage de aktuelle orienteringer til efterretning.

POLITISK BEHANDLING

Social- og psykiatriudvalgets beslutning:

Taget til efterretning.

Erdogan Mert (Ø) deltog ikke i sagens behandling.

BAGGRUND

Der er på social- og psykiatriudvalgets møder et fast punkt, hvor administrationen orienterer om aktuelle sager.

SAGSFREMSTILLING

Administrationen orienterer om aktuelle sager, der vedrører udvalgets opgaveområde. 

KONSEKVENSER

Såfremt udvalget ønsker yderligere behandling af en sag, vil administrationen gå videre med sagen. 

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges social- og psykiatriudvalget den 17. august 2026.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Charlotte Hosbond/Laura Marie Rasmussen

JOURNALNUMMER

26020942

11. Eventuelt

Intet at bemærke.

12. Underskriftsark

Social- og psykiatriudvalget - meddelelser

Punkter på dagsordenen

  1. Meddelelse - Orientering om relevante sager på udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen den 19. august 2026

Medlemmer

  • Peter Westermann: Deltog
  • Jesper Hammer: Deltog (Deltog ikke under behandling af sag nr. 1 og sag nr. 2)
  • Maria Gudme: Deltog
  • Susanne Due Kristensen: Deltog
  • Stinus Lindgreen: Deltog (Deltog ikke under behandling af sag nr. 1, sag nr. 2 og sag nr. 3)
  • Magnus Von Dreiager: Deltog
  • Dorte Vilhelmsen: Deltog
  • Carsten Scheibye: Deltog
  • Christine Dal: Deltog
  • Erdogan Mert: Deltog (Deltog ikke under behandling af sag nr. 7, sag nr. 8, sag nr. 9, sag nr. 10 )
  • Grethe Olivia Nielsson: Deltog

1. Meddelelse - Orientering om relevante sager på udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen den 19. august 2026

Social- og psykiatriudvalget får her to meddelelser om, at udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen d. 19. august orienteres om to sager, der også er relevante for SPU. Sagerne vedlægges meddelelsen, når dagsordenen for udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen er udgivet.

Sagerne er:

  • Orientering om beslutning om flytningen af den vederlagsfri psykologbehandling af 18-24-årige med let til moderat angst eller depression fra psykologpraksis med ydernummer til regionerne
  • Orientering om brugen af forårspakkemidler – nedbringelse af ventetider i speciallægepraksis

Orientering om beslutning om flytningen af den vederlagsfri psykologbehandling af 18-24-årige med let til moderat angst eller depression fra psykologpraksis med ydernummer til regionerne

Sagen har været behandlet i Det Forberedende Forretningsudvalg og i Det Forberedende Regionsråd, som traf beslutning henholdsvis den 12. og 19. maj. Beslutningen omfatter det endelige behandlingstilbud, herunder økonomi, målgruppe, kapacitet, ansættelser og fysiske lokationer. Sagen på udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen er en orientering om endelig beslutning af tilbuddet.

Orientering om brugen af forårspakkemidler – nedbringelse af ventetider i speciallægepraksis

På Regionsrådsmødet den 21. oktober 2025 blev det besluttet, at Region Hovedstadens andel af forårsaftalemidlerne på knap 16. mio. kr. skal bruges til at oprettes to fuldtidsydernumre og konvertere en deltidspraksis til fuldtidspraksis i børne- og ungdomspsykiatri. Derudover bruges midlerne på at lave meraktivitetsaftaler indenfor neurologi og lungemedicin. 

 

 

Journalnummer

26041433

Bilag

Bilag 1: Etablering af regional behandlingsklinik for angst og depression (D16028576)

Bilag 2: Bilag 1 - Udskrivningsguiden og guide til godt hverdagsliv notat... (D16362474)

Bilag 3: Orientering om brugen af forårspakkemidler – nedbringelse af ven... (D16028109)

​

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden