Punkter på dagsordenen
- Godkendelse af dagsorden
- Orientering: Resultater af projekt i Den Sociale Virksomhed om ”Nærvær og arbejdsglæde”
- Orientering: Status på implementering af integreret dobbeltdiagnose behandling af mennesker med psykisk lidelse og samtidig rusmiddelproblematik
- Orientering: Status på implementering af handleplan for styrket sikkerhed og tryghed i psykiatrien
- Beslutning: Udmøntning af økonomisk ramme til civilsamfundssamarbejde
- Orientering: Status på overholdelse af udredningsretten i børne- og ungdomspsykiatrien Region Hovedstaden
- Orientering: Status på ligestilling og integration mellem psykiatri og somatik
- Drøftelse: Social- og psykiatriudvalgets overlevering til Region Østdanmark
- Aktuelle orienteringer
- Eventuelt
- Underskriftsark
Medlemmer
- Peter Westermann: Deltog
- Jesper Hammer: Deltog
- Maria Gudme: Afbud
- Susanne Due Kristensen: Deltog
- Stinus Lindgreen: Deltog
- Magnus Von Dreiager: Deltog
- Dorte Vilhelmsen: Deltog
(Deltog ikke i behandlingen af sag 5)
- Carsten Scheibye: Deltog
- Christine Dal: Afbud
- Erdogan Mert: Fravær
- Grethe Olivia Nielsson: Deltog
1. Godkendelse af dagsorden
INDSTILLING
Administrationen indstiller overfor social- og psykiatriudvalget:
- at udvalget godkender dagsorden
POLITISK BEHANDLING
Godkendt.
Maria Gudme (A), Christine Dal (V) og Erdogan Mert (Ø) deltog ikke i sagens behandling.
2. Orientering: Resultater af projekt i Den Sociale Virksomhed om ”Nærvær og arbejdsglæde”
INDSTILLING
Administrationen indstiller til social- og psykiatriudvalget:
- at tage orienteringen om resultaterne af projektet ”Nærvær og arbejdsglæde” til efterretning.
POLITISK BEHANDLING
Udvalget tog orienteringen til efterretning, og roser og anerkender den store indsats, der er lagt i projektet. Udvalget mener, at projektet understreger vigtigheden i lokalforankret løsninger og ønsker, at resultaterne går videre til Region Østdanmark.
Maria Gudme (A), Christine Dal (V) og Erdogan Mert (Ø) deltog ikke i sagens behandling.
BAGGRUND
Den Sociale Virksomhed har i perioden fra ultimo 2024 til efteråret 2026 gennemført et projekt med titlen ”Nærvær og arbejdsglæde”, som har haft til formål at styrke nærvær, fremmøde og arbejdsglæde samt forebygge og reducere sygefravær blandt personalet i de 19 tilbud.
Administrationen fremlægger med denne sag resultater fra evalueringen af projektet. En sammenfatning af projektets resultater er vedlagt som bilag.
Vicedirektør for den sociale virksomhed Charlotte Kruse deltager under sagen.
SAGSFREMSTILLING
Projektet ”Nærvær og arbejdsglæde” i Den Sociale Virksomhed er gennemført i samarbejde med konsulentvirksomheden Connector. Projektet har omfattet et forebyggende spor, et organisatorisk spor samt et spor rettet mod konkret opfølgning på fravær, anvendelse af data og kvalificering af de svære samtaler.
Den afsluttende evaluering af projektet viser en positiv udvikling i både fravær, trivsel og den organisatoriske praksis omkring arbejdsmiljø og nærvær.
Evalueringen viser, at projektet har bidraget til, at det gennemsnitlige sygefravær er reduceret med 6,6 % i projektperioden. Reduktionen svarer samlet til knap 1.600 ekstra medarbejderdage eller ca. 12.000 arbejdstimer.
12 af de 19 tilbud i Den Sociale Virksomhed har reduceret sygefraværet, men udviklingen er særligt markant i tre handicaptilbud, hvor indsatsen har været mere intensiv og langvarig. 3Kløveren har reduceret sygefraværet med ca. 30 %, Hulegården med ca. 27 % og Solgaven med 14 %.
På den sikrede institution Sølager har der været en stigning i sygefraværet på ca. 17 %, som i evalueringen blandt andet ses i sammenhæng med afskedigelser, langtidssygemeldinger og en omfattende kulturel og medarbejdermæssig transformation.
Trivselsmålingerne på tilbuddene bekræfter den positive udvikling. 14 af 19 tilbud har forbedret deres samlede trivselsresultater siden projektets begyndelse. Fremgangen ses blandt andet inden for temaerne indflydelse og åbenhed, faglig udvikling, tillid, psykologisk tryghed og medmenneskelighed.
Evalueringen peger på, at resultaterne ikke er skabt af én metode eller enkeltstående aktiviteter, men af en sammenhængende og vedholdende indsats. De mest virksomme mekanismer findes på tre sammenhængende niveauer:
- Organisatorisk er arbejdsmiljø, nærvær og fremmøde i højere grad blevet integreret i den daglige drift og koblet til kerneopgaven, mødestrukturer, prioritering, samarbejde og faste arbejdsgange.
- Ledelsesmæssigt er praksis blevet mere proaktiv, tydelig og faciliterende. Løbende dialog, ensartet opfølgning og klare forventninger har øget forudsigelighed, oplevet retfærdighed og tryghed.
- I arbejdsfællesskaberne er der skabt større åbenhed, tillid og fælles ansvar. Medarbejderne deler tvivl og belastninger, giver mere feedback og udvikler i højere grad løsninger sammen.
Evalueringen fremhæver også betydningen af den organisatoriske understøttelse. Den interne koordinering, projektledelse samt trivselsfaglige og personalejuridiske kompetencer har gjort det muligt at følge udviklingen tæt, reagere på lokale barrierer og tilpasse indsatsen til tilbuddenes forskellige behov. Et centralt læringspunkt er, at lokal tilpasning skal kombineres med en fælles retning og vedholdende opfølgning fra centralt hold.
KONSEKVENSER
Hvis social- og psykiatriudvalget godkender indstillingen, er orienteringen om resultaterne af projektet ”Nærvær og arbejdsglæde” taget til efterretning.
POLITISK BESLUTNINGSPROCES
Sagen forelægges Social- og Psykiatriudvalget den 5. oktober 2026.
DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON
Charlotte Hosbond/Anja Methling.
JOURNALNUMMER
26064707.
Bilag
Bilag 1: Bilag_Evaluering af Nærvær & Arbejdsglæde
3. Orientering: Status på implementering af integreret dobbeltdiagnose behandling af mennesker med psykisk lidelse og samtidig rusmiddelproblematik
INDSTILLING
Administrationen indstiller til social- og psykiatriudvalget
- at tage status om Region Hovedstadens arbejde med implementering af integreret dobbeltdiagnosebehandling til efterretning
POLITISK BEHANDLING
Udvalget tog orientering til efterretning, men ønsker uddybet data på området samt anbefaler, at sagen følges i relevante udvalg og i sundhedsrådene i Region Østdanmark.
Maria Gudme (A), Christine Dal (V) og Erdogan Mert (Ø) deltog ikke i sagens behandling.
BAGGRUND
Social- og psykiatriudvalget fik den 25. august 2025 en status på implementeringen af, samt samarbejdet med kommunerne om, integreret behandling til mennesker med psykisk lidelse og samtidig rusmiddelproblematik. I denne sag gives en ny status med fokus på implementering af den sidste patient-målgruppe for behandlingstilbuddet, antal patienter der modtager tilbuddet og arbejdet med at forankre tilbuddet på de psykiatriske centre, herunder beskrives akuthospitalernes understøttelse af den integrerede dobbeltdiagnosebehandling.
Enhedschef David Oehlenschlæger giver indledningsvis til punktet et kort oplæg om arbejdet med implementeringen af dobbeltdiagnosetilbuddet.
SAGSFREMSTILLING
Regeringen, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening indgik med økonomiaftalen for 2024 en aftale om, at regionerne fra september 2024 til og med 2027 trinvist skal indfase et integreret dobbeltdiagnosetilbud. Målgruppen for den integrerede behandling er patienter med en moderat til svær psykisk lidelse og en samtidig rusmiddelproblematik. Det er i aftalen om dobbeltdiagnosebehandlingen besluttet, at implementeringen sker trinvist. Den trinvise udrulning har til hensigt at sikre regionerne på tværs af landet - og i Region Hovedstaden - har mulighed for at opbygge kapacitet og kompetencer til at løfte den nye behandlingsopgave
Med indfasningen af gruppe 3 fra juli 2026 er det nu muligt at henvise alle i målgruppen for det integrerede tilbud til behandlingen.
Implementeringen af det integrerede behandlingstilbud har desuden medført to nye patientrettigheder: en behandlingsgaranti på 14 dage fra modtagelse af henvisning til behandlingsstart og retten til at vende tilbage til integreret behandling uden henvisning i op til et år efter afslutning.
Økonomiaftalen for den integrerede dobbeltdiagnosebehandling blev baseret på en estimeret målgruppestørrelse, som blev fordelt for de 3 indfasningsgrupper. Denne fordeling ses i tabel 2. Tabellen viser også hvordan indsatsen er blevet indfaset og det estimerede antal for hver af de 3 indfasningsgrupper, samt at størstedelen af de patienter, der er estimeret til at være i målgruppen, har et forløb i den regionale psykiatri, eller har haft et forløb indenfor det seneste år.
Der er ikke aftalt et nationalt monitoreringsregime eller måltal for den integrerede dobbeltdiagnosebehandling, men Sundhedsdatastyrelsen har udviklet en national datarapport (https://sundhedsdatabank.dk/behandling-og-pleje/rusmiddelbehandling-menu/dobbeltdiagnosebehandling) for den integrerede dobbeltdiagnosebehandling i Sundhedsdatabanken. Her er det muligt at følge udviklingen af borgere der er henvist til, startet i eller afsluttet fra integreret dobbeltdiagnosebehandling.
Region Hovedstaden følger selv data via Sundhedsplatformen (se tabel 3 nedenstående). Som det fremgår er 1691 blevet inkluderet i den integrerede behandling i perioden fra 1. september 2024 og frem til 1. august 2026. Dette er mindre end det estimerede antal på 2683 (gruppe 1 og 2 i tabel 1). Dette kan skyldes følgende:
- Patienter kan først registreres i behandlingen, når de giver et særskilt informeret samtykke hertil. Det vil sige at det ikke er alle patienter i målgruppen for behandlingen, som kan registreres. Patienter som er i målgruppen, men afviser tilbuddet arbejdes der motiverende og skadesreducerende med, men det er ikke muligt at registrere dem og dermed følge antallet som dem der har samtykket til den integrerede behandling.
- Der arbejdes løbende med at etablere gode arbejdsgange for registrering. Dette har været udfordret af løbende ændringer og opdateringer fra Sundhedsdatastyrelsen frem til medio 2026 på registreringen af de integrerede forløb.
- Først i sommeren 2025 blev det afklaret, at patienter indlagt i retspsykiatrien også skal registreres i integreret behandling, hvis de er i målgruppen og samtykker. Der arbejdes fortsat med at etablere gode arbejdsgange for registrering af forløb i retspsykiatrien i Region Hovedstaden
Implementering
I Region Hovedstaden følges implementeringen nøje med fokus på flere kvalitetsparametre: overholdelse af behandlingsgarantien, et ensartet tilbud på tværs af hospitalerne i regionen og en høj faglig kvalitet i behandlingen.
Center for Økonomi og styregruppen for implementering af integreret dobbeltdiagnosebehandling arbejder sammen om at udvikle et sæt ledelsesrapporter, der vil gøre det muligt at følge implementeringen i tal helt tæt i de enkelte afsnit og ambulatorier. Det forventes at de første rapporter er tilgængelige medio oktober 2026.
Implementeringen af den integrerede dobbeltdiagnosebehandling koordineres af et programkontor, som er en del af enheden for tværgående psykiatriske funktioner på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. I denne enhed har man også koordinationen af andre indsatser fra 10-årsplanen for psykiatri.
I Region Hovedstaden er behandlingstilbuddet en integreret del af de eksisterende tilbud, så som de psykiatriske ambulatorier (F-ACT og OPUS). Det har altid været et regionalt ansvar at behandle patienter for rusmiddelrelaterede problemer mens de er indlagte på et hospital, men indsatsen her styrkes, herunder et fokus på gode overgange. I Region Hovedstaden har man bibeholdt de tidligere integrerede behandlingstilbud på Psykiatrisk Center Sct. Hans (døgnafsnittet ’Fjordhuset’ på afdeling M, samt specialambulatoriet ’MOPS’). Derudover leveres der integreret behandling i de længerevarende rehabiliteringspladser (de tidligere særlige sengepladser) og i Gadeplansteamet.
Alle de ambulatorier og døgnafsnit som skal tilbyde integreret dobbeltdiagnosebehandling blev introduceret til opgaven fra september 2024 og frem til juli 2025. Herefter har fokus været på rekruttering af flere medarbejdere i de enheder, der skal levere den integrerede behandling, kompetenceudvikling af medarbejdere, samt etablering af systematiske arbejdsgange for screening, identifikation og behandling af målgruppen.
Kompetenceudviklingen består af et sæt tværregionalt udviklet e-læringsprogrammer, som er tiltænkt alle medarbejdere. Der er desuden udviklet flere fremmødekurser, herunder et 3-dages kursus, der er obligatorisk for alle medarbejdere, som skal levere den integrerede behandling. Frem til august 2026 har der været 1746 medarbejdere tilmeldt dette kursus. Ud over det obligatoriske kursus undervises klinikere også i specifikke behandlingsmetoder, så som Motivational Interviewing, kognitiv adfærdsterapi og farmakologi ifm. rusmiddelbehandling.
Fra et fokus på indfasning af den integrerede behandling, er fokus nu på forankring og forbedring af indsatsen, herunder at styrke den ledelsesmæssige indsats – både lokalt på de psykiatriske centre og i direktionerne på akuthospitalerne. En del af forankringen består af at Center for HR og Uddannelse i samarbejde med programkontoret i enheden for tværgående psykiatriske funktioner sikre nøglepersoner i klinikken klædes på til at afholde systematiske metodetræningssessioner, hvor medarbejdere kan få sparring i brugen af deres nye kompetencer. Dette igangsættes i andet halvår af 2026.
Det er regionernes opfattelse, at implementeringen af dobbeltdiagnosetilbuddet er forløbet planmæssigt. Den tredje indfasning er først påbegyndt i sommeren 2026, så tilbuddet er endnu ikke fuldt indfaset og det er forventningen at optaget til behandlingen vil stige gennem det næste år.
Indførelsen af integreret dobbeltdiagnosebehandling i den regionale psykiatri udgør en omfattende forandring. Det er en behandlingsform, der har medført nye patientrettigheder, nye arbejdsgange, behov for nye kompetencer og nye kliniske vejledninger. Samtidig indebærer den en betydelig kulturforandring, idet behandlere i begge sektorer skal finde fælles løsninger, der imødekommer patientens samlede udfordringer.
Den tværsektorielle samarbejdsgruppe samler løbende op på erfaringer under implementeringen. Derudover er der faste samarbejdsmøder mellem de fleste rusmiddelcentre og ambulatorier, hvor arbejdsgange, overgange og cases drøftes. I Region Hovedstaden opfordres kommunerne til at melde ind, når der er uoverensstemmelser eller uenigheder. Erfaringen er, at når der meldes konkrete cases ind, er der fundet løsninger i fællesskab.
Det er Region Hovedstadens opfattelse, at alle patienter, der har en rusmiddelproblemstilling, modtager integreret dobbeltdiagnosebehandling medmindre de går i en parallel behandling. Regionerne er udfordret på, at der skal gives et eksplicit samtykke til integreret dobbeltdiagnosebehandling for, at det tæller med. Det giver efter Region Hovedstadens opfattelse ikke mening, da afhængighedslidelser i ICD 10 er klassificeret som psykiske lidelser, hvorfor samtykket til psykiatriske behandling burde være tilstrækkeligt.
Sammenholdes de estimerede tal med antallet af patienter, der har samtykket til et integreret behandlingsforløb, er målet endnu ikke nået. Implementeringen skrider dog støt frem, og inklusionen af patienter i tilbuddet er stigende. Da der ikke længere skal indfases yderligere patientgrupper, kan fokus i den resterende indfasningsperiode (frem til og med 2027) rettes mod at kvalificere og forbedre indsatsen.
Tværsektorielt samarbejde
Region Hovedstaden nedsatte i november 2024 en tværsektoriel samarbejdsgruppe med repræsentanter fra den regionale psykiatri, kommunekontaktrådet, kommunerne og almen praksis, som har haft fokus på at understøtte det tværsektorielle samarbejde ifm. indfasningen af gruppe 2 og gruppe 3. De kommunale repræsentanter dækker alle optageområderne i regionen, store og små kommuner, dem med egen rusmiddelbehandling og dem som køber rusmiddelbehandling fra andre kommuner eller private aktører.
Samarbejdsgruppen har blandt andet beskrevet arbejdsgange for overflytning af behandlingsforløb fra kommuner til region, og har desuden udarbejdet en ny tekst til samarbejdsaftalens afsnit vedr. borgere med en psykisk lidelse og samtidig rusmiddelproblematik, så den reflekterer de nye ansvar og arbejdsgange. Aftalen har været i høring i alle kommuner, og blev godkendt af den Tværsektorielle Strategiske Styregruppe i december 2025. Aftalen findes på Region Hovedstadens hjemmeside her: https://www.psykiatri-regionh.dk/fagfolk/Tvaersektorielt-samarbejde/Samarbejdsaftaler/voksne/saerlige-maalgrupper/Sider/borgere-med-samtidig-psykisk-lidelse-og-rusmiddelproblematik.aspx
For at den integrerede behandling kan lykkes, og der kan sikres gode overgange til og fra den kommunale rusmiddelbehandling, er det nødvendigt med et vedvarende fokus på det tværsektorielle samarbejde. Der arbejdes derfor løbende på at sikre et godt samarbejde mellem ambulatorierne og de lokale rusmiddelcentre, bl.a. ved indførelse af jævnlige samarbejdsmøder.
Børn og unge
Sundhedsstyrelsen har i løbet af 2026 haft et udkast til faglige rammer for dobbeltdiagnosebehandling af børn og unge (under 18 år) i høring hos kommuner og regioner. Det forventes, at der en endelig godkendt ramme, samt en økonomiaftale, i løbet af efteråret 2026, og at planlægningen af implementeringen påbegyndes ultimo 2026.
KONSEKVENSER
Tiltrædes indstillingen, vil orienteringen om regionens arbejde med at implementere integreret dobbeltdiagnosebehandling være taget til efterretning.
POLITISK BESLUTNINGSPROCES
Sagen forelægges social- og psykiatriudvalget den 5. oktober 2026.
DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON
Charlotte Hosbond/René Vejby Kierch
JOURNALNUMMER
26064707
4. Orientering: Status på implementering af handleplan for styrket sikkerhed og tryghed i psykiatrien
INDSTILLING
Administrationen indstiller til social- og psykiatriudvalget:
- at tage status på implementering af handleplan for styrket sikkerhed og tryghed til efterretning.
POLITISK BEHANDLING
Udvalget tog sagen til efterretning.
Maria Gudme (A), Christine Dal (V) og Erdogan Mert (Ø) deltog ikke i sagens behandling.
BAGGRUND
Handleplanen for en sikker og tryg psykiatri blev udarbejdet efter den alvorlige hændelse i sommeren 2023, hvor en medarbejder mistede livet.
Regionsrådet godkendte den 12. marts 2024 Handleplan for en sikker og tryg psykiatri, der indeholder 23 anbefalinger til en mere sikker psykiatri i Region Hovedstaden. I direkte forlængelse af handleplanen blev der i budget 2025 prioriteret ca. 28 mio. kr. til styrkelse af sikkerhed og tryghed i psykiatrien[1]. Og siden da er der prioriteret regionale midler og især midlertidige uforbrugte 10 årsplansmidler til en lang række indsatser afledt af handleplan for en sikker og tryg psykiatri. Social- og psykiatriudvalget fik den 28. april 2025 en status på implementeringen af handleplanen. Ledelsesforum for psykiatri, der er oprettet efter sammenlægningen af somatik og psykiatri, har desuden fået en status på implementeringen af handleplanen i april 2025.
Med denne sag gives en ny status på implementeringen af handleplanen på de psykiatriske centre i regionen.
[1] Der blev afsat midler til sikkerhedsassistenter på de psykiatriske akutmodtagelser (17,5 mio. kr.) og de retspsykiatriske ambulatorier (1,2 mio. kr.), styrkelse af muligheden for at modtage akutte psykiatriske patienter på Bornholm (4 mio. kr.) og et bygningsmæssigt løft af psykiatrisk akutmodtagelse på Bornholm (4,9 mio. kr.)
SAGSFREMSTILLING
Nedenfor fremhæves de anbefalinger, som vurderes at have særlig relevans for udvalget. En samlet status for implementeringen af alle 23 anbefalinger fremgår af bilag 1.
Anbefaling 1: Etablering af en sikkerhedsorganisation på tværs af psykiatrien i Region Hovedstaden
Status: Implementeret
Der er etableret en tværgående sikkerhedsorganisation (HR-Sikkerhed), som understøtter de psykiatriske centre med implementering af handleplanen, rådgivning og videndeling. Organiseringen blev justeret i forbindelse med sammenlægningen af somatik og psykiatri og har siden 1. januar 2026 været forankret på Amager og Hvidovre Hospital.
For at sikre den nødvendige ensartethed i implementeringen af de anbefalede løsninger arbejder HR-Sikkerhed med løbende kommunikation og styrkelse af samarbejdsflader mellem de psykiatriske centre, der er fordelt på de fire hospitaler i Region Hovedstaden. Ved behov løftes beslutninger til Ledelsesforum for psykiatri.
Anbefaling 3: Bygningsmæssig gennemgang af sikkerheden
Status: Under implementering
Der er gennemført bygningsmæssige sikkerhedsgennemgange af alle psykiatriske akutmodtagelser og ambulatorier, og der er udarbejdet konkrete anbefalinger til de enkelte centre.
Akutmodtagelser
Alle fem psykiatriske akutmodtagelser blev gennemgået i 2024. Der foreligger en samlet rapport med generelle sikkerhedsanbefalinger på tværs af akutmodtagelserne samt centerspecifikke anbefalinger til de enkelte enheder.
Ambulatorier
Alle psykiatriske ambulatorier blev gennemgået i 2025, og der er udarbejdet centerspecifikke rapporter med individuelle sikkerhedsanbefalinger.
Bygge- og designmanual
Der er udarbejdet og godkendt en Bygge- og designmanual, der skal anvendes fremover ved ombygninger og nybyggeri på det psykiatriske område.
I foråret 2026 blev rapporterne fra sikkerhedsgennemgangene og bygge- og designmanualen præsenteret for alle akuthospitaler. Akuthospitalernes direktioner skal tage stilling til implementeringen af anbefalingerne og sikre behandling af rapporterne i de lokale MED-systemer.
Døgnafsnit
Der er endnu ikke gennemført bygningsgennemgange af psykiatriens døgnafsnit.
Den tværgående styregruppe har besluttet at der skal gennemføres en systematisk gennemgang af alle døgnafsnit. Gennemgang påbegyndes i indeværende år. En samlet gennemgang samt efterfølgende analyse og prioritering af anbefalinger forventes ikke at kunne gennemføres inden udgangen af 2026.
Anbefaling 4: Alarmer
Status: Næsten implementeret
Gennemgangen af alarmanlæggene er gennemført, og der er udarbejdet 30 individuelle rapporter. Vedligeholdelse og udskiftning af kritiske komponenter er udført, og udskiftning af relevante alarmanlæg er igangsat.
Lokalt på de psykiatriske centre arbejdes der med forbedringspunkter fra alarmrapporterne. Det er blandt andet indkøbt alarmer, optimering af testationer og procedurer for alarmløb. Desuden arbejdes der med sikkerhedskultur omkring test af alarmer og indmelding af fejl på alarmsystemer.
Anbefaling 6: Brug af scannere i psykiatrien
Status: Under implementering
En lovændring, som trådte i kraft 1. marts 2026, har udvidet de psykiatriske centres muligheder for at anvende scannere og visitering. På den baggrund er regionens retningslinjer blevet opdateret, og Ledelsesforum for psykiatri har besluttet at afprøve brugen af kropsscanner i et pilotprojekt på Psykiatrisk Center Amager. Der arbejdes på at opsætte en millimeterscanner i Psykiatrisk Center Amagers akutmodtagelse, der giver mulighed for at finde ting af metal, men også fx stoffer eller våben, der ikke er af metal. Millimeterscanner anvendes allerede i retspsykiatrien på Psykiatrisk Sct. Hans. Pilotprojektet skal danne grundlag for en vurdering af effekten og en eventuel efterfølgende udbredelse til andre psykiatriske centre.
Det er forventningen, at brugen af en kropsscanner vil tilføre en øget sikkerhed for sikkerhedsassistenterne sammenlignet med i dag, hvor sikkerhedsassistenterne foretager scanning med håndholdte scannere. Efter pilotafprøvning på Psykiatrisk Center Amager evalueres der på effekten og der tages herefter stilling til om det skal udbredes til de øvrige psykiatriske centre.
Anbefaling 18: Obligatorisk konflikthåndteringsuddannelse for flere faggrupper
Status: Implementeret
Flere faggrupper med patientkontakt er nu omfattet af obligatorisk uddannelse i forebyggelse og håndtering af konflikter.
Der er blandt andet etableret undervisningstilbud til ambulante medarbejdere, lægesekretærer, sundhedsadministrative koordinatorer og servicemedarbejdere, og yngre læger deltager nu i dele af det obligatoriske uddannelsesforløb.
Anbefaling 19: Vedligeholdelsestræning og fælles regional standard
Status: Implementeret
Der er etableret et fælles regionalt koncept for vedligeholdelsestræning på tværs af de psykiatriske centre.
Minimumskravet til træning i døgnafsnit er hævet fra 6 til 12 timer årligt, flere medarbejdergrupper er omfattet, og der er indført årlig re-certificering.
Konceptet skal understøtte, at medarbejdere løbende vedligeholder kompetencer inden for forebyggelse og håndtering af konflikter.
KONSEKVENSER
Tiltrædes indstillingen, vil orienteringen om regionens arbejde med at implementere handleplan for sikkerhed og tryghed være taget til efterretning.
POLITISK BESLUTNINGSPROCES
Sagen forelægges social- og psykiatriudvalget den 5. oktober 2026.
DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON
Charlotte Hosbond/Lotte Pihl Paulsen
JOURNALNUMMER
26064707
Bilag
Bilag 1: Bilag 1_Status vedr. Handleplan for sikker og tryg psykiatri i R... (D16544549)
5. Beslutning: Udmøntning af økonomisk ramme til civilsamfundssamarbejde
POLITISK BEHANDLING (offentlig)
- Udvalget tog orientering til efterretning
- Udvalget godkendte forslag til proces, og ønsker hurtigt udmøntning.
- Udvalget drøftede behov og temaer for samarbejder med civilsamfundet, og har videregivet dem til administrationen til videre arbejde.
Maria Gudme (A), Dorte Vilhelmsen (C), Christine Dal (V) og Erdogan Mert (Ø) deltog ikke i sagens behandling.
6. Orientering: Status på overholdelse af udredningsretten i børne- og ungdomspsykiatrien Region Hovedstaden
INDSTILLING
Administrationen indstiller til social- og psykiatriudvalget:
- at tage orienteringen om status på overholdelse af udredningsretten til efterretning.
POLITISK BEHANDLING
Udvalget tog orienteringen til efterretning, og der er i udvalget opbakning til at bruge voksenpsykiatrien til at afhjælpe i børne- og ungdomspsykiatrien.
Maria Gudme (A), Christine Dal (V) og Erdogan Mert (Ø) deltog ikke i sagens behandling.
BAGGRUND
Social- og psykiatriudvalget besluttede på møde den 19. marts 2024, at udvalget orienteres om status på overholdelse af udredningsretten i børne- og ungdomspsykiatrien på hvert udvalgsmøde. Denne sag er opdateret med nye tal for udredningsretten, samt status for etablering af medicinambulatorium i Hillerød og de nye initiativer, der er en del af budgetaftalen for Region Østdanmark 2027-2030. Der er derfor overordnet set få ændringer i forhold til seneste status.
Overholdelse af udredningsretten er et regionalt udviklingsmål i Region Hovedstaden. Forretningsudvalget vedtog i juni 2020 et delmål om, at 70% af patienterne skal være udredt inden for 30 dage, og at udredningsretten skal være overholdt for 95 % af patienterne.
I den regionale psykiatriplan 2025 og frem er der hertil vedtaget et særligt delmål for børne- og ungdomspsykiatrien om, at udredningsretten bliver overholdt for 50 % af patienterne inden udgangen af 2025.
Den 1. januar 2026 er udrednings- og behandlingsretten samlet i én samlet patientrettighed i børne- og ungdomspsykiatrien, hvilket indebærer at 1) børn og unges udredningsforløb skal være påbegyndt senest 30 dage efter henvisning (1. udredningssamtale) og 2) børn og unge skal være endeligt udredt og opstartet behandling senest 60 dage efter henvisning.
Der pågår et nationalt arbejde vedr. udarbejdelse af en model for monitorering af denne nye rettighed. I overgangsfasen frem mod implementeringen af denne model, rapporteres der fortsat separat på overholdelse af den gamle udredningsret og andel udredt inden for 30 dage, samt udredningslængde og ventetid til behandling. Fremadrettet, når en monitoreringsmodel er implementeret, vil overholdelsen i børne- og ungdomspsykiatrien blive afrapporteret i en samlet rettighed.
SAGSFREMSTILLING
Status for overholdelse af udredningsretten i børne- og ungdomspsykiatrien
Af tabel 1 fremgår udviklingen i overholdelsen af udredningsretten fra marts 2026 til og med august 2026 sammenholdt med de politiske mål for udredningsretten. Der henvises til bilag 1 for data over overholdelse af udredningsretten i børne- og ungdomspsykiatrien samt overblik over udvikling i antal henvisninger (side 5).
I august 2026 var udredningsretten overholdt for 23 % af patienterne i børne- og ungdomspsykiatrien, og 11 % af patienterne blev udredt inden for 30 dage. Overholdelsen af udredningsretten i august er generelt på niveau med de foregående måneder og højere end i april og maj 2026.
I overgangsfasen frem mod monitorering af den nye patientrettighed, rapporteres der ligeledes på udredningstiden i intervallerne 0-30 dage, 31-60 dage, 61-90 dage og over 90 dage. I august 2026 blev 410 patienter i børne- og ungdomspsykiatrien i regionen færdigudredt. Heraf blev 11% udredt inden for 0-30 dage, 10% inden for 31-60 dage og 19,5% inden for 61-90 dage, mens 59,5% af patienterne havde en udredningstid på over 90 dage.
Hvordan arbejdes der for at øge overholdelsen af udredningsretten?
Børne- og ungdomspsykiatrien har fortsat et stort fokus på at optimere kapacitetsudnyttelsen og skabe et bedre patientflow. Der er iværksat følgende hovedindsatser, der bygger videre på fremtidssikringsrapporten og taskforcen.
- Bedre planlægning og flow – herunder udarbejdelse af nye ugeplaner i SP som er i fuld gang med at blive implementeret
- Kapacitetsudvidelser ved etablering af nye ambulatorier på Rigshospitalet og Herlev Gentofte Hospital samt medicinambulatorium i Hillerød, samt bedre udnyttelse af eksisterende rammer.
- Styrkelse af det indsatsen i det nære, ved etablering udgående funktion fra børne- og ungdomspsykiatrien i alle sundhedsråd.
- Der er ved at blive etableret to nye ambulatorier på Rigshospitalet og på Herlev Gentofte Hospital (Herlev matrikel) og der rekrutteres yderligere faggrupper til udredning og behandling.
- Der er etableret medicinambulatorium i Hillerød, der på tværs af ambulatorierne for henholdsvis større børn (8-13 år) og unge (14-17 år) i Hillerød skal sikre hurtig opstart og flow i medicinsk behandling. Ambulatoriet opstartede klinisk aktivitet 1. juni 2026. Pr. 1. oktober er 8 ud af 10 stillinger besat, og ventetiden er markant reduceret. For uddybende status se bilag 2.
- Styrket samarbejde med primær og praksissektor – hvor samarbejdet med praktiserende læger og private aktører udvides, for at øge kapaciteten til udredning og behandling.
- Nytænkning af patientforløb med øget direkte patienttid
- Digitalisering – Fx gennem virtuel patientkontakt og selvbooking, afprøvning af AI som støtte i dokumentation, og en pågående afklaring af andre mulige digitale platforme for børne- og ungdomspsykiatrien i den til at understøtte udredning og behandling i den kommende Region Østdanmark.
Koncept for hurtig opstart af behandling er udviklet. Implementeringen afventer, at kapaciteten er tilstrækkelig udvidet, så implementeringen kan gennemføres uden at medføre væsentligt forlængede ventetid på udredning for patienterne.
Den 23. juni 2026 indgik regeringen, Danske Regioner og KL en aftale om udmøntning af de resterende midler i 10-årsplanen for psykiatrien for 2026. Aftalen fordeler allerede afsatte midler i 10 årsplanen til følgende initiativer:
- Bedre hjælpe til ADHD og autisme (både til børn og voksne)
- Forløbsbeskrivelser for børn og unge med autisme
- Nyt dobbeltdiagnose tilbud for børn og unge
Alle tre indsatser afventer fortsat nationale faglige afklaringer. Midlerne er kun givet midlertidigt i 2026 og varig udmøntning afventer ny udmøntningsaftale.
Derudover indeholder økonomiaftalen for 2027 en akutplan for børne- og ungdomspsykiatrien, som tilfører nye statslige midler i perioden 2026-2028 til øget kapacitet, hurtigere udredning og behandling samt en styrket tidlig indsats.
Region Hovedstaden modtog ved midtvejsreguleringen i 2026 i alt 101,8 mio. kr. i statslige psykiatrimidler, som fordeler sig på 39,5 mio. kr. fra 10-årsplanen og 62,3 mio. kr. fra akutplanen for børne- og ungdomspsykiatrien. 10 årsplanmidlerne i Region Hovedstaden er udmøntet til prioriterede bygningsmæssige sikkerhedsprojekter. Midlerne fra akutplanen i 2026 i Region Hovedstaden er udmøntet til opstart af varige indsatser i form af udadvendte enheder og kapacitet i børne og ungdomspsykiatrien. Derudover er der afsat midlertidige midler til privat kapacitet bygningssikkerhed, innovation og digitalisering og en del af akutplanmidlerne er forhåndsreserveret til indsatser i 2027.
Med økonomiaftalen for 2027 er der tilført midler fra akutplanen svarende til 186,2 mio. kr. til Region Østdanmark, heraf udmøntes 46,5 mio. kr. til kommunale indsatser via sundhedsrådene. De resterende 139,7 mio. kr. udmøntes i budget 2027 for Region Østdanmark bl.a. til udgående enheder, kapacitet i børne og ungdomspsykiatrien, privat kapacitet, innovation og digitalisering. 33, 4 mio. kr. reserveres til senere udmøntning efter national aftale om akutplan. Fra 10 årsplanen udmøntes i Region Østdanmark budget 2027 51 mio. kr. Midlerne udmøntes bl.a. til nye ambulatorier i børne og ungdomspsykiatrien, retspsykiatrisk sengeafsnit, somatisk sygdomsopsporing, flere ydernumre og botilbudsteams i børne og ungdomspsykiatrien.
På FFU er det aftalt at der laves en politisk plan for børne- og ungdomspsykiatrien i Region Østdanmark
Følgende initiativer er en del af budgetaftalen for Region Østdanmark 2027-2030:
- Udadvendte enheder i børne- og ungdomspsykiatrien i hvert sundhedsråd
- Styrkelse af kapaciteten i børne- og ungdomspsykiatrien
- Styrkelse af regional understøttelse af STIME
- Midler til udbredelse af KIT til alle kommuner i Region Østdanmark
- Nyt ambulatorium på Rigshospitalet (er åbnet)
- Nyt ambulatorium på Herlev-Gentofte Hospital (Herlev matrikel)
Fredag, 25/9 præsenterede regeringen aftalen vedr. akutplanen for børne- og ungdomspsykiatrien i Danmark, med en række indsatser som fordeler sig under tre overskrifter:
- Alle mand på dæk - markant styrkelse af kapaciteten i børne- og ungdomspsykiatrien
- Hurtigere og mere skræddersyet hjælp - en ny tilgang i børne- og ungdomspsykiatrien
- Investering i den tidlige hjælp tæt på hverdagen, så færre får behov for hjælp i børne- og ungdomspsykiatrien
Uddybende data fra børne- og ungdomspsykiatrien
Der henvises til bilag 1 for yderligere data med blandt andet oversigt over udviklingen i antal aktive behandlingsforløb samt gennemsnitlig udredningstid for de patienter, som er færdigudredt. Der findes i bilag 1 også en oversigt over udviklingen i overholdelse af udrednings- og behandlingsretten, sygefravær samt fastholdelse af personale.
Aldersfordeling på ventelister til udredning og behandling
Karakteristika for patienter som venter på udredning og behandling fremgår af bilag 1, side 11 til 12. Omkring 80 % af patienterne, der er på venteliste til udredning, tilhører grupperne ’større børn’ og ’unge’ i juni måned. For patienter på venteliste til behandling udgør ’større børn’ og ’unge’ ligeledes ca. 80%.
Henvisningsmarkører hos patienter på venteliste til behandling
I bilag 1, side 13, præsenteres henvisningsmarkører for patienter på venteliste til behandling. Hovedparten af de patienter, der aktuelt afventer behandling, er henvist med diagnoserne ADHD, autisme samt kønsidentitetsforhold. Herudover omfatter en stor andel af patienterne på ventelisten gruppen ”øvrige”, og en mindre andel har andre henvisningsmarkører som spiseforstyrrelse, depression, OCD m.v.
Udredningslængde og ventetid til behandling
I august 2026 var den gennemsnitlige udredningslængde cirka 119 dage. Til sammenligning lå den i marts 2025 omkring 80 dage. Der har det seneste år været en gradvis stigning i den gennemsnitlige udredningslængde (Se bilag 1, side 9). Året før havde der været et gradvist fald fra ca. 113 dage i august 2024 til ca. 80 dage marts 2025. Stigningen det seneste år skyldes, at der i 2025 har været en yderligere stigning på 15 % i modtagne henvisninger, samtidig med at det grundet pladsudfordringer er vanskeligt at øge kapaciteten, ved at rekruttere flere medarbejdere.
I august 2026 blev cirka 40% af behandlingsforløbene opstartet inden for 30 dage. Dette er et fald fra de foregående måneder, hvor andelen af behandlingsforløb opstartet inden for 30 har ligget mellem 54% og 68% (bilag 1, side 4).
Sygefravær hos personale
Regionens måltal for antal dages sygefravær er 11,7 dage per år. I de seneste 12 afsluttede måneder, har det gennemsnitlige antal dages sygefravær i børne- og ungdomspsykiatrien været 12,7 dage på tværs af personalegrupper, herunder administrativt personale, læger, pædagogisk personale, plejepersonale og øvrigt sundhedspersonale (psykologer, fysioterapeuter mv.). Sammenlignet med 2024 er det gennemsnitlige sygefravær de seneste 12 måneder faldet med ca. 18% fra 15,5 dage i 2024 til 12,7 dage i de seneste 12 måneder (september 2025 til august 2026) (bilag 1, side 7).
Personalets afgangsrate
I de 12 måneder i perioden december 2024 til november 2025 har afgangsraten været 15,3 % i børne- og ungdomspsykiatrien. Til sammenligning var afgangsraten 13,2 % i hele 2024 og 15 % i hele 2023. Det er fortsat ikke muligt at få opdaterede tal for afgangsraten efter årsskiftet, som følge af den organisatoriske omlægning fra Region Hovedstadens Psykiatri til Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Dette da overflytningen af medarbejdere fra psykiatrien til somatikken betyder, at de har fået nye tjenestenumre, hvilket svarer til, at de er stoppet i deres stilling og blevet ansat i en ny stilling i en anden virksomhed. Dette er afspejlet i tallene, som derfor er misvisende forhøjet for de seneste 12 afsluttede måneder.
KONSEKVENSER
Ved tiltrædelse af indstillingen vil udvalget have taget orienteringen om status på overholdelse af udredningsretten for børne- og ungdomspsykiatrien til efterretning.
POLITISK BESLUTNINGSPROCES
Sagen forelægges social- og psykiatriudvalget den 5. oktober 2026.
Sundhedsrådene havde i maj 2026 indledende drøftelser af børn og unge i psykisk mistrivsel og med psykisk sygdom, og har opfølgende drøftelser efter sommerferien og i løbet af efteråret, med henblik på at drøfte området i forhold til nærsundhedsplanen for det enkelte sundhedsråd.
DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON
Charlotte Hosbond / Louise Grundtvig Buss & Line Fenshøj
JOURNALNUMMER
26050246
Bilag
Bilag 1: Bilag 1 BUC data
Bilag 2: Bilag 2 Statusnotat - Medicinambulatorium v1-0
7. Orientering: Status på ligestilling og integration mellem psykiatri og somatik
INDSTILLING
Administrationen indstiller til social- og psykiatriudvalget:
- at tage status på implementeringen af integration og ligestilling af psykiatri og somatik til efterretning.
POLITISK BEHANDLING
Udvalget tog orienteringen til efterretning. Udvalget har fulgt integrationen tæt siden start, og udvalget noterer sig, at der fortsat er god fremdrift i den kliniske integration. Udvalget anbefaler, at integrationen fortsat følges i relevante fora.
Maria Gudme (A), Christine Dal (V) og Erdogan Mert (Ø) deltog ikke i sagens behandling.
BAGGRUND
Som led i sundhedsreformen og regionsrådets beslutning fra juni 2025 gennemføres en fuld integration og sammenlægning af psykiatri og somatik. Formålet er at skabe faglig, ledelsesmæssig og organisatorisk ligestilling mellem de to områder. Integrationen skal styrke sammenhængen i patientforløb, opbygge fælles faglige miljøer og udnytte synergier på tværs af specialer og sektorer. Målet er, at psykisk sygdom behandles på lige fod med somatiske lidelser, så forskelle i middellevetid mindskes og stigmatisering reduceres.
Social- og psykiatriudvalget har på mødet den 24. november 2025 tilkendegivet, at de ønsker at følge implementeringen tæt i 2026. På udvalgsmødet den 4. maj blev der givet en mundtlig status på arbejdet med integrationen i Region Hovedstaden. Der vil på mødet den 5. oktober 2026 ligeledes blive givet en mundtlig orientering om status på arbejdet med integration og ligestilling af somatik og psykiatri.
SAGSFREMSTILLING
Med det faglige beslutningsoplæg til integration og ligestilling af psykiatri og somatik, der blev besluttet af regionsrådet i juni 2025, blev en række indsatser iværksat. Arbejdet med disse indsatser er sat i gang, både på hospitalerne og i koncernadministrationen. Her følger en kort status på indsatserne.
Ledelsesmæssig, organisatorisk og klinisk integration og ligestilling
For at sikre integration og ligestilling af psykiatri og somatik, er der en række centrale indsatser, der skal sikre et tværgående ledelsesfokus og understøtte integrationen. Derudover arbejdes der efter sammenlægningen med lokale, kliniske indsatser på tværs af psykiatri og somatik. Implementeringen af integrationen sker således gennem to hovedspor:
- Ledelsesmæssigt, organisatorisk og administrativt spor
- Sundhedsfagligt spor
Arbejdet er fulgt tæt - og følges fortsat - på møderne i Ledelsesforum for psykiatri. Den aktuelle status viser, at integrations- og ligestillingsarbejdet er godt i gang på alle hospitaler i Region Hovedstaden.
Integrationen udmønter sig både på det ledelsesmæssige og organisatoriske område ved, at der mange steder er nu etableret fælles lederfora, hvor ledere fra både somatikken og psykiatrien indgår i en samlet ledergruppe, og ved at administrative medarbejdere fra det psykiatriske område siden 1. januar 2026 har været ansat i administrative funktioner på de somatiske akuthospitaler.
På det kliniske område udmønter integrationen sig ved, at der er igangsat mange forskellige initiativer, der har medført positive resultater. For eksempel er tvangsanvendelsen på somatiske afdelinger reduceret som følge af det tættere samarbejde mellem somatik og psykiatri, ligesom patienter med psykisk sygdom kommer hurtigt til somatisk udredning med såkaldte fast-track ordninger, når der er mistanke om somatisk sygdom. Et andet eksempel på det gode samarbejde på tværs af psykiatri og somatik er, der er igangsat samarbejdsinitiativer i forhold til patienter med psykisk sygdom og dårligt reguleret diabetes. Samarbejdet på børne- og ungeområdet er ligeledes styrket. Der er f.eks. fokus på at videreudvikle og styrke et allerede velfungerende samarbejde mellem BUC og Børne- og Ungeafdelingen på Nordsjællands Hospital, og der er planlagt et opstartsmøde med BUC og AHH´s afdeling for børn og unge med henblik på at aftale et samarbejdsprojekt, der skal styrke behandlingen af børn og unge.
Centrale initiativer, der skal understøtte integration og ligestilling
Ud over disse tiltag er der en række centrale initiativer, der skal understøtte integration og ligestilling af psykiatri og somatik.
Der er bl.a. udarbejdet en analyse af det retspsykiatriske område i samarbejde med Region Sjælland, hvor der er fokus på den fremtidige ledelsesmæssige organisering af retspsykiatrien. Analysen belyser fordele og ulemper ved henholdsvis en organisatorisk sammenlægning af de to nuværende retspsykiatriske afdelinger og en videreførelse af den nuværende struktur. Ud fra en samlet vurdering anbefaler administrationen at fastholde de to eksisterende afdelinger og igangsætte et fælles fagligt arbejde med fokus på ensartede rammer for visitation, risikovurdering, sikkerhed og kapacitetsudnyttelse på tværs af regionen. Sagen forelægges FFU på møde den 22.09.2026.
Der arbejdes desuden med ensartning af planområderne, så de somatiske og psykiatriske planområder er sammenfaldende. Aktuelt er de psykiatriske og somatiske planområder ikke er sammenfaldende, idet Rudersdal på det psykiatriske område hører til planområde nord, men i somatikken hører til planområde midt. Rødovre hører i psykiatrien til planområde syd, men i somatikken til planområde midt. Det indebærer konkret, at Rudersdals borgere med psykiske lidelser skal overføres til Psykiatrisk Center Ballerup i stedet for at blive behandlet på Psykiatrisk Center Nordsjælland og at Rødovre Kommunes borgere med psykisk sygdom ligeledes skal behandles på Psykiatrisk Center Ballerup i stedet for på Psykiatrisk Center Glostrup.
Det indebærer ressourceoverførsel til Herlev Gentofte Hospital. Arbejdet er i gang, men forventes ikke gennemført i indeværende år på baggrund af mangel på fysisk kapacitet på Psykiatrisk Center Ballerup.
Endelig går arbejdet med etablering af et børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium på Herlev Gentofte Hospitals matrikel planmæssigt og forventes klar til ibrugtagning ultimo 2026, ligesom der er dialog mellem Rigshospitalet og Bispebjerg Frederiksberg Hospital om etableringen af en psykiatrifunktion på Rigshospitalet.
Øget samarbejde med Region Sjælland frem mod dannelsen af Region Østdanmark
Ledelsesforum for Psykiatri og Region Sjællands Integrationsforum har holdt et fælles møde den 18. august 2026, og der er planlagt endnu et fælles møde i november 2026. De to fora omdannes til et nyt fælles forum inden udgangen af 2026. Det vil blive en del af det nye fælles forums opgaveportefølje at have fokus på fremdriften i det fortsatte integrationsarbejde mellem somatik og psykiatri.
KONSEKVENSER
Tiltrædes indstillingen, vil orienteringen om regionens arbejde med at implementere integration og ligestilling af psykiatri og somatik være taget til efterretning.
POLITISK BESLUTNINGSPROCES
Sagen forelægges social- og psykiatriudvalget den 5. oktober 2026.
DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON
Charlotte Hosbond/Lotte Pihl Paulsen
JOURNALNUMMER
26064707
8. Drøftelse: Social- og psykiatriudvalgets overlevering til Region Østdanmark
INDSTILLING
Administrationen indstiller til social- og psykiatriudvalget:
- at social- og psykiatriudvalget drøfter og genbekræfter den tidligere overleveringssag til Region Østdanmark samt drøfter, om der er yderligere forhold, som ønskes tilføjet.
POLITISK BEHANDLING
Udvalget bekræftede den tidligere overleveringssag, og havde 5 tilføjelser til den tidligere sag:
- Samarbejde med civilsamfund og patient- og pårørendeorganisationer om opgaveløsning
- Potentialet for øget samarbejde mellem voksen og børne- ungdomspsykiatri
- Den regional psykiatriplan og strategier
- Medicinambulatorium i BUC
- Peers samarbejde
Maria Gudme (A), Christine Dal (V) og Erdogan Mert (Ø) deltog ikke i sagens behandling.
BAGGRUND
Social- og Psykiatriudvalget behandlede den 25. august 2025 en sag om udvalgets overlevering til den kommende valgperiode. Sagen er vedlagt som bilag.
Da dette er Social- og Psykiatriudvalgets sidste ordinære møde som følge af etableringen af Region Østdanmark, er der med denne sag en sidste mulighed for at give evt. nye perspektiver med til Region Østdanmark.
SAGSFREMSTILLING
Social- og Psykiatriudvalget godkendte den 25. august 2025 en overlevering af centrale succeser og uløste udfordringer til det videre arbejde med etableringen af Region Østdanmark. Den tidligere sag er vedlagt som bilag og indeholder udvalgets samlede overlevering fra august 2025.
Da dette er udvalgets sidste ordinære møde inden udvalgets ophør, gives udvalget mulighed for at drøfte, om der er andre gode perspektiver og erfaringer, der skal gives videre. Med sagen ønskes en genbekræftelse af den tidligere sag samt en drøftese af andre opmærksomhedspunkter som udvalget evt. ønsker skal videreføres.
I forlængelse af den tidligere behandling kan udvalget blandt andet drøfte følgende opmærksomhedspunkter:
- at der fortsat samarbejdes om at inddrage borgernes perspektiv ind i det politiske arbejde fx via patient- og pårørendeorganisationer,
- at der opfordres til, at der fortsat arbejdes med patient- og pårørendeguiderne til at understøtte patienter og pårørende,
- at der arbejdes videre med principper, målsætninger og indsatser i Region Hovedstadens psykiatriplan som inspiration for det fremtidige arbejde med udviklingen af psykiatrien i Region Østdanmark.
Udvalget kan på baggrund af drøftelsen beslutte, om disse eller andre forhold skal indgå som en del af en afsluttende overlevering til Region Østdanmark eller om en genbekræftelse af den tidligere sag er dækkende.
KONSEKVENSER
Hvis udvalget tiltræder indstillingen, vil social- og psykiatriudvalgets afsluttende overlevering til Region Østdanmark være genbekræftet og eventuelt suppleret med yderligere anbefalinger og opmærksomhedspunkter.
POLITISK BESLUTNINGSPROCES
Sagen forelægges social- og psykiatriudvalget den 5. oktober 2026.
DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON
Charlotte Hosbond/Laura Marie Rasmussen
JOURNALNUMMER
26064707
Bilag
Bilag 1: Beslutning: Social- og psykiatriudvalgets overlevering til kommende valgperiode - 25. august 2025
9. Aktuelle orienteringer
INDSTILLING
Administrationen indstiller til social- og psykiatriudvalget:
- at tage de aktuelle orienteringer til efterretning.
POLITISK BEHANDLING
Der var intet at bemærke.
Maria Gudme (A), Christine Dal (V) og Erdogan Mert (Ø) deltog ikke i sagens behandling.
BAGGRUND
Der er på social- og psykiatriudvalgets møder et fast punkt, hvor administrationen orienterer om aktuelle sager.
SAGSFREMSTILLING
Administrationen orienterer om aktuelle sager, der vedrører udvalgets opgaveområde.
KONSEKVENSER
Såfremt udvalget ønsker yderligere behandling af en sag, vil administrationen gå videre med sagen.
POLITISK BESLUTNINGSPROCES
Sagen forelægges social- og psykiatriudvalget den 5. oktober 2026.
DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON
Charlotte Hosbond/Laura Marie Rasmussen
JOURNALNUMMER
26020942
10. Eventuelt
Eventuelt
Der var intet at bemærke.
11. Underskriftsark
Social- og psykiatriudvalget - meddelelser
Punkter på dagsordenen
- Orientering om organisatorisk sammenlægning af Geelsgårdskolen og 3Kløveren i den sociale virksomhed
Medlemmer
- Peter Westermann: Deltog
- Jesper Hammer: Deltog
- Maria Gudme: Afbud
- Susanne Due Kristensen: Deltog
- Stinus Lindgreen: Deltog
- Magnus Von Dreiager: Deltog
- Dorte Vilhelmsen: Deltog
(Deltog ikke i behandlingen af sag 5)
- Carsten Scheibye: Deltog
- Christine Dal: Afbud
- Erdogan Mert: Fravær
- Grethe Olivia Nielsson: Deltog
1. Orientering om organisatorisk sammenlægning af Geelsgårdskolen og 3Kløveren i den sociale virksomhed
Den Sociale Virksomhed er i proces med at samle Geelsgårdskolen og 3Kløveren, to højt specialiserede tilbud på børne- og ungeområdet, i én organisatorisk enhed med fælles øverste ledelse og ca. 500 medarbejdere. Målgruppen for begge tilbud er børn med udviklingshæmning og komplekse funktionsnedsættelser.
Lederen af den kommende fælles organisation har i en periode været konstitueret chef for både Geelsgårdskolen og 3Kløveren, og sammenlægningen bygger videre på erfaringerne herfra.
Formålet med den organisatoriske sammenlægning er at skabe et stærkt regionalt kompetencecenter på det højt specialiserede børne- og ungeområde med høj faglig kvalitet og styrkede muligheder for rekruttering og forskning samt kapacitetsovervågning.
I forbindelse med den organisatoriske sammenlægning vil der blive etableret en fælles centerstruktur med en centerchef og områdeledelser for henholdsvis specialskole og STU (særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse), døgn- og aflastningstilbud, økonomi, service og administration samt viden og udvikling. Organiseringen skal sikre et tydeligt ledelsesansvar tæt på kerneopgaverne og de enkelte tilbud, samtidig med at der skabes tilstrækkelig strategisk ledelseskraft til at understøtte den samlede udvikling, koordinering og drift af centret.
Organisationsændringen ændrer ikke ved tilbuddenes målgrupper, ydelser eller takster.
Den Sociale Virksomhed forventer, at organisationsændringen vil træde i kraft 1. januar 2027.
Denne orientering blev også sendt til udvalget på mail den 31. august 2026.
Journalnummer
Tomt indhold