På mødet fortæller Region Hovedstadens miljøenhed om regionens nyeste undersøgelser af Collstropgrunden, hvad vi ved om forholdene på og udenfor grunden og hvorfor det ikke er farligt at lege og opholde sig på den nærliggende legeplads, Eghjorten. Repræsentanter fra Styrelsen for Patientsikkerhed og Naturstyrelsen vil også være til stede og der vil være mulighed for at stille spørgsmål.
Collstropgrunden er forurenet med arsen, krom og kobber. Forureningen stammer fra en tidligere træimprægneringsvirksomhed, der lå på stedet fra 1936-1976. Forureningen er karakteriseret som en generationsforurening, fordi den er særligt omfattende, kompleks og dyr at håndtere. Den forurenede grund er hegnet ind, så børn og voksne ikke kan komme i kontakt med den forurenede jord.