Ældre og meget sårbare beboere på sociale botilbud bliver vaccineret

​Beboere på 33 sociale botilbud, der er ramt af funktionsnedsættelser og alvorlige sygdomme, bliver i weekenden vaccineret, fordi de har forhøjet risiko for at blive meget syge af COVID-19

​Ældre og alvorligt syge beboere på 33 kommunale sociale botilbud bliver i weekenden vaccineret ved en udekørende indsats i Region Hovedstaden. Det drejer sig om 900 beboere, som udover fysiske eller mentale funktionsnedsættelser, har alvorlige sygdomme, som betyder, at de er i særlig risiko for at blive meget syge, hvis de bliver smittede.

De bliver vaccineret ude på botilbuddene, og det sker i tæt samarbejde mellem kommuner, praktiserende læger og Region Hovedstaden. Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) siger:

-Det er mennesker, der er ramt af alvorlige sygdomme, og hvis de bliver smittet med COVID-19, kan de blive særledes hårdt ramt. Derfor er det afgørende, at de bliver vaccineret, så de ikke risikerer at blive dobbelt ramt, fortæller hun.

Beboere på regionale og kommunale sociale botilbud er blevet vaccineret siden begyndelsen af 2021, og vaccinationsindsatsen vil fortsætte de kommende måneder i takt med, at sundhedsmyndighederne kan åbne for vaccination af flere målgrupper.

Vaccinationer på vej til flere sociale tilbud

Weekendens vaccinationstilbud er til beboere på kommunale sociale botilbud med mange ældre og alvorligt syge beboere, der er i målgruppe 5. Vaccinationen bliver foretaget af praktiserende læger, Region Hovedstadens Apotek leverer vaccinen, og kommunerne har sammen med regionen indstillet beboerne til vaccination.  

Der er tale om en omfattende indsats, for mange sociale botilbud har brug for tre besøg, så de beboere, der ønsker det, kan blive vaccineret. Fx kan syge brugere ikke vaccineres, og derfor er der ofte brug for opfølgende besøg. Det viser den foreløbige vaccinationsindsats til sociale botilbud, der har været i gang siden begyndelsen af 2021. 

For yderligere kontakt regionens pressevagt på presse@regionh.dk

Redaktør