Nu starter byggeriet af hovedstadens nye retspsykiatri

​Den retspsykiatriske behandling i Region Hovedstaden tager et kvantespring, når den om tre år kan indtage det nye byggeri, som nu går i gang ved Sct. Hans i Roskilde. 

Vent...

​Patienterne kan se frem til lyse og venlige enestuer med udsigt til naturen, udgang til små gårdhaver og et større grønt uderum til ophold og boldspil – foruden musikrum, idrætssal, værksteder, café og fitnesscenter.

For personalet indebærer det bedre arbejdsforhold, større tryghed og helt nye aktivitets- og behandlingsmuligheder, som kan hjælpe med til fremme recovery-processen for de ofte langtidsindlagte patienter.  

Projektet har været undervejs i 10 år og koster over en halv milliard kroner, så det første spadestik fredag den 13. april bliver en milepæl af de store.

Fremtidens retspsykiatri

Lige nu er der blot en bar mark at se på grunden i Roskilde, hvor den nye retspsykiatri skal ligge. Men når det nye byggeri står færdigt om knap tre år, bliver det fremtidens retspsykiatri der kommer til at ligge der, fortæller direktør i Region Hovedstadens Psykiatri, Martin Lund.

"Vi kommer til at træde ind i moderne bygninger med plads til 126 patienter, masser af udfoldelsesmuligheder, enestuer til alle patienter – og en helt unik mulighed for at skabe en visionær og moderne retspsykiatri. Vi i Region Hovedstadens Psykiatri glæder os meget til, at retspsykiatrien endelig får nogle rammer, der matcher den udvikling, som den retspsykiatriske behandling her på Sct. Hans har gennemgået i de senere år."

Med det nye byggeri får medarbejdere muligheden for at skabe nye standarder for retspsykiatriske patientforløb, og det kommer i sidste ende patienterne til gavn, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S):

"Mennesker der har fået en behandlingsdom har ret til en god, psykiatrisk behandling. Den nye retspsykiatri på Sct. Hans kommer ikke blot til at skabe gode rammer, men også endnu mere målrettede og sammenhængende behandlingstilbud, så retspsykiatriske patienter kan komme sig hurtigere over deres psykiske sygdom." 

Lang proces

Regionsrådsmedlem Finn Rudaizky (DF) er formand for byggeprojektets politiske følgegruppe og har derfor fulgt processen tæt. Han er glad for, at det første spadestik nu endeligt tages:

"Jeg glæder mig til at markere, at vi nu er nået til selve byggeriet. Det har jo været en lang proces, hvor rigtig mange forskellige personalegrupper har været involveret, og hvor dygtige byggefolk har lagt hovederne i blød for at skabe det bedste nybyggeri. Vi glæder os til at se resultatet i disse flotte omgivelser ved Roskilde Fjord om tre år, når byggeriet står færdigt."

Sct. Hans har fra gammel tid hørt under hovedstadens psykiatrihospitaler – men har jo hjemme i Roskilde, og Roskildes borgmester, Joy Mogensen (S), glæder sig også over nybyggeriet:

"Jeg er glad for, at Sankt Hans-områdets smukke omgivelser sætter rammen for psykisk syge borgere behandling og hårdtarbejdende medarbejdere, der får deres dagligdag her. Det er et nyt og moderne kapitel I nu åbner i vores bys lange psykiatri-historien. Jeg ønsker al held og lykke til både patienter og medarbejdere – med ønske om et godt og stærkt naboskab. Lad os passe godt på hinanden." 

Fakta om Region Hovedstadens retspsykiatri

Med 126 lukkede sengepladser bliver den nye retspsykiatri på Sct. Hans landets største.

Patienterne vil overvejende være anbringelsesdømte, som i dag har hjemme under utidssvarende rammer i det gamle mandshospital på Sct. Hans øst. Anbringelsesdømte patienter har typisk langvarige indlæggelser – i gennemsnit fire år, en del noget længere.

Ambitionen med den nye retspsykiatri er at forbedre behandlingen, så indlæggelsestiderne kan nedbringes og patienterne bedre hjælpes tilbage i samfundet i et selvhjulpet liv.

Fakta om byggeriet

Byggeprojektet er designet af et team under ledelse af KHR Architecture, som vandt konkurrencen tilbage i 2014.

Byggeriet er udformet, så det føjer sig smukt til den historiske bygningsarv, som gennem to hundrede år har dannet ramme om psykiatribehandlingen på Sct. Hans. Det tilpasser sig det stærkt faldende terræn på en måde, så der overalt fra byggeriet bliver udsigt mod fjorden og det smukke kulturlandskab. Samtidig har arkitekterne designet byggeriet, sådan at ydervæggene danner en lukket bygningskrans, der flugtsikrer bygningen uden synlige hegn.

Byggeriet er budgetteret til 550 mio. kr. (2009). De to femtedele finansieres af staten via de såkaldte kvalitetsfondsmidler – resten af Region Hovedstaden.

Den nye retspsykiatri føjer sig til rækken af i alt tolv igangværende hospitalsbyggerier, hvormed Region Hovedstaden lige nu bygger fremtidens sundhedsvæsen med fokus på patienten, innovative løsninger, grønne hospitaler og smartere logistik og arbejdsgange.

Byggeriet udføres i fagentreprise, overvejende af virksomheder baseret lokalt eller i regionen.

Læs mere – og følg byggeriet – på www.nrsh.dk

Yderligere info

  • Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) og følgegruppeformand Finn Rudaizky (DF) via Region Hovedstadens pressevagt – 70 20 95 88  
  • Direktør i Region Hovedstadens psykiatri Martin Lund, klinikchef Thomas Schütze eller udvillingschef Niels Aagaard fra Sct. Hans, via Region Hovedstaden Psykiatris pressekonsulent, Thomas Hovmøller – 21 67 41 43
  • Borgmester Joy Mogensen (S)  via pressechef i Roskilde Kommune, Michael Dahl Nielsen – 51 52 36 51



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor