1813: Bedste svartider hidtil i april – men meget travl påske


April bød på nogle af de hidtil bedste gennemsnitlige svartider på Akuttelefonen 1813. Men påsken var præget af for lange ventetider.

Påskeugen var meget travl for Region Hovedstadens Akutberedskab. Mere end 21.000 gange ringede borgerne til 1813. Den høje aktivitet medførte, at halvdelen af de borgere, der ringede til 1813, ventede op til 10 minutter, inden deres opkald blev besvaret.

Heldigvis bød april dog også på nogle af 1813’s bedste gennemsnitlige svartider – nemlig i ugerne før og efter påskeugen, hvor:

  • Halvdelen af alle borgere fik hjælp inden for 2 minutter og 35 sekunder. 
  • Og 90 pct. fik hjælp inden for 9 minutter og 44 sekunder.

”Påskedagene var meget travle dage, men generelt er jeg glad for de svartider, vi kunne præstere i april. Vi er endnu ikke inden for servicemålene, men vi kan konstatere, at flere og flere borgere oplever en god og hurtig service, og vi får derfor også mange positive tilbagemeldinger fra tilfredse borgere”, siger direktøren for Akutberedskabet i Region Hovedstaden, Freddy Lippert.

Nemmere at tale med en læge

Han anerkender samtidigt, at påskeugen kan have betydet udfordringer for de borgere, der havde brug for at komme i kontakt med lægerne og sygeplejerskerne på 1813.

”Faktisk var der et generelt ekstrapres gennem hele ugen og ikke bare i helligdagene og weekend. Men selvfølgelig var det især i påskeweekenden, at der var lange svartider, og det beklager vi”, siger Freddy Lippert.

Den seneste opgørelse fra Region Hovedstaden viser dog også, at aprils ventetider på at tale med en af 1813’s læger var årets hidtil laveste. 50 pct. af alle opkald til 1813-lægen blev således besvaret inden for 4 minutter og 4 sekunder.

Travlt når lægen holder lukket

Påskeugen var den uge i alle af 1813’s første måneder, hvor flest mennesker greb telefonen og ringede efter akuthjælp. Flere end 21.000 mennesker ringede til 1813, hvilket er omtrent 3.000 flere borgere end på en sædvanlig uge.

Freddy Lippert forklarer, at der typisk altid vil være ekstra travlt i weekender og helligdage. Og i dagene op til påskehelligdagene er der flere praktiserende læger, der holder lukket.

Ring egen læge i dagstid

”Så det er en uge, der helt naturligt skaber et ekstra pres hos os. Naturligvis hjælper vi gerne borgerne, sammen med de praktiserende læger. Men borgerne bør dog, når det er muligt, kontakte deres egen læge i dagstid”, siger han.


FAKTA

  • Med udgangen af april har Akuttelefonen 1813 taget imod ca. 307.000 opkald, og næsten 91.00 opkald til lægen. Opkald til omfatter, foruden kald fra borgerne, også kald fra fx plejehjem, apoteker, hospitaler og praktiserende læger. 
  • For hele april havde akuttelefonen ca. 80.000 opkald, og omtrent 22.000 af dem gik til 1813 lægen. 
  • I påskeugen ringede borgerne til 1813 mere end 21.000 gange. Af disse blev 6.000 kald stillet videre til 1813’s læger.

Yderligere oplysninger

  • Pressevagten i Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88.

 

Redaktør