1813 var hårdt presset i sommervarmen


Planlagt omlægning af de ansattes arbejdstid og ferieafvikling gav lange svartider på 1813 i juli måned.

Ligesom vejarbejde i sommerferien kan være til gene for feriebilisterne, så har nødvendige omlægninger af vagtplanlægningen på Akutberedskabet også betydet ekstra travlhed på 1813.

Sådan forklarer koncerndirektør Svend Hartling årsagen til, at mange borgere oplevede ekstraordinære lange svartider i løbet af juli måned. En ny opgørelse viser, at selvom færre borgere end normalt har ringet til 1813, så har svartiderne i juli måned været nogle af de hidtil længste i år.

”Det er meget beklageligt. Og jeg vil gerne takke borgerne for deres tålmodighed. Sagen var, at Akutberedskabet stod med en række praktiske udfordringer med at omlægge arbejdstider, ændre vagtskemaer og afvikle ferie. Dette håndterede de i juli, fordi der her traditionelt er færre borgerhenvendelser. Men det holdt ikke stik i år, måske på grund af den meget varme sommer vi har haft", siger koncerndirektør Svend Hartling.

Han henviser til, at selvom der var cirka 10.000 færre der ringede til 1813 end i de forudgående måneder, havde man ikke forventet, at mere end 67.000 borgere ringede, som tilfældet blev.

Forståelse for personalet

Selvom der var flere faktorer, der påvirkede svartiderne, har det vigtigste været, at Akutberedskabet har været nødt til at ændre arbejdstiderne for personalet, mener Svend Hartling.

”Allerede i maj stod det nemlig klart, at der var udfordringer med at få nok sygeplejersker til at dække aftener, weekender og helligdage. Så de har omlagt de ansattes arbejdstid, og det har betydet, at nogle sygeplejersker har valgt at sige op”, siger Svend Hartling, der i juni orienterede politikerne om, at omlægningerne var på vej.

Han understreger, at omlægningerne har været varslet i god tid og er sket i dialog med personalet. Alligevel er han forstående over for de sygeplejersker, som ikke kunne få de nye arbejdstider til at hænge sammen med deres øvrige arbejde eller familieliv.

”Omvendt var der ikke andre muligheder end at gennemføre disse omlægninger. Og ligesom man typisk sætter vejarbejde i gang på tidspunkter, hvor man forventer mindre trafik, så måtte vi gennemføre dette nu her i sommeren”, siger koncerndirektøren og påpeger, at det foreløbigt ser ud til, at 1813 trods alt er ved at være tilbage i en mere normal gænge.

”Vi er ikke inden for servicemålene, og sommeren er ikke helt forbi endnu. Men jeg tror borgerne vil opleve en god service, når de ringer til 1813”.


FAKTA

  • I juli måned ringede 67.414 borgere til 1813. Halvdelen af alle der ringede fik hjælp inden for 8 minutter og 19 sekunder. 90 procent inden 21 minutter og 19 sekunder. 23 procent blev nået inden for 3 minutter.
  • Der blev sidst i maj indgået en aftale med Dansk Sygeplejeråd om en omlægning af sygeplejerskernes mødetider til skæve tidspunkter herunder weekender og helligdage. Aftalen er under implementering og er gældende fra 1. september 2014 af hensyn til varslingsperioden.
  • Den Præhospitale Virksomhed vurderede, at det var mest hensigtsmæssigt at iværksætte omlægningen hurtigst muligt og i sommerperioden, hvor der var forventning om lavere aktivitet end de øvrige måneder.
  • Omlægningen af sygeplejerskernes arbejdstid er sket i dialog med medarbejderne og Dansk Sygeplejeråd, og omlægningen har været varslet over de sidste tre måneder.

Yderligere oplysninger

  • Pressevagten i Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88
Redaktør