25 millioner til hurtigere svar på kræft

Regionsrådet har netop bevilliget penge til indkøb af apparatur og andet udstyr, så kræftpatienter kan blive undersøgt hurtigere
Ultralydsapparater, digital mikroskopiteknik, der giver hurtigere svar på kræftprøver, og en ny såkaldt kolostopisøjle, der bruges til at undersøge for kræft i tarmsystemet - det er blot et lille udvalg af det udstyr, som hospitaler i Region Hovedstaden nu kan indkøbe til brug for patienter, som skal undersøges og behandles for kræft.

Regionsrådet har netop bevilliget 25 mio. kroner til indkøb af nyt apparatur og andet udstyr. Pengene skal være med til at sikre, at regionen overholder sin politiske målsætning om, at 90 pct. af pakkeforløbene for lungekræft, tarmkræft, hoved-halskræft, brystkræft og prostatakræft gennemføres i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalede forløbstider.

- Når man som menneske har opsøgt sin læge pga. af smerter eller symptomer, der måske kan skyldes kræft, så befinder man sig ofte i en krise af tvivl og bekymring, der også smitter af på familie og venner. Derfor er det vigtigt at få hurtigt svar på, om man har sygdommen eller ej, så man kan komme videre med sit liv eller komme i gang med behandling. Hurtig udredning og behandling af mennesker med kræft har en høj prioritet her i regionen, og selv om vi allerede har gode forløbstider på kræftområdet, skal vi altid spørge os selv, om vi kan gøre det bedre, siger regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

Hospitaler har selv bestemt udstyret
De 25 mio. kr. til indkøb af kræftudstyr blev afsat ved et bredt budgetforlig i regionsrådet i september 2014. Derudover tog Region Hovedstadens Kræftudvalg initiativ til at få udformet en handleplan for, hvordan forløbstiderne for fem kræftformer kunne forbedres.

Handleplanen var bl.a. resultatet af en tæt dialog med Region Hovedstadens hospitaler om, hvad der skal til for at nå de politiske og faglige mål. Her lagde hospitalerne især vægt på flere penge til udstyr eller apparatur, som kan give en hurtigere og bedre kræftbehandling af borgerne.

Fakta:

• Regionsrådet i Region Hovedstaden har vedtaget en målsætning om, at 90 pct. af alle kræftpatienter skal behandles indenfor den anbefalede faglige forløbstid.

• Det er vurderingen, at 100 pct. målopfyldelse ikke er mulig eller hensigtsmæssig, idet nogle patienter f.eks. lever med flere sygdomme, som betyder, at den anbefalede forløbstid ikke skal efterleves.

• Aktuelle opgørelser viser, at 80 pct. af alle kræftpatienter i regionen behandles indenfor den anbefalede forløbstid. På landsplan er det 83 pct.

• Kræftudvalget har særlig fokus på kræftområderne bryst, hoved-hals, prostata, lunge, tyk- og endetarm, hvor opgørelser i 2013 viste, at regionen – i forhold til andre regioner – havde få patienter, som blev behandlet indenfor den anbefalede forløbstid.

• I 2014 gælder det for flere af nævnte kræftformer, at over 90 pct. behandles indenfor den anbefalede forløbstid.

Kontakt regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) via pressevagten i Region Hovedstaden på tlf. 70 20 95 88.
Redaktør