​​

Søren Brostrøm og kolleger vaccinerer tirsdag aften i Øksnehallen

​Tirsdag aften tilbringer Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, fire timer i Øksnehallen, hvor han og en række kolleger giver en hånd med, så endnu flere borgere kan blive vaccineret på kort tid. Region Hovedstadens kapacitet er på vej mod 330.000 stik om ugen fra næste uge, og fra i dag kan borgere over 40 år også blive vaccineret på apoteker i hovedstadsområdet. 

Se at blive vaccineret – hellere i dag end i morgen. Sådan lyder opfordringen fra myndighederne. Alle stik gælder, og alle hænder tæller. Derfor har Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, og flere af hans kolleger – bl.a. Helene Bilsted Probst og Bolette Søborg – sat fire timer af i kalenderen tirsdag aften, hvor de vaccinerer borgere i Øksnehallen i København.

"Jeg er selv læge og har allerede været ude at vaccinere mange steder i landet. Det er vigtigt, at vi også som Sundhedsstyrelsen kommer ud og tager snakken om vaccinen med folk i øjenhøjde. Lige nu skal vi meget hurtigt have vaccineret enormt mange, så der er brug for alle hænder. I Sundhedsstyrelsen arbejder mange forskellige autoriserede sundhedspersoner, og jeg er glad for at flere af dem har meldt sig til sammen med mig at tage en aftenvagt på det store vaccinecenter i Øksnehallen," siger direktøren i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm.

Også Helene Bliddal Døssing, vicedirektør i Region Hovedstadens Akutberedskab, vaccinerer side om side med Sundhedsstyrelsen og de øvrige medarbejdere tirsdag aften:

" Jeg tager selv med glæde en tørn med at vaccinere. Borgerne skal vaccineres hurtigst muligt, så nu gælder det om at få så mange kvalificerede hænder i gang med at vaccinere som overhovedet muligt", understreger Helene Bliddal Døssing.

I Region Hovedstaden er der den seneste tid skruet voldsomt op for vaccinationskapaciteten, og ud over de 11 store regionale vaccinationscentre, hvoraf Øksnehallen åbnede som højkapacitetscenter fredag, kan man også blive vaccineret hos de praktiserende læger, hos de private aktører Copenhagen Medical og Practio, og fra denne uge også på apotekerne.

Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) ser frem til Sundhedsstyrelsens besøg i Øksnehallens Vaccinationscenter, der er blandt de store vaccinationssteder i hovedstadsregionen:   

"Jeg er virkelig glad for, at Søren Brostrøm og flere af hans kolleger giver en hjælpende hånd. Vi skal nemlig vaccinere virkelig mange borgere, så der er brug alle gode kræfter for at løfte den kæmpe store vaccinationsopgave i regionens vaccinationscentre, hos de praktiserende læger, de private vaccinationsfirmaer og på apotekerne," siger Lars Gaardhøj (S) og tilføjer:

"Kun ved at stå sammen med vores samarbejdspartnere kan vi komme i mål med at vaccinere op mod 330.000 mennesker fra næste uge." 

Sundhedsstyrelsen vaccinerer tirsdag 14. december fra 17 – 21 i Øksnehallen.​

Til pressen:

  • Der er et begrænset antal pladser til rådighed til medier, som vil være med til vaccination tirsdag aften.
  • Pressen er velkommen mellem 18-20 efter forudgående tilmelding.
  • Tilmelding senest tirsdag kl. 8 til presse@regionh.dk
  • Husk mundbind og coronapas. Vi henstiller til, at man ikke møder frem, hvis man har symptomer på corona. Da der lige nu er meget smitte i samfundet, opfordrer vi til at møde frem med en frisk kviktest.

For yderligere kontakt regionens pressevagt på presse@regionh.dk

Fra Sundhedsstyrelsen deltager:

  • Søren Brostrøm, læge, direktør i Sundhedsstyrelsen
  • Helene Bilsted Probst, læge, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen
  • Tanja Malene Popp, ergoterapeut, enhedschef i Sundhedsstyrelsen                       
  • Agnethe Vale Nielsen, læge, Enhedschef i Sundhedsstyrelsen      
  • Louise Bredal Mørk Lauridsen, læge, sektionsleder i Sundhedsstyrelsen
  • Bolette Søborg, læge, enhedschef i Sundhedsstyrelsen
  • Steen Dalsgård Jespersen, sygeplejerske, enhedschef i Sundhedsstyrelsen
  • Maria Tølbøll Glavind, læge i Sundhedsstyrelsen
  • Gideon Ertner, læge i Sundhedsstyrelsen
  • Elsa Martha Eriksen, sygeplejerske i Sundhedsstyrelse​n

Fra Region Hovedstadens Akutberedskab deltager:

Helene Bliddal Døssing, sygeplejerske, vicedirektør i Region Hovedstadens Akutberedskab. ​
Redaktør