32 millioner kroner skal fremtidssikre de rigtige uddannelseskompetencer

​Region Hovedstaden har netop åbnet op for, at Regionens uddannelsesin-stitutioner kan søge op mod 32 mio. kr. til uddannelsesprojekter. Midlerne skal være med til at sikre de kompetencer, som regionens arbejdsmarked får behov for de kommende år. Midlerne kommer fra den Europæiske Soci-alfond Plus.

Det er for få elever i Region Hovedstaden, der vælger at gennemføre en er-hvervsuddannelse. Allerede i 2030 viser fremskrivninger, at der kommer til at mangle op mod 32.000 faglærte i Region Hovedstaden. 
I 2025 kommer hovedstadsregionen til at mangle 17.000 mennesker med na-turvidenskabelige, tekniske og digitale kompetencer (de såkaldte STEM-fag). Samtidig er der 20.000 unge i regionen, der står udenfor job og uddannelse.

Med den Europæiske Socialfond Plus bliver det muligt at lave indsatser, der skal være med til at sikre fremtidens kompetencer i Region Hovedstaden og derved imødekomme nogle af ovenstående udfordringer.

- Det glæder mig, at vi i regionerne har fået mulighed for at udmønte midler fra fonden – for vi står i en situation, hvor både det private og det offentlige ar-bejdsmarked mangler arbejdskraft. Midlerne giver os mulighed for at lave både større og bredere indsatser, der understøtter det arbejde som vi allerede laver i samarbejde med blandt andet hovedstadens uddannelsesinstitutioner, siger Regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (S). 

Midlerne fra den Europæiske Socialfond Plus skal være med til at sikre attrak-tive uddannelsesmiljøer for alle regionens unge og forhåbentlig nedbringe an-tallet af unge, der står udenfor job og uddannelse. 
- Vi har en stor gruppe unge i Region Hovedstaden, der står uden for job og uddannelse, og det er min ambition, at disse midler vil komme dem til gavn, siger formand for udvalget for trafik og regional udvikling, Marianne Frederik (Ø).  

Midlerne fra den Europæiske Socialfond Plus skal således være medvirkende til at understøtte Region Hovedstadens ambition om, at borgerne får bedre muligheder for at få uddannelse og kompetencer til fremtidens behov, og til at skabe sig et godt liv. Det gælder både unge, som har brug for gode ungdoms-uddannelser, og sårbare og udsatte borgere som har brug for lidt ekstra støtte for at komme videre i uddannelse eller job.

Der kan søges til projekter, der omhandler følgende:  
1. Bæredygtighed og grønne kompetencer
2. STEM
3. Flere faglærte
4. God uddannelsesdækning i hele regionen
5. Attraktive uddannelsesmiljøer, fastholdelse, trivsel og sundhed
6. Ugunstigt stillede grupper, herunder FGU og livslang læring

Fakta:

  • Regeringen gav i 2020 regionerne indstillingsret over 20 pct. af midlerne fra den Europæiske Socialfond Plus i perioden 2021-2027. Region Hovedstadens andel udgør i alt 47,7 mio. kr., som de næste år kan søges af regionens ungdomsuddannelser.
  • Ansøgningsfristen er 31. august 2022 kl. 12.00.
  • D. 25. oktober 2022 indstilles projekter til afslag eller tilsagn i regionsrådet.
  • Ansøgninger til midler fra ESF+ skal herefter legalitetskontrolleres i Erhvervsstyrelsen, og der kan forventes endelig tilbagemelding i december 2022.
  • Her kan du søge om midlerne: link.

Læs mere om den Europæiske Socialfond Plus her. ​



Redaktør