50 events på 3 dage i hovedstadsregionen


Rulleskøjteløb på cykelstien, høstfest på havnen og forskning formidlet i øjenhøjde. Velkommen til Danmarks Internationale Region.


Danmarks Internationale Region

Med 50 events fra d. 23. – 25. maj er der masser af muligheder for at blive klogere på, hvordan hovedstadsregionen er en vækstmotor for Danmark og internationalt anerkendt for bl.a. forskning, hospitalsvæsen, arkitektur og infrastruktur.

Regionsrådsformand: Lad os fejre

- Region Hovedstaden er en international førende metropol, og det vil vi gerne fejre sammen med borgerne. Alle events i Danmarks Internationale Region sætter fokus på en region i konstant udvikling og i verdensklasse, siger regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S)

Hør om højprofileret forskning

Er du interesseret i, hvordan der bedrives forskning, kan du bl.a. tage til HØRT! arrangementer i Helsingør og Albertslund, hvor Peter Lund Madsen er vært for to aftener, der byder på 16 minutters oplæg fra nogle af hovedstadsregionens højt profilerede forskere.

Bag arkitekternes kulisser

Og har du lyst til at høre om, hvordan verdenskendte Henning Larsen Architects, Kopenhagen Fur, Zentropa, Carlsberg eller Rambøll arbejder, kan du komme bag kulisserne, når de fortæller om deres projekter og internationalt orienterede virksomheder.

Lyden af en lufthavn

Du kan også tage turen til Københavns Lufthavn (CPH), og høre om den udvikling CPH har gennemgået de seneste år – og om den udvikling lufthavnen står overfor. Samtidig kan du opleve en af lufthavnens unikke arkitektoniske perler, Vilhelm Lauritzens Lufthavnsterminal fra 1939. I terminalen vil der være klassisk koncert med Trio Gimelia.

Hør om det nye Panum

Det kommende Panum byggeri bliver et samlingspunkt for international forskning og undervisning. Du har mulighed for at høre om byggeriet på selve byggegrunden, og sætte dit eget lille fingeraftryk (det være sig en sko, foto etc..), når en tidskapsel bliver sænket ned i fundamentet til den kommende bygning.Lærke Winther og Anna Neye fra satireprogrammet Normalerweize på DR2 vil kommentere undervejs.

Grøn fremtid ved Diamanten

På Søren Kierkegaards Plads ved Den Sorte Diamant er der cleantech-event, der samler noget af det bedste fra den grønne industri. Her kan du høre om grøn forskning, se de nyeste el-biler og nyde klimavenlig mad og musik.

Høstfest på havnen

Og på Islands Brygge vil der være fokus på de kommende maritime nyttehaver, når Havnens Høstfest byder på smagsprøver på bl.a. tang og fisk og aktiviteter og bymæssige installationer for hele familien. Om aftenen vil der være høstfest og middag ved langborde ved havnen.

Haver i storbyen

Urban gardening fænomenet bliver mere og mere populært, og i hovedstadsregionen er der flere muligheder for at gå på jagt i spiselige urter og planter. På tre forskellige guidede ture udforskes regionens fauna, og du hører mere om det nye nordiske køkken og dets principper.

Følg Danmarks Internationale Region på Facebook og deltag i debatten 

Yderligere oplysninger:
  • Vibeke Storm Rasmussen (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden, tlf. 43 64 25 21 (hjemme)
  • Pressevagten i Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88
Redaktør