Afbud på grund af COVID-19: Kvinder får ny påmindelse om screening for brystkræft

​Region Hovedstaden har sendt påmindelser til kvinder, der meldte afbud under COVID-19, så de får mulighed for en ny tid til brystkræftscreening – det glæder Kræftens Bekæmpelse

Vent...

Programmet for brystkræftscreening i Region Hovedstaden har været åbent under hele coronakrisen, men en del kvinder i regionen valgte på grund af frygt for smitte ikke at møde op eller melde afbud til screening for brystkræft. Det kan man se af fremmødeprocenten, som var 59 procent i marts og 69 procent i april måned, hvilket er noget under fremmødeprocenten i samme periode i 2019.

"Det var jo helt forventeligt, at der var en del, der meldte afbud. Mange har været nervøse for coronasmitte, og derfor er jeg glad for, at vi nu giver kvinderne en mulighed for at få en ny tid, så vi ikke risikerer at overse kvinder med brystkræft," siger formand for Sundhedsudvalget Christoffer Buster Reinhardt (C).

Kræftens Bekæmpelse deler glæden over, at kvinderne får en påmindelse.

"Det er glædeligt, at screeningsprogrammerne har kørt under hele coronakrisen, så det er muligt at monitorere deltagelsen og følge op, hvor der er behov for det. Vi glæder os over, at regionen sender en påmindelse til kvinderne," siger Marianne Karstensen, formand for Kræftens Bekæmpelse i Region Hovedstaden.

Der er udsendt påmindelser til 3.480 kvinder, der selv har meldt afbud under coronakrisen. Kvinder, der er udeblevet fra en tid til screening for brystkræft, modtager i forvejen automatisk en påmindelse i e-Boks.

Fakta

  • I sidste og 5. screeningsrunde, blev der i Region Hovedstaden foretaget 155.062 screeningsundersøgelser med en deltagelsesprocent på 83,1 procent. I alt blev 3.285 kvinder sendt videre til udredning. Det svarer til 2 procent af de screenede kvinder.
  • Fremmødeprocenten var i marts i år 59 procent og 69 procent i april, hvilket er noget under fremmødeprocenten i samme periode i 2019 (82 procent i marts og 80 procent i april).

  • I brystkræftscreeningsprogrammet inviteres kvinder i alderen 50-69 år. Som noget nyt bliver kvinder i alderen 70-79 år, som tidligere er opereret for brystkræft, også inviteret med i den igangværende 6. screeningsrunde, samt i kommende runder.

  • Antallet af kvinder i målgruppen er steget fra 193.927 i 2007 til 211.088 i august 2018. Stigningen er også fortsat efterfølgende. Deltagelsesprocenten er ligesom målgruppen steget, siden starten af den samlede brystkræftscreening for hele Region Hovedstaden i 2007.

Yderligere info

  • Formand for Sundhedsudvalget Christoffer Buster Reinhardt (C) via Region Hovedstadens pressevagt på 7020 9588
  • Formand for Kræftens Bekæmpelse i Region Hovedstaden Marianne Karstensen på 2324 9218
Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor